På vej …

I denne forhippede medierede verden, tror jeg nemt at vi kommer til at glemme “hvad livet er for noget”. Vi ser de andres forkromede og polerede opslag; og alle har travlt med at vise deres bedste (ønskværdige) sider. Det er der i og for sig ikke noget galt i, at man gør. Dårlige vibes og nyheder er der rigeligt af i verden. Man skal bare huske på, at éns eget liv ikke er ved at falde fra hinanden på de grå dage.

Der er fart over feltet, og ofte mange forandringer i gang på samme tid. Alligevel forventer vi, at vi sidder og vugger på havoverfladen med ansigtet mod solen imens fødderne plasker i vandet (det sker jo også!). Et liv på overfladen har modpol i sin substans. Det er dér vi bliver formet som mennesker. Når vi rejser, skinner solen ikke altid. Det er ikke altid sommer, og hele ruten er altså ikke på motorvejen; uanset hvor i verden vi drager hen.

På de grå dage, hvor vi dykker ned i vores sind, tanker og følelser, kan vi let føle vildrede. Det kan være ubekvemt, som en kold regn. Man skal lige omstille sig. Det gælder i hvert fald for mig. Dels fordi, jeg af grundsubstans “altid” har været glad (og gerne vil være der). Med tiden har jeg dog lært, hvor forløsende det er at give plads til de grå dage, dybe tanker og lade sindet få taletid (hvor det for mig virker at sætte mig ved tasterne og sætte ord på). Hvis man giver kroppen lov til at være med, så sker der noget. Gråd kan være enormt forløsende og rense godt ud, så man bagefter sidder tilbage med en ro, fornyet energi og glæde til at komme videre. Ofte er det en skattekiste fuld af refleksion og erkendelse, som gemmer sig bag disse sving på vejen. Det bliver forløsningen fra de tågede grå dage, til solskin og måske guld for enden af regnbuen. Tågen er i hvert fald lettet.

Derfor er jeg begyndt at holde lige så meget af de grå dage, som de dage hvor jeg er let som en fjer, og flagrer i vinden. Man kan sagtens have begge fødder plantet solidt på jorden når man lander. Lette og flagre rundt, samt dykke dybt ned under overfladen, for at finde svar og løsninger. Det hele er en del af rejsen på livets vej. Når vi igen og igen kommer ud på nye veje, nye destinationer; så vil terrænet unægteligt også forandre sig. Der vil være udfordringer og fantastiske udsigter. Fuldstændig som det skal være.

 

At rejse, er at leve

Jeg tror ikke, at der er mange her til lands, som ikke kender citatet fra H.C. Andersen: 

“At rejse, er at leve” 

Det hænger som en magnet på mit køleskab, som et manifest for mit liv, og nu også mit syn på livet. 

Jeg synes, at det er et klogt citat, og at det kan forstås tvetydigt. 

I mange år, var det for mig en tolkning af, at rejser og eventyr var definitionen på at leve. Som et pust til gløderne i eventyreren inde i mig. Og som et manifest for, hvordan jeg ville leve mit liv, og hvad der føltes rigtigt for mig: nemlig ved at opleve nye horisonter og kulturer, samt flytte grænser.

Nu hælder jeg mere til en anden fortolkning af citatet; og at det mere drejer sig om livets rejse; for når vi lever, er vi konstant på en rejse. Indre og ydre.

Vi kan simpelthen ikke leve, uden at være på en rejse. 

Livet er som sit eget eventyr, hvor vi ikke ved, hvad der kommer næst. 

Vi kommer alle som individer et sted fra, og er under udvikling til det næste som kommer. Mig med mig, i verden.

Nogle af os oplever, at vores identiteter udvikler sig, bliver erstattet, eller taget fra os. Ret ofte er det kendetegnende for de fleste, at deres identitet udvikler sig, som en del af livets rejse. Som en del af den personlige udvikling, og tilegnelsen af nye kompetencer, job, forældrerollen, med videre. 

Identitet er det billede som vi har af os selv, og som vi gerne vil vise omverden. Men omverden kan også have en anden opfattelse af vores identitet, end vi selv har. 

Mange identificerer deres karrierevej eller job, som deres identitet. For det er ofte den, som vi præsenterer os med for omverden. Det pudsige er, at det jo ofte forandrer sig, og ofte siger meget lidt om hele dig som person (eller din personlige udvikling, for den sags skyld).

Ofte bliver succes set i lysets skær af de bedrifter eller karriereposter, som vi har nået her i livet. Men er det ikke også en succes at være en god forælder? At kunne se lyset i mørket, og at rejse sig, hvis man er blevet væltet af livet? At man formår at bevare troen på livet, til trods for at miste sine børn, og være der for det barn, som stadig lever.

Jeg oplever, at mange forstår deres identitet, som deres jeg: “den jeg er”.

Men vi er stadig essensen af os selv, som kaglen der holder nålen fast i kompasset. Uanset hvilken rolle vi opfylder her og nu på livets rejse; og altså hvilket billede der fremstår i det givne nu. 

Forandringen, udviklingen, bevægelsen, er en del af livet. Vi kan ikke holde stille, eller holde fast i en figur, som ikke længere findes. Men vi kan favne det nye, og udvikle os med det. 

At rejse (flytte sig), er at leve.

Billedet er under konstant forandring. Og vi kan have flere identiteter sideløbende.

Michelle Obama beskriver det meget godt i sin bog “Becoming” (jeg er ikke vild med forlagets oversættelse af titlen, da den flytter fokus fra det essentielle i hele den bog).

Vi er hele tiden på vej; og vi véd aldrig med sikkerhed hvad der kommer med på vores rejse. Faktisk er vi nok mange der kan sige, “det havde jeg aldrig troet, hvis der var nogen, der fortalte mig, at dit-og-dat, ville ske i mit liv”. Men det utrolige sker. Livet tager os med på den mest forunderlige rejse. 

At rejse, er at leve! (halleluja)

Nær dig – bag ved skærmen

Corona feberen raser verden over, hvor mennesker sidder afskærmet fra omverden i deres hjem.

Aldrig før har den lille skærm i hånden, der forbinder dig til din verden, og får verden hjem i din stue, været vigtigere for dig.

Så meget, at du via sundhedskampagner bliver opfordret til at springe ud i det med kamera, hvis ikke det er noget, som du har gjort før.

Det er der en grund til. Skærmen kan nemlig mere end man lige skulle tro.

Altid til stede

Børn og unge har vidst det længe, for det er allerede en integreret del af deres liv at være forbundet via ”skærmen”. Det er ikke det samme som at være sammen, men det er et godt supplement (når man ikke har mulighed for at være sammen).

Man kan altid komme i kontakt med hinanden. Og man har mulighed for at komme i kontakt med flere mennesker på en eftermiddag eller en aften, end det ville være fysisk muligt.

For børnene og de unge, er den digitale dialog via mobilen eller spillekonsollen blevet så integreret en del af deres sociale liv, at det kan føles som en afvisning (i den anden ende), hvis de ikke reagerer på en henvendelse. Det er de meget opmærksomme på, og selv følsomme over for.

De mange timer ved skærmen, og den parallelle dialog har drevet nogle forældre til vanvid. Men det er måske nu, at de selvsamme forældre begynder at kunne forstå behovet, samt se hvad det handler om.

Når børn og unge deltager i de digitale dialoger, sker det ikke på bekostning af det rum som de er i. Det vil sige, at de ikke fravælger de personer som de er sammen med. De udvider blot rummet til at have flere deltagere.

Det er denne glæde ved samværet via skærmen, som flere generationer nu kommer til at opleve på nært hold, under denne raserende Corona feber.

Nær dig

For tiden, hvor vi ikke kan være sammen med hinanden på kryds og tværs, er den digitale enhed vores bedste mulighed for at ses, og “mærke” hinanden.

Den afstand som der opstår i nærværet bag skærmen fordrer mere intimitet og fortrolighed.

Nogle gange opstår behovet for intimitet og tillid som følge af den afstand som skærmen også skaber, så man bedre kan “mærke” hinanden og være hinanden nær.

Andre gange medfører skærmen, eller stemmen i røret, at det kan være nemmere at tale om ting, som man ikke ville have mod til ansigt til ansigt.

Skærmen giver nemlig en følelse af tryghed, og afskærmning fra den anden persons reaktioner.

Det er både godt og skidt.

Det er i dette rum (vakum), at man skal være opmærksom på, at skærmen/telefonen påvirker dialogen, som beskrevet overfor. Er man opmærksom på det, kan man også bedre agere derefter.

Tillid og fortrolige samtaler

Hvis skærmen indgyder mod til mere fortrolighed mellem nære venner eller familie, burde der ikke være noget dårligt i det.

Tillid mellem mennesker er nødvendig for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person. Tillid er en nødvendig præmis for et fungerende (demokratisk) samfund. Mister vi som mennesker tilliden til hinanden, påvirker det hele vores samfundsstruktur. Det er derfor en værdi, som er værd at værne om.

Men det er altid vigtigt, at man (i enhver sammenhæng), mærker efter sine egne grænser, og ikke indgår i en dialog, og herunder handlinger, som man ikke har lyst til.

Det kan være mindst lige så svært at sætte grænser, og sige fra, når man kun har en teknologisk forbindelse, som det kan være ansigt til ansigt. Men det er en nødvendig øvelse. For at kende sine grænser, kan det hjælpe at kende til sine personlige rettigheder.

Skænderi på skrift

Du kender det sikkert godt. Et skænderi på sms/chat virker ikke rigtig. Det eskalerer nemt, og ryger måske ud af proportioner.

Det samme gælder for sarkasme eller humor, hvis personen ikke kender dig godt. Det findes der talrige eksempler af på sociale medier som fx. twitter og facebook. Mange skriver som om de taler med den anden, men det kan man faktisk ikke gøre, uden risiko for at blive misfortolket.

Det skrevne sprog er bogstaveligt, og har ikke ansigtsmimikkens og kropssignalerne til at underbygge budskabet med. Derfor opstår der mulighed for misforståelser.

Desuden har det skrevne sprog den ulempe, at det som aflæses er afhængigt at modtagerens humør, samt opfattelse af afsenderen (i langt højere grad, end det vil gøre sig gældende i en ansigt til ansigt samtale).

For nogle vil det dog sikkert føles nemmere at skændes på sms/chat, fordi man ikke står ansigt til ansigt med den anden persons reaktioner. Så det er jo ikke fordi, at der er tale om enten eller. Men man skal gøre sig selv bevidst om, at der nemt kan optrappes til yderligere konflikt via det skrevne. Som oftest vil en dialog være bedre end vrede, uanset om den foretages verbalt og ansigt til ansigt, eller på tekst.

Aspergers – en tangent til din SMS, chat, eller SoMe fora

Folk der lider af Aspergers syndrom har svært ved at afkode disse kropssignaler, og aflæser, groft sagt, hele verden, som var det skrevet på en chat.

Det afføder mange upassende kommentarer, helt uden filter eller indlevningsevne. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men til dårlige menneskekendere.

Vi kender lidt til det fra de sociale fora (SoMe), hvor der ofte er nogle (trolle), der i den grad overfuser de andre aktører/deltagere med deres fornærmelser og angreb, under påskud af, at de “bare siger sandheden”, eller “hvad de mener”.

Den gode gamle Emma Gad for offentlig god tone og skik (i moderne sprogform), gør sig stadig gældende, når vi samtaler på skrift; og vi skal være mere opmærksomme på, om vores tekster kan misforstås.

Krænkelser og krav (grooming)

De digitale enheder indgår i vores verdensbillede, og er en del af vores livsverden. Vi er blevet moderne mennesker, for hvem kontakten til omverden styrkes via de digitale dialoger.

Det betyder desværre også, at de mennesker som har en tendens til at udnytte andre, fortsat vil gøre det. De har fået et større spillerum via kameraet på skærmen, og det udnytter de.

Unge, børn, og voksne forledes til dialoger og handlinger, som opbygges under en falsk præmis om fortrolighed og tillid via skærmen. Det kan være en nær relation, og det kan være en fjern. Nøjagtig, som det er tilfældet med overgreb (mod mindreårige) i det fysiske rum.

Nogle organisationer advarer endda mod, at Corona får flere børn og unge i risikozonen for overgreb via skærmen. Først og fremmest fordi de i mange tilfælde vil være online i flere timer, og dermed i større risiko for kontakt. Men det handler også om, at de mange timer bag skærmen kan gøre det sværere at komme til at tale med andre om, hvad der er sket. Derved er der risiko for, at den første kontakt eskalerer til mere intim karakter og deciderede overgreb.

Derfor er det altid en god idé at have en åben dialog med sine børn om, hvem de har talt og spillet med, og om hvordan de har haft det i dag. Det vil sikkert være flovt for dem at indrømme, hvis der har været en episode, så derfor er det vigtigt, at du afholder dig fra at være dømmende, men husker at støtte og trøste dit barn.

Forstå grooming – og få gode råd til hvordan du kan håndtere det [link: Red Barnets psykolog om grooming].

Krænkelser er en præmis, som vi altid skal sige fra over for (og, som vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for). Men det skal ikke forhindre os i at være mennesker, med et naturligt behov for nærhed og tillid til hinanden. Det ville være den helt forkerte vej at gå, og det vil være med til at udskamme de personer, som med deres gode ret har tillid til andre mennesker.

Det vil altid være krænkeren som er på vildspor, og ikke den person som stolede på den anden, hvadenten man blev vildledt og fik misbrugt sin tillid, eller ej.

Gruk om livets tempo

Nu tror du sikkert, at det handler om fart, når jeg skriver “tempo”. Det kunne det godt, for det har også relevans.

Men det er ikke hvad dagens gruk handler om …

• 

Når jeg skriver tempo, referer jeg til livets tempo og rytme. Du kan Også kalde dem for passager.

Fælles for dem er, at de ikke varer ved. Nogle varer længere end andre, men de har en ende, hvor en ny passage tager over.

På godt og ondt.

Der var engang…

Hvor jeg selv troede på, at livet altid skulle være muntert. Glansbilledet med glimmer på.

At der var noget galt (med mig), hvis jeg havde en dårlig dag – eller bare en dårlig time, på en ellers god dag.

Tungsind og tristhed var “forbudte” følelser, og ikke velkomne.

I dag er jeg blevet klogere.

Jeg lytter i stedet for, og spørger mig selv om, hvad det er der trykker. Som en god ven eller coach, støtter jeg mig selv, og giver mig selv lov til at mærke efter.

Og som med et trylleslag, kan skyerne så forsvinde fra solen, fordi jeg lyttede. Tog mig selv alvorligt, og var kærlig ved mig selv, i stedet for at kritisere og “forbande” skyggen.

Andre gange kan jeg ikke finde et svar. Og det er ok. Så har jeg det bare ok med ikke at være ok.

Jeg har også lært, at det ofte er dér, at jeg lærer mest. Om mig selv og livet.

Så selvom jeg står midt i stormvejret, og er der hvor det gør ondt, så mærker jeg et sted, at det også gør noget godt.

• 

Hvorfor er det så vigtigt at huske på?

Når det nogle gange har rusket mere end jeg lige kunne bære, så er jeg blevet mindet om, at også dette vil passere.

Gå over, og bliver afløst af noget andet. Fordi intet her i livet varer ved (måske lige bortset fra de følelser, som vi dyrker inde i os selv).