digital dannelse

Nær dig – bag ved skærmen

Corona feberen raser verden over, hvor mennesker sidder afskærmet fra omverden i deres hjem.

Aldrig før har den lille skærm i hånden, der forbinder dig til din verden, og får verden hjem i din stue, været vigtigere for dig.

Så meget, at du via sundhedskampagner bliver opfordret til at springe ud i det med kamera, hvis ikke det er noget, som du har gjort før.

Det er der en grund til. Skærmen kan nemlig mere end man lige skulle tro.

Altid til stede

Børn og unge har vidst det længe, for det er allerede en integreret del af deres liv at være forbundet via ”skærmen”. Det er ikke det samme som at være sammen, men det er et godt supplement (når man ikke har mulighed for at være sammen).

Man kan altid komme i kontakt med hinanden. Og man har mulighed for at komme i kontakt med flere mennesker på en eftermiddag eller en aften, end det ville være fysisk muligt.

For børnene og de unge, er den digitale dialog via mobilen eller spillekonsollen blevet så integreret en del af deres sociale liv, at det kan føles som en afvisning (i den anden ende), hvis de ikke reagerer på en henvendelse. Det er de meget opmærksomme på, og selv følsomme over for.

De mange timer ved skærmen, og den parallelle dialog har drevet nogle forældre til vanvid. Men det er måske nu, at de selvsamme forældre begynder at kunne forstå behovet, samt se hvad det handler om.

Når børn og unge deltager i de digitale dialoger, sker det ikke på bekostning af det rum som de er i. Det vil sige, at de ikke fravælger de personer som de er sammen med. De udvider blot rummet til at have flere deltagere.

Det er denne glæde ved samværet via skærmen, som flere generationer nu kommer til at opleve på nært hold, under denne raserende Corona feber.

Nær dig

For tiden, hvor vi ikke kan være sammen med hinanden på kryds og tværs, er den digitale enhed vores bedste mulighed for at ses, og “mærke” hinanden.

Den afstand som der opstår i nærværet bag skærmen fordrer mere intimitet og fortrolighed.

Nogle gange opstår behovet for intimitet og tillid som følge af den afstand som skærmen også skaber, så man bedre kan “mærke” hinanden og være hinanden nær.

Andre gange medfører skærmen, eller stemmen i røret, at det kan være nemmere at tale om ting, som man ikke ville have mod til ansigt til ansigt.

Skærmen giver nemlig en følelse af tryghed, og afskærmning fra den anden persons reaktioner.

Det er både godt og skidt.

Det er i dette rum (vakum), at man skal være opmærksom på, at skærmen/telefonen påvirker dialogen, som beskrevet overfor. Er man opmærksom på det, kan man også bedre agere derefter.

Tillid og fortrolige samtaler

Hvis skærmen indgyder mod til mere fortrolighed mellem nære venner eller familie, burde der ikke være noget dårligt i det.

Tillid mellem mennesker er nødvendig for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person. Tillid er en nødvendig præmis for et fungerende (demokratisk) samfund. Mister vi som mennesker tilliden til hinanden, påvirker det hele vores samfundsstruktur. Det er derfor en værdi, som er værd at værne om.

Men det er altid vigtigt, at man (i enhver sammenhæng), mærker efter sine egne grænser, og ikke indgår i en dialog, og herunder handlinger, som man ikke har lyst til.

Det kan være mindst lige så svært at sætte grænser, og sige fra, når man kun har en teknologisk forbindelse, som det kan være ansigt til ansigt. Men det er en nødvendig øvelse. For at kende sine grænser, kan det hjælpe at kende til sine personlige rettigheder.

Skænderi på skrift

Du kender det sikkert godt. Et skænderi på sms/chat virker ikke rigtig. Det eskalerer nemt, og ryger måske ud af proportioner.

Det samme gælder for sarkasme eller humor, hvis personen ikke kender dig godt. Det findes der talrige eksempler af på sociale medier som fx. twitter og facebook. Mange skriver som om de taler med den anden, men det kan man faktisk ikke gøre, uden risiko for at blive misfortolket.

Det skrevne sprog er bogstaveligt, og har ikke ansigtsmimikkens og kropssignalerne til at underbygge budskabet med. Derfor opstår der mulighed for misforståelser.

Desuden har det skrevne sprog den ulempe, at det som aflæses er afhængigt at modtagerens humør, samt opfattelse af afsenderen (i langt højere grad, end det vil gøre sig gældende i en ansigt til ansigt samtale).

For nogle vil det dog sikkert føles nemmere at skændes på sms/chat, fordi man ikke står ansigt til ansigt med den anden persons reaktioner. Så det er jo ikke fordi, at der er tale om enten eller. Men man skal gøre sig selv bevidst om, at der nemt kan optrappes til yderligere konflikt via det skrevne. Som oftest vil en dialog være bedre end vrede, uanset om den foretages verbalt og ansigt til ansigt, eller på tekst.

Aspergers – en tangent til din SMS, chat, eller SoMe fora

Folk der lider af Aspergers syndrom har svært ved at afkode disse kropssignaler, og aflæser, groft sagt, hele verden, som var det skrevet på en chat.

Det afføder mange upassende kommentarer, helt uden filter eller indlevningsevne. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men til dårlige menneskekendere.

Vi kender lidt til det fra de sociale fora (SoMe), hvor der ofte er nogle (trolle), der i den grad overfuser de andre aktører/deltagere med deres fornærmelser og angreb, under påskud af, at de “bare siger sandheden”, eller “hvad de mener”.

Den gode gamle Emma Gad for offentlig god tone og skik (i moderne sprogform), gør sig stadig gældende, når vi samtaler på skrift; og vi skal være mere opmærksomme på, om vores tekster kan misforstås.

Krænkelser og krav (grooming)

De digitale enheder indgår i vores verdensbillede, og er en del af vores livsverden. Vi er blevet moderne mennesker, for hvem kontakten til omverden styrkes via de digitale dialoger.

Det betyder desværre også, at de mennesker som har en tendens til at udnytte andre, fortsat vil gøre det. De har fået et større spillerum via kameraet på skærmen, og det udnytter de.

Unge, børn, og voksne forledes til dialoger og handlinger, som opbygges under en falsk præmis om fortrolighed og tillid via skærmen. Det kan være en nær relation, og det kan være en fjern. Nøjagtig, som det er tilfældet med overgreb (mod mindreårige) i det fysiske rum.

Nogle organisationer advarer endda mod, at Corona får flere børn og unge i risikozonen for overgreb via skærmen. Først og fremmest fordi de i mange tilfælde vil være online i flere timer, og dermed i større risiko for kontakt. Men det handler også om, at de mange timer bag skærmen kan gøre det sværere at komme til at tale med andre om, hvad der er sket. Derved er der risiko for, at den første kontakt eskalerer til mere intim karakter og deciderede overgreb.

Derfor er det altid en god idé at have en åben dialog med sine børn om, hvem de har talt og spillet med, og om hvordan de har haft det i dag. Det vil sikkert være flovt for dem at indrømme, hvis der har været en episode, så derfor er det vigtigt, at du afholder dig fra at være dømmende, men husker at støtte og trøste dit barn.

Forstå grooming – og få gode råd til hvordan du kan håndtere det [link: Red Barnets psykolog om grooming].

Krænkelser er en præmis, som vi altid skal sige fra over for (og, som vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for). Men det skal ikke forhindre os i at være mennesker, med et naturligt behov for nærhed og tillid til hinanden. Det ville være den helt forkerte vej at gå, og det vil være med til at udskamme de personer, som med deres gode ret har tillid til andre mennesker.

Det vil altid være krænkeren som er på vildspor, og ikke den person som stolede på den anden, hvadenten man blev vildledt og fik misbrugt sin tillid, eller ej.

Vidste du, at dine børn har rettigheder?

Det gør dit barn sikkert.

Børn i dag lærer ofte i skolen, at de har rettigheder, hvor de ikke skal affinde sig med en agressiv tone, vold med mere (og dermed også, at de har et ansvar for hinanden). Det gælder for de yngre årgange, men er måske ikke så udtalt på de ældre årgange, som man kunne ønske.

Børnenes rettigheder er nedfældet i børnekonventionen (her Børnerådets forkortelse til let sprog). I år er denne blevet opdateret med grafik, der skal gøre det lettere for børnene at forholde sig til dem. Det giver også et bedre overblik, for børn og voksne, så det er nemmere at tale om de enkelte rettigheder, og deres betydning. Alene denne opdatering giver et meget godt billede af, hvordan man gerne vil inddrage børn i dialogen.

Ud over de mere globale træk, så forholder børnekonventionen sig til, at børn er mennesker, der ud over deres rettigheder som sådan (som mennesker), har krav på beskyttelse og omsorg fra de voksne og staten.

De er sårbare mennesker, fordi de er mennesker under udvikling, og som derfor er afhængige af, at der er voksne omkring dem, som sørger for at de får en tryg opvækst, hvor de kan udvikle sig som hele mennesker. Så langt så godt.

Vores børn, vores fremtid

Når vi siger, at vores børn er vores fremtid, er det ikke helt uden betydning hvilken opvækst de har; og hvordan de opfatter sig selv og hinanden i fællesskabet (vores samfund). Det gælder såvel det nationale, som det globale og det digitale samfund.

Den måde som vi bliver behandlet på som børn, samt hvad vi finder som acceptabel adfærd (mellem børn og voksne), vil i en eller anden udstrækning påvirke vores omgang med andre mennesker i verden, og derhjemme.

Når vi lærer at omgå hinanden med respekt for den enkelte persons rettigheder, lærer vi også at tage vare på vores egne rettigheder. I en verden, hvor vi bliver stadig flere mennesker, og hvor vi skal forholde os til flere handlinger på den globale scene, bliver denne egenskab, og empati for hinanden, en nødvendighed.

Jeg er overbevist om, at den tone som vi lærer som “acceptabel” som børn og unge, præger vores udsyn og omgangstone med andre mennesker. Det er derfra at vi skelner i kultur og klasser i samfundet. Se bare på hvordan udviklingen har været i de seneste årtier, med Danmark som eksempel.


Autoritetstro

I dagens Danmark i 70´erne og 80´erne bar tonen i hjemmet stadig præg af, at Danmark var et industrisamfund, som havde rejst sig fra landbruget, samt arbejdsbevægelsen i 1930´erne. Man var bekendt med, at man havde fået nogle rettigheder som arbejder, men også styret med et tankesæt fra en verden, der boomede økonomisk og industrielt. Vækst var et succeskriterie. Mennesket skulle bidrage til den vækst, og det hænger stadig i strukturerne (at vi skal det).

Tonen var ofte rå, sarkastisk og præget af sort humor. Dansk/engelske værdier, vil nogen mene (og det er muligt). Dengang var det ikke uhørt, at en lærer var sarkastisk i sin kommunikation med børnene, eller at man gjorde lidt nar ad dem. Men denne tone er ikke så udbredt længere i børnenes univers, og den kolliderer med den såkaldte “curling” kultur, som får mange hug af medier og voksne, som ikke selv har børn i skolealderen.

Den eksisterende kultur stiller samtidig krav til forældrene om, at de møder op til fodboldtræningen, hvor de er med på sidelinjen eller deltager i træningen af børnene. Det handler ikke altid om, at forældrene vil “bone isen” for deres børn, men at det også bliver forventet, at de stiller op for dem og kører med til dit og dat. På den anden side, giver det også en anden nærhed og noget at tale om, når man som forælder gør det.

Kontrasten består sikkert i, at børn fra 70-80´erne ikke havde den samme forældreopbakning, og at mange sikkert glemmer, at synet på børn dengang var et helt andet. Det ville i dag være helt utænkeligt, at man parkerede sit barn på bagsædet uden sele på, i en røgfyldt bil – og hvor det var barnet som fik hug, for at klage over røgen i kabinen (eller at få åbnet vinduet).

De voksne var dengang stadig autoriteter; hvor de i dag er autoritære. Forskellen er nogenlunde den samme som i management og leadership. En autoritet har altid magten, og altid ret (selvom det ikke er sandt). Den autoritære forælder hviler i sin ledelse, lytter til barnet, men træffer stadig afgørelserne ud fra barnets og den voksnes rettigheder og bedste vel.

Børn i dag bliver sårede, vrede og kede af det, når de bliver bliver mødt med en hilsen som “hej røvhuller”, når faren stikker hovedet ind på værelset for at sige hej; eller når de bliver bedt om at “holde kæft”. De forventer, at man udtrykker sig ordenligt og med respekt for dem, på samme måde, som man ville tale til en voksen eller den anden forælder. Børn har stadig behov for, at det er forældrene som leder og tager beslutninger, men de er bevidste om, at de gerne vil høres og at de gerne må have en mening omkring det, som der bliver talt om.

Kultur har betydning

Kulturen i samfundet har altså betydning for hvordan vi omgås med hinanden. Mange voksne har ikke opdaget, at der er en kultur tilknyttet det digitale samfund, som i dag er en integreret del af børn, unge og voksnes hverdag. Ungekulturen er præget af en paparazi tilstedeværelse, hvor kameraet er med som det “vågne øje”. Der hersker stadig en uciviliseret og “vild vest” kultur i det digitale univers, som vi er nødt til at tage hånd om. Det digitale rum er ikke et sted, hvor der gælder andre regler end i de øvrige rum i samfundet; og dermed hvordan vi behandler hinanden, og har et ansvar for hinanden.

Vi er nogle som har mere ansvar end andre, til at få ændret på den kultur. Det er os, som har en viden om mediernes egenskaber og effekt på vores dialoger, og hvordan de fremmer nogle tendenser, idet skærmen skaber en afstand og en konstant tilstedeværelse, som vi som mennesker er nødt til at være bevidste om, for at kunne navigere mere modent.

At noget er muligt, gør det ikke mere rigtigt – det er for eksempel ikke ok at stjæle fra frugtboden eller kurven ude på butikkens fortorv, fordi man kan. Det bliver fristende for nogle, men her har omverden (inkl. loven) et ansvar for at sige fra, for at stoppe det som foregår.

Sådan er det også digitalt. Det kommer vi til at tale meget mere om. Det er ikke mediet, men mennesket som er ansvarlig for sine handlinger. Den ansvarlighed bliver dog lidt sværere at påtale, så længe folk er uvidende om, hvordan mediet er med til at virke som katalysator for nogle tankeløse handlinger, som i de fleste tilfælde ikke har været tilsigtet. Omvendt bør straffen være tilsvarende hårdere for dem, som bevidst udnytter mediet til at krænke andre. Det skal vi ikke acceptere.

Vi skal tale mere om, hvilke rettigheder man har digitalt, og hvordan man kan sætte sine grænser, samt få lovmæssig opbakning, uden victim blaming. Det skal vi gøre i skolen, på ungdomsuddannelsen, og derhjemme. Det er lidt af et (stort og komplekst) bjerg at indtage i ét skridt, så vi må sørge for, at vi er flere som tager de skridt mod det samme mål.

Mange bække små, gør en stor å

Fortnite er gået i sort

Verden over sidder undrende brugere og glor på et sort hul i deres skærm

Hullet på skærmen er resultatet af det event, der har været annonceret fra Fortnite udviklerne af Epic games. Eventet skulle afslutte sæson 1 (og starte en sæson 2).

Måske!? Det er det store spørgsmål som mange brugere stiller sig nu.

Det er lidt af en udfordring for vores børn, for det hul symboliserer på mange måder det hul, som de føler inde i sig selv, ovenpå det event.

 

Facebook opdaterering!

Forestil dig, at du som forælder fik at vide, at facebook skulle opdateres, for at ændre på algortimerne og leve op til nye lovkrav; og at der ville komme en version 2.

At denne opdatering medførte, at du som forælder mistede alle dine kontakter på facebook, uden at vide hvornår, eller om, du nogensinde ville få forbindelse til dem igen, når eventet for skiftet fra version 1 til version 2 udspillede sig på din skærm.

Kun for at ende op med det #fortniteblackhole, som brugere verden over, nu sidder frustreret og kigger på.

Det er nogenlunde hvad der sker nu for dit barn (og andre brugere) lige nu.

Og alligevel ikke helt.

 

Det virtuelle mødested og legeplads

For børn, unge og voksne som spiller fortnite, har opbygget et helt univers, hvor de kan spille på tværs af forskellige platforme.

Børnene kan kommunikere med deres venner via mikrofonen på Playstation, når de spiller fortnite med vennerne. De kan spille fortnite med brugere af andre platforme, som fx pc eller Xbox.

Det er muligt at kommunikere med sine venner via mikrofonen på Playstation, nu hvor fortnite er gået i sort. Men man kan ikke komme i kontakt  med de andre brugere fra andre platforme. Og det er heller ikke så simpelt at skabe den kontakt, uden et spil, som man kan invitere ind til.

De er vant til at koble på hver dag, for at spille med hinanden og udfordre sig selv i spillet. Udvinde nye kampe og udfordringer sammen, grine og græde. Når de sidder der bag skærmen, får snakken og det sociale et helt andet indhold og værdi.

 

Den daglige rytme er gået i sort

Legepladsen, hvor man mødes dagligt, er lukket indtil videre, på grund af ombygning.

Internettet, der før gav ubegrænset adgang til at mødes med vennerne, afskærer dem nu fra at mødes på deres favoritlegeplads. Fra det ene øjeblik til det andet, er alt dette suget ud med det sorte hul på skærmen.

Det udfordrer fantasi og motivation til at lave noget andet. Det udforder også kontakten til deres venner. 

Det sorte hul på skærmen, føles faktisk som et hul i deres sociale liv.

I min søns tilfælde sikkert endnu større, for han har endnu ikke sin mobil egen telefon. Det er efterårsferie, og der er intet der ligner en normal hverdag. Bedstevennen er på besøg hos sin familie. Og det kræver en forældreindsats, at han ser sine venner, hvis han ikke selv kan komme i kontakt med dem online.

For størsteparten af brugerne, er det tilfældet, at de har venner uden for spillet. Men ofte konvergerer digitalt venskab med det, og underbygger det.

Det skaber et hul i deres daglige aktivitet, hvor de er vant til at bruge mange timer på spillet.

De har brugt mange penge på at købe features inde i spillet. Min søn (og mange andre spillere), føler sig snydt (nu), og stiller spørgsmålstegn ved, om det var det værd at bruge så mange penge i fortnite.

– En sund refleksion, som jeg jo selv har stillet ham tit, når han endnu en gang har valgt at brænde sine lommepenge af på det spil.

De har måske kæmpet sig højt op i spillets hieraki og belønningssystem. Alt det som de har kæmpet for, inklusive æren og prestigen, er nu væk. Suget ud med hullet i skærmen.

Så det sorte hul, kan ikke andet end føles som et tab af noget meget vigtigt, der skaber et hul i det sociale liv, og dagens aktiviteter.

Uanset, om man vil forstå det som forælder eller ej.

 

Uvished

En vigtig pointe: ingen ved, om der kommer en version 2 (selvom det var hvad der var rygter om). Ingen ved med sikkerhed, om fortnite kommer op at køre igen. Der er ingen officielle udmeldinger overhovedet fra Epic games. Men #fortnite hitter uovertruffent på twitter med spekulationer og frustrationer.

Uvished er en meget stærk faktor for den menneskelige psyke. Det skal dit barn tumle med, oveni i de andre ting, som jeg nævnte her.

Der er altså ikke tale om curling, når man som medieforsker gerne vil gøre alle forældre opmærksomme på, hvad det er deres børn gennemlever. Såfremt forældrene ovenikøbet hakker på børnene over at de surmuler, så er vi på vej ud i en interessekonflikt, der ikke gavner barnet. Der er i hvert fald tale om manglende forståelse og anerkendelse, som et meget subtilt menneskeligt behov.

 

Kun skærmen der er gået i sort

Hjemme hos os, er det kun skærmen, der er gået i sort. Min søn har set youtube og spillet FIFA, og vi har fået talt en hel del mere om fortnite, end vi ellers ville have gjort.

Eftersom jeg interesser mig for feltet, har uddannet mig i digitale medier, og forsket i de unges digitale livsverden, er jeg jo helt på det rene med, hvor meget det rumsterer i min søns hovede i disse dage, at fortnite er gået i sort. Men det var ikke kun ham, som var bekymret (eller undrede sig).

Jeg var oprigtigt talt nervøs for, at hele skidtet var blevet hacket (og hvad konsekvenserne kunne være af det). Min forretningsforståelse gør, at jeg undrer mig over Epic Games strategi, når de risikerer at gøre så mange brugere frustrerede over, at de har mistet deres investering. Det gav heller ikke mening, at Epic Games skulle ønske at lukke en pengemaskine af denne kaliber. Det virker underligt, at de ikke engang laver et nyt countdown til et release af version 2.

Min søn har stadig håbet. Han tror på, at det hele er et set-up fra Epic games.

Håbet, og med det lyset i min søns øjne, blev tændt yderligere af, at jeg fandt nogle offentliggørelser af den mulige version 2. Det ser til gengæld spændende ud, og hvis det holder skik (og altså ikke er fake), er det sikkert værd for de fleste at vente på. Men jeg tror, at der er mange som har brændt nallerne, og vil være påpasselige med at lægge for mange penge i spillet igen. Måske. Epic games er mestre i neuromarketing, og har udviklet et spilunivers, der i den grad er styret af det.

Jeg anerkender, at det sociale liv som min søn navigerer i, er en skøn blanding af det digitale og det fysiske. Ofte glider de grænser ind over hinanden, hvor legeaftaler om at mødes på trampolinen opstår, imens de løber rundt i et battle i fortnite.

Jeg har spurgt ind til, om han har talt med nogle af sine venner online i dag, og om han vil have flere legeaftaler i denne uge, hvor vi også har efterårsferie.

 

PR stunt af format

Der er muligvis tale om et kæmpe PR stunt fra Epic games. Det endte endda i dagens nyhedsoverblik på TV2 News(!).

Det er dog ikke uden risici at lave sådan et PR stunt. Brugere verden over, er begyndt at give udtryk for deres harme på twitter #fortnite #epicgames #blackhole.

Andre beundrer stuntet. Og nogle føler sig decideret røvrendt over, at deres investeringer (fysiske og mentale), er forsvundet ud i det hul.

Tilbage er der bare at vente, og se hvad der sker.