ansvar

Grådighedens giftige netværk

Flygtningestrømme fra Afrika har dybe rødder i den verdensomspændende korruption, fra verdens mest rige undergrund.

Det er min afledte påstand af denne opsigtsvækkende artikel fra Zetland, som jeg anbefaler at du lytter til eller læser.

https://www.zetland.dk/historie/seQEQA3b-meAA0q3L-ca684

Artiklen beretter om, hvordan de rige naturressourcer får grådige og korrupte enkeltpersoner og selskaber til fadet – der vel at mærke rækker langt ind i resten af den globale elite.

De penge som de river til sig, er penge som tilhører den lokale befolkning.

Socialt ansvar

er mere end rent vand

I dette årti, bliver der for alvor arbejdet på FN’s verdenmål 2030.

De 17 punkter handler om mere end klima. Et af punkterne (pkt 16) refererer netop til korruption som en hæmsko for udvikling, retfærdighed og demokratiet.

Du kan se de 17 FN verdensmål – herunder verdensmål nr 16 her

Derfor er det vigtigt, at vi i Vesten (og resten af verden), får øjnene op for, hvad der reelt foregår. Det er presserende, at der findes en presse der tør tage teten med at sprede information omkring det. Udenom landets øvrige politiske interesser og forbindelser.

Når ellers velrenommerede selskaber som PWC, Boston Consulting og Ernst & Young er dybt involveret i denne form for korruption, så vil det muligvis berøre en række af vore politikere og deres interesseflade.

Socialt ansvar i en global verden 🌍

Når du har lyttet til artiklen, eller læst den, vil du forstå, at globalisering også er lokalt forankret.

Det starter med os selv, og vor egen virksomhed.

Den ansvarlige virksomhed tager ansvar for hele sin værdikæde, og dermed også afstand fra korruption.

Målet er 2030

Når FN målet er sat til 2030, så hænger det sammen med en erkendelse af, at Rom ikke blev bygget på en dag. At omstilling kan tage tid. Derfor er hvert skridt i den rigtige retning så uhyre vigtig.

Det er også vigtigt, at omverden forstår værdien af verdensmålenene, så eventuelle CSR (Corporate Social Responsibility) tiltag ikke ender som billig PR, men bliver angivende for, hvilke virksomheder, som der handles hos (og med).

Rene hænder uden hvidvask

Ifølge den refererede artikel, er det nemlig også kendetegnende, at de store pengesummer tiltrækker kriminelle (korrupte) personer som fluer om en lort.

Det gør det til en besværlig opgave at sikre sit firma mod korrupte mellemled, når ellers velrenommerede finansinstitutter i verdensklasse også snyder med kortene.

Samtidig vil det også være her, at virksomhederne i Vesten kan påvirke sit aftryk, ved at bryde handlen med disse virksomheder, og flytte dem til andre virksomheder, der har samme værdisæt (og regler).

Udsigten, for de berørte finansinstitutter, til at miste øvrige handler (samt omdømme), bør have en effekt på de korrupte aktiver (til trods for, at det er store summer det drejer sig om i disse handler).

Medansvar og medskyldighed

De som ikke reagerer, og sørger for at rydde ukrudtet fra egen have, er per definition medskyldige. Alle har et medansvar for at gøre op med den uretfærdige fattigdom, der er tæt knyttet til korruption og den kriminelle undergrund.

Skik følge, eller land fly

Folk flygter, fordi de ikke kan se håb for deres fremtid, og fordi deres liv er uudholdeligt.

De håber på en ny chance i EU (som de kun hører godt om), og sætter livet på spil for det. Det gør de, fordi deres liv ikke bliver regnet for noget, i det land som de er flygtet fra. Det er mennesker, som ønsker værdighed og retfærdighed.

Et liv som flygtning er ikke værdigt. Men det handler ofte om en flugt for overlevelse.

EU kan muligvis ikke rumme alle flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. EU har dog et medansvar og en menneskelig forpligtelse. Vi skal tage godt imod dem, som formår at overleve og komme hertil (og finde på holdbare løsninger, der er baseret på fornuft, medmenneskelighed og langsigtet tænkning).

Inden længe kommer vi også til at forholde os til klimaflygtninge. Her kan lokale investeringer måske udgøre en afgørende forskel.

Pointen er, at vi i EU har et medansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Mit budskab er, at det nytter noget at handle proaktivt.

Hvis du vil læse om beretninger om livet som flygtning i lejrene i EU, kan du starte her

Poltiske vinde modarbejder ansvar og stillingtagen

Politisk er flygtningedebatten blevet en glohed kartoffel, som der steges meget valgflæsk til. Magtfulde politiske virkemidler, herunder frygt og propaganda, oplever en ny storhedstid, der som en tsunami skyller ind over EU. Billeder af Europa der oversvømmes af flygtninge, er stærkt overdrevede og meget følelsesladede.

EU og Danmark har en forpligtelse til, politisk at arbejde mod de vilkår, som skaber flygtninge.

Herunder modarbejde den lukrative forretning, som det er blevet for de mange skruppelløse personer, som står for transporten af flygtningene gennem Afrika.

EU er forpligtet til at stille krav og vilkår til de finaninstitutter som forvalter EU midler, samt den enkelte virksomheds forretning. Sidst men ikke mindst, bør afstandtagen til den omtalte korruption (via Vestens finaninstitutter), sætte en kæp i hjulet for den nuværende tendens i Afrika.

Lokal hjælp handler altså ikke bare om at bygge lokale flygtningelejre på en strandbred i Afrika. Det er politisk varm luft. Men det kan dog sikre nogle mennesker fra, at de havner på åbent hav i en overfyldt gummibåd med risiko for druknedøden til følge; eller parkering i en anden lejr (uden rettigheder) på den anden side af havet.

Virksomheder i EU har krav på gennemsigtighed, så de kan foretage et valg udenom virksomheder med korrupte mellemled, eller decideret korrupt og lukrativ virksomhed.

Denne gennemsigtighed kan opnås ved at sætte FN mål () i virksomhedens værdisæt (og efterleve det). Det kan sikres via EU/FN kontrolenheder der undersøger og sikrer, at alle led er intakte i relation til korruption. Konsekvensen skal være mærkbar.

Rent mel i posen

Det er store brød, der bliver slået op her (det ved jeg). Men det er nødvendigt, at vi forstår hvilket medansvar vi har politisk og økonomisk i en global verden, som vi lever i (og altid har levet i).

Førhen rejste Europæere ud på erobringstogter, for at høste guld, diamanter, krydderier (m.m), samt tjene penge på slavehandel.

USA er i høj grad præget af indvandrere fra hele Europa i 1890-1915.

Går vi længere tilbage, valfartede handler mellem Europa og Mellemøsten.

Den globale verden har, set i et større perspektiv, dybe rødder i Europa.

Så det vil også være nærliggende, at vi i EU bliver toneangivende for at leve op til FN’s Verdensmål, og tager alle midler i brug til at modarbejde korruptionen, for at få Afrikas ressourcer tilbage til afrikanerne. Hvoraf mange af dem tydeligvis sukker efter demokrati og et værdigt liv – for ellers ville de ikke sætte deres liv på spil, for at komme til EU.

Problemet og ansvaret er ikke kun lokalt forankret. Det er et fælles ansvar.

Vidste du, at dine børn har rettigheder?

Det gør dit barn sikkert.

Børn i dag lærer ofte i skolen, at de har rettigheder, hvor de ikke skal affinde sig med en agressiv tone, vold med mere (og dermed også, at de har et ansvar for hinanden). Det gælder for de yngre årgange, men er måske ikke så udtalt på de ældre årgange, som man kunne ønske.

Børnenes rettigheder er nedfældet i børnekonventionen (her Børnerådets forkortelse til let sprog). I år er denne blevet opdateret med grafik, der skal gøre det lettere for børnene at forholde sig til dem. Det giver også et bedre overblik, for børn og voksne, så det er nemmere at tale om de enkelte rettigheder, og deres betydning. Alene denne opdatering giver et meget godt billede af, hvordan man gerne vil inddrage børn i dialogen.

Ud over de mere globale træk, så forholder børnekonventionen sig til, at børn er mennesker, der ud over deres rettigheder som sådan (som mennesker), har krav på beskyttelse og omsorg fra de voksne og staten.

De er sårbare mennesker, fordi de er mennesker under udvikling, og som derfor er afhængige af, at der er voksne omkring dem, som sørger for at de får en tryg opvækst, hvor de kan udvikle sig som hele mennesker. Så langt så godt.

Vores børn, vores fremtid

Når vi siger, at vores børn er vores fremtid, er det ikke helt uden betydning hvilken opvækst de har; og hvordan de opfatter sig selv og hinanden i fællesskabet (vores samfund). Det gælder såvel det nationale, som det globale og det digitale samfund.

Den måde som vi bliver behandlet på som børn, samt hvad vi finder som acceptabel adfærd (mellem børn og voksne), vil i en eller anden udstrækning påvirke vores omgang med andre mennesker i verden, og derhjemme.

Når vi lærer at omgå hinanden med respekt for den enkelte persons rettigheder, lærer vi også at tage vare på vores egne rettigheder. I en verden, hvor vi bliver stadig flere mennesker, og hvor vi skal forholde os til flere handlinger på den globale scene, bliver denne egenskab, og empati for hinanden, en nødvendighed.

Jeg er overbevist om, at den tone som vi lærer som “acceptabel” som børn og unge, præger vores udsyn og omgangstone med andre mennesker. Det er derfra at vi skelner i kultur og klasser i samfundet. Se bare på hvordan udviklingen har været i de seneste årtier, med Danmark som eksempel.


Autoritetstro

I dagens Danmark i 70´erne og 80´erne bar tonen i hjemmet stadig præg af, at Danmark var et industrisamfund, som havde rejst sig fra landbruget, samt arbejdsbevægelsen i 1930´erne. Man var bekendt med, at man havde fået nogle rettigheder som arbejder, men også styret med et tankesæt fra en verden, der boomede økonomisk og industrielt. Vækst var et succeskriterie. Mennesket skulle bidrage til den vækst, og det hænger stadig i strukturerne (at vi skal det).

Tonen var ofte rå, sarkastisk og præget af sort humor. Dansk/engelske værdier, vil nogen mene (og det er muligt). Dengang var det ikke uhørt, at en lærer var sarkastisk i sin kommunikation med børnene, eller at man gjorde lidt nar ad dem. Men denne tone er ikke så udbredt længere i børnenes univers, og den kolliderer med den såkaldte “curling” kultur, som får mange hug af medier og voksne, som ikke selv har børn i skolealderen.

Den eksisterende kultur stiller samtidig krav til forældrene om, at de møder op til fodboldtræningen, hvor de er med på sidelinjen eller deltager i træningen af børnene. Det handler ikke altid om, at forældrene vil “bone isen” for deres børn, men at det også bliver forventet, at de stiller op for dem og kører med til dit og dat. På den anden side, giver det også en anden nærhed og noget at tale om, når man som forælder gør det.

Kontrasten består sikkert i, at børn fra 70-80´erne ikke havde den samme forældreopbakning, og at mange sikkert glemmer, at synet på børn dengang var et helt andet. Det ville i dag være helt utænkeligt, at man parkerede sit barn på bagsædet uden sele på, i en røgfyldt bil – og hvor det var barnet som fik hug, for at klage over røgen i kabinen (eller at få åbnet vinduet).

De voksne var dengang stadig autoriteter; hvor de i dag er autoritære. Forskellen er nogenlunde den samme som i management og leadership. En autoritet har altid magten, og altid ret (selvom det ikke er sandt). Den autoritære forælder hviler i sin ledelse, lytter til barnet, men træffer stadig afgørelserne ud fra barnets og den voksnes rettigheder og bedste vel.

Børn i dag bliver sårede, vrede og kede af det, når de bliver bliver mødt med en hilsen som “hej røvhuller”, når faren stikker hovedet ind på værelset for at sige hej; eller når de bliver bedt om at “holde kæft”. De forventer, at man udtrykker sig ordenligt og med respekt for dem, på samme måde, som man ville tale til en voksen eller den anden forælder. Børn har stadig behov for, at det er forældrene som leder og tager beslutninger, men de er bevidste om, at de gerne vil høres og at de gerne må have en mening omkring det, som der bliver talt om.

Kultur har betydning

Kulturen i samfundet har altså betydning for hvordan vi omgås med hinanden. Mange voksne har ikke opdaget, at der er en kultur tilknyttet det digitale samfund, som i dag er en integreret del af børn, unge og voksnes hverdag. Ungekulturen er præget af en paparazi tilstedeværelse, hvor kameraet er med som det “vågne øje”. Der hersker stadig en uciviliseret og “vild vest” kultur i det digitale univers, som vi er nødt til at tage hånd om. Det digitale rum er ikke et sted, hvor der gælder andre regler end i de øvrige rum i samfundet; og dermed hvordan vi behandler hinanden, og har et ansvar for hinanden.

Vi er nogle som har mere ansvar end andre, til at få ændret på den kultur. Det er os, som har en viden om mediernes egenskaber og effekt på vores dialoger, og hvordan de fremmer nogle tendenser, idet skærmen skaber en afstand og en konstant tilstedeværelse, som vi som mennesker er nødt til at være bevidste om, for at kunne navigere mere modent.

At noget er muligt, gør det ikke mere rigtigt – det er for eksempel ikke ok at stjæle fra frugtboden eller kurven ude på butikkens fortorv, fordi man kan. Det bliver fristende for nogle, men her har omverden (inkl. loven) et ansvar for at sige fra, for at stoppe det som foregår.

Sådan er det også digitalt. Det kommer vi til at tale meget mere om. Det er ikke mediet, men mennesket som er ansvarlig for sine handlinger. Den ansvarlighed bliver dog lidt sværere at påtale, så længe folk er uvidende om, hvordan mediet er med til at virke som katalysator for nogle tankeløse handlinger, som i de fleste tilfælde ikke har været tilsigtet. Omvendt bør straffen være tilsvarende hårdere for dem, som bevidst udnytter mediet til at krænke andre. Det skal vi ikke acceptere.

Vi skal tale mere om, hvilke rettigheder man har digitalt, og hvordan man kan sætte sine grænser, samt få lovmæssig opbakning, uden victim blaming. Det skal vi gøre i skolen, på ungdomsuddannelsen, og derhjemme. Det er lidt af et (stort og komplekst) bjerg at indtage i ét skridt, så vi må sørge for, at vi er flere som tager de skridt mod det samme mål.

Mange bække små, gør en stor å

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).