Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

Distance bag skærmen

Jeg vil i dette indlæg kommentere på Medieringer og distance.

De fleste der beskæftiger sig med digitale medier ved, at skærmen skaber en distance til vores omgivelser. Den knytter også mennesker sammen. Men lad os lige dvæle ved distancen. For den fordrer at vi tager et ansvar – for os selv, og hinanden.

Det omtalte tilfælde i artiklen (se link nedenfor), er et hårrejsende eksempel på distance via skærmen. Der bliver filmet, i stedet for at gribe ind for at redde den arme mand der bliver overfaldet (artiklen fra mx.dk, melder intet om hvorvidt politiet bliver kontaktet). Der sker det, at medieringen af overfaldet får en højere prioritet end at redde manden, ved at fastholde overfaldsmændene. Den ring af mennesker som ‘deltager’ passivt i overfaldet ved at filme det, er medskyldige i det meningsløse drab af den unge mand. De kunne have forhindret det i flok, ved at tage telefonen væk og gribe til handling, for at redde det menneske som lå for fødderne af dem.

https://www.mx.dk/nyheder/global/story/14013043?utm_source=bt.dk&utm_campaign=pos_2&utm_medium=article

 

Nu ligger videoen på youtube – til hvilken nytte?! Morderne vil for altid være genkendt. Det vil de mennesker som står i baggrunden også være!

Vi er nødt til at tage et opgør med den medierede verden, og forholde os til, at skærmen ofte prioriteres forud for den menneskelige og humane kontakt. Skærmen skal være velkommen, men den må ikke fratage os evnen til at reagere som mennesker, og handle når det er nødvendigt.

 

 

De små detaljer

Jeg elsker når markedsføring, leg med sproget, humor og CSR går ind i en slags symbiose eller opnår en form for synergieffekt. Det blikfang der fangede min opmærksomhed her til morgen, lever til fulde op til ovenstående kriterier. Det gav et smil på munden, samt anledningen til disse linjer.

IMG_0464

Selvom ordlyden er kæk, består troværdigheden. Dermed har brandet opnået en højere status på min kognitive huskeliste, sammenkoblet med mine positive følelser for budskabet. Sandsynligheden for, at jeg vil overveje dette produkt næste gang jeg handler ind, vil være markant større. Jeg er altså godt klar over, at jeg er blevet forført lige efter bogen. Og nogle gange synes jeg, at det er helt på sin plads. Det er tilfældet her.

For ikke nok med at det er brandgod markedsføring, så fortæller det meget om nogle holdninger, der med god grund kunne virke som inspiration for andre. Samtidig er det hundrede procent på linje med hvordan jeg mener, at man med fordel kan implementere CSR i sin virksomhed, som noget af det mest nærliggende og naturlige. Fordi alle har et ansvar og medansvar for hvordan tingene udvikler sig; ikke bare i dag, men også i fremtiden. På samme vis, som virksomheden konstant må videreudvikle sine CSR initiativer, med henblik på konstant forbedring.

Do good and do better.