Ayurveda

At være

At være, eller ikke at være … En berømt frase, som såvel Hamlet og Kierkegaard har taget ejerskab på. Hver gang ud fra deres egen tid.

I Hamlets monolog er det døden som kontrast til livet, som han dvæler ved. Her læst (på nudansk) af Vismanden  (https://youtu.be/RA-_DE8vpL4). Kierkegaard tillægger spørgsmålet en anden filosofisk karakter, og dvæler ved spørgsmålet som et “hvem man vil være” hvor han vægter, at det er “vigtigt at være sig selv” (og ikke efterleve tidens snobberi om hvem man bør være?). Du kan læse hans udredning her: https://teol.ku.dk/skc/sab/citater/#Det%20store%20er%20ikke%20at%20v%C3%A6re%20dette%20eller%20hint

Derved nærmer Kierkegaard sig nok mere en dansk samtid end Hamlet. Men jeg mener, at vi skal stikke lidt dybere (eller flyve lidt højere, om man vil), for at ramme tidens ånd, og modernitetens krav.

At være, eller ikke at være … Et livsspørgsmål eller et levemål. Det synes, at være et af livets mest vigtige grundpiller, hvor vi stiller spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige. I det moderne liv, er det måske mere aktuelt end nogensinde.

I vores samfund pisker vi rundt efter en lykke og/eller en prestige i hvordan vi vælger at leve hverdagen. Det er vigtigt (i tiden) at gøre tingene “rigtigt”, “ikke at fejle” og at man “ejer de rigtige design emblemer”. Det er ikke alle der efterlever det, men en hovedstrømning af tiden. Særligt dét med, at man ikke må fejle, og skal fremstå perfekt for omverdenen.

I den eksisterende samfundsstruktur ligger et iboende krav om “performance”. Vi skal yde vores bedste. Hele tiden. På alle fronter. Om det er på jobbet eller som forældre, har livet udviklet sig til et projekt, hvor vi skal score topkarakterer, for at kunne se os selv i spejlet. Det generer en kronisk tilstand af stress, som lammer det enkelte menneske og samfundet – paradoksalt nok, for parolen er jo, at det skal effektivisere samfundet, at alle yder deres bedste.

 

At være (menneske) …

For hvad skete der med at være menneske og være (til)? Og hvad vil det egentlig sige at være menneske, og at være til? Bare at være. Trække vejret dybt, og mærke at vi lever. Et modtræk som rent faktisk er ved at vise sig, via forskellige kurser i meditation, som kan vise sig at blive en livsnødvendig iltmaske i hverdagen. For flertallet. Et dagligt mentalt vitamintilskud til det moderne menneske, i en hårdt presset hverdag.

Er vi ved at være helt afsporet fra det at være menneske? Har vi udviklet en tankegang, hvor vi som mennesker skal præstere skånselsløst som maskinerne i produktionen? – Maskiner som har en langt kortere levetid, og som vel at mærke også skal slukkes flere timer dagligt, for ikke at brænde sammen.

Hvornår blev retten at være menneske til noget flipperi og sødsuppe? Behovet for  at mærke sig selv, mærke naturen, mærke verden og hinanden. Skrue lidt ned for kravene, og møde hinanden som mennesker i al vores perfekte uperfekthed. Være der for hinanden. Som mennesker. Ikke som aflastende lommepsykologer. Men med kram, nærvær, næstekærlighed og socialt samvær. Simple living.

 

Utopi

Er dette spørgsmål lige så utopisk, som når journalisten fra det forjættede land i Vesten spørger en gadetøs fra Boston, eller en ung i flygtningelejr, om hendes drømme for fremtiden? Det er jo slet ikke dér, at de er. De er nederst i Maslows behovspyramide, og det eneste som de ønsker sig af livet, er livet. At overleve, og at leve livet (som de nu kan).

Er logikken så også, at når vi sidder i spidsen af pyramiden, og skal selvrealiseres og nå vores drømme (uden altid at vide hvad de er), mister vi så forbindelsen til det mest grundlæggende ved at være menneske, og bare at være til?

Vil spørgsmålet om at være eller ikke at være, altid være knyttet til vores livsanskuelse og hvor vi befinder os på behovspyramiden? Hvad er virkelige behov, og hvad er skabte behov. Og er det derfor, at vi ser mere klart (og mærker vores reelle behov), når vi rammer bunden? Er vi forblændede af det lys, som skinner i spejlet?

Kan vi bryde os fri af illusionen, og stille krav til at være (og mærke verden og livet), selvom vi gerne vil præstere. Er disse to uforenelige som et evigt dilemma, eller hinandens uafvindelige modsætninger som et sammensmeltet yin-yang? Er det via bevidstheden og arbejdet med begge sider, at vi skaber harmoni. Jeg håber på det sidste, og at denne tankegang vil vinde mere indpas, for at skabe en bedre balance i vores samfund, og i os selv som mennesker.

Reklamer

Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

If …

I love this poem written by Rudyard Kipling. Although written in another time, I believe that by living these virtues, one can keep their spirit free from harnishing.

Anytime.

IMG_0438