At være

At være, eller ikke at være … En berømt frase, som såvel Hamlet og Kierkegaard har taget ejerskab på. Hver gang ud fra deres egen tid.

I Hamlets monolog er det døden som kontrast til livet, som han dvæler ved. Her læst (på nudansk) af Vismanden  (https://youtu.be/RA-_DE8vpL4). Kierkegaard tillægger spørgsmålet en anden filosofisk karakter, og dvæler ved spørgsmålet som et “hvem man vil være” hvor han vægter, at det er “vigtigt at være sig selv” (og ikke efterleve tidens snobberi om hvem man bør være?). Du kan læse hans udredning her: https://teol.ku.dk/skc/sab/citater/#Det%20store%20er%20ikke%20at%20v%C3%A6re%20dette%20eller%20hint

Derved nærmer Kierkegaard sig nok mere en dansk samtid end Hamlet. Men jeg mener, at vi skal stikke lidt dybere (eller flyve lidt højere, om man vil), for at ramme tidens ånd, og modernitetens krav.

At være, eller ikke at være … Et livsspørgsmål eller et levemål. Det synes, at være et af livets mest vigtige grundpiller, hvor vi stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige. I det moderne liv, er det måske mere aktuelt end nogensinde.

I vores samfund pisker vi rundt efter en lykke og/eller en prestige i hvordan vi vælger at leve hverdagen. Det er vigtigt (i tiden) at gøre tingene “rigtigt”, “ikke at fejle” og at man “ejer de rigtige design emblemer”. Det er ikke alle der efterlever det, men en hovedstrømning af tiden. Særligt dét med, at man ikke må fejle, og skal fremstå perfekt for omverdenen.

I den eksisterende samfundsstruktur ligger et iboende krav om “performance”. Vi skal yde vores bedste. Hele tiden. På alle fronter. Om det er på jobbet eller som forældre, har livet udviklet sig til et projekt, hvor vi skal score topkarakterer, for at kunne se os selv i spejlet. Det generer en kronisk tilstand af stress, som lammer det enkelte menneske og samfundet – paradoksalt nok, for parolen er jo, at det skal effektivisere samfundet, at alle yder deres bedste.

 

At være (menneske) …

For hvad skete der med at være menneske og være (til)? Og hvad vil det egentlig sige at være menneske, og at være til? Bare at være. Trække vejret dybt, og mærke at vi lever. Et modtræk som rent faktisk er ved at vise sig, via forskellige kurser i meditation, som kan vise sig at blive en livsnødvendig iltmaske i hverdagen. For flertallet. Et dagligt mentalt vitamintilskud til det moderne menneske, i en hårdt presset hverdag.

Er vi ved at være helt afsporet fra det at være menneske? Har vi udviklet en tankegang, hvor vi som mennesker skal præstere skånselsløst som maskinerne i produktionen? – Maskiner som har en langt kortere levetid, og som vel at mærke også skal slukkes flere timer dagligt, for ikke at brænde sammen.

Hvornår blev retten at være menneske til noget flipperi og sødsuppe? Behovet for  at mærke sig selv, mærke naturen, mærke verden og hinanden. Skrue lidt ned for kravene, og møde hinanden som mennesker i al vores perfekte uperfekthed. Være der for hinanden. Som mennesker. Ikke som aflastende lommepsykologer. Men med kram, nærvær, næstekærlighed og socialt samvær. Simple living.

 

Utopi

Er dette spørgsmål lige så utopisk, som når journalisten fra det forjættede land i Vesten spørger en gadetøs fra Boston, eller en ung i flygtningelejr, om hendes drømme for fremtiden? Det er jo slet ikke dér, at de er. De er nederst i Maslows behovspyramide, og det eneste som de ønsker sig af livet, er livet. At overleve, og at leve livet (som de nu kan).

Er logikken så også, at når vi sidder i spidsen af pyramiden, og skal selvrealiseres og nå vores drømme (uden altid at vide hvad de er), mister vi så forbindelsen til det mest grundlæggende ved at være menneske, og bare at være til?

Vil spørgsmålet om at være eller ikke at være, altid være knyttet til vores livsanskuelse og hvor vi befinder os på behovspyramiden? Hvad er virkelige behov, og hvad er skabte behov. Og er det derfor, at vi ser mere klart (og mærker vores reelle behov), når vi rammer bunden? Er vi forblændede af det lys, som skinner i spejlet?

Kan vi bryde os fri af illusionen, og stille krav til at være (og mærke verden og livet), selvom vi gerne vil præstere. Er disse to uforenelige som et evigt dilemma, eller hinandens uafvindelige modsætninger som et sammensmeltet yin-yang? Er det via bevidstheden og arbejdet med begge sider, at vi skaber harmoni. Jeg håber på det sidste, og at denne tankegang vil vinde mere indpas, for at skabe en bedre balance i vores samfund, og i os selv som mennesker.

Reklamer

El mejor camino

bro_cph_camino

 

El mejor camino para llegar,

es empezar…

Når billeder lyver

I dagens Go´morgen Danmark (28/9-18) er der inviteret gæster i studiet til at debattere hvor grænsen går mellem at pynte på sit udseende med filtre og photoshop.

Jeg lytter med et halvt øre, så jeg fanger ikke finesserne i debatten. Muligvis fordi jeg ikke selv lægger den store energi i at lege med filtre og photoshop – og egentlig heller ikke tager mange billeder af mig selv. Faktisk har jeg opgivet lidt at lave selfies.

Men jeg føler mig inspireret. For tanken slår mig, om billedet ikke altid lyver? Uanset om man arbejder bevidst med det via retouchering eller ej? Hvilket jeg først rigtig er blevet opmærksom på, via selfies taget med forskellige smartphones. Kvaliteten af linsen er jo ret afgørende for udfaldet. Og det falder altså ikke altid godt ud. Sådan som jeg ser ud på selfies (taget selv, med eget kamera), er så katastrofalt at jeg har droppet det.  Det har på et tidspunkt påvirket mit selvbillede alt for meget.

For selvom snakken kan virke en anelse overfladisk, så stikker det faktisk meget dybere i vores psyke, end mange er bevidste om. Psykologien taler om, at det skyldes vores første erfaring med opfattelsen af os selv som et selvstændigt individ, da vi som baby ser os selv for første gang i et spejl. Det er via denne spejling, at vi identificerer os selv, som en selvstændig person. Derfor vil det spejlbillede som kameraet viser os, påvirke vores opfattelse af os selv. Så begynder det jo at blive interessant.

Det forklarer også behovet for at fremstille billeder, der lever op til ens eget selvbillede, og som fjerner de værste karikaturer fra kameraets skarpe linse. For det er jo heller ikke med de øjne, som vi ser på hinanden med. Og derfor heller ikke de spejlinger, som vi møder hinanden med.

 

Det du fokuserer på, vokser

Det er med udseendet, som med alt andet, at det som vi fokuserer på, vokser. Så hvis vi i retoucheringen fokuserer på fejl, og ikke på at fremhæve hvad man selv ser, så får det også en dybere betydning for den enkelte – og i en social kontekst. Når alle små “skønhedsfejl” (eller charmer) editeres væk, fremstår det rene og upolorede som oftest også mere råt. Går det helt ud i ekstremerne, risikerer vi at glemme at have et naturligt og  sundt forhold til vores egen (og andres) krop. Og det er jo næppe ønskeligt.