Forfatter: CC

European citizen, belonging to Denmark and Spain. I´m into Writing, Communications and Marketing. Concerned about CSR, Happy & Healthy balanced living!

Til valg med primalhjernen

Valgkampen kører på sidst højeste i Danmark. Nedtællingen er sat i gang, hvor det ultimative politiske kapløb nu er i opløbet. Der er 2 dage tilbage.

Der bliver dystet om placeringerne ved DM i den politiske magtarena, hvor de store partier strides om at indtage podiet, flankeret af en række støttepartier.

Det er højsæson for den politiske kommunikation, som får hugget en hæl og bliver skåret til (framet), så den former den virkelighed som det pågældende parti ønsker, eller så budskaberne passer til det som de ser (vil ske).

 

Følelserne på højkant

Politikerne er pressede. De skal nå ud til mange, og de skal flytte stemmer. De ved godt, at følelser og politik hænger sammen. Både for dem selv og for vælgerne. Desuden er det via “emotionelle triggere”, at der kan vækkes for uopdagede behov (i politik, holdninger); og derfor bliver der smurt tykt på, når der appelleres til vælgernes følelser.

Der bliver med andre ord kommunikeret direkte til primalhjernen, som sidder i frontlappen. Den der styrer følelser som forelskelse og frygt, og som er ret primitiv i sin ageren. Det er dér hvor der (impuls)handles på en “her og nu analyse” i et system der er sat i alarmberedskab. Det er sådan set ét af argumenterne for, at man har 7 dages betænkningstid, når man har noteret sin underskrift på et parti.

Vælgerne er ofte for dovne til at researche og baggrundstjekke for fake news. Der får de politiske partier muligvis mere modspil fremover, eftersom at de yngre generationer vil tjekke det som ren rutine. Det bliver mere tydeligt hvor (u)kritiske eventuelle massemedier vil være, for at fremstille den ene eller den anden politiske agenda. Nogle dagblade agerer deciderede skødehunde i stedet for vagthunde – til skade for deres egen troværdighed (over for den kritiske læser). Den kritiske sans har været noget sovende, men sådan fortsætter det ikke nødvendigvis. Samtidig bliver “sandheden” også mere mudret og uigennemskuelig for den enkelte vælger (borger).

 

Markedsføring og trends i den politiske livscyklus

Politisk kommunikation minder i høj grad om markedsføring, samt branding af enkeltpersoner og partiets kerneværdier. Kerneværdier der for nogle partier har udviklet sig til en specifik symbolpolitik. Skyklapperne er sat godt til rette, og der tages ikke hensyn til et bredere udsyn, samt ekspertvurderinger. Man lytter i stedet til de interne eksperter, der nok har styr på budskaberne, og som har til opgave at føre partiet frem i rampelyset. “15 minutes of fame” som målet der helliger midlet, og hvor star-struckheden blænder for udsyn til virkeligheden. Man finder et par syndebukke, og så er lykken skabt. For en stund. For det ender med et brag (og det er ikke de andres skyld).

– Med mindre man når at udvikle en ny “darling”, som kan påvirke vælgerne følelsesmæssigt(!)

Tidens trendsetter er uden tvivl den grønne bølge. Den har taget flere partier med bukserne nede. De har slet ikke set det komme. Men budskabet fra vælgerne er klart. Den nye politiske agenda i EU (Danmark) skal handle om miljø (og rettigheder).

Venstre vil tydeligvis gerne være Danmarks største parti – og går gerne imod egne støttepartier for det. De har modarbejdet den grønne udvikling i al den tid de har siddet i Regering, men påstår nu at de er grønne og at de vil arbejde for miljø. De borgerlige er for så vidt ikke imod et bedre miljø. De kan bare ikke se hvordan dette skal harmonere med lobbyinteresserne i deres bagland (herunder landbruget). Hvis ikke de vil gå ned med et brag (på sigt), må de sande den virkelighed, som mange af landets vælgere er i stand til. Miljø hænger sammen med innovation, samt hvordan man omstiller de nuværende strukturer. Også selvom mange prøver at pege på forbrugeren og adfærdsregulere deres købshandlinger, spisevaner og forbrug. Det ene udelukker ikke det andet. Det ene tiltag fungerer faktisk slet ikke uden det andet. Så crasher det.

 

Erkendte og latente behov

Politikkerne taler med andre ord ind i det, som der i markedsføringen betegnes som erkendte og latente behov hos modtageren/forbrugeren. Det erkendte behov er hvad forbrugeren (vælgeren) efterspørger. Det latente behov er hvad afsender (politikeren) forsøger at påvirke sin modtager (vælger) til at opdage, få interesse for, og ønske.

DF har overset behovet fra hele landets “miljøtosser” og har, i egen røg og damp, ikke opfanget, at udlændingedebatten ikke længere har ben at gå på (hos det store flertal). Den er til gengæld stukket af ud i ekstremerne, affødt af egne kampråb; og er blevet en kæp i hjulet for de mange danskere som arbejder internationalt, eller har stiftet familie med mennesker fra fjerne lande. Miljøet som latent behov på den politiske agenda, har udviklet sig til et erkendt behov i vælgerskaren. Det er hvad kan kalde for en fiskerlussing af format. Fiskerlussingen har ligeledes tilknytning til, at tolerancen for hvad man kan byde andre mennesker her til lands er overskredet. Opstanden afføder at politikerne spilder alles tid med den (udlændinge) agenda, og at der er behov for et reelt paradigmeskift, hvor medfølelse, medmenneskelighed og ansvar er på agendaen. Et paradigmeskifte skal jo reelt skifte fra en kurs til en anden. En yderligere stramning af udlændingelovgivningen er ikke lig med det. Lussingen har fået samtlige partier til at vågne med et sæt, og de lover nu guld og grønne tiltag over en bred kam.

Venstre er svunget fra højre til venstre under valgkampen, og A (Socialdemokratiet) den anden vej. Begge partiledere taler ud fra en parole om en blokpolitik, hvor det enten vil være den ene eller den anden, som står ved roret. De røde (socialistiske) partier peger på Mette Frederiksen, men indfletter et ultimatum. DF er røget helt ud i skyggen – og dem fedtede A ellers for tidligere på året (forud for EP valget), for at kunne hive et flertal hjem der. Liberal Alliance dykker på popularitetsparameteret (grundet egen ageren), og har valgt taktikken “tavshed er guld” under denne valgkamp (men burde de reelt ikke kunne høste stemmer fra V?). DM i politik uden sikre alliancer er snart ved målstregen. Jeg er ret spændt på at se valgresultat, samt rokering af pladserne efterfølgende.

Reklamer

På vej …

874a6b002685bf33aa3b873bf6eb1fc3

I denne forhippede medierede verden, tror jeg nemt at vi kommer til at glemme “hvad livet er for noget”. Vi ser de andres forkromede og polerede opslag; og alle har travlt med at vise deres bedste (ønskværdige) sider. Det er der i og for sig ikke noget galt i, at man gør. Dårlige vibes og nyheder er der rigeligt af i verden. Man skal bare huske på, at éns eget liv ikke er ved at falde fra hinanden på de grå dage.

Der er fart over feltet, og ofte mange forandringer i gang på samme tid. Alligevel forventer vi, at vi sidder og vugger på havoverfladen med ansigtet mod solen imens fødderne plasker i vandet (det sker jo også!). Et liv på overfladen har modpol i sin substans. Det er dér vi bliver formet som mennesker. Når vi rejser, skinner solen ikke altid. Det er ikke altid sommer, og hele ruten er altså ikke på motorvejen; uanset hvor i verden vi drager hen.

På de grå dage, hvor vi dykker ned i vores sind, tanker og følelser, kan vi let føle vildrede. Det kan være ubekvemt, som en kold regn. Man skal lige omstille sig. Det gælder i hvert fald for mig. Dels fordi, jeg af grundsubstans “altid” har været glad (og gerne vil være der). Med tiden har jeg dog lært, hvor forløsende det er at give plads til de grå dage, dybe tanker og lade sindet få taletid (hvor det for mig virker at sætte mig ved tasterne og sætte ord på). Hvis man giver kroppen lov til at være med, så sker der noget. Gråd kan være enormt forløsende og rense godt ud, så man bagefter sidder tilbage med en ro, fornyet energi og glæde til at komme videre. Ofte er det en skattekiste fuld af refleksion og erkendelse, som gemmer sig bag disse sving på vejen. Det bliver forløsningen fra de tågede grå dage, til solskin og måske guld for enden af regnbuen. Tågen er i hvert fald lettet.

Derfor er jeg begyndt at holde lige så meget af de grå dage, som de dage hvor jeg er let som en fjer, og flagrer i vinden. Man kan sagtens have begge fødder plantet solidt på jorden når man lander. Lette og flagre rundt, samt dykke dybt ned under overfladen, for at finde svar og løsninger. Det hele er en del af rejsen på livets vej. Når vi igen og igen kommer ud på nye veje, nye destinationer; så vil terrænet unægteligt også forandre sig. Der vil være udfordringer og fantastiske udsigter. Fuldstændig som det skal være.

 

Løfterne om ligestilling

Valgperioden er gået i gang. Det har fået djøf på banen med en række løfter om ligestilling, som de vil have politikerne til at skrive under på (djøf.dk)

Jeg hilser initiativet velkomment, fordi der er behov for at vi ser på vores samfundsstruktur, og hvad det betyder for respektive kvinder og mænd på vores arbejdsmarked, og deres roller i samfundet generelt.

For så vidt ordet ligestilling, så mener jeg ikke, at det er korrekt at anvende i dansk sammenhæng. Det er min oplevelse, at vi anser mænd og kvinder, piger og drenge som ligeværdige mennesker. Men jeg er samtidig af den opfattelse, at vi hænger fast i nogle forældede stereotype forestillinger, som ikke giver lige tilgang til arbejdsmarkedet. Derfor må vi tillade os selv at se nærmere på disse forhold, undersøge dem og forholde os til dem med henblik på et brud, for derigennem at skabe en ny struktur.

 

Løfterne

Det er sandsynligt, at vi har en række stereotype opfattelser af ambitionsniveau hos de respektive køn; og at det er dette som påvirker udfaldet af, at der er flere mænd en kvinder på ledelsesposterne i Danmark.

Jeg er for så vidt ikke uenig med djøfs ligestillingsløfter, som bliver trukket med ind i valgkampen. Men jeg mener, at de mangler perspektiv og dybde, og at løfterne i sig selv udstiller en række stereotype forestillinger, og et evt bias fra forskningen. Så derfor vil jeg dykke ned i løfterne, for at give dem et perspektiv.

 

Drenge drømmer større end piger

Som for eksempel påstanden om, at drenges drømme er større end pigers. Måske har jeg været ualmindeligt heldig som barn, men der er aldrig nogen, der har forsøgt at sige til mig, at jeg ikke kunne dit eller dat, på grund af mit køn. Muligvis på grund af fysiske forhold, som for eksempel min højde, hvor tankerne om at blive stewardesse blev vingeskudt. Tværtimod så er jeg altid blevet bedt om at yde mit bedste, drømme stort, og sigte efter høje mål. Dog med den detalje, at hvis jeg blot yder mit bedste, så kan “vi” (mine forældre), ikke bede om mere. Dette kombineret med en grundregel om, at man også skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod én selv. Begge dele har mine forældre skrevet i min poesibog (*google det); og det står knivskarpt for mig den dag i dag. Der er derfor ingen tvivl om, at vi tidligt i vores barndom bliver præget på vores karakter, og at det kræver bevidsthed. Fra alle de voksne, som omgiver børnene i vores moderne samfund i  Danmark.

Så hvis forskningen tyder på, at der bliver lagt sten i skoene på pigerne, så kan jeg jo kun hilse tiltaget velkomment, så flere piger får vinger fra de er helt små.

 

Stress rammer skævt

“Unge kvinder oplever i højere grad end mænd omverdenens krav. Særligt unge kvinder presses af en perfekthedskultur, der bidrager til, at aldersgruppen 16-24 årige er mere stressramte end andre aldersgrupper” (djøf.dk)

Fakta er, at tallene er 40,5% for kvinder i aldersgruppen, mod 23,4% for mænd.

Valgløftet refererer kun til stress, og det mener jeg er fejlcastet.

Det vil være relevant at se på hvilke strukturelle forhold der gør sig gældende, når man italesætter, at forventningerne til respektive kvinder og mænd er forskellige. Samt hvad vi forstår ved forventninger. Er det fordomme om hvorvidt kvinder kan bestride bestemte poster der gør, at pigerne føler sig pressede til at præstere mere? Hvor stammer denne perfekthedskultur fra, hvad drejer det sig om, og hvordan kan man gøre op med den?

 

Det koster kassen at få børn – for kvinder

Den ulige fordeling af orlov med børn, stiller kvinder ringere på arbejdsmarkedet, hedder det sig i løftet. Erfaringsmæssigt ved de fleste nok, at det er korrekt. Jeg har hørt om advokatkontorer, der fravælger alle kvindelige kandidater indledningsvist, ud fra samme begrundelse. Dog med det fortegn, at det koster kassen for virksomheden. Som det er nu, er det virksomhedens produktivitet, og ikke samfundet som helhed, samt dets borgere, der har højeste prioritet.

Det er faktisk et ret interessant punkt. Samfundet har behov for, at der fødes børn. Typisk er man to voksne til at skabe barnet. Derfor bør fordeling af ansvaret også være mere ligeligt. Ikke kun under barsel. Der er brug for en ændring i strukturerne, der fordrer en større accept af familiens betydning for samfundet. En accept af, at et produktivt samfund består af velfungerende familier og enkeltpersoner. Derfor bør strukturerne, og lovgivningen, bakke op om hele familiens rettigheder, i forhold til arbejdsmarkedet. De nuværende strukturer bærer stadig levn fra en tid, hvor det var manden som arbejdede, og kvinderne som tog sig af børnene. Der er sket meget, men der er et stykke vej igen.

Jeg er helt enig i, at barslen skal være mere ligeligt fordelt. Men ikke på barnets bekostning. Små børn har rent kognitivt og psykologisk ikke behov for at komme i institution, før de er 2 år. Som et ekstra salt i såret, er det også de oplysninger man som forældre modtager af sundhedsplejersken, som forklaring på barnets reaktion og gråd, når det bliver afleveret i institutionen. De spæde børn har behov for tryghed og nærhed med deres forældre. Det behov får de ikke dækket i en vuggestue, hvor de ansatte påberåber manglende hænder. Og her er vi så ovre i en tangent til et andet og også meget alvorligt samfundsproblem, som vi ikke kan overhøre meget længere.

Derfor burde løftet omhandle hele familien, og ikke kun et bias om kvindens ret til ligestilling på dette felt – selvom det udgør et led i processen. For der er behov for, at kvindernes lige tilgang til arbejdsmarkedet udvikles sammen med familiens.

Den lange barsel til kvinderne, som der er blevet kæmpet for her til lands, er både fysisk og psykisk velbegrundet, for såvel barnet som kvinden. Den bør der ikke justeres ved. Til gengæld bør der arbejdes for, at mænd kan tage en lige så lang barsel i forlængelse af kvindens barsel. Dette vil i øvrigt skabe mere dynamik på arbejdsmarkedet, hvor barselsvikariater af længere varighed, også præger de mandlige jobkandidater, for således at  modarbejde diskrimination af kvinderne.

Desuden under jeg mændende (og deres børn), at de kan få etableret et tættere bånd til deres børn, og lade op under deres barselsperiode. Der skal gøres op med den stereotype forventning om, at en ambitiøs far eller leder ikke har lyst til at gå på barsel med sit barn. Indrømmet: Det hele er måske ikke lutter lagkage under barslen, men det burde immervæk være en del af  forældreansvaret anno 2019, hvor begge forældre og alle køn er på arbejdsmarkedet. Hvorfor er det kun kvindens last, når det tilmed diskriminerer hendes chancer for at komme til samtale?

Det vil måske gøre op med det piedestal som faderen er sat op på, samt de forventninger der kan være til fars perfekte pige? – ja ok, nu postulerer jeg, men det kunne faktisk være interessant at høre hvad psykologiens forklaringer er på disse fænomener.

Hvorom alting er, så er der behov for en grundig strukturel ændring, der gør op med de mange stereotype forventninger og forestillinger, for de harmonerer ganske enkelt ikke med det moderne arbejdsmarked, og de kompetencer som der er blevet lagt uddannelseskroner i. De kvindelige ressourcer går groft sagt til spilde; og familierne lider under presset. Både fysisk, psykisk og økonomisk. Det skaber indbyrdes splid, når det er kvinden der må ofre karrieren, varetage alle sygedage, og samtidig tage den store tørn med børnene. I nogle tilfælde fordi familiens økonomiske kalkule underbygger denne beslutning.

Sverige har håndteret denne udfordring ganske godt, synes jeg. Ud over barsel til begge forældre, kan forældrene arbejde 80% til fuld løn i barnets 8 første leveår. Forældrene har ret til flere sygedage med deres børn. Virksomhederne bidrager således til større harmoni mellem erhvervsliv og familieliv; og det må give udslag i andre statistikker, som for eksempel stress, med lavere tilfælde. Det som er vigtigt at bemærke her er, at ansvarsfordelingen er på begge forældre.

 

 

Kvinderne er fraværende i toppen

Pålydende i dette løfte er, at kvinderne er fraværende på de danske direktionsgange, og at det skyldes tendensen til at rekruttere i lukkede netværk. Hertil stereotype forestillinger om, at arketypen for en topleder er en mand i 40´erne (som ofte minder om sin forgænger).

Løftet lyder, at man arbejder for flere kvinder i ledelse.

Problemet bliver til dels beskrevet ud fra den stereotype forestilling om en leder; men den må unægteligt også hænge sammen med de strukturer, som jeg har beskrevet i det foregående afsnit. Jeg er af den overbevising, at dette vil være et vigtigt led i processen for, at flere kvinder kan besidde ledende topposter.

I øvrigt tror jeg også, at der ligger en fysisk forklaring et sted i korrelation til dette. Hvis det er kvinden der har hovedansvar for hjem og børn; så er der måske ikke energi til også at varetage en ledende post i erhvervslivet. Derfor bør ansvarsfordelingen hjemme justeres, hvor manden indtager et større ansvar, underbygget af ændringer i de strukturelle forventninger, herunder erhvervslivets forventinger til begge forældre. Manden skal ikke være under det pres fra sin leder eller sine kolleger, at han er uambitiøs (og ikke vil sit job nok), fordi han også vil bidrage til at varetage sin familie og de huslige pligter.

Hvis man frygter, at der så vil være færre der stifter familie, må man jo se på hvad der kan gøres, for at skabe lige forhold i konkurrencen mellem familieforældre og enlige. De er alt andet lige ikke de samme i dag, og da slet ikke for kvinderne. Selvom loven indikerer det modsatte, er det ikke sjældent at kvindelige jobkandidater bliver stillet spørgsmålet om, hvornår de vil have børn. Der tror jeg faktisk at flere mænd ville sige fra, ved sådan et (ulovligt) spørgsmål. Fakta er jo, at en vis procentdel af kandidaterne stifter familie på et tidspunkt, og at virksomhederne ikke må diskriminere på dette grundlag, i henhold til loven. Her tror jeg, at “familiekandidaterne”, vil stå stærkere som en samlet flok – modsat kvinderne alene – i forhold til ansøgerbunken af singler; der alt andet lige svinder ind over tid. Dermed sikrer man måske, at kompetencer, og ikke præferencer, bliver en styrende faktor i jobrekrutteringen.

 

 

 

Karrieremønstre bremser kvinders vej til ledelse

Løftet lyder, at man vil arbejde for øget fleksibilitet i mænds og kvinders karrieremønstre.

Her vil man gerne udfordre de antagelser der er om det “rigtige” karrieremønster, hvor det forventes, at de spæde skridt til toplederjobbet tages allerede i 20´erne eller 30´erne. For mange kvinder er det først når børnene er blevet større, at der er tid til at realisere en lederkarriere. Derfor anerkendes det, at der er brug for en mere fleksibel karrierekultur, hvor både mænd og kvinder har mulighed for at realisere en lederkarriere senere i livet, hvor de har flere livserfaringer.

Alt andet lige, må det give stærkere kompetencer på topposterne.

 

Ulighed i opsparing

Den skæve fordeling af lønniveau (og aktivt arbejdsliv afbrudt af barsel) gennem arbejdslivet, giver udslag i pensionsalderen. Det kan ikke undre, at kvinderne har færre midler på bagrund af ovenstående. Og samtidig rent statistisk en længere levealder, som midlerne skal fordeles over. Meget mere paradoksalt bliver det ikke.

Fakta: i 2017 var mænds opsparede pension 29,8% større end kvinders.

Løftet, som den pågældende politiker skriver under på, er således, at han/hun vil arbejde for mindre ulighed i optjeningen af pensionsformuer.

Jeg finder det passende, at man arbejder for dette; og må igen henvise til at vi omstrukturerer familiens tilgang til arbejdsmarkedet, for at imødekomme denne ulighed i opsparing, blandt andet på grundlag af barsel, lønniveau mv.

Det er muligt, at der samtidig skal skrues på andre knapper i pensionsopsparingen, for at imødekomme eventuelle tab af opsparing for mændene (som et samlet bidrag til familiens leveforhold efter mandens pension). Derved står det samtidig også mere tydeligt, at den nuværende pensionsstruktur måske bygger på den forestilling om, at manden også forsørger sin hustru under sin pension.

 

Præmis for det moderne samfund

Løfterne søger således at stille spørgsmålstegn ved flere af de strukturer i samfundet, som påvirker kvindernes lige tilgang til arbejdsmarkedet. Det mener jeg er aktuelt og vedkommende. Ikke kun for kvinderne, men også for familierne, virksomhederne og samfundet.

Det holder ikke, at man forsøger at styre det moderne samfund efter samme præmis og struktur, som under industrialiseringen af vores samfund; hvor kvinderne sørgede for familien, og mandagen forsørgede den.

Endelig bør man måske gøre op med, hvor mange timer man forventer at en god leder skal arbejde. Undersøgelser tyder på, at de mange ekstra arbejdstimer ikke nødvendigvis forstærker hverken produktivitet eller kvalitet. Der er ganske enkelt grænser for hvor meget man kan forvente, at det enkelte menneske presser sin egen krop (uden at den brænder sammen). Stress er jo et andet alvorligt problem i det moderne samfund, som vi bør se nærmere på, og forholde os til. Måske bør vi forholde os mere til den menneskelige break-even, og ikke kun til maskinernes ditto i produktionen?

Det moderne samfund byder således på flere korrelaterede udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til, for derigennem at bryde med de strukturer som der er i dag, og skabe en ny struktur og arbejdskultur for den moderne samtid.