Uncategorized

En tabt samtale

Enhver telefonsælger véd, at det kræver planlægning og øvelse at foretage et opkald. Der skal varmes op, og man skal være helt klar med sin henvendelse. Ofte er der arbejdet på en manual (eller noter), som man kan støtte sig til under opkaldet.

Det vigtigste er introduktion af hvem man er, og hvor man ringer fra, eller hvorfor man ringer. Det er det første man skal fortælle personen i den anden ende. Det må der overhovedet ikke opstå nogen tvivl omkring.

Man ved også straks om man har tabt samtalen. I nogle tilfælde betyder det ikke det store, i andre tilfælde gør det. Nogle gange kan man redde tråden, og få vendt samtalen, men det er svært hvis den starter skidt. Jeg vil her fortælle om hvordan det gik, da jeg tabte samtalen, og dermed mine chancer for at lande drømmejobbet.

Jeg havde det som om jeg havde været på første date (…)

Jeg havde det som om at jeg havde været på første date, da jeg så opslaget. Efter anden date, hvor jeg havde sendt ansøgningen og læst om virksomheden, var jeg meget spændt på at høre fra dem. Jeg kiggede konstant på telefonen i fire dage efter, at jeg havde sendt min ansøgning afsted (på datoen for deadline). Jeg havde sommerfugle i maven, og en konstant uro i kroppen. Her var det perfekte match – jeg havde de rette erfaringer, og mit speciale skriver sig flugt ind i jobbeskrivelsens kerneområde (#Digitale medier, med fokus på #online krænkelser). Medarbejderne var akademikere som jeg selv, og de havde allerede lavet mange flotte tiltag. Det kunne kun blive godt!

Jeg ville gerne ringe, for at høre om hvor langt de var nået med processen, og samtidig få dem til at mærke hvordan jeg havde det. Det sidste gjorde det en anelse kompliceret. Som telefonsælger, er det vigtigt at man holder hovedet koldt, og følelserne ude (så man ikke fremtræder nervøs); samtidig skal man selvfølgelig være venlig og imødekommende, men det er sjældent svært, hvis det er sådan man også er af natur.

Så jeg ringede …

Imens jeg ringede op, bemærkede jeg, at tankerne kredsede om, at jeg gerne ville udvise respekt for at de nok havde travlt; og jeg bemærkede samtidig at jeg ikke havde arbejdet godt nok med min dialog.

Mine tanker blev afbrudt, da telefonen blev taget (det var stifteren af firmaet) ..

-Ja god dag mit navn er C…. C….,jeg forestiller mig at I har travlt, så jeg skal nok holde det under 2 minutter

-hvor var det du sagde at du ringede fra?

Så gik det fra at være kort for hovedet, til  s n u b l e n de …

-Jeg ringer som privatperson. Det er vedrørende jeres opslag som (xxx) (arrgh!)

-Har du sendt en ansøgning?

-Ja, det er derfor at jeg ringer. Jeg går spændt og kigger på telefonen flere gange om dagen, for at se om jeg har hørt fra jer (her er tonen selvsikker nok).

-Vi er slet ikke nået så langt endnu. Vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-Det har jeg fuld forståelse for. I har sikkert også nok at se til. Jeg kunne forstå at I gerne ville have hurtigt gang i processen, så jeg ville høre hvor langt I var?

-Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Jamen ok, så fik jeg da svar på det (tak?)

-Hvad var det at du sagde du hed?

-C…. C…..

-Ok, tak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde.

[end of conversation]

Og jeg vidste det. I det øjeblik jeg havde lagt på, vidste jeg, at jeg havde tabt det hele på gulvet. Samtalen varede akkurat 1:29 minut. Afslutningen indikerede tydeligvis, at jeg havde lukket for al interesse. En del af jobbeskrivelsen består nemlig i opsøgende salg og kundekontakt. Noget som jeg rent faktisk har erfaring med og som jeg behersker. Men jeg begik den typiske fejl, at jeg ringede op, uden at have styr på følelser og tanker. Jeg ville faktisk gerne vise dem, at jeg havde det som om at jeg ventede på en opringning efter en date.

Men det var ikke mig som styrede samtalen, og det skal det være. En god samtale var forløbet nogenlunde sådan her:

-god dag jeg heder C…. C…. jeg ringer fordi jeg har sendt en ansøgning til stillingen som konsulent i digitale medier hos jer.

–god dag, jeg har lidt travlt, så kan du gøre det kort?

-ja, det kan du tro.

-ser du, jeg går rundt i cirkler og tjekker min telefon flere gange dagligt, fordi jeg gerne vil høre fra jer. Ja, jeg har det som om at jeg har været på date (smiler)

(kort pause)

-Så nu ringer jeg for at høre hvor langt I er nået i processen. Jeg forstiller mig, at I har travlt, er det korrekt?

(har man lavet manualen, kan dette sagtens nå at blive sagt, uden at man jabber afsted).

–ja, vi er ikke kommet så langt, vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-ja, det kan jeg godt forstå, jeg kan jo se, at I har mange jern i ilden (jeg véd at de er få ressourcer til flere supplerende tilbud på produktpaletten). Hvornår regner I med at have set på ansøgningerne?

–Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Mange tak, og tak for at give dig tid til at tale med mig.

–Selvtak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde. Jeg håber at jeg hører fra jer.

[der lægges på. Tid: 00:53.9]

 

Formålet med min samtale er at vise min oprigtige interesse for jobbet, samt at få vished om hvor i deres proces de er, med hensyn til håndtering af ansøgningerne (hvor jeg naturligvis også håber på at blive indkaldt til samtale, eller i det mindste forbedre mine chancer for det). Man kan selvfølgelig argumentere for, at den oprigtige interesse for jobbet, er tilfældet for samtlige ansøgere. Mange jobkonsulenter anbefaler nu alligevel, at man følger op på den ansøgning som man har sendt. Indrømmet, det kan virke forstyrrende for arbejdsgiver. Derfor skal samtalen også være kort og koncis, samt give et billede af hvem man er, og om man eksempelvis kan håndtere en telefonsamtale med kunden.

For den utrænede ser der måske ikke ud til at være den store forskel på disse to samtaleforløb. Det er også helt nede i de små detaljer, at forandringen sker. Derfor sker det også, at man af og til, må ændre på sin ringemanual, for at få det til at virke. Man må se på sine opkald ved at gennemgå dem minutiøst, for at se hvad der gik galt, og for at lære hvad man kan gøre bedre i den næste samtale. Har man ikke denne egenskab, vil det være for hårdt et job.

Jeg er måske også blevet ramt lidt af (dårlig) #telefonsælgerkarma. Jeg har været benhård på det seneste, når jeg er blevet ringet op fra diverse firmaer. For jeg har sandt at sige ikke tid til at bruge hverken 5 eller 10 minutter af min tid på dem, eller dét abonnement som de nemt liiige kan lave for mig. Jeg har hænderne på tasterne, og hovedet fyldt op med mit speciale, som skal afleveres om et kort øjeblik. Så det var en luksus, at jeg benyttede denne kostbare tid på at skrive og sende en ansøgning, samt følge op på den. Men det føltes samtidig som et must-do. Det er jo den virkelighed, som venter på den anden side af specialeskrivningen – sammen med arbejdet på kommende publikationer, som jeg har i ærmet (da jeg har en viden, som jeg føler mig forpligtet til at dele ud af). Mere herom senere …

 

aveces se cierre una puerta-abre-el-universo-entero

 

 

Reklamer

Trump i trompeten

trump-i-trompeten

Trump har truttet i trompeten igen. Denne gang om Jerusalem og en amerikansk ambassades beliggenhed. Det sætter sindene i kog, og Israel på folks læber.

Ikke uden grund, for det er en konflikt af dimensioner. Jo mere man ved, desto mere hovedrystende bliver man. Det er nutidens folkelige forfølgelse og forbrydelse; der nu snart har stået på i 60 år (maj 1948-2018), siden etableringen af Israel som en jødisk stat.

Nogle nævner gamle kirker og moskéer som argument. Men jeg mener at det er vigtigt at skille tingene ad, for at kunne se dem klart. Jødedom er en tro. Det jødiske folk eksisterer ikke, som et folkeslag i sig selv. I tidligere tider, udgjorde jøderne en minoritet i det nuværende Israel. Jøder, kristne og muslimer har tilknytning til området. Det samme gælder for disse tre trosretninger i Europa. Krige og erobringer i religionens navn er skyllet frem og tilbage gennem tiderne i Mellemøsten og Europa. Da Spanien var erobret af muslimerne havde vi vikingetiden her til lands, hvor vi senere (efter Middelaldren) blev omskolet til kristendommen via reformationen (omtrent for 500 år siden). Muslimerne blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med at Vikingetiden ophørte – og de sidste jøder blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med Columbus opdagelse af Amerika. Det ændrer jo ikke ved, at Danmark og Spanien er de lande som de er i dag. Religion og stat er ikke det samme.

Israel blev, som nævnt før, oprettet som en stat i 1948. Før denne oprettelse hed denne region Palæstina. Jøderne udgjorde et mindretal, men fik tildelt halvdelen af territoriet. Palæstinenserne protesterede, og deraf opstod den første etape på konflikten. Flugten for Palæstinenserne begyndte. De omkringliggende lande (Ægypten og Jordan) benyttede sig af konflikten og besatte henholdsvis Vestbredden og Gazastriben. I dag er der 5 mio jøder i Israel, 1 mio muslimer og 130.000 kristne (kilde: https://folkedrab.dk/artikler/oprettelsen-af-israel).

Der bor omtrent lige så mange jøder i USA i dag, som i Israel. Resten er fordelt rundt omkring på kloden. Jødedom er en tro (http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J%C3%B8dedommen/j%C3%B8dedom). For så vidt deres tro på at der kun er tale om én Gud (som er fælles for kristendom, islam og jødedommen); så skulle man mene, at man også kunne rumme de andre religioner; og deres tilgang, for at finde vejen til denne samme Gud (men, ak nej).

Man tilskriver jøder som værende et folk, med oprettelsen af Israel i 1948 (https://www.religion.dk/j%C3%B8dedom/2005-03-08/hvem-er-j%C3%B8de). Jødedommen kan endog være ret striks og diskriminerende i forhold til hvad det vil sige at være jøde og/eller rettroende; vel egentlig lidt i strid med den oprindelige definition af én fælles  Gud for alle?

Israel er verdensundskyldningen for fordrivelsen af jøderne fra “der dritte reich”. Det virker derfor også særligt utopisk, at netop Israelerne (jøderne) fordriver muslimerne fra området. Idet de konstante landvindinger og kampe får det til at se ud til, at dette er det endegyldige mål (at fordrive muslimerne fra Israel/Palæstina).

Konflikten virker som et åbent sår; som en påsat protese som ikke vil hele efter operationen, og som der konstant er betændelse i. Hele konstitutionen af Israel virker som en dyb misforståelse. Men den er en realitet. Den har verdenssamfundet et ansvar for at løse (men er det i virkeligheden det modsatte der foregår?). Hvor længe kan denne konstellation holde; og endnu vigtigere, findes der et bedre bud på en løsning? Burde man placere et stykke Israel i Californien og i Europa også? Tør vi håbe på, at israelere og muslimerne vil deles om Jerusalem som en hovedstad, nu hvor big brother markerer den som sådan med streg under?

Indtil videre, har vi set en præsident der træder i sin forgængers store fodspor, ved konsekvent at ændre hans handlinger til modpolen. Hvorfor det ellers lige skulle være interessant at lave en udmelding som denne lige nu, har jeg svært ved at gennemskue.

 

Postscript….

Israelerne er glade, og palæstinsenerne vrede: https://www.timesofisrael.com/trump-calls-for-calm-after-jerusalem-declaration/

Ifølge artiklen, som jeg refererer til ovenfor (kilde “The times of Israel”), skulle flere af de amerikanske præsidenter angiveligt have anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad; i et dokument, uden dog at gøre mening af det.

 

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.