digitale medier

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Reklamer

Når billeder lyver

I dagens Go´morgen Danmark (28/9-18) er der inviteret gæster i studiet til at debattere hvor grænsen går mellem at pynte på sit udseende med filtre og photoshop.

Jeg lytter med et halvt øre, så jeg fanger ikke finesserne i debatten. Muligvis fordi jeg ikke selv lægger den store energi i at lege med filtre og photoshop – og egentlig heller ikke tager mange billeder af mig selv. Faktisk har jeg opgivet lidt at lave selfies.

Men jeg føler mig inspireret. For tanken slår mig, om billedet ikke altid lyver? Uanset om man arbejder bevidst med det via retouchering eller ej? Hvilket jeg først rigtig er blevet opmærksom på, via selfies taget med forskellige smartphones. Kvaliteten af linsen er jo ret afgørende for udfaldet. Og det falder altså ikke altid godt ud. Sådan som jeg ser ud på selfies (taget selv, med eget kamera), er så katastrofalt at jeg har droppet det.  Det har på et tidspunkt påvirket mit selvbillede alt for meget.

For selvom snakken kan virke en anelse overfladisk, så stikker det faktisk meget dybere i vores psyke, end mange er bevidste om. Psykologien taler om, at det skyldes vores første erfaring med opfattelsen af os selv som et selvstændigt individ, da vi som baby ser os selv for første gang i et spejl. Det er via denne spejling, at vi identificerer os selv, som en selvstændig person. Derfor vil det spejlbillede som kameraet viser os, påvirke vores opfattelse af os selv. Så begynder det jo at blive interessant.

Det forklarer også behovet for at fremstille billeder, der lever op til ens eget selvbillede, og som fjerner de værste karikaturer fra kameraets skarpe linse. For det er jo heller ikke med de øjne, som vi ser på hinanden med. Og derfor heller ikke de spejlinger, som vi møder hinanden med.

 

Det du fokuserer på, vokser

Det er med udseendet, som med alt andet, at det som vi fokuserer på, vokser. Så hvis vi i retoucheringen fokuserer på fejl, og ikke på at fremhæve hvad man selv ser, så får det også en dybere betydning for den enkelte – og i en social kontekst. Når alle små “skønhedsfejl” (eller charmer) editeres væk, fremstår det rene og upolorede som oftest også mere råt. Går det helt ud i ekstremerne, risikerer vi at glemme at have et naturligt og  sundt forhold til vores egen (og andres) krop. Og det er jo næppe ønskeligt.

Fortnite

Er spillet, som du næsten ikke kan undgå at have hørt om. Det er den helt store dille, og det har det været siden det udkom i september 2017.

Du véd måske ikke helt hvad det er, for du spiller ikke selv. Men måske spiller dine børn det, og du vil gerne vide lidt mere. Så er det her, at du kan få lidt hjælp at hente.

 

Gratis at spille – men…

Spillet er gratis. Men du skal have et Playstation plus abonnement, for at kunne downloade det. Der findes forskellige typer abonnement; hvor du kan vælge at betale pr måned, kvartalsvis eller månedsvis. Hvis du kan betale for et helt års abonnement i et hug, er det den billigste løsning.

Det er muligt at tilkøbe sig fordele og features i spillet. Hvilket muligvis driver dig til at spille mere, for at opnå flere features. Det kan du læse og høre mere om i linket nedenfor: “Videnskaen bag Fortnite”.

 

Commitment

Flere uafhænige kilder fortæller, at spillet er opbygget med henblik på at skabe mest mulig commitment til spillet – og der er dermed også en risiko for afhængighed. Spillet er bygget op omkring et drama, og et klimaks som udebliver (hvor du er lige ved at vinde); så du får lyst til at tage et spil mere. Igen, hvis du er bevidst om dette, kan du tage en forholdsregel til det. Samme struktur, er i øvrigt gældende for Facebook og andre sociale medier, som de voksne benytter dagligt. Det giver måske anledning til refleksion omkring eget forbrug af disse medier.

 

Kreativt spil

Spillet er kreativt i sin form. Spillerne skal blive enige om, hvilken del af øen de vil dumpe ned i, da det påvirker hvilket scenarie som de spiller i. De skal tage stilling til, og blive enige om, hvorvidt de skal kæmpe sammen eller mod hinanden. For at gøre spændingen mere intens, er spillet i bund og grund bygget op omkring konflikten. Men man kan altså godt vælge en anden tilgang til det.

Det er sat op i et farveunivers, med mange fantasi features, og muligheder for valg, samt optjening af våben og forskellige energielementer.

 

Lykkerus

Spillets udviklere (Epic games), ser muligvis gerne at man vælger at købe disse våben og features (for at de kan tjene flere penge). Men man kan altså også gøre sig fortjent, ved at spille sig til de ekstra features. Dette er selve belønningsfasen, og en del af lykkerusen ved spillets struktur.

Forbrugsdelen, og deraf muligheden for at tilkøbe sig fordele, er ikke noget nyt. Og som sådan adskiller det sig altså ikke fra de andre spil på markedet. Det er noget, at man som forbruger/forælder skal være opmærksom på, og tage stilling til. Nogle kritikere mener, at spillets udviklere kun tænker på at tjene flest mulige penge. Og det kan man vel ikke fortænke dem i. Det er dog samtidig et godt udgangspunkt for et argument, når man skal tage dialogen med sin tween eller teenager, for at få dem til at forstå, at det i længden kan blive meget dyrt, at bruge selv et lille beløb dagligt. Altså, kan man vende det til økonomisk læring, og forståelse for penge.

 

For børn og legesyge i alderen 8-99 år

Spillet er under konstant udvikling. Og det henvender sig mere og mere til de yngre spillere, ned til 8 års alderen. Men det fantastiske er samtidig, at det også fænger mange voksne spillere, og at det er populært blandt de unges idoler. Grundet de mange kreative features, flyttes fokus fra at man skyder på hinanden, for at dræbe (fuldtræffer). Spillerne får også lynhurtigt en viden, og et sprog, der relaterer til de forskellige våben, og deres navne. Lyden fra skuddene, er med til at øge dramatikken. Volden indhyldes dermed i spillets farver og festlige indslag, samtidig med at lyden fra skudene er temmelig gennemtrængende.

 

Socialt spil

Det sociale ved spillet er heller ikke til at overse. Der bliver spillet med headset. Spillerne taler sammen om spillet imens de spiller – og bagefter taler man med vennerne om det! Der er indbygget forskellige sejrsdanse, samt god musik. Og der kommer hele tiden nye danse og nyt musik til. Så spillet spreder glæde, og opleves som en lille fest.

 

Hvad siger andre

Du kan her finde links til andre artikler om spillet. Det er fagfolk, der til dagligt beskæftiger sig med digital pædagogik. Og som sådan, skal de have et nøgternt, og også kritisk, syn på spillet.

DR1: Skattekister og glade farver, og holdånd.

dr.dk: Videnskaben bag fortnite. Sådan fastholder spillet dig.

https://newsbreak.dk/hvad-er-fortnite/

 

Refleksion

Jeg mener, at det er vigtigt at få italesat alle de elementer som fremhæves og kritiseres ved spillene. Dette for at gøre os i stand til, at være bevidste digitale forbrugere. En læring, som forældrene også med fordel kan give videre til deres børn. Spil og digitale medier er kommet for at blive. De får en tiltagende del af vores hverdag og sociale samvær.

Når vi agerer ud fra et bevidst grundlag, har vi mulighed for at træffe mere velovervejede valg.