Uncategorized

Digital rædsel

Usikkerheden omkring internettet, og hvad man skal synes om de digitale medier, er stadig et element i mange forældres univers.

Det er et problem for mange, fordi de ikke helt kan overskue hvad internettet rummer, og hvilke farer, som måtte lure derude. For så vidt er internettet ikke forskellig fra den “virkelige verden”/IRL – den er en digital forlængelse af menneskeden og den verden som omgiver os. På godt og ondt.

 

Fri os fra det onde

Som taget ud af en fadervor, ønsker mange, at vi kunne befri internettet for alt det onde, og dermed beskytte vores afkom fra det. Framing og opmærksomhed gør måske, at det onde er det eneste man som voksen kan få øje på.

Momo er et udemærket eksempel på den frygt for farer på internettet, som mange forældre får forstærket via nyhederne og feeds på de sociale medier. Alle forældre ønsker at beskytte deres børn. Når der popper sådan en video op, taler den direkte til reptilhjernen og aktiverer alle frygtsignalerne. Det er ondsindet. Og det virker efter hensigten – nogle vil gerne skræmme livet af børn og voksne. Spørgsmålet er dog, om den nu også er så effektiv, som den gerne vil lyde til. For når vi reflekterer lidt mere over indholdet, og får taget dialogen med vores børn, bliver det jo straks lidt mere absurd. For selvfølgelig kommer momo ikke om natten og gør uhyggelige ting ved barnet, hvis ikke det har ydet selvskade med knive med mere. Dog er det væsentligt at forholde sig til dialogen om, at det selvfølgelig ikke er en god idé at skære i sig selv, og så videre. En vigtig pointe her, er netop at man som voksen tager et ansvar for at være i dialog med sine børn, om deres oplevelser online (og stadig også IRL). Parolen “Har du talt med dit barn i dag” er stadig aktuel.

Som det fremgår af udtalelser fra Red Barnet, er det selvskadende fænomen, på opfrodring fra momo, ikke noget som deres rådgivning vidner om. Læs denne artikel om momo

Er internettet et arnested for ondskaben?

Den paradoksale sandhed er nok snarere, at formidlingen af internettet, som nyhederne IRL, er præget af overskrifter der skal skabe blikfang, klik og reaktioner. Ofte er der langt fra den skildrede virkelighed, til den oplevede. Ind i mellem med et hype og en række skrækindjagende eksempler på aktører med onde hensigter – herunder pædofile, kriminelle, psykopater med videre. De findes jo. Ikke desto mindre udgør de en mindre procentdel. Med en smule sund fornuft, og dialog med børnene og de unge, kan mange problemstillinger imødekommes.

 

Privatliv versus offentlighed

Man kan for eksempel overveje relevansen af at indholdet er offentligt tilgængeligt. Hvis ikke der er tale om en stjerne-in-spe, har det nok ikke den store relevans for offentligheden, at pigerne springer rundt på en trampolin (selvom pigerne gerne vil have likes). Det er så dialogen om de likes, og om de virkelig betyder noget, man bør tage med pigerne. For i den forlængelse ligger der også nogle dyberegående identitetsskabelser, som er mere vigtige at håndtere.

Det bliver helt sikkert også et mere debatteret emne, at vi som brugere af de digitale medier husker at forholde os til hvilket indhold der  er privat (til deling med dem man kender i sit privatliv), og hvad der er offentligt tilgængeligt (for alle, herunder myndigheder og skurke).

Som voksen skal man samtidig huske at værne om barnets tarv, så man ikke kommer til at krænke barnet, i sin iver på at beskytte det. Ikke alt behøver at være udtalt. Som i eksemplet med forældrene der blev gjort opmærksomme på, hvordan pædofile kredse udnyttede sekvenser fra døtrenes gymnastikvideoer (). Det er vigtig viden, som alle forældre bør forholde sig til. I denne kontekst mener jeg, at man bør gøre sig nogle tanker om hvorvidt skaden er sket; og om man volder mere skade ved at “kriminalisere” børnenes egne uskyldige handlinger. Det giver ingen mening at pådutte børnene skam og traume efterfølgende. Men man bør som forælder tage ansvar for at skabe det filter, der gør indholdet utilgængeligt efterfølgende. Herunder at tage stilling til, om det har relevans at indholdet er offentligt tilgængeligt.

 

Præmis for tillid

Man bør ikke underkaste sig en præmis for mistillid til alt og alle i samfundet, fordi man ikke kan overskue hvilke farer der måtte lure på internettet. Det strider mod vores samfundsmodel, samt nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, som er nødvendige for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person.

Vi ville aldrig sætte os bag rattet i bilen og starte for den, hvis vi udelukkende forholdt os til dødstal og statistikker for dødsulykker. For de sker jo. Alligevel sætter vi os ind i bilen, og kører ud fra en præmis om tillid til, at de andre biler overholder færdselsreglerne, bliver i deres side af vejbanen, holder for rødt med videre. Men vi er samtidig opmærksomme og på vagt. Nogle gange når vi at reagere. Andre gange havner vi en i ulykke. Men jeg vil vove den påstand, at det ikke er mange af os, der har oplevet det sidste på egen krop. Gudskelov.

 

 

Reklamer

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Hvad trigger de gode / dårlige vaner?

Jeg undrer mig over hvordan vaner i første omgang opstår, og hvordan en person med ellers gode vaner, viljestyrke og livsstil kan ende op med en hel række dårlige vaner.

Hvorfor vender det, og hvad er det der får det til at vende? Sker det gradvist over tid, og kan en dårlig vane, medføre andre dårlige valg og vaner; og viceversa for de gode vaner? Hvorfor kammer nogle vaner over, og ender i decideret misbrug? Til syvende og sidst foregår det hele så i hjernen? En hel bunke af spørgsmål, som jeg vil søge at hitte rede i.

 

Trigger din hjerne

Nogle peger på, at der overalt findes såkaldte triggers, som påvirker de gode / dårlige vaner (eller valg), som vi hver især har. Jeg vil godt godtage præmissen, da jeg jo selv kender købsprocessen med videre. Butikkerne er helt sikkert bygget op omkring denne tankegang, som denne artikel så fint påpeger (https://mindhelper.dk/mental-fitness/daarlige-vaner-saadan-giver-du-dem-et-los-bagi/). Artiklen mener endda, at det vil være derigennem at vi kan ændre på vanerne. Vi påvirkes dagligt og alle steder, ud fra tankegangen om hvordan vore hjerne kan trigges til handling. Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg at jeg tillægge triggers hele æren for vanen/handlingen. For så ville der jo ret beset ligge de samme varer på kassebåndet for hver enkelt kunde. Som oftest appellerer triggers til reptil hjernen (den primitive), der mest handler om lyst eller flygt reaktioner, som skal aktiveres her og nu. Og der er vi trods alt ikke hele tiden. Vi er jo ikke (kun) dyr.

 

Viljestyrke og motivation

Der må være flere psykologiske faktorer som spiller ind. Som for eksempel viljestyrke, og evnen til at sætte sig nogle mål og forestille sig slutresultatet. Evnen til at motivere sig selv til at løbe en tur, ved at minde sig selv om hvor godt man har det bagefter, selvom man er tæsketræt og næsten ikke orker at skifte til løbetøj. Ifølge antologien i det forhenværende afsnit, burde det så også påvirke at man rent faktisk kom ud at løbe, ved at man fra morgenstunden tog dette outfit på som det første om morgenen. Min personlige erfaring er, at det er den personlige motivation og viljestyrke, der vejer tungere end det bevidste valg af trigger (løbetøjet). Indrømmet, triggeren kan godt være med til at påvirke lysten, og siden beslutningen/overvejelsen om at komme ud ad døren på en frisk løbetur. Men det holder ikke længe, hvis ikke også motivationen er der. Så siver det ud ad kroppen som luften på en ballon. Med det resultat, at jeg går rundt i mit spændstige outfit, og til sidst ender med en samvittighed sort som kul, hvis jeg aldrig kom af sted. Situationen ændrer sig fra at være win-love (me) til loose-hate (me).

Hvad er det der gør, at vi i nogle livsfaser er enormt gode til at holde selvdisciplinen oppe, imens vi i andre perioder lader os rive med af de lette løsninger, eller “flygter” lidt fra dagligdagen eller en presserende opgave, ved at “forkæle” os selv med “trøste-” TV-serier/shopping/usund kost eller dét som er værre? (alkohol, stoffer osv). Er stress den eneste faktor. Kan det også kobles sammen med vores selvhad/selvkærlighed (selvtillid)? Og er det her, at vi skal finde nøglen til at forstå misbrugerens helvede?

 

Hvad sker der i hovedet på dig?

Hjernen er jo, som anført af videnskaben, lavet af plastisk materiale. Den ændrer og former sig igennem hele livet. Bogstaveligt talt efter hvad den udsættes for. Det er ikke min påstand, den stammer fra Annette Prehn, hjerneforsker. I en mere udfoldende form udtrykker hun det således:

“Aktivitet i vores hjerner sætter gang i kædereaktioner mellem hjer-
necellerne, og forskere har fundet ud af, at disse kædereaktioner rent
fysiologisk forandrer vores hjerne. Når du er færdig med at læse denne
artikel, ser din hjerne fx ikke ud på samme måde som før. Hjernen er
nemlig plastisk – dvs. formbar og fleksibel – og ny læring sætter sig nye
spor, livet igennem.” (Prehn, Annette, 2016).
Tankevækkende, ikke sandt? Som læser har jeg nu taget dig med ud på en rejse. Du skal samtidig tage stilling til, om du vil fortsætte rejsen med mig. For hvad nu, hvis du ikke bryder dig om hvad jeg gør ved din hjerne? 🙂 Ro på. Jeg har ingen større agenda. Men jeg håber på at gøre dig mere bevidst om dine valg og vaner, og dermed forhåbentlig også løfte sløret for hvilken rolle din hjerne spiller i denne kontekst. Lad os samtidig slå fast, at jeg skriver ud fra en undren, og en søgen på svar. Det er ikke sikkert, at du ville lede efter de samme svar. Og jeg kan på ingen måde garantere, at dét som jeg finder frem til, er endegyldige svar (jeg tror nemlig ikke på at de findes). Men jeg tror på, at vi konstant bliver klogere, ved at forbeholde os retten til at reflektere over disse svar, via en undren og en stillingtagen til de svar, som vi finder frem til. Og at vi derved finder frem til nye koblinger, eller forbindelser om man vil. Akademikerens evige brød og kilde til en søgen.

Så for lige at vende tilbage til sagens kerne, må det jo netop betyde, at vi bliver hvad vi udsætter os selv for. Vores valg (og tanker) bliver således selvforstærkende. Den tanke synes jeg er ret vigtigt at holde fast i…..

 

Vanens magt

Så er det mon derfor, at man bliver hængende i dårlige vaner, som man kan få både dårlig samvittighed og sort humør af? Hænger det sammen med hjernens anatomi, og at man over tid, har ladet for eksempel hypofysen få et let fix dopamin, som den så kræver at få mere af? Skåret ud i pap og bøjet i neon, betyder det for eksempel at de timelange visit på eksempelvis facebook ikke er så uskyldigt tidsfordriv endda. Bevares, man kan finde både vigtig og aktuel viden der, men der er langt mellem guldkaramellerne. Hjernen guffer løs på tomt indhold som en anden mac-mand i søgen efter mere underholdning (eller i en higen efter at nå til  bunds/finde mening i denne tilsyneladende endeløse strøm af ligegyldigheder). En hjerne der får lette dopamin fix (eller dårlige ditto), vil altså let blive påvirket til at fortsætte i samme kategori. Dopamin suset vedrører afhængighedscentrene i hjernen. Annette Prehn (2016) påpeger ligeledes at sindsstemninger fra musik, dialoger og temaer (yes, serierne!) kan påvirke humør og livssyn i meget væsentlig grad. Så altså to-tre stærke faktorer som viljestyrke og motivation nu er oppe imod; idet hjernen jo former sig efter det, som vi udsætter den for (huh!). Så kan det godt være, at jeg lige trækker selvkritikken lidt tilbage. Men samtidig ånder lettet op. Noget tyder nemlig på at jeg kan tage magten tilbage. Fordi du nu er bevidst om nogle af de ting, som rører sig i hovedet og psyken på dig, kan du komme videre. Det er muligt, at du gerne vil fordybe dig mere i disse emner, for at blive mere bevidst. Go ahead. Det værste der kan ske er, at du gør din hjerne stærkere og mere modstandsdygtig over for impulser og ydrestyrede påvirkninger (såsom triggers).

 

Tag magten tilbage, og styr mod de gode oplevelser

Det blev nævnt indledningsvist i letkøbte sætninger i dette indlæg; det handler i en vis grad om hvordan vi griber dagen an. Og dermed hvilke handlinger og beslutninger, som vi begår fra dagens spæde start. Det handler dog også om hvordan man favner det som sker! Væk med den sorte samvittighed. Erkend, tag ansvar, og kom tilbage på sporet. Find elementer frem, som påvirker den positive energi i dig, og grib så slagets gang derfra, ved at finde din indre viljestyrke og motivation frem. Er det noget som du mangler, så find redskaberne til at arbejde med dem. Ved egen hjælp, din coach eller andre, der forstår at tale dig op, og som kan hjælpe dig med at se (for)målet med det, som du skal. Vi er forskellige, og det vil de knapper der skal justeres på også være. Men kernen i det er, at vi agerer fra indrestyrede processer, og ting som handler om os selv. Viljestyrke og et ansvar for at handle inden for vores egen indflydelsescirkel (Covey, S.R, 1992).

Så er jeg faktisk tilbage til eksemplerne med den indre dialog. Den er tilsyneladende alfa-omega for alt hvad der foregår, og kommer til at ske, i dit liv. Det lyder måske en smule kvalmende og banalt. Men det er da også hamrende interessant at erfare, hvor meget neuroner, psykologi og sindsstemninger er koblet sammen. På den måde kan overspringshandlingerne fra din stressede livssituation (skræmmende/stressende opgave osv) ende med at overtage din dagsrytme, hvis ikke du er dig selv bevidst om dine mål (og ønsker for dig selv), og ikke indser hvorfor du handler som du gør, og spørger dig selv, om det er dét liv som du vil leve. Det øjeblik du bliver bevidst, bliver det måske en lille smule lettere at tage magten tilbage, ved at slukke for dit TV, lægge mobilen væk, og så videre. For dét du giver opmærksomhed former dit liv, og din hjerne. Og sådan fortsætter det i resten af dit liv, minut for minut … Det er dit valg, dit liv. Du bestemmer selv (og der var ingen der sagde, at det altid var let!).

Tror jeg så, at vi aldrig må tillade os selv at slippe tøjlerne og komme lidt væk fra presset? Jo det må vi bestemt. Det kan vise sig at være livsnødvendigt, eller den direkte vej til at få gang i en fastlåst proces. Det som vægter er, hvilke vaner som vi lader forme vores hverdag, og dermed vores liv. At vi ikke underkender vanens magt, og sørger for at opbygge vaner, som gør os godt.

Selvom Annette Prehn (2016) påpeger, at der er meget at vinde ved at fokusere på at associere sit mål, og derved via tankens magt navigere uden om amygdalas frygt og kampcenter, kan man så helt abstrahere fra forløsningen ved psykoterapien? Dertil må man sige, at det handler om mønstret hos den enkelte – og vel også, at det ene ikke udelukker det andet. Hvis man kan konstatere hvad det er der “trigger” én til de dårlige vaner/valg, så er der jo meget at hente ved at se frem, og ikke tilbage. For sandheden er også, at traumer ikke altid har godt af at komme op til overfladen. Der ligger jo også en beskyttelse i at fortrænge oplevelserne. Hvis traumet forhindrer den enkelte i at komme ud af sin fastlåste situation, og fastholder personen i smerten, så er der jo al mulig grund til at bearbejde det, ved at få fokus væk derfra. Det positive er, at der foreligger en valgmulighed, og at man selv ved erkendelsen af et traume, kan vælge at se frem. Det er jo et fremskridt af format, at forskningen er nået frem til denne erkendelse.

Min undren har givet mig en søgen på svar, som jeg kan forholde mig til nu. De svar vil sikkert også give mig udfordringer, når det bliver hverdag igen. I udfordringen vil jeg stille mig selv spørgsmål som, hvorfor jeg handler som jeg gør, og hvor jeg vil hen? Det viser, at jeg har rykket mig lidt, og at det giver mig et nyt standpunkt at se på mig selv ud fra. Det giver muligvis grund til anden undren, men for nu, har jeg fundet valide svar, som jeg kan forholde mig til, og agere ud fra. Det er helt fint, og lige som det skal være.