Kommunikation

Vrede

Vrede er måske ét af dagens mest hotte ord. Det er bragt på banen i Go´morgen Danmark på TV2, hvor skuespilleren Troels Lyby var inviteret i studiet, for at tale om vrede.

Jeg synes at det er et uhyre interessant fænomen. For det er et fænomen, som klinger meget dårligt med den konfliktsky danske kultur. Det er et fænomen, som de fleste med dansk ophav, kan have det enormt svært med. Man kan for eksempel have det svært med at acceptere dets eksistens, eller i sidste ende at håndtere den, når den viser sig.

Jeg mener ligesom Troels Lyby, at vrede er en urreaktion. Noget vi reagerer med, når vi bliver behandlet forurettiget, føler os trådt over tæerne eller ikke hørt. Eller burde reagere med. Mange af os er blevet belært om, at vi ikke må blive vrede. Ofte i så tidlig en alder, at vi desværre ikke kunne mestre at benytte et alternativ, fordi hjernen slet ikke var udviklet til det. Vanen i familien kunne også være blot at slå ned på vreden. Uagtet disse to løsninger, kunne barnet kun føle sig forkert, og at vreden var forkert. Således bliver vreden noget svært håndterbart, og tabubelagt. Det bliver sværere og sværere at forholde sig til vrede, ved at bevæge sig ad den vej. Gennem NLP lærer man at give udtryk for sin vrede verbalt, uden at komme op i svingninger. For vrede har sådan en kraft, at hvis ikke vi lærer at blive ven med den, at kende vores egen vrede, så kan den godt tage kontrollen fra os, og gå fra konstruktiv til destruktiv.

Konstruktiv vrede er at give udtryk for sin vrede, og sætte sin grænse. Hertil hører, at man formulerer hvad man bliver vred over. Kunsten består her i, at give sig selv lov til at føle vreden, men ikke at lade den eskalere, samtidig med at man får denne katalyseret ud med ordene “det gør mig vred, når … “. Dermed respekterer man både sig selv, sine egne grænser og sin vrede, men samtidig også den person som man står i vredessituationen sammen med. Sådan et vredesudbrud kan godt være voldsomt, men er ikke bevidst krænkende i sin fremfærd. Denne person har også lært, at trække sig lidt væk fra zonen, hvis følelserne og vreden bliver for stærk, for siden at vende tilbage til dialogen.

Den destruktive vrede derimod, har mange facetter at spille på. Den kan agere meget skjult, og derfor opdager modparten den måske ikke. Men den kan også agere ekstremt aggressivt.

Nogle mennesker lærer at mestre en passiv-aggressiv adfærd, hvor de i stedet for at udtrykke den vrede de føler, angriber deres modpart med personlige angreb, der intet har at gøre med den samtale som foregår. Når en person der åbenlyst bliver vred, men ikke kan sætte ord på sin vrede, kommunikerer med ovenstående person, skal kommunikationen næsten gå galt. Nu kan den passive-aggressive angribe personen der bliver vred, med at angribe vreden. Så bliver der ikke lyttet til hinanden, men kastet anklager og frustrationer rundt i luften. Virker det bekendt? I en kultur hvor vi ikke lærer at blive ven med vores vrede, er der en vis sandsynlighed for at dette scenarie kan opstå.

Den uhæmmede destruktive vrede, giver både udtryk for sin vrede ved at råbe, men uden egentlig at sætte ord på hvad man er vred over. Til gengæld angriber den samtidig personen der står overfor med personlige angreb og gammelt nag (og gud ved hvad man kan hive ind i den optrappede konflikt, for at vinde slaget). Begge dele er ukonstruktive reaktioner, og destruktive fordi de har til hensigt at nedgøre “modparten” i mangel af evnen til at forholde sig til kernen, og det som er på spil. Lyder dette velkendt?

Tænk på de digitale dialoger. Der har vi ikke haft en opdragelse i god takt og tone. Vi er ikke blevet oplært i, at mediet (din skærm) er med til at definere en afstand til modtageren der gør, at vi i første omgang føler os alene med den vrede som vi føler. Den vrede som mange får smældet ud mellem tænderne, og som de ikke kan håndtere at konfrontere i en ansigt-ansigt kommunikation. Denne vrede har nu fået frit lejde digitalt. Men der er en risiko for at det kan være den uhæmmede og destruktive vrede som er på spil. Ikke den dialogbaserede, hvor man tager udgangspunkt i sig selv, sine egne grænser og holdninger, samt årsagen til sin vrede, for siden at argumentere sagligt for den (uagtet hvor vred man er, er det ikke ok at angribe den anden person). Set i dette perspektiv kunne man mene, at mange af de dialoger som voksne fører på de sociale medier, er nede på et “uudviklet” (barnligt) plan. Det paradoksale er, at det skrevne ord, ofte viser sig at ramme hårdere, end det som bliver sagt. Så der er altså rum for forbedring. Men der er håb forude. Som Michael Jackson sang, så starter man med personen i spejlet – altså os selv.

Når vi som brugere af skærmen bliver opmærksomme på – og tvinger os selv til at tænke på – at der sidder et menneske i den anden ende, så sker der også noget med vores adfærd og vores dialoger. Man kan øve sig i det små. Lave aftaler med sig selv om, at man ikke må besvare SMS imens man er så vred at det kammer over for én, men at må vente til man er kølet lidt ned. Det smitter af på den øvrige digitale adfærd, fordi man har taget et skridt i en mere bevidst retning, hvor man tænker over sin egen sindsstemning, og ordvalg. Tænk så på, hvordan du selv kan være med til at præge den gode digitale dialog. Vi kan sagtens være uenige (eller udtrykke vrede), uden at krænke hinanden. Vi kan være beviste om at fordre dialogen og debatten på et respektfuldt grundlag, uden personlige angreb.  Præcis, som det er tilfældet i den respektfulde ansigt til ansigt samtale.  Når det ind i mellem løber løbsk i den digitale dialog, sker det sandsynligvis på det grundlag, at skærmen får os til at glemme den/dem som sidder bag en anden skærm. At det er mennesker med følelser, meninger og en anden viden end vores egen.

Jeg mener, at vi som (digitale) kommunikatører har et ansvar for at udbrede denne viden. At vi må gøre verden bedre til at begå sig digitalt. Vi skal passe på med ikke at blive for selvfede, og beholde denne viden for os selv. Vi skal ikke blive forblændede i en tro på, at vi som fagpersoner må være de eneste som véd noget om mediets indflydelse på præmissen for vores digitale dialoger.

Reklamer

Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.

Hvilke historier fortæller du?

I går da jeg sad på bænken, imens min søn trænede fodbold inde på banen, lagde jeg mærke til noget. Lige der på tilskuerpladserne. Drama. I større eller mindre skala.

Det kom fra de historier, som forældrene delte med hinanden. Typisk var det kvinderne der distribuerede dem. Mændene deltog ved at lytte, og kommentere med deres problemløsninger.

Så slog det mig, at jeg selv kan have tendens til det samme, til trods for at jeg har noget af det mest positive livssyn og en viljestyrke til at klare lidt af hvert.

Det gav mig grund til at reflektere lidt mere over det. Hvorfor mon der var denne tendens til drama udveksling? Skyldes det reelt en indre frustration? Og har man overhovedet til hensigt, at sprede denne frustration, som man kommer til at sprede med sine historier? Er det en metode man (ubevidst) benytter til, at opsøge intimitet og skabe fortrolighed med? Kan det være et tegn på kedsomhed, eller et tegn på begge dele?  Hænger det sammen med janteloven, så vi ved at sprede en dårlig version af os selv, føler mindre skyld over vores livsglæde og de ting som går os godt? Skyldes det, at vi dagligt eksponeres for det ene drama efter det andet i diverse nyhedsmedier, så vi for at føle os hørt skruer dramaet på? Eller er vi ligefrem blevet så påvirket, at vi tror at det er den bedste måde, at fortælle vores historie på? Måske er jeg bare mere OBS på fænomenet, fordi jeg bevidst er i gang med at lægge en ny stil for min egen vej, og er dermed selv med til at skabe drama, ved at fremhæve det? Jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at det har konsekvenser når vi deler disse historier med hinanden. Vi spreder den frustration, der siver som giftige gasser fra vores krop, imens dramaet udspiller sig. Frustrationer, som planter sig hos andre som bittesmå svampesporer der borer sig ind i hjernen og sindet, uden at modtageren er bevidst om det. Det er ikke godt.

Betyder det så, at vi ikke må tale om de problemer og tanker, som vi tumler med? Selvfølgelig må vi det. Fordi vi er alle hele mennesker, der rummer alle slags følelser. Det er menneskeligt, at vi gerne vil dele dem med andre mennesker, men vi hiver hinanden ned hvis det hele ender i klagesang. De reelle problemstillinger mister også deres ret, fordi de drukner i mængden. Jeg tænker at man med en konstruktiv tilgang til kommunikationsdisciplinen, vil komme længere. Ved at benytte NLP værktøjerne og være assertiv i forhold til sig selv og problemet, og ikke gøre sig selv til offer, eller problemet til en aggression, der truer. Bedst er det, hvis vi i den samtale (indre som ydre) bevidst beder om gode råd, eller i det mindste selv bringer en perspektivering på banen, der rummer en løsning. Det kræver træning, og bevidst tænkning indtil det bliver den nye to-do.