Holistisk syn

At være

At være, eller ikke at være … En berømt frase, som såvel Hamlet og Kierkegaard har taget ejerskab på. Hver gang ud fra deres egen tid.

I Hamlets monolog er det døden som kontrast til livet, som han dvæler ved. Her læst (på nudansk) af Vismanden  (https://youtu.be/RA-_DE8vpL4). Kierkegaard tillægger spørgsmålet en anden filosofisk karakter, og dvæler ved spørgsmålet som et “hvem man vil være” hvor han vægter, at det er “vigtigt at være sig selv” (og ikke efterleve tidens snobberi om hvem man bør være?). Du kan læse hans udredning her: https://teol.ku.dk/skc/sab/citater/#Det%20store%20er%20ikke%20at%20v%C3%A6re%20dette%20eller%20hint

Derved nærmer Kierkegaard sig nok mere en dansk samtid end Hamlet. Men jeg mener, at vi skal stikke lidt dybere (eller flyve lidt højere, om man vil), for at ramme tidens ånd, og modernitetens krav.

At være, eller ikke at være … Et livsspørgsmål eller et levemål. Det synes, at være et af livets mest vigtige grundpiller, hvor vi stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige. I det moderne liv, er det måske mere aktuelt end nogensinde.

I vores samfund pisker vi rundt efter en lykke og/eller en prestige i hvordan vi vælger at leve hverdagen. Det er vigtigt (i tiden) at gøre tingene “rigtigt”, “ikke at fejle” og at man “ejer de rigtige design emblemer”. Det er ikke alle der efterlever det, men en hovedstrømning af tiden. Særligt dét med, at man ikke må fejle, og skal fremstå perfekt for omverdenen.

I den eksisterende samfundsstruktur ligger et iboende krav om “performance”. Vi skal yde vores bedste. Hele tiden. På alle fronter. Om det er på jobbet eller som forældre, har livet udviklet sig til et projekt, hvor vi skal score topkarakterer, for at kunne se os selv i spejlet. Det generer en kronisk tilstand af stress, som lammer det enkelte menneske og samfundet – paradoksalt nok, for parolen er jo, at det skal effektivisere samfundet, at alle yder deres bedste.

 

At være (menneske) …

For hvad skete der med at være menneske og være (til)? Og hvad vil det egentlig sige at være menneske, og at være til? Bare at være. Trække vejret dybt, og mærke at vi lever. Et modtræk som rent faktisk er ved at vise sig, via forskellige kurser i meditation, som kan vise sig at blive en livsnødvendig iltmaske i hverdagen. For flertallet. Et dagligt mentalt vitamintilskud til det moderne menneske, i en hårdt presset hverdag.

Er vi ved at være helt afsporet fra det at være menneske? Har vi udviklet en tankegang, hvor vi som mennesker skal præstere skånselsløst som maskinerne i produktionen? – Maskiner som har en langt kortere levetid, og som vel at mærke også skal slukkes flere timer dagligt, for ikke at brænde sammen.

Hvornår blev retten at være menneske til noget flipperi og sødsuppe? Behovet for  at mærke sig selv, mærke naturen, mærke verden og hinanden. Skrue lidt ned for kravene, og møde hinanden som mennesker i al vores perfekte uperfekthed. Være der for hinanden. Som mennesker. Ikke som aflastende lommepsykologer. Men med kram, nærvær, næstekærlighed og socialt samvær. Simple living.

 

Utopi

Er dette spørgsmål lige så utopisk, som når journalisten fra det forjættede land i Vesten spørger en gadetøs fra Boston, eller en ung i flygtningelejr, om hendes drømme for fremtiden? Det er jo slet ikke dér, at de er. De er nederst i Maslows behovspyramide, og det eneste som de ønsker sig af livet, er livet. At overleve, og at leve livet (som de nu kan).

Er logikken så også, at når vi sidder i spidsen af pyramiden, og skal selvrealiseres og nå vores drømme (uden altid at vide hvad de er), mister vi så forbindelsen til det mest grundlæggende ved at være menneske, og bare at være til?

Vil spørgsmålet om at være eller ikke at være, altid være knyttet til vores livsanskuelse og hvor vi befinder os på behovspyramiden? Hvad er virkelige behov, og hvad er skabte behov. Og er det derfor, at vi ser mere klart (og mærker vores reelle behov), når vi rammer bunden? Er vi forblændede af det lys, som skinner i spejlet?

Kan vi bryde os fri af illusionen, og stille krav til at være (og mærke verden og livet), selvom vi gerne vil præstere. Er disse to uforenelige som et evigt dilemma, eller hinandens uafvindelige modsætninger som et sammensmeltet yin-yang? Er det via bevidstheden og arbejdet med begge sider, at vi skaber harmoni. Jeg håber på det sidste, og at denne tankegang vil vinde mere indpas, for at skabe en bedre balance i vores samfund, og i os selv som mennesker.

Reklamer

Menneskelige værdier

– et samfundsparadoks af dimensioner!

Nogle gange skal der en skarp tunge til, for at skære igennem debatten.

Tingene spidser fortsat til herhjemme i andedammen, hvor mennesket erstattes af robotter og forventes at agere som så. Konkurrencementaliteten er ubønhørlig, og presset på det enkelte menneske næsten ikke til at bære. Derfor vil jeg vil om et kort øjeblik overlade ordet til Eva Secher Mathiasen, formand for dansk Psykolog Forening, fordi det hun siger, fortjener at blive gentaget.

Artikel og linket nedenfor, er hentet fra information, november 2015.

’Vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til’

Hvor fa’en kom hun fra?, spurgte mange efter Eva Secher Mathiasens optræden i tv-programmet ’Debatten’, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede vores politikere for at fokusere på konkurrencestaten og ikke på det gode liv. Information har mødt Dansk Psykolog Forenings formand. En kvinde, der helst ikke vil være nogen helt, men som altid har været rebel

Link til artikel: https://www.information.dk/indland/2015/11/glemt-mennesker-vaerdi-blot-ved

 

 

Hvilken generation er du fra?

Hver generation har sine egne specifikke udtryk – det er en helt naturlig del af sprogets og samfundets udvikling. Og det er ofte her man opdager, om man “hører til” i den ene eller den anden generation.

Alder er for nogle et stort emne, mens det for andre (herunder undertegnede) ikke er noget man går vildt meget op i. Jeg føler mig som en del af tiden, og at jeg for hver dag modnes til at blive det (hele/harmoniske) menneske, som jeg nu engang skal  være. Jeg føler mig ung, frisk og aktiv, og at det er dét, der definerer mig som person – og ikke det tal, som jeg fylder. For mig er det ofte først i mødet med andre mennesker, at jeg får defineret min alder ud fra mere abstrakte og kulturelle forhold, end mit fødselsår.

Tag nu fx. denne sjove episode på kontoret i går. Jeg sidder og arbejder sammen med en kollega, hvor vi skal bearbejde data, og derfor også kommentere en ret stor talmængde for hinanden. Da jeg så siger “16, kys din kæreste på rejsen”, får vi os et godt grin. Fordi de to yngre kolleger sidder og kigger på mig med store øjne og måbende ansigt, som om jeg var faldet ned fra månen. De kender slet ikke udtrykket, og har aldrig hørt det før(!)

Som tak for deres nye lærdom, kunne de så fortælle mig om denne generations seneste og mest hippe ord, som bliver brugt i alle sammenhænge, og som ingen alligevel helt ved hvad betyder: “Schwag” [med amerikansk hip hop ordlyd]. Det bliver brugt om alt, der er cool/ok og så videre. Ligesom min generation indførte ordet “fedt” – et ord, som mine forældres generation til gengæld fandt ret morsomt og underligt, og som jeg kan huske at de kommenterede ret meget.

Måske er jeg bare en sprog nørd, men jeg synes, at det er meget sjovere at dvale ved denne slags kulturelle forskelligheder, fra den ene generation til den anden, frem for at gå i spåner over, om jeg nu fylder hint eller andet år denne gang. Sandt er det jo, at vi alle bliver ældre dag for dag. Det er op til hver af os, hvordan vi vil leve livet, og leve med den viden.