balance

Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

Reklamer

If …

I love this poem written by Rudyard Kipling. Although written in another time, I believe that by living these virtues, one can keep their spirit free from harnishing.

Anytime.

IMG_0438

 

Det starter med en tanke …

IMG_0437

 

Digtet siger det hele, og mere til. Der skal så lidt til før en vane (eller en uvane), bliver til en rutine. Det sker ganske ubemærket, med mindre der er tale om en (u)vane som man vil ændre. Det kan være hårdt at ændre kurs, men ikke umuligt. Det hele starter med en tanke.