Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.

Alkohol kultur, retur?

Alkohol kultur, retur?

Ifølge artiklen, som ovenstående link forbinder til, er der sket et skred i den danske alkoholkultur, hvor indtaget af alkohol er dalet.

Dette er, set med mine øjne, ret gode nyheder! Jeg har i mange år boet i syden, og da jeg kom tilbage til Danmark, fik jeg et omvendt kulturchock! Jeg havde helt glemt i hvor udpræget grad, omgang og forbrug af alkohol er i Danmark. Især i mine forældres generation (årgang 1940 og 1950), og opefter -d.v.s. ned imod 1900´erne.

Jeg har vænnet mig til, at man kan nyde 1 glas vin til maden, og at man ikke behøver at sidde halvør henover aftensmaden, for at det har været en god middag. Jeg har lært, at nyde det 1 glas til måltiddet midt på dagen, hvor det eneste formål er, at det skal krydre ganen, for at give resten af maden det rette pift. At det ikke handler om alkohollen, men om smagen og smagens effekt.

Det er virkelig klædeligt, hvis det er ved at blive tendensen i de yngre generationer. For så vidt artiklen, er dét hvad jeg kan forstå af dens indledning (jeg har ikke betalt, for at læse hele artiklen).

Jeg hører selv til den generation, der kan huske fredagsøllen, der startede på arbejdet (ikke efter arbejde, på en beværtning -der er forskel). Jeg når lige, at have haft den oplevelse, fordi jeg har arbejdet, ved siden af skolen, siden jeg var 15-16 år.

Jeg hører til den generation, der gemte alkohol og øl i busken fredag efter skole. Så vi drak os stangerstive, på vej til ungdomsklubbens fester senere på aften (hvor alkohol ikke var tilladt).  Vi var 12-13 år gamle! Dengang var der ikke en lovregel for, hvor gammel man skulle være, for at købe alkohol.

Jeg kan huske en sommerdag i 1997, hvor jeg arbejdede fuldtid på tankstationen, efter at have fuldent mit studie. Øl og alkohol, var som følge af dengang nyere lov, aflåst indtil kl. 06 om morgenen. Før vagten startede, tænkte jeg, at det ville være et underligt tidspunkt at købe øl på, eftersom at det var mandag morgen. Jeg skulle blive klogere! Meget klogere endda. Køen til kassen var alenlang. Der blev købt morgenbrød til kaffen -plus øl og “kyllinger” i stride strømme! Hvis du ikke véd hvad en “kylling” er, skal du ikke fortvivle. Det gjorde jeg nemlig heller ikke før den morgenvagt 🙂 En “kylling” er de små snapseflasker.

Ovenstående scenarie var efter, at der blev indført forbud om alkohol på de danske arbejdspladser. I håndværkerfaget, havde (har?) alkohollen, så stærk en kulturel tilknytning, at den har haft svært ved at slippe sit tag.

Dengang -og den dag i dag- har det undret mig meget, at det netop var håndværkerne, som dagligt håndterer farlige maskiner og værktøj -i mange tilfælde på et stillads eller en tagryg- der var den store køberskare til de føromtalte flasker (øl og kyllinger). Jeg har indsigt nok til, at kunne se, at det “bare var en del af kulturen, og enten var du med slænget, eller udenfor”. En meget uhyggelig form for gruppepres -mest fordi den var (er?) usynlig, fordi det ikke var en udtalt eller nedskrevet regel. Den lå i luften. Uhyrre uhyggeligt, fordi mange mennesker, som følge af deres hverv, er blevet hevet ind i alkohollens skyggesider, og nu ikke kan slippe den, selv 40 år efter at de startede som arbejdsdreng. En pålagt alkoholisme -i større eller mindre omfang, alt efter den enkeltes krop, eller evne til at modstå alkohollen. Jeg ser dem sidde lige hernede i min baggård. Dag efter dag. Dejlige mennesker. Dårlig vane og levevis, som ikke vil slippe sit tag i dem.

Derfor glæder det mig meget, at læse, at der tilsyneladende er ved at ske et holdningsskred i den danske kultur, som følge af dels ingen alkohol på arbejdspladserne. At der tegner sig et billede af et moderat vin indtag ,når man f.eks. er på restaurent. Jeg ser ingen grund til at forbyde alkohol helt, men jeg ser meget positivt på en udvikling, hvor man får et sundt og moderat forhold til alkohol.

Konkurrence gener!?

Betragtet lidt oppefra (helikopter) eller udefra (udlænding), kan der godt tegne sig et billede af, at man som dansker er i konstant konkurrence med sin omverden. Drevet af et konkurrence gen, som man har svært at sætte på plads, eller endsige kontrollere efter nødvendighed og situation.

Grunden til at jeg “filosoferer” lidt over det i dag, skyldes en af ugens vanlige ture på cykel igennem København. Undskyld, jeg burde vidst skrive  “tour de København”!? 😀

Der trampes bemærkelsesværdigt i pedalerne, for at være den første der forlader feltet i lyskrydset, overhale de andre cyklister på cykelstien, og hensynsløst fare afsted, som gjaldt det den gule fører trøje!

Jeg undrer mig over bevidsthedsgraden i dette scenarie, eller om det er helt ubevidste ur-konkurrence-gener, som sætter ind? For hvis man tænker lidt over det, er det jo helt til grin. Hvorfor denne iver efter at være den første der kører? -eller være så hensynsløs, at vi alle sætter liv og lemmer på spil i deres race?

Nogle vil, måske med rette, påstå at de er kommet for sent ud ad døren. Hvilket jo så begrunder travlheden, samt behovet for at komme først fra start. Men kan det virkelig passe at samtlige cyklister burde have sat sig i sadlen 10 minutter før de reelt kom afsted? Det lyder rent statistisk ret usandsynligt.

Sidder der monstrum en lille konkurrence-djævel på skulderen, der hvisker små indpiskninger i øret på ræser-cyklisten? Det er jeg overbevist om at der gør , for jeg har hørt den satan! Jeg har været med på holdet, og forstår drivkraften. Den er ikke som sådan bevidst -for den lille indpisker sidder jo dér på skulderen og hepper på i bedste tegnefilmstil! Men når man sidder der på cyklen, sker der noget. Man skal bare vinde! 🙂

Indrømmet, der er en vis tilfredsstillelse ved at overhale de andre på cykelstien. Det vidner jo (måske!) om at man er i bedre form end den man overhaler (og hvad så!?? 😀 ) Lige denne tanke, kan jeg stadig godt gribe mig selv i at have.  Som højgravid var det da for blæret lige så stille og roligt at glide forbi de andre på cykelstien. Dette scenarie beskriver nok selvsagt, at jeg ikke var i stand til at piske afsted med pumpende adrenalin; men at grundformen var så god, at jeg alligevel ikke sakkede bagud. Med til denne version hører også at jeg på intet tidspunkt udsatte mig selv, barnet eller andre for fare, ved at lave hasarderede overhalinger i lyskryds m.m. Altså rolig kørsel og alligevel i front. Skøøøn følelse!

Har cyklen stået stille, eller ugen/den sidste måned kun præget af småture, er det enormt barskt at tage de lange ture igen. Pludselig varer de en evighed, og man sakker bagud i forhold til de andre. Førhen ville jeg blive endnu mere presset ved sidste kendsgerning, og kæmpe mig afsted mere eller mindre gasblå i hovedet. Nu bruger jeg den blot som et vift med en vognstang om at kondien er på retur, og at jeg bør hamle op med det. Altså for det meste 🙂 Det er vel ok?

I slipstrømmen, og afvænnet fra vanen om at køre race, undrer jeg mig lidt over hvad der egentlig skete for mig, og hvad det er der sker for mange cyklister, når de speeder op til dagens etape. Jeg har ikke fundet svaret, men ét er sikkert: jeg trækker lidt på smilebåndet og tænker, “så tag det dog kool”; der er ingen præmie ved ankomst udover pumpende adrenalin og dunstende armhuler, som kollegerne helt sikkert gerne ville undvære. Undervejs har du måske endda sat livet på spil. Var det dét værd? 😉  …