Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.

Reklamer

Trump i trompeten

trump-i-trompeten

Trump har truttet i trompeten igen. Denne gang om Jerusalem og en amerikansk ambassades beliggenhed. Det sætter sindene i kog, og Israel på folks læber.

Ikke uden grund, for det er en konflikt af dimensioner. Jo mere man ved, desto mere hovedrystende bliver man. Det er nutidens folkelige forfølgelse og forbrydelse; der nu snart har stået på i 60 år (maj 1948-2018), siden etableringen af Israel som en jødisk stat.

Nogle nævner gamle kirker og moskéer som argument. Men jeg mener at det er vigtigt at skille tingene ad, for at kunne se dem klart. Jødedom er en tro. Det jødiske folk eksisterer ikke, som et folkeslag i sig selv. I tidligere tider, udgjorde jøderne en minoritet i det nuværende Israel. Jøder, kristne og muslimer har tilknytning til området. Det samme gælder for disse tre trosretninger i Europa. Krige og erobringer i religionens navn er skyllet frem og tilbage gennem tiderne i Mellemøsten og Europa. Da Spanien var erobret af muslimerne havde vi vikingetiden her til lands, hvor vi senere (efter Middelaldren) blev omskolet til kristendommen via reformationen (omtrent for 500 år siden). Muslimerne blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med at Vikingetiden ophørte – og de sidste jøder blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med Columbus opdagelse af Amerika. Det ændrer jo ikke ved, at Danmark og Spanien er de lande som de er i dag. Religion og stat er ikke det samme.

Israel blev, som nævnt før, oprettet som en stat i 1948. Før denne oprettelse hed denne region Palæstina. Jøderne udgjorde et mindretal, men fik tildelt halvdelen af territoriet. Palæstinenserne protesterede, og deraf opstod den første etape på konflikten. Flugten for Palæstinenserne begyndte. De omkringliggende lande (Ægypten og Jordan) benyttede sig af konflikten og besatte henholdsvis Vestbredden og Gazastriben. I dag er der 5 mio jøder i Israel, 1 mio muslimer og 130.000 kristne (kilde: https://folkedrab.dk/artikler/oprettelsen-af-israel).

Der bor omtrent lige så mange jøder i USA i dag, som i Israel. Resten er fordelt rundt omkring på kloden. Jødedom er en tro (http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J%C3%B8dedommen/j%C3%B8dedom). For så vidt deres tro på at der kun er tale om én Gud (som er fælles for kristendom, islam og jødedommen); så skulle man mene, at man også kunne rumme de andre religioner; og deres tilgang, for at finde vejen til denne samme Gud (men, ak nej).

Man tilskriver jøder som værende et folk, med oprettelsen af Israel i 1948 (https://www.religion.dk/j%C3%B8dedom/2005-03-08/hvem-er-j%C3%B8de). Jødedommen kan endog være ret striks og diskriminerende i forhold til hvad det vil sige at være jøde og/eller rettroende; vel egentlig lidt i strid med den oprindelige definition af én fælles  Gud for alle?

Israel er verdensundskyldningen for fordrivelsen af jøderne fra “der dritte reich”. Det virker derfor også særligt utopisk, at netop Israelerne (jøderne) fordriver muslimerne fra området. Idet de konstante landvindinger og kampe får det til at se ud til, at dette er det endegyldige mål (at fordrive muslimerne fra Israel/Palæstina).

Konflikten virker som et åbent sår; som en påsat protese som ikke vil hele efter operationen, og som der konstant er betændelse i. Hele konstitutionen af Israel virker som en dyb misforståelse. Men den er en realitet. Den har verdenssamfundet et ansvar for at løse (men er det i virkeligheden det modsatte der foregår?). Hvor længe kan denne konstellation holde; og endnu vigtigere, findes der et bedre bud på en løsning? Burde man placere et stykke Israel i Californien og i Europa også? Tør vi håbe på, at israelere og muslimerne vil deles om Jerusalem som en hovedstad, nu hvor big brother markerer den som sådan med streg under?

Indtil videre, har vi set en præsident der træder i sin forgængers store fodspor, ved konsekvent at ændre hans handlinger til modpolen. Hvorfor det ellers lige skulle være interessant at lave en udmelding som denne lige nu, har jeg svært ved at gennemskue.

 

Postscript….

Israelerne er glade, og palæstinsenerne vrede: https://www.timesofisrael.com/trump-calls-for-calm-after-jerusalem-declaration/

Ifølge artiklen, som jeg refererer til ovenfor (kilde “The times of Israel”), skulle flere af de amerikanske præsidenter angiveligt have anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad; i et dokument, uden dog at gøre mening af det.

 

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.