Etik & Moral

Nær dig – bag ved skærmen

Corona feberen raser verden over, hvor mennesker sidder afskærmet fra omverden i deres hjem.

Aldrig før har den lille skærm i hånden, der forbinder dig til din verden, og får verden hjem i din stue, været vigtigere for dig.

Så meget, at du via sundhedskampagner bliver opfordret til at springe ud i det med kamera, hvis ikke det er noget, som du har gjort før.

Det er der en grund til. Skærmen kan nemlig mere end man lige skulle tro.

Altid til stede

Børn og unge har vidst det længe, for det er allerede en integreret del af deres liv at være forbundet via ”skærmen”. Det er ikke det samme som at være sammen, men det er et godt supplement (når man ikke har mulighed for at være sammen).

Man kan altid komme i kontakt med hinanden. Og man har mulighed for at komme i kontakt med flere mennesker på en eftermiddag eller en aften, end det ville være fysisk muligt.

For børnene og de unge, er den digitale dialog via mobilen eller spillekonsollen blevet så integreret en del af deres sociale liv, at det kan føles som en afvisning (i den anden ende), hvis de ikke reagerer på en henvendelse. Det er de meget opmærksomme på, og selv følsomme over for.

De mange timer ved skærmen, og den parallelle dialog har drevet nogle forældre til vanvid. Men det er måske nu, at de selvsamme forældre begynder at kunne forstå behovet, samt se hvad det handler om.

Når børn og unge deltager i de digitale dialoger, sker det ikke på bekostning af det rum som de er i. Det vil sige, at de ikke fravælger de personer som de er sammen med. De udvider blot rummet til at have flere deltagere.

Det er denne glæde ved samværet via skærmen, som flere generationer nu kommer til at opleve på nært hold, under denne raserende Corona feber.

Nær dig

For tiden, hvor vi ikke kan være sammen med hinanden på kryds og tværs, er den digitale enhed vores bedste mulighed for at ses, og “mærke” hinanden.

Den afstand som der opstår i nærværet bag skærmen fordrer mere intimitet og fortrolighed.

Nogle gange opstår behovet for intimitet og tillid som følge af den afstand som skærmen også skaber, så man bedre kan “mærke” hinanden og være hinanden nær.

Andre gange medfører skærmen, eller stemmen i røret, at det kan være nemmere at tale om ting, som man ikke ville have mod til ansigt til ansigt.

Skærmen giver nemlig en følelse af tryghed, og afskærmning fra den anden persons reaktioner.

Det er både godt og skidt.

Det er i dette rum (vakum), at man skal være opmærksom på, at skærmen/telefonen påvirker dialogen, som beskrevet overfor. Er man opmærksom på det, kan man også bedre agere derefter.

Tillid og fortrolige samtaler

Hvis skærmen indgyder mod til mere fortrolighed mellem nære venner eller familie, burde der ikke være noget dårligt i det.

Tillid mellem mennesker er nødvendig for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person. Tillid er en nødvendig præmis for et fungerende (demokratisk) samfund. Mister vi som mennesker tilliden til hinanden, påvirker det hele vores samfundsstruktur. Det er derfor en værdi, som er værd at værne om.

Men det er altid vigtigt, at man (i enhver sammenhæng), mærker efter sine egne grænser, og ikke indgår i en dialog, og herunder handlinger, som man ikke har lyst til.

Det kan være mindst lige så svært at sætte grænser, og sige fra, når man kun har en teknologisk forbindelse, som det kan være ansigt til ansigt. Men det er en nødvendig øvelse. For at kende sine grænser, kan det hjælpe at kende til sine personlige rettigheder.

Skænderi på skrift

Du kender det sikkert godt. Et skænderi på sms/chat virker ikke rigtig. Det eskalerer nemt, og ryger måske ud af proportioner.

Det samme gælder for sarkasme eller humor, hvis personen ikke kender dig godt. Det findes der talrige eksempler af på sociale medier som fx. twitter og facebook. Mange skriver som om de taler med den anden, men det kan man faktisk ikke gøre, uden risiko for at blive misfortolket.

Det skrevne sprog er bogstaveligt, og har ikke ansigtsmimikkens og kropssignalerne til at underbygge budskabet med. Derfor opstår der mulighed for misforståelser.

Desuden har det skrevne sprog den ulempe, at det som aflæses er afhængigt at modtagerens humør, samt opfattelse af afsenderen (i langt højere grad, end det vil gøre sig gældende i en ansigt til ansigt samtale).

For nogle vil det dog sikkert føles nemmere at skændes på sms/chat, fordi man ikke står ansigt til ansigt med den anden persons reaktioner. Så det er jo ikke fordi, at der er tale om enten eller. Men man skal gøre sig selv bevidst om, at der nemt kan optrappes til yderligere konflikt via det skrevne. Som oftest vil en dialog være bedre end vrede, uanset om den foretages verbalt og ansigt til ansigt, eller på tekst.

Aspergers – en tangent til din SMS, chat, eller SoMe fora

Folk der lider af Aspergers syndrom har svært ved at afkode disse kropssignaler, og aflæser, groft sagt, hele verden, som var det skrevet på en chat.

Det afføder mange upassende kommentarer, helt uden filter eller indlevningsevne. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men til dårlige menneskekendere.

Vi kender lidt til det fra de sociale fora (SoMe), hvor der ofte er nogle (trolle), der i den grad overfuser de andre aktører/deltagere med deres fornærmelser og angreb, under påskud af, at de “bare siger sandheden”, eller “hvad de mener”.

Den gode gamle Emma Gad for offentlig god tone og skik (i moderne sprogform), gør sig stadig gældende, når vi samtaler på skrift; og vi skal være mere opmærksomme på, om vores tekster kan misforstås.

Krænkelser og krav (grooming)

De digitale enheder indgår i vores verdensbillede, og er en del af vores livsverden. Vi er blevet moderne mennesker, for hvem kontakten til omverden styrkes via de digitale dialoger.

Det betyder desværre også, at de mennesker som har en tendens til at udnytte andre, fortsat vil gøre det. De har fået et større spillerum via kameraet på skærmen, og det udnytter de.

Unge, børn, og voksne forledes til dialoger og handlinger, som opbygges under en falsk præmis om fortrolighed og tillid via skærmen. Det kan være en nær relation, og det kan være en fjern. Nøjagtig, som det er tilfældet med overgreb (mod mindreårige) i det fysiske rum.

Nogle organisationer advarer endda mod, at Corona får flere børn og unge i risikozonen for overgreb via skærmen. Først og fremmest fordi de i mange tilfælde vil være online i flere timer, og dermed i større risiko for kontakt. Men det handler også om, at de mange timer bag skærmen kan gøre det sværere at komme til at tale med andre om, hvad der er sket. Derved er der risiko for, at den første kontakt eskalerer til mere intim karakter og deciderede overgreb.

Derfor er det altid en god idé at have en åben dialog med sine børn om, hvem de har talt og spillet med, og om hvordan de har haft det i dag. Det vil sikkert være flovt for dem at indrømme, hvis der har været en episode, så derfor er det vigtigt, at du afholder dig fra at være dømmende, men husker at støtte og trøste dit barn.

Forstå grooming – og få gode råd til hvordan du kan håndtere det [link: Red Barnets psykolog om grooming].

Krænkelser er en præmis, som vi altid skal sige fra over for (og, som vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for). Men det skal ikke forhindre os i at være mennesker, med et naturligt behov for nærhed og tillid til hinanden. Det ville være den helt forkerte vej at gå, og det vil være med til at udskamme de personer, som med deres gode ret har tillid til andre mennesker.

Det vil altid være krænkeren som er på vildspor, og ikke den person som stolede på den anden, hvadenten man blev vildledt og fik misbrugt sin tillid, eller ej.

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.