balance

På vej …

874a6b002685bf33aa3b873bf6eb1fc3

I denne forhippede medierede verden, tror jeg nemt at vi kommer til at glemme “hvad livet er for noget”. Vi ser de andres forkromede og polerede opslag; og alle har travlt med at vise deres bedste (ønskværdige) sider. Det er der i og for sig ikke noget galt i, at man gør. Dårlige vibes og nyheder er der rigeligt af i verden. Man skal bare huske på, at éns eget liv ikke er ved at falde fra hinanden på de grå dage.

Der er fart over feltet, og ofte mange forandringer i gang på samme tid. Alligevel forventer vi, at vi sidder og vugger på havoverfladen med ansigtet mod solen imens fødderne plasker i vandet (det sker jo også!). Et liv på overfladen har modpol i sin substans. Det er dér vi bliver formet som mennesker. Når vi rejser, skinner solen ikke altid. Det er ikke altid sommer, og hele ruten er altså ikke på motorvejen; uanset hvor i verden vi drager hen.

På de grå dage, hvor vi dykker ned i vores sind, tanker og følelser, kan vi let føle vildrede. Det kan være ubekvemt, som en kold regn. Man skal lige omstille sig. Det gælder i hvert fald for mig. Dels fordi, jeg af grundsubstans “altid” har været glad (og gerne vil være der). Med tiden har jeg dog lært, hvor forløsende det er at give plads til de grå dage, dybe tanker og lade sindet få taletid (hvor det for mig virker at sætte mig ved tasterne og sætte ord på). Hvis man giver kroppen lov til at være med, så sker der noget. Gråd kan være enormt forløsende og rense godt ud, så man bagefter sidder tilbage med en ro, fornyet energi og glæde til at komme videre. Ofte er det en skattekiste fuld af refleksion og erkendelse, som gemmer sig bag disse sving på vejen. Det bliver forløsningen fra de tågede grå dage, til solskin og måske guld for enden af regnbuen. Tågen er i hvert fald lettet.

Derfor er jeg begyndt at holde lige så meget af de grå dage, som de dage hvor jeg er let som en fjer, og flagrer i vinden. Man kan sagtens have begge fødder plantet solidt på jorden når man lander. Lette og flagre rundt, samt dykke dybt ned under overfladen, for at finde svar og løsninger. Det hele er en del af rejsen på livets vej. Når vi igen og igen kommer ud på nye veje, nye destinationer; så vil terrænet unægteligt også forandre sig. Der vil være udfordringer og fantastiske udsigter. Fuldstændig som det skal være.

 

Reklamer

WiFi-fri zone

Der er ingen wiFi i vores spanske hytte – i kontrast til stort set resten af verden. Det har givet mig nogle tanker og oplevelser om, hvordan internettet er blevet en integreret del af det moderne liv. På godt og ondt.

Indrømmet, de første dage var det lidt af en udfordring, fordi jeg havde arbejde, som skulle gøres online. Men så vendte det.

For der er også lidt af et manifest over, at stå af ræset og ikke konstant at være tilgængelig og/eller opdateret med den uendelige strøm af opdateringer, som florerer.

Altid opkoblet

I den moderne verden, er vi konstant tilgængelige, fordi vi er forbundet via smartphones og internet. Det er smart, og det er bekvemt langt hen ad vejen. De offentlige services, bankverdenen med videre, udvikler sig derefter. Tiden hvor man skulle gå ned på posthuset (eller banken), for at betale sine regninger, er en æra blot.

Mange tænker sikkert ikke over, at det har været sådan. Vi har unge generationer i Danmark, som overhovedet ikke kender til det fænomen, at skulle betale regninger fysisk (for blot at nævnet et blandt de mange eksempler). Jeg er lige kommet retur fra et område, som stadig er i transit, og som er ved at omstille sig til en digitalisering af også disse services. Til stor moro for de personer, som ikke har WiFi, pc og den sidste nye model af mobiltelefon. Enten af uvilje, eller på grund af manglende midler. Det lyder måske som det rene uland, men rejsen er ikke længere væk, end at den er indenfor EU, nemlig Spanien. Processen er i gang, så dem der stritter imod, må jo bøje sig for samfundets strukturer (med kravet om digitalisering af de nævnte services).

Digitaliseringen gør det nemt at udrette mange praktiske ærinder hjemmefra i et hug. Det kender vi fra den danske hverdag. Men med denne “nemhed” forekommer der også en anden tidshorisont og tolerance for, hvornår man som borger skal nå at reagere på eksempelvis e-post fra det offentlige og andre store aktører. Så i stedet for, at man i teorien kunne klare det hele på en gang, skal man nu holde øje med, hvornår man får henvendelser, som man skal reagere på, samt holde styr på forskellige betalingsfrister med videre. Magtbalancen er rykket i de store aktørers favør. Denne forventning er med til at rykke ved den psykiske opfattelse af hvor tit og hvor meget man skal være på internettet, for at have styr på sine sager (sms/email adviseringer finder jo også sted på diverse digitale enheder).

Allerede her, er der en forventning om, at man også er opkoblet online i et vidst påkrævet omfang … Nogle erkender dette som en stressfaktor, imens andre prøver at følge med strømmen så godt, som de nu kan.

Afkobling – eller destress?

Den konstante tilgængelighed narrer vores hjerner til at tro, at vi skal være konstant tilgængelige. Er vi ikke det, kan det sætte en uro i gang i kroppen. Men faktisk vil jeg tale for, at man bevidst fravælger at være konstant tilgængelig, og at vi får det implementeret i vores moderne kultur. Det skal være helt legitimt, at man ikke reagerer på en besked straks; og at man kan være sammen med de mennesker, som man er rum med, selvom der er andre bag skærmen som også ønsker ens opmærksomhed.

Det er min erfaring, at det faktisk kan være lidt af en befrielse ikke konstant at skulle forholde sig til hvad vennerne har lavet af opslag, har spist eller gjort, med eller uden deres børn. Det er fint nok at følge med i et adræt og distanceret tempo, hvor man følger med, når det passer ind i den rytme man har for dagen. Det handler ikke om manglende interesse for de andre, men om at være der hvor man er, og have ret til det. For selvfølgelig er det stadig hyggeligt at følge med i vennernes gøren og laden. Men det behøver ikke at have min konstante opmærksomhed (og den indstilling, har jeg så valgt at tage med hjem til WiFi-zonen). Velvidende at dette statement kan virke en anelse helligt, og totalt ude af trit med den virkelighed, som eksempelvis de helt unge navigerer i.

Vi har brug for at være et med os selv og hinanden. I naturen, derhjemme, når vi dyrker sport eller noget andet. Det er fint nok, at man gerne vil multikommunikere, og også kan have en samtale med andre via skærmen, når man er sammen med andre (eller secondscreener på TV/Netflix mv). Men det skal også være sådan, at man kan vælge at træde ud af WiFi-zonen (hvadenten den er der eller ej). For det har kroppen, hjernen og sindet brug for. Hvad der gavner det enkelte menneske, gavner også samfundet som helhed. Derfor skal vi huske at være mennesker, og bruge teknologien til vinding, og ikke til forfald.

Det moderne samfund versus mennesket

Stress er blevet et “normalt” symptom i vores samfund. Men det er alt andet end en normaltilstand. Får den først fat i kroppen, kan den nedbryde den totalt, og gøre personen uarbejdsdygtig i en rum tid. Et samfund bestående af en befolkning, hvor en stor del har været sygemeldte på grund af stess, er et advarselssignal af de helt store. Det er et tydeligt tegn på, at mange ting er kørt af sporet, og er afkoblet fra hvad vi som mennesker kan stå model til. Stress er ofte relateret til alt det, som vi ikke når (eller selv føler at vi skal leve op til). Hvadenten det er os selv eller andre, som har sat agendaen eller barren for forventningen om hvad man skal kunne nå, eller administrere i dagligdagen. Derfor nytter det ikke, hvis også teknologien, som egentlig skulle gøre det mere bekvemt for os, begynder at stresse vores tankevirksomhed.

Vi nordboere har ofte en opfattelse af, at tingene går lidt langsommere når vi er sydpå. Det gør de måske også, fordi vi selv er på ferie, når vi er der. Og så er der alligevel et gran af sandhed i den opfattelse. For der er stadig ting, som man håndterer mellem mennesker, mikset med en kultur der har en grunderkendelse af, at vi er mennesker og ikke maskiner. Her føler jeg ofte, at man i Danmark forventer at vi er maskiner. Når humanismen kommer i første række, erkender man rettigheden til at fejle, og til at være langsom når det er påkrævet (hvis kroppen for eksempel giver udtryk for det).

Men der er også nye toner, som er ved at snige sig ind med det moderne spanske samfund. Jeg har netop læst en artikel i El mundo (april, 2019) om, hvordan man påtaler udbrændthed, herunder hvilke symptomer som der følger med, og hvordan denne udbrændthed adskiller sig fra stress. Artiklen fortæller, at de mange gøremål som hober sig op, er med til at få bægeret til at flyde over, hvor det er den sidste dråbe, der får udbrændtheden til at træde ind. Det er sammensuriummet af de mange gøremål, og ikke enkelte konkrete forhold, som får kroppen til at sige fra og brænde ud. Uanset om man kalder symptomerne for udbrændthed eller stress, fortæller det i den grad noget om, at det er det moderne samfund, som sætter mennesket under pres.

Derfor er det på tide, at vi bliver bevidste herom, og laver vores eget lille manifest om, at der skal være plads til at være menneske i en moderne verden; dermed gør vi brug af vores evne til at yde modmagt, sådan som Foucault beskriver de menneskelige mekanismer, når strukturerne bliver for stramme eller for magtfulde.

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.