Uncategorized

Nær dig – bag ved skærmen

Corona feberen raser verden over, hvor mennesker sidder afskærmet fra omverden i deres hjem.

Aldrig før har den lille skærm i hånden, der forbinder dig til din verden, og får verden hjem i din stue, været vigtigere for dig.

Så meget, at du via sundhedskampagner bliver opfordret til at springe ud i det med kamera, hvis ikke det er noget, som du har gjort før.

Det er der en grund til. Skærmen kan nemlig mere end man lige skulle tro.

Altid til stede

Børn og unge har vidst det længe, for det er allerede en integreret del af deres liv at være forbundet via ”skærmen”. Det er ikke det samme som at være sammen, men det er et godt supplement (når man ikke har mulighed for at være sammen).

Man kan altid komme i kontakt med hinanden. Og man har mulighed for at komme i kontakt med flere mennesker på en eftermiddag eller en aften, end det ville være fysisk muligt.

For børnene og de unge, er den digitale dialog via mobilen eller spillekonsollen blevet så integreret en del af deres sociale liv, at det kan føles som en afvisning (i den anden ende), hvis de ikke reagerer på en henvendelse. Det er de meget opmærksomme på, og selv følsomme over for.

De mange timer ved skærmen, og den parallelle dialog har drevet nogle forældre til vanvid. Men det er måske nu, at de selvsamme forældre begynder at kunne forstå behovet, samt se hvad det handler om.

Når børn og unge deltager i de digitale dialoger, sker det ikke på bekostning af det rum som de er i. Det vil sige, at de ikke fravælger de personer som de er sammen med. De udvider blot rummet til at have flere deltagere.

Det er denne glæde ved samværet via skærmen, som flere generationer nu kommer til at opleve på nært hold, under denne raserende Corona feber.

Nær dig

For tiden, hvor vi ikke kan være sammen med hinanden på kryds og tværs, er den digitale enhed vores bedste mulighed for at ses, og “mærke” hinanden.

Den afstand som der opstår i nærværet bag skærmen fordrer mere intimitet og fortrolighed.

Nogle gange opstår behovet for intimitet og tillid som følge af den afstand som skærmen også skaber, så man bedre kan “mærke” hinanden og være hinanden nær.

Andre gange medfører skærmen, eller stemmen i røret, at det kan være nemmere at tale om ting, som man ikke ville have mod til ansigt til ansigt.

Skærmen giver nemlig en følelse af tryghed, og afskærmning fra den anden persons reaktioner.

Det er både godt og skidt.

Det er i dette rum (vakum), at man skal være opmærksom på, at skærmen/telefonen påvirker dialogen, som beskrevet overfor. Er man opmærksom på det, kan man også bedre agere derefter.

Tillid og fortrolige samtaler

Hvis skærmen indgyder mod til mere fortrolighed mellem nære venner eller familie, burde der ikke være noget dårligt i det.

Tillid mellem mennesker er nødvendig for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person. Tillid er en nødvendig præmis for et fungerende (demokratisk) samfund. Mister vi som mennesker tilliden til hinanden, påvirker det hele vores samfundsstruktur. Det er derfor en værdi, som er værd at værne om.

Men det er altid vigtigt, at man (i enhver sammenhæng), mærker efter sine egne grænser, og ikke indgår i en dialog, og herunder handlinger, som man ikke har lyst til.

Det kan være mindst lige så svært at sætte grænser, og sige fra, når man kun har en teknologisk forbindelse, som det kan være ansigt til ansigt. Men det er en nødvendig øvelse. For at kende sine grænser, kan det hjælpe at kende til sine personlige rettigheder.

Skænderi på skrift

Du kender det sikkert godt. Et skænderi på sms/chat virker ikke rigtig. Det eskalerer nemt, og ryger måske ud af proportioner.

Det samme gælder for sarkasme eller humor, hvis personen ikke kender dig godt. Det findes der talrige eksempler af på sociale medier som fx. twitter og facebook. Mange skriver som om de taler med den anden, men det kan man faktisk ikke gøre, uden risiko for at blive misfortolket.

Det skrevne sprog er bogstaveligt, og har ikke ansigtsmimikkens og kropssignalerne til at underbygge budskabet med. Derfor opstår der mulighed for misforståelser.

Desuden har det skrevne sprog den ulempe, at det som aflæses er afhængigt at modtagerens humør, samt opfattelse af afsenderen (i langt højere grad, end det vil gøre sig gældende i en ansigt til ansigt samtale).

For nogle vil det dog sikkert føles nemmere at skændes på sms/chat, fordi man ikke står ansigt til ansigt med den anden persons reaktioner. Så det er jo ikke fordi, at der er tale om enten eller. Men man skal gøre sig selv bevidst om, at der nemt kan optrappes til yderligere konflikt via det skrevne. Som oftest vil en dialog være bedre end vrede, uanset om den foretages verbalt og ansigt til ansigt, eller på tekst.

Aspergers – en tangent til din SMS, chat, eller SoMe fora

Folk der lider af Aspergers syndrom har svært ved at afkode disse kropssignaler, og aflæser, groft sagt, hele verden, som var det skrevet på en chat.

Det afføder mange upassende kommentarer, helt uden filter eller indlevningsevne. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men til dårlige menneskekendere.

Vi kender lidt til det fra de sociale fora (SoMe), hvor der ofte er nogle (trolle), der i den grad overfuser de andre aktører/deltagere med deres fornærmelser og angreb, under påskud af, at de “bare siger sandheden”, eller “hvad de mener”.

Den gode gamle Emma Gad for offentlig god tone og skik (i moderne sprogform), gør sig stadig gældende, når vi samtaler på skrift; og vi skal være mere opmærksomme på, om vores tekster kan misforstås.

Krænkelser og krav (grooming)

De digitale enheder indgår i vores verdensbillede, og er en del af vores livsverden. Vi er blevet moderne mennesker, for hvem kontakten til omverden styrkes via de digitale dialoger.

Det betyder desværre også, at de mennesker som har en tendens til at udnytte andre, fortsat vil gøre det. De har fået et større spillerum via kameraet på skærmen, og det udnytter de.

Unge, børn, og voksne forledes til dialoger og handlinger, som opbygges under en falsk præmis om fortrolighed og tillid via skærmen. Det kan være en nær relation, og det kan være en fjern. Nøjagtig, som det er tilfældet med overgreb (mod mindreårige) i det fysiske rum.

Nogle organisationer advarer endda mod, at Corona får flere børn og unge i risikozonen for overgreb via skærmen. Først og fremmest fordi de i mange tilfælde vil være online i flere timer, og dermed i større risiko for kontakt. Men det handler også om, at de mange timer bag skærmen kan gøre det sværere at komme til at tale med andre om, hvad der er sket. Derved er der risiko for, at den første kontakt eskalerer til mere intim karakter og deciderede overgreb.

Derfor er det altid en god idé at have en åben dialog med sine børn om, hvem de har talt og spillet med, og om hvordan de har haft det i dag. Det vil sikkert være flovt for dem at indrømme, hvis der har været en episode, så derfor er det vigtigt, at du afholder dig fra at være dømmende, men husker at støtte og trøste dit barn.

Forstå grooming – og få gode råd til hvordan du kan håndtere det [link: Red Barnets psykolog om grooming].

Krænkelser er en præmis, som vi altid skal sige fra over for (og, som vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for). Men det skal ikke forhindre os i at være mennesker, med et naturligt behov for nærhed og tillid til hinanden. Det ville være den helt forkerte vej at gå, og det vil være med til at udskamme de personer, som med deres gode ret har tillid til andre mennesker.

Det vil altid være krænkeren som er på vildspor, og ikke den person som stolede på den anden, hvadenten man blev vildledt og fik misbrugt sin tillid, eller ej.

Du´er ikke

Sagde prinsessen og swipede til venstre

De sociale datingplatforme, som fx. Tinder, opløfter dating seancen til noget der minder om et H.C. Andersen eventyr.

Prinsessen (eller prinsen) sidder højt på sin kæphest, og kasserer den ene kandidat efter den anden. Virtuel date-shopping.

Det har aldrig været mere nemt – eller bekvemt – at finde en date.

Men, er det måske for godt til at være sandt?

Klodshans

I Tinderlysets skær, skal man være rap i replikken, og kunne give de rigtige svar på tiltale. Det ville lige være noget for Klodshans. Historiens morale, som jeg har lært den, har været, at alle med de rette talegaver, uanset rang, har sit værd (og kan vinde prinsessens hjerte).

Der kan være noget om, at det altid vil være godt at kunne kommunikere godt med hinanden, og at en date kan afsløre det. Men må der ikke være plads til dem, som måske ikke er så gode til at small-talke og spørge ind til andre menneskers liv, men som finder det lettere at tale om noget, som har interesse? Må der ikke være plads til enkelte fodfejl?

At man ikke er god til at date, eller tekste, behøver vel ikke at betyde, at man ikke er sjov at være sammen med?

Men det er faktisk dér, at det stopper for mange. Ikke på grund af manglende kemi, eller “kedelige” interesser/holdninger (som ikke kan harmonere), eller aggressiv adfærd.

Kaste perler for svin

Jagten er tunet ind på det perfekte.

Før man overhovedet er kommet til det punkt at skrive sammen, eller gå på date, har der været noget ved personens profilering, som har fanget interesse. Så sandsynligheden for en vis grad af kemi, må vel være der?

Men prinsessen swiper ivrigt videre… for der må være én der er bedre.

Det virker som om, at de mange muligheder gør det svært at se skoven for træer; og man ender måske med at overse prinsen, fordi han har forklædt sig som Svinedrengen.

Ach du lieber …

Bevæg jer mere!

Eleverne i folkeskolen bevæger sig for lidt, forlyder det – men står det nu også så slemt til?

Børnene i de danske folkeskoler bevæger sig mere end nogensinde før. Den ugentlige idrætstime på skoleskemaet er for længst udvidet til 2 timer.

Så hvorfor er det, at man mener at børnene bevæger sig for lidt?

Det hænger sammen med et relativt nyt lovkrav, der kræver at børnene får 45 minutters bevægelse om dagen, i løbet af deres skoletid.

 

Hvorfor 45 minutter i skoletiden?

Rent basalt bygger de 45 minutter på det sundhedsperspektiv, som er gældende for alle befolkningsgrupper. Kroppen har godt af bevægelse, og skal helst have bevægelse hver dag. Rådet lyder på minimum 45 min. om dagen.

Det stillesiddende arbejde – har man fundet ud af – slider hårdt på kroppen. Derfor er der behov for kompensation. Det bedste middel til kompensation for skaderne ved for meget stillesiddende aktivitet, er motion/bevægelse. Vi kommer ikke udenom, at det stillesiddende arbejde fylder meget i vores moderne samfund. Derfor er der behov for, at bevægelse bliver en del af dagens tankesæt, for at imødekomme skaderne ved det stillesiddende arbejde.

Vaner har magt over vores hverdag. De gode vaner, som de dårlige vaner.

Jo før man etablerer de gode vaner, desto større er sandsynligheden for, at de bliver der (mener man). Omvendt, er det aldrig for sent at skifte en dårlig vane ud med en god vane. Erstatning er et helt centralt begreb i den sammenhæng (og lidt ude af en tangent for dette indlæg). Vil du stoppe med at spise usundt, kan du med fordel udskifte eftermiddagskagen (eller kontorslik), for en lille gå tur, og en kaffe-to-go på 5 minutter med din kollega.

Tanken med 45 minutters bevægelse i skoletiden, skal således kobles sammen med denne tankegang.

Desuden har man fundet ud af, at nogle elever øger deres indlæring, hvis det er kombineret med bevægelse. Imens det for andre kan virke forstyrrende for selve opgaven, men hvor aktiviteten så i det mindste får iltet hjernen (til gavn for den efterfølgende koncentrationsevne).

 

Hvordan sikrer  man, at eleverne får de 45 minutter?

Det er ikke så let i praksis, som det kan lyde.

Nogle skoler har valgt at udvide frikvartererne, for at skabe mere rum til leg og bevægelse i pauserne. Det har en god effekt, for børnene får godt gang i legen, og kan gå tilbage til timen med et frisk pust (før de igen skal sidde stille). Lærerne nyder også godt af de lidt længere pauser mellem lektionerne, for det giver dem mulighed for at se deres kolleger i øjnene, og være en del af fællesskabet på deres arbejdsplads. Der bliver lidt mere tid til at omstille sig til den næste lektion, i stedet for et kapløb om pladsen til toilettet og et forhippet greb efter materialer til den næste lektion. Det er i hvert fald de tilbagemeldinger, som jeg har modtaget som bestyrelsesmedlem på den lokale folkeskole.

Som det bliver antydet ovenfor, kan bevægelse godt foregå uden at det bliver på bekostning af læreplan og indlæring af fagligheder. Derfor inddrages bevægelse i stigende omfang, som et element i undervisningen. Nogle gange som temauge/ øvelser til at begynde med. Det kræver lidt fortrolighed fra underviserens side, at få det til at lykkes.

Andre gange kan en bevægelsespause inddrages uden læring, for at skabe et bræk, og løfte koncentrationsniveauet.

Det er en ny måde at betragte undervisningen på. Det kræver tilvænning (også med henblik på at registrere aktiviteten). Det er gældende for vores skole, at registrering af aktiviteten ikke nødvendigvis finder sted.

Samtidig skaber det også et afsæt for nogle bevægelsesvaner hos eleverne. Det bør de kommende arbejdsgivere og arbejdspladser forberede sig på.

 

Eleverne bevæger sig for lidt i Folkeskolen

Når det kommer frem i medierne, at børnene bevæger sig for lidt i Folkeskolen, skal det forstås i kontekst til lovgivningen, og de udfordringer, som der er med at implementere 45 minutters bevægelse i løbet af barnets skoledag.

Omtrent 58% af folkeskolerne lever op til de 45 minutters daglige bevægelse (TV2, 4/11-2019). Det er et fald på 10% i forhold til målinger fra 2017. Det er uvidst om faldet i aktivitetsniveau (2017-2019) udgør en reel nedgang, eller om der er sket et fald i registrering – eksempelvis som følge af en “normalisering” af bevægelsen, som ikke længere tager opmærksomhed.

Man må derfor konkludere, at målene ikke er nået, og at mange skoler gør en indsats for at leve op til kravet om de 45 minutters bevægelse i skoletiden. Det kan sikkert gøres bedre, og derfor er det godt at få mere fokus på dette felt.

Børn bevæger sig langt mere i skoletiden, end de gjorde for få år siden. Der var kortere pauser mellem undervisningen, og kun 1 times idræt på skemaet. Så før vi laver steppebrand, og kommer med løftede pegefingre, så synes jeg at vi bør holde de fremskridt for øje, som rent faktisk er der.

Vi er generelt blevet klogere på, hvor meget bevægelse betyder for vores helbred. Det er op til den enkelte at efterleve det. Folkeskolen kan udstikke nogle rammer og gode intentioner for gode vaner omkring bevægelse, men jeg mener ikke, at det er skolens ansvar alene.