balance

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.

 

Reklamer

Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

If …

I love this poem written by Rudyard Kipling. Although written in another time, I believe that by living these virtues, one can keep their spirit free from harnishing.

Anytime.

IMG_0438