kultur

If …

I love this poem written by Rudyard Kipling. Although written in another time, I believe that by living these virtues, one can keep their spirit free from harnishing.

Anytime.

IMG_0438

 

Reklamer

Politainment

Alle taler om Trump, krummer tæer eller klapper. Meget kan man sige om manden, men han har i den grad forstået hvordan medierne virker, og hvad der skal til for at opnå maksimal omtale.

Hvis ikke det var for den vigtige post som der er tale om, så ville jeg – forherliget af mediernes muligheder – også klappe i hænderne. I stedet føler jeg mig nødsaget til at tage ansvar, og dele den indsigt som jeg har.

For Trump har triumferet i en mediemæssig forstand, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Alle kommenterer, deler, eller har en mening om ham. Resultatet er, at han er den kandidat som opnår mest spalteplads i medierne. Når han opnår dette, rykker han helt op på befolkningernes frontallapper og rumsterer i dennes bevidsthed. Dette faktum alene forøger sandsynligheden for, at mange vil sætte deres kryds ved mandens kandidatur, når de går til valg. Mange vælgere som enten lider af politikerlede eller manglende interesse for politik, vil sandsynligvis være tilbøjelige til det samme, og slutteligt så slår skræmmekampagner og ditto retorik sjældent fejl i politik. Det er et af de mest mangtfulde retoriske virkemidler, fordi det pirrer til den afmagt overfor et hektisk samfund, som mange har svært ved helt at gennemskue hvordan de skal håndtere. Ved at finde syndebukke, får “problemet” et ansigt, og bliver konkret at forholde sig til. Uagtet sandhedsværdien i disse udsagn.

Vi ser det samme ske i dansk politik – og for en gangs skyld, har vi her overhalet udviklingen i USA for en stund, idet DF med deres løftede fingre og skræmmeretorik der specifikt udpeger minoriteter i samfundet, er stormet frem i det sidste årti. Venstre lugtede godt muligheden skråstreg truslen for tendenserne i denne udvikling, og lagde sig tidligt i alliance med partiet. Til trods for at liberale værdier i bund og grund har meget lidt til fælles med DF´s værdisæt. Men man fandt fodslag i at udpege indvandrerne som landets nassere og ulykkesspredere, samt de arbejdsløse som dovne hunde. Man vælger helt kategorisk at se bort fra hvilken betydning som indvandringen har haft for, at Danmark kunne udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det kan undre, at et ellers meget tolerant samfund vendte rundt og blev så forskræmt og fordømmende. Igen kan vi takke mediedækningen, og de mange skræmmekampagner. Tabloidaviser der leverer “beviser” på disse gruppers adfærd, som beskrevet af DF, giver partiet vind i sejlene. Folk i provinsen får et indtryk af at hovedstaden ligger under for ren anarki, samt subkulturer der hører Afghanistan til. Dermed skal problematikkerne ikke underkendes, idet de eksisterer. Dog ikke i den skala som medierne og DF gerne vil have det til at lyde til. Man kan endda yde den påstand, at det er medierne selv, som er med til at virke fremherskende disse tilstande. Dermed kommer vi frem til et andet vigtigt element: Ansvar. Her med reference til massemediernes ansvar og etiske ståsted. Hvis man som public service bliver alt for optaget af nyhedsværdi og sensationslyst, skaber man et stadigt stigende behov for samme. Nyhederne leveres på mediernes præmis, og bliver således også en slags paramount reality, som Silverstone betegner den medierede virkelighed som vi er omgivet af, og blandt andet selv bidrager til som mediebrugere. Den medierede virkelighed bliver en selvstændig enhed i virkeligheden, hvor grænserne forsvinder eller glider ind i hinanden over tid.

Vender vi blikket tilbage på den amerikanske valgkamp, kan vi se hvordan for eksempel demokraternes agenda og dette partis kandidater drukner i det medieshow, som Trump har stablet på benene. Tvivlerne hører og ser kun Trump – og selv flere af Hillary´s modangreb på Trump er med til at give ham mere spalteplads. Set med mine øjne, er det en kritisk og farlig kurs for demokraterne at følge. Dels fordi det er god (kampagne) skik ikke at svine sin konkurrent til (ved at bidrage til svinestregerne, går man ned på samme niveau, som det man foragter!); og dels fordi det tager dyrebar spalteplads fra partiets egen agenda og synlighed. Når alle kommenterer Trump på de sociale medier, er de med til at forstærke Trumpeffekten samt mediedækningen af ham. Manden er på ingen måde uintelligent, og han har temmelig sikkert helt bevidst valgt at fremstå med dette image som pauseklovnen, fordi det har en kæmpe spreadability faktor. Spørgsmålet er, om han virkelig ville kunne stå inde for sine udtalelser for det tilfælde at han vælges ind som præsident. Manden er mangemillionær og en kapitalist, der har vist sig at foretrække penge i skattely, og er tilsyneladende en person, for hvem målet helliger midlet. Det er tvivlsomt hvor meget han har at tilbyde den middelklasse som lige nu lader sig imponere af ham og hans fremtoning. Man kunne fundere over, om det i virkeligheden netop er middelmådigheden som han håner så kraftigt med sine fakter og latterliggørende udbrud.

Alting har en livscyklus. Det gælder også indenfor mediedækning. Der foreligger en vis sandsynlighed for at mediedækningen tager så meget fart, at de amerikanske vælgere når deres mæthedspunkt før kampagnen er overstået og valget finder sted. Måske vil vælgerne til sidst være så fomstoppede med Trumps mediestunts, at de får kvalme af at se mere af samme kaliber. En kvalme der bliver så stærk ved valget i januar 2017, at tanken om at han skal tone frem på skærmen de næste 4 år med (eller uden) den samme agenda, får hårene til at rejse sig, og i sidste ende hånden til at sætte krydset et andet sted.

image

Tid til tanker

Det slår mig, at noget af det der er virkelig gavnligt for mig ved mine studier er, at jeg får afsat tid med mig selv til tanker. Tanker som bliver stimuleret af de input, som mit studie giver mig. Dette indslag er ingen undtagelse.

Jeg får æren af at stifte bekendtskab med store tænkere – fra Derrida, over Harraway til en moderne tænker som Manuel Castells – hvor jeg inviteres til at forholde mig til filosofi, feminisme, og internettets fællesskaber. Godt for det, for det er stof der bliver lagt i min hjerne, som forplanter sig og formerer sig. Men hold nu ud, for det er ikke min viden som jeg vil prale af; men derimod hvad denne viden gør ved mig, mit sind og min krop, som jeg gerne vil dvæle lidt ved. Hvorfor nu det?

Fordi det er gået op for mig, at det er utroligt livsgivende, og at det giver en masse positiv energi, fordi jeg rent fysisk udfordrer min hjerne, og giver den noget at arbejde med. Vores hjerner er formet af plastisk masse. Den omformer sig, og tilpasser sig den aktivitet, som den udsættes for. På samme måde som resten af muskelmassen i vores krop. Fodrer vi os selv med sukker og usund mad, samt slækker på motionen, bliver vi slaskede ugidelige, dovne og i værste fald syge.

Parelliseringen burde ikke være til at tage fejl af, med reference til vores hjerner, og den aktivitet som vi dagligt udsætter den for. Medialiseringen og omgivelserne fordrer at vi bruger stadigt stigende omfang af vores kostbare tid på SoMe (social media), imens vi halser rundt i hamsterhjulet for at nå at hente børn, købe ind og lave mad. Det kræver disciplin ikke at hænge fast i opslag på fx. Facebook. Opslag som er fine nok, som et informationsgrundlag til at følge med i omgivelsernes liv, interessante debatter med videre. Men, for jeg ser et men. Vaner bliver nemt til uvaner. Hjernen får simpelthen ikke den næring, som den higer efter, når vi er på de sociale medier. Lidt ligesom nutrasweet og andre sødemidlers indvirken på kroppen, bliver vi hængende lidt længere, fordi hjernen er overbevist om, at den der belønning komme – i dette tilfælde ikke sukker, men stimuli som hjernen kan bruge til noget, og arbejde videre med. I nogle tilfælde sker dette, og det gør så ikke trangen til at zappe rundt i SoMe mindre. Zapperiet får os også til at glemme muligheden for at falde i staver, og bogstaveligt talt svømme rundt i vores egne tanker. Deri mener jeg, at noget værdi går tabt. For ved denne tankestrøm, giver man slip og lader sig inspirere, tænke større visioner, give drømmene næring, samt mærke sig selv. I sidste ende tror jeg, at det påvirker vores livskvalitet, at træffe nogle bevidste valg om hvad, og med hvor meget, vi vil fodre vores hjerne med de forskellige input.

Blot et tankestrejf herfra. Og måske, stof til eftertanke? ….