ansvar

WiFi-fri zone

Der er ingen wiFi i vores spanske hytte – i kontrast til stort set resten af verden. Det har givet mig nogle tanker og oplevelser om, hvordan internettet er blevet en integreret del af det moderne liv. På godt og ondt.

Indrømmet, de første dage var det lidt af en udfordring, fordi jeg havde arbejde, som skulle gøres online. Men så vendte det.

For der er også lidt af et manifest over, at stå af ræset og ikke konstant at være tilgængelig og/eller opdateret med den uendelige strøm af opdateringer, som florerer.

Altid opkoblet

I den moderne verden, er vi konstant tilgængelige, fordi vi er forbundet via smartphones og internet. Det er smart, og det er bekvemt langt hen ad vejen. De offentlige services, bankverdenen med videre, udvikler sig derefter. Tiden hvor man skulle gå ned på posthuset (eller banken), for at betale sine regninger, er en æra blot.

Mange tænker sikkert ikke over, at det har været sådan. Vi har unge generationer i Danmark, som overhovedet ikke kender til det fænomen, at skulle betale regninger fysisk (for blot at nævnet et blandt de mange eksempler). Jeg er lige kommet retur fra et område, som stadig er i transit, og som er ved at omstille sig til en digitalisering af også disse services. Til stor moro for de personer, som ikke har WiFi, pc og den sidste nye model af mobiltelefon. Enten af uvilje, eller på grund af manglende midler. Det lyder måske som det rene uland, men rejsen er ikke længere væk, end at den er indenfor EU, nemlig Spanien. Processen er i gang, så dem der stritter imod, må jo bøje sig for samfundets strukturer (med kravet om digitalisering af de nævnte services).

Digitaliseringen gør det nemt at udrette mange praktiske ærinder hjemmefra i et hug. Det kender vi fra den danske hverdag. Men med denne “nemhed” forekommer der også en anden tidshorisont og tolerance for, hvornår man som borger skal nå at reagere på eksempelvis e-post fra det offentlige og andre store aktører. Så i stedet for, at man i teorien kunne klare det hele på en gang, skal man nu holde øje med, hvornår man får henvendelser, som man skal reagere på, samt holde styr på forskellige betalingsfrister med videre. Magtbalancen er rykket i de store aktørers favør. Denne forventning er med til at rykke ved den psykiske opfattelse af hvor tit og hvor meget man skal være på internettet, for at have styr på sine sager (sms/email adviseringer finder jo også sted på diverse digitale enheder).

Allerede her, er der en forventning om, at man også er opkoblet online i et vidst påkrævet omfang … Nogle erkender dette som en stressfaktor, imens andre prøver at følge med strømmen så godt, som de nu kan.

Afkobling – eller destress?

Den konstante tilgængelighed narrer vores hjerner til at tro, at vi skal være konstant tilgængelige. Er vi ikke det, kan det sætte en uro i gang i kroppen. Men faktisk vil jeg tale for, at man bevidst fravælger at være konstant tilgængelig, og at vi får det implementeret i vores moderne kultur. Det skal være helt legitimt, at man ikke reagerer på en besked straks; og at man kan være sammen med de mennesker, som man er rum med, selvom der er andre bag skærmen som også ønsker ens opmærksomhed.

Det er min erfaring, at det faktisk kan være lidt af en befrielse ikke konstant at skulle forholde sig til hvad vennerne har lavet af opslag, har spist eller gjort, med eller uden deres børn. Det er fint nok at følge med i et adræt og distanceret tempo, hvor man følger med, når det passer ind i den rytme man har for dagen. Det handler ikke om manglende interesse for de andre, men om at være der hvor man er, og have ret til det. For selvfølgelig er det stadig hyggeligt at følge med i vennernes gøren og laden. Men det behøver ikke at have min konstante opmærksomhed (og den indstilling, har jeg så valgt at tage med hjem til WiFi-zonen). Velvidende at dette statement kan virke en anelse helligt, og totalt ude af trit med den virkelighed, som eksempelvis de helt unge navigerer i.

Vi har brug for at være et med os selv og hinanden. I naturen, derhjemme, når vi dyrker sport eller noget andet. Det er fint nok, at man gerne vil multikommunikere, og også kan have en samtale med andre via skærmen, når man er sammen med andre (eller secondscreener på TV/Netflix mv). Men det skal også være sådan, at man kan vælge at træde ud af WiFi-zonen (hvadenten den er der eller ej). For det har kroppen, hjernen og sindet brug for. Hvad der gavner det enkelte menneske, gavner også samfundet som helhed. Derfor skal vi huske at være mennesker, og bruge teknologien til vinding, og ikke til forfald.

Det moderne samfund versus mennesket

Stress er blevet et “normalt” symptom i vores samfund. Men det er alt andet end en normaltilstand. Får den først fat i kroppen, kan den nedbryde den totalt, og gøre personen uarbejdsdygtig i en rum tid. Et samfund bestående af en befolkning, hvor en stor del har været sygemeldte på grund af stess, er et advarselssignal af de helt store. Det er et tydeligt tegn på, at mange ting er kørt af sporet, og er afkoblet fra hvad vi som mennesker kan stå model til. Stress er ofte relateret til alt det, som vi ikke når (eller selv føler at vi skal leve op til). Hvadenten det er os selv eller andre, som har sat agendaen eller barren for forventningen om hvad man skal kunne nå, eller administrere i dagligdagen. Derfor nytter det ikke, hvis også teknologien, som egentlig skulle gøre det mere bekvemt for os, begynder at stresse vores tankevirksomhed.

Vi nordboere har ofte en opfattelse af, at tingene går lidt langsommere når vi er sydpå. Det gør de måske også, fordi vi selv er på ferie, når vi er der. Og så er der alligevel et gran af sandhed i den opfattelse. For der er stadig ting, som man håndterer mellem mennesker, mikset med en kultur der har en grunderkendelse af, at vi er mennesker og ikke maskiner. Her føler jeg ofte, at man i Danmark forventer at vi er maskiner. Når humanismen kommer i første række, erkender man rettigheden til at fejle, og til at være langsom når det er påkrævet (hvis kroppen for eksempel giver udtryk for det).

Men der er også nye toner, som er ved at snige sig ind med det moderne spanske samfund. Jeg har netop læst en artikel i El mundo (april, 2019) om, hvordan man påtaler udbrændthed, herunder hvilke symptomer som der følger med, og hvordan denne udbrændthed adskiller sig fra stress. Artiklen fortæller, at de mange gøremål som hober sig op, er med til at få bægeret til at flyde over, hvor det er den sidste dråbe, der får udbrændtheden til at træde ind. Det er sammensuriummet af de mange gøremål, og ikke enkelte konkrete forhold, som får kroppen til at sige fra og brænde ud. Uanset om man kalder symptomerne for udbrændthed eller stress, fortæller det i den grad noget om, at det er det moderne samfund, som sætter mennesket under pres.

Derfor er det på tide, at vi bliver bevidste herom, og laver vores eget lille manifest om, at der skal være plads til at være menneske i en moderne verden; dermed gør vi brug af vores evne til at yde modmagt, sådan som Foucault beskriver de menneskelige mekanismer, når strukturerne bliver for stramme eller for magtfulde.

Reklamer

Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.

Another day in Paradise

Når moralen knækker, og grådigheden tager over, forvandles paradis og helvede fryses til is. Glatis. I dag er de såkaldte “Paradise papers” blevet offentliggjort. Same story, same place, other actors. Vi korser os, forarges, og glemmer det hurtigt igen. Måske.

Der ligger et enormt aberdabei  ved denne slags aktiviteter. Det underminerer moralen når rigmænd føler sig berettiget til at omgå simple skatteregler, der skulle være til gavn for samfundet. Noget der ikke er muligt for menigmand, og som derfor i sig selv virker fordærvende for fællesskabet – det vil sige sammenholdet i det kapitalistisk styrede verdenssamfund, som vi er en del af.  Kapitalismen driver meget godt, da flere penge i samfundet, holder hjulene i gang. Men kapitalismen (herunder det frie markeds drivkraft) har den indgroede svaghed, at egoismen, grådigheden, og duften af flere penge, kan tilsidesætte fornuften og moralen. Her kommer loven, og skattebilletten ind i billedet.

“Med lov skal land bygges” forlyder det i den oprindelige Jyske lov (og siden henført i grundloven). Deraf en tro på, at loven skal overholdes af alle, som én. At det er med respekten for loven, at man styrer udenom faldgruberne, hvor enkeltmænd ikke tilgodeses frem for andre; og hvor alle er lige for loven. Der sker et skred i fundamentet, når disse ikke overholdes. Det giver grobund for korruption, når penge udgør (for stor) en magt. Pengene skal være drivkræfter, men ikke bolværket i samfundet. Fundamentet er loven.

“Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet”

Keynes økonomimodel har således indberegnet individets efterspørgsel og behov, som værende de meste vigtige drivkræfter i samfundsøkonomien (hvilket de grundlæggende afsætningsplaner og marketingprincipper agerer ud fra). Den modsiger ikke det frie marked, men involverer en statsstyring der skal sikre at man blandt andet arbejder for at minimere arbejdsløsheden (betalingskræften/betalende ressourcer) i landets økonomi. Når alle har midler til at købe varer for, sker der et flow i de økonomiske transaktioner, og dermed stiger væksten i henhold til denne økonomiske tankegang. Behovet for, at der skal betales skat, er til for at pleje samfundets interesser, og ikke kun enkeltpersoners interesser og værdier. Modellen bygger formentlig på den antagelse, at man ved at give til fællesskabet og et fælles gode af de penge som tjenes, bidrager til samfundet som helhed. Ikke kun ren i valuta, men også mentalt (og måske endda metafysisk). Det er en grundholdning om, at det at sørge for sin næste, også er til fælles bedste.  Det er dette set-up som særligt de skandinaviske modeller har demonstreret i moderne tid.

Keynes økonomimodel: http://www.businessdictionary.com/definition/Keynesian-economics.html

Hertil kommer de etiske aspekter og teorier; og deraf de moralske forpligtelser for fællesskabet. Etik handler om det enkelte menneske i relation til andre mennesker; og altså om hvordan man behandler andre mennesker og betydningen af hvordan man behandler andre mennesker og ikke kun have blik for sig selv og sine egne behov (kilde: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-reproduktion/undervisning-til-grundskolen/oenskebarn/tekster/hvad-er-etik).

Etik handler om hvad der er rigtigt eller forkert (at gøre). Det vedrører et værdiafsæt for livet, og for alt liv. Et indre og ydre moralsæt som er gældende, uagtet om vi tager udgangspunkt i pligtetikken, nytteetikken eller dydsetikken. Dydsetikken omfatter ligeledes det ‘gode liv’ i betragtningen. Mennesket skal kunne leve med sig selv og sin egen handling – implicit heri ligger der også en forståelse for, og en respekt for, at dette også gælder andre mennesker og levende væsner. En demoraliserende adfærd, er således direkte destruktiv, for det enkelte individ, og for (verdens)samfundet. En deroute for vores forpligtelser og ansvar som medborger og samfundsborger. En deroute for de grundprincipper som vi samarbejder omkring globalt, som blandt andet er nedfældet i FN konventionen. Derfor må vi ikke tage skyklapperne på, og blindt acceptere at disse lyssky forretninger er et acceptabelt onde i et globaliseret kapitalistisk samfund. Vi må slå ned på det med samme ildhu, som vi gør på diktaturregimer og umenneskelige forhold verden over. Dét som er på spil, er vores syn på den verden, som vi lever i.

Mere om etik: http://hansreitzel.dk/Humaniora/Etiske-teorier/9788741258393

Paradise Papers udmærker sig ved at involvere selveste Dronningen af England. U2 sangeren Bono er genganger fra samme type lækkede skandale året før (Panama Papers, 2016); hvilket jo i sig selv er himmelråbende hypokratisk, når 80´ernes store ‘retfærdighedsikon’ står til falds for sådanne aktiviteter. Som ekstra sår i saltet knytter Paradise Papers den amerikanske udenrigsminister (Wilbur Ross) som medejer af russiske gasledninger (der ligeledes ejes af Putin), samt transport af denne gas. De politiske dimensioner af dette læk, er ikke til at tage fejl af. Facebook og Apple, der ellers ikke skulle mangle omsætning eller penge, er også at finde på listen over virksomheder i skattely. Cayman øerne udgør endnu engang aksen i dette foretagende, hvor skattely får kreative revisorer og advokater til at udflette forretningsmodeller med tvivlsomme formål. Foretagender i denne kaliber, og med udgangspunkt i offshore forretninger på Caymanøerne, er så udbredt og offentligt kendt, at det ofte indgår som scenarier i film, der involverer finansverdenen. Man må spørge sig selv, hvorfor det kan blive ved med at stå på, og hvad prisen reelt er for disse aktiviteter? Herunder hvilke lobbyaftaler som opstår i kølvandet med videre.

Paradise Papers: (kilde: https://www.blick.ch/news/ausland/diese-enthuellungen-sorgen-fuer-riesigen-wirbel-sogar-die-queen-taucht-in-den-paradise-papers-auf-id7559342.html).

Panama Papers: (kilde: http://www.focus.de/finanzen/videos/skandal-um-offshorefirmen-panama-papers-staatsanwaltschaft-leitet-ermittlungen-ein_id_5404749.html)

Skal vi give op, eller skal vi kæmpe for at ret skal være ret, og loven overholdes? Er vi nidkære og misundelige, når vi ønsker at disse forhold optrevles og endevendes? Nej. Loven er lige for alle. Alle har pligt til at betale skat. Hvis man mener at skatten er for høj, må man arbejde for det andetsteds. Hvis der er grund til at skjule en direkte erhvervsforbindelse mellem eksempelvis en amerikansk minister og en russisk gasledsningsvirksomhed, der involverer Putin, burde man måske ikke indlede relationen; og sådan kunne man blive ved. Vi har alle som én et moralsk ansvar over for det samfund som vi er en del af.

Ghandi-dont-loose-faith-in-humanityHvis samfundsøkonomier kan baseres på individet, hvorfor så ikke også moralen og håbet for en bedre fremtid? Det sætter jeg min lid til, imens jeg forsøger at huske på, at enkelte brodne kar ikke skal få mig til at miste troen på menneskeheden, og den styrke som vi sammen besidder. Sammen må vi kæmpe mod forureningen af vores sind, for fælles bedste.