En tabt samtale

Enhver telefonsælger véd, at det kræver planlægning og øvelse at foretage et opkald. Der skal varmes op, og man skal være helt klar med sin henvendelse. Ofte er der arbejdet på en manual (eller noter), som man kan støtte sig til under opkaldet.

Det vigtigste er introduktion af hvem man er, og hvor man ringer fra, eller hvorfor man ringer. Det er det første man skal fortælle personen i den anden ende. Det må der overhovedet ikke opstå nogen tvivl omkring.

Man ved også straks om man har tabt samtalen. I nogle tilfælde betyder det ikke det store, i andre tilfælde gør det. Nogle gange kan man redde tråden, og få vendt samtalen, men det er svært hvis den starter skidt. Jeg vil her fortælle om hvordan det gik, da jeg tabte samtalen, og dermed mine chancer for at lande drømmejobbet.

Jeg havde det som om jeg havde været på første date (…)

Jeg havde det som om at jeg havde været på første date, da jeg så opslaget. Efter anden date, hvor jeg havde sendt ansøgningen og læst om virksomheden, var jeg meget spændt på at høre fra dem. Jeg kiggede konstant på telefonen i fire dage efter, at jeg havde sendt min ansøgning afsted (på datoen for deadline). Jeg havde sommerfugle i maven, og en konstant uro i kroppen. Her var det perfekte match – jeg havde de rette erfaringer, og mit speciale skriver sig flugt ind i jobbeskrivelsens kerneområde (#Digitale medier, med fokus på #online krænkelser). Medarbejderne var akademikere som jeg selv, og de havde allerede lavet mange flotte tiltag. Det kunne kun blive godt!

Jeg ville gerne ringe, for at høre om hvor langt de var nået med processen, og samtidig få dem til at mærke hvordan jeg havde det. Det sidste gjorde det en anelse kompliceret. Som telefonsælger, er det vigtigt at man holder hovedet koldt, og følelserne ude (så man ikke fremtræder nervøs); samtidig skal man selvfølgelig være venlig og imødekommende, men det er sjældent svært, hvis det er sådan man også er af natur.

Så jeg ringede …

Imens jeg ringede op, bemærkede jeg, at tankerne kredsede om, at jeg gerne ville udvise respekt for at de nok havde travlt; og jeg bemærkede samtidig at jeg ikke havde arbejdet godt nok med min dialog.

Mine tanker blev afbrudt, da telefonen blev taget (det var stifteren af firmaet) ..

-Ja god dag mit navn er C…. C….,jeg forestiller mig at I har travlt, så jeg skal nok holde det under 2 minutter

-hvor var det du sagde at du ringede fra?

Så gik det fra at være kort for hovedet, til  s n u b l e n de …

-Jeg ringer som privatperson. Det er vedrørende jeres opslag som (xxx) (arrgh!)

-Har du sendt en ansøgning?

-Ja, det er derfor at jeg ringer. Jeg går spændt og kigger på telefonen flere gange om dagen, for at se om jeg har hørt fra jer (her er tonen selvsikker nok).

-Vi er slet ikke nået så langt endnu. Vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-Det har jeg fuld forståelse for. I har sikkert også nok at se til. Jeg kunne forstå at I gerne ville have hurtigt gang i processen, så jeg ville høre hvor langt I var?

-Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Jamen ok, så fik jeg da svar på det (tak?)

-Hvad var det at du sagde du hed?

-C…. C…..

-Ok, tak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde.

[end of conversation]

Og jeg vidste det. I det øjeblik jeg havde lagt på, vidste jeg, at jeg havde tabt det hele på gulvet. Samtalen varede akkurat 1:29 minut. Afslutningen indikerede tydeligvis, at jeg havde lukket for al interesse. En del af jobbeskrivelsen består nemlig i opsøgende salg og kundekontakt. Noget som jeg rent faktisk har erfaring med og som jeg behersker. Men jeg begik den typiske fejl, at jeg ringede op, uden at have styr på følelser og tanker. Jeg ville faktisk gerne vise dem, at jeg havde det som om at jeg ventede på en opringning efter en date.

Men det var ikke mig som styrede samtalen, og det skal det være. En god samtale var forløbet nogenlunde sådan her:

-god dag jeg heder C…. C…. jeg ringer fordi jeg har sendt en ansøgning til stillingen som konsulent i digitale medier hos jer.

–god dag, jeg har lidt travlt, så kan du gøre det kort?

-ja, det kan du tro.

-ser du, jeg går rundt i cirkler og tjekker min telefon flere gange dagligt, fordi jeg gerne vil høre fra jer. Ja, jeg har det som om at jeg har været på date (smiler)

(kort pause)

-Så nu ringer jeg for at høre hvor langt I er nået i processen. Jeg forstiller mig, at I har travlt, er det korrekt?

(har man lavet manualen, kan dette sagtens nå at blive sagt, uden at man jabber afsted).

–ja, vi er ikke kommet så langt, vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-ja, det kan jeg godt forstå, jeg kan jo se, at I har mange jern i ilden (jeg véd at de er få ressourcer til flere supplerende tilbud på produktpaletten). Hvornår regner I med at have set på ansøgningerne?

–Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Mange tak, og tak for at give dig tid til at tale med mig.

–Selvtak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde. Jeg håber at jeg hører fra jer.

[der lægges på. Tid: 00:53.9]

 

Formålet med min samtale er at vise min oprigtige interesse for jobbet, samt at få vished om hvor i deres proces de er, med hensyn til håndtering af ansøgningerne (hvor jeg naturligvis også håber på at blive indkaldt til samtale, eller i det mindste forbedre mine chancer for det). Man kan selvfølgelig argumentere for, at den oprigtige interesse for jobbet, er tilfældet for samtlige ansøgere. Mange jobkonsulenter anbefaler nu alligevel, at man følger op på den ansøgning som man har sendt. Indrømmet, det kan virke forstyrrende for arbejdsgiver. Derfor skal samtalen også være kort og koncis, samt give et billede af hvem man er, og om man eksempelvis kan håndtere en telefonsamtale med kunden.

For den utrænede ser der måske ikke ud til at være den store forskel på disse to samtaleforløb. Det er også helt nede i de små detaljer, at forandringen sker. Derfor sker det også, at man af og til, må ændre på sin ringemanual, for at få det til at virke. Man må se på sine opkald ved at gennemgå dem minutiøst, for at se hvad der gik galt, og for at lære hvad man kan gøre bedre i den næste samtale. Har man ikke denne egenskab, vil det være for hårdt et job.

Jeg er måske også blevet ramt lidt af (dårlig) #telefonsælgerkarma. Jeg har været benhård på det seneste, når jeg er blevet ringet op fra diverse firmaer. For jeg har sandt at sige ikke tid til at bruge hverken 5 eller 10 minutter af min tid på dem, eller dét abonnement som de nemt liiige kan lave for mig. Jeg har hænderne på tasterne, og hovedet fyldt op med mit speciale, som skal afleveres om et kort øjeblik. Så det var en luksus, at jeg benyttede denne kostbare tid på at skrive og sende en ansøgning, samt følge op på den. Men det føltes samtidig som et must-do. Det er jo den virkelighed, som venter på den anden side af specialeskrivningen – sammen med arbejdet på kommende publikationer, som jeg har i ærmet (da jeg har en viden, som jeg føler mig forpligtet til at dele ud af). Mere herom senere …

 

aveces se cierre una puerta-abre-el-universo-entero

 

 

Reklamer

MIND YOUR THOUGHTS

-A-NEW-MINDSET-2-START-OVER

 

Jeg tror at de fleste kender følelsen af, at føle sig groggy efter en dårlig nats søvn. Dagen kan synes tabt på forhånd. På et tidspunkt klarer hjernen trods alt op – og det er dér at man må gribe chancen til at få en god dag.

For det ender og starter  med vores egen attitude. Har vi kræfter til at tage teten med det samme, eller skal der lades op først? Måske betyder det ikke det store, hvis blot man er fokuseret på, at tage udfordringen op med løftet pande. Dette gælder for så vidt alle hændelser på de såkaldte #TychoBrahedage. Dagen behøver ikke at være ødelagt på grund af enkelte hændelser. Hvis man børster dem af sig med et smil, har de ikke nogen magt over dig og din dag. Det er op til dig, hvilken magt du vælger at tilægge dem.

Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.