dagsrutiner

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.

 

Reklamer

Det starter med en tanke …

IMG_0437

 

Digtet siger det hele, og mere til. Der skal så lidt til før en vane (eller en uvane), bliver til en rutine. Det sker ganske ubemærket, med mindre der er tale om en (u)vane som man vil ændre. Det kan være hårdt at ændre kurs, men ikke umuligt. Det hele starter med en tanke.

Mind your steps …

Jeg har bemærket, at der i storbyerne findes en helt særlig gangart – og det er ikke kun i de nordeuropæiske lande. Jeg har oplevet det i andre hovedstæder også, som for eksempel Madrid. Det var en gangart, som jeg lagde særligt mærke til, efter nogle år, som bosiddende ved Middelhavskysten.

Det minder lidt om kapgang, dog uden de ekstreme svingninger med hoften der hugger fra højre til venstre. Ben, arme og blikket, er stift koncentreret om at komme så hurtigt frem som muligt. Ingen tid at spilde. Gåturen er et onde, som mange gerne vil have overstået i en ruf. Det er egentlig en skam, med tanke for hvilken skat som ligger skjult her.

For nogle år siden, fik jeg mulighed for at stifte bekendtskab med en særlig zen-gangart, også kendt under termen “zen-walking-meditation“. For de som dette er ubetrådt område, må jeg hellere introducere. Gangen går ganske enkelt ud på, at man sætter hele sin bevidsthed ind på hvordan man barfodet står med samlede fødder, og ved det første skridt mærker hvordan man først løfter benet, og siden sætter hælen i jorden/gulvet, og hvordan hele foden lander frem til tåen, så løfter man den næste fod, og sætter hælen i, så den lige akkurat rører den forreste tå (i mit tilfælde storetåen). Sådan følger en man en line, og går rundt i en labyrint – evt af lige streger på gulvet – i en vis rum tid (20-min til en halv time, vil jeg tro). Det virker provokerende og latterligt ved de første skridt, men man bemærker hurtigt at der via foden og denne koncentrerede gang, bliver skabt en forbindelse til bevidstheden og sindet. Man får jordforbindelse og slipper en masse stress fri fra kroppen hvor alt tankemylder bliver sat på pause. Meget simpelt, og på samme tid meget overvældende.

 

Steps into Mindfullness

Jeg kan ikke prale af at jeg praktiserer zen-walking-meditation jævnligt. I skrivende stund er jeg meget bevidst om, hvor godt det ville være for mig. Det nærmeste jeg p.t. kommer på dét, er en lille mellemting som jeg har indarbejdet på mine morgenvandringsture, hvor jeg bevidst mærker hvordan jeg sætter fødderne i jorden – side om side, og med fodtøjet på. Dermed kommer tempoet ned, og der kommer ro på tankerne. Det er ikke lige efter bogen, men det har alligevel en effekt. Når jeg går i mine menorquinas, kan jeg kun gå langsomt og med hælen først; så er jeg godt på vej. Dermed har de også fået medtitlen, mine zensko, da de tvinger mig til at sætte tempoet ned og umuliggør at stresse af sted. Mine morgenvandringer handler også om at indsnuse duften af græsset, lytte til fuglenes kvidren og se på træerne. Ved at sanse naturen, mærker jeg nærvær og ro.

 

Pssst! Dette indlæg er et bidrag til serien mandags-vandringer som omtalt af Drake noir: https://wordpress.com/read/feeds/1075087/posts/1467359947