Uncategorized

Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

Reklamer

Distance bag skærmen

Jeg vil i dette indlæg kommentere på Medieringer og distance.

De fleste der beskæftiger sig med digitale medier ved, at skærmen skaber en distance til vores omgivelser. Den knytter også mennesker sammen. Men lad os lige dvæle ved distancen. For den fordrer at vi tager et ansvar – for os selv, og hinanden.

Det omtalte tilfælde i artiklen (se link nedenfor), er et hårrejsende eksempel på distance via skærmen. Der bliver filmet, i stedet for at gribe ind for at redde den arme mand der bliver overfaldet (artiklen fra mx.dk, melder intet om hvorvidt politiet bliver kontaktet). Der sker det, at medieringen af overfaldet får en højere prioritet end at redde manden, ved at fastholde overfaldsmændene. Den ring af mennesker som ‘deltager’ passivt i overfaldet ved at filme det, er medskyldige i det meningsløse drab af den unge mand. De kunne have forhindret det i flok, ved at tage telefonen væk og gribe til handling, for at redde det menneske som lå for fødderne af dem.

https://www.mx.dk/nyheder/global/story/14013043?utm_source=bt.dk&utm_campaign=pos_2&utm_medium=article

 

Nu ligger videoen på youtube – til hvilken nytte?! Morderne vil for altid være genkendt. Det vil de mennesker som står i baggrunden også være!

Vi er nødt til at tage et opgør med den medierede verden, og forholde os til, at skærmen ofte prioriteres forud for den menneskelige og humane kontakt. Skærmen skal være velkommen, men den må ikke fratage os evnen til at reagere som mennesker, og handle når det er nødvendigt.

 

 

Frie kvinder

IMG_0460

Dette billede forfølger mig, og har ramt mig med sit Barthes moment, der har boret sig ind i min hukommelse. Jeg er på samme tid vild med det.

Ser jeg på det med modebevidste øjne, får jeg øje på tøjets snit, og skoene, der er så stilfuld og gennemført, som jeg synes 70´er stilen var. Fotografisk er kontakten med kvinderne fantastisk. Kvindernes selvtillid og udstråling emmer af kvindefrigørelse. Det er billeder som disse, som jeg har af min mor. På nethinden og på print. Så er der lige den sidste detalje, som gør at billedet brænder sig fast. Billedet er taget i Kabul (Afghanistan) i 1970´erne!

Så er det at tankerne begynder at snuble over hinanden.Vi skal huske at værne om de rettigheder vi har. Være stolte når landsholdet i kvindefodbold får sølv ved EM (2017). Give modspil, når nogle forsøger at pille Nadia Nadim ned og vil sende hende retur til Afghanistan(!), som hun er flygtet fra. Give modspil, når nogle slår på tromme for at fodbold er en mandesport, og give medierne en opsang, hvis ikke de forstår at hylde den sportsbedrift som landsholdet har ydet.

IMG_0461

Vi skal ikke acceptere fraser som “at være udfordrende klædt”. Det man ikke være. Der er ingen, der tager tøj på med en bagtanke om at blive befamlet eller voldtaget. Man klæder sig på, for at føle stolthed og velvære over den krop man har. Nyder, at man tillader sig at føle sig smuk og feminin. Der kan naturligvis være nogle dresscodes at leve op til, i forskellige sammenhænge; men, for der er et men! Det må aldrig komme på tale, at man har opfordret til kønsdiskrimination eller sexuel diskrimination på grund af sin  påklædning. Vi skal på ingen måde acceptere restriktioner, som kan udvikle ekstreme idéer om kvindens plads i samfundet. Der er ligestilling mellem kønnene i Danmark. Det skal vi huske at værne om.