Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.
Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.
Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.
illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)
“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)
Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.
At være,
eller ikke at være,
det er spørgsmålet.
(Shakespeare)
Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.
Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.
Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.
Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.
Reflexion 