Forfatter: CC

European citizen, belonging to Denmark and Spain. I´m into Writing, Communications and Marketing. Concerned about CSR, Happy & Healthy balanced living!

Den egentlige magtelite

Så skete det. Nu er også Trump blevet rettet ind – og dét må siges at være noget af en bedrift. Noget tilsvarende skete for Obama.

Der er for mig ingen tvivl om, at det er den militære magtelite, der reelt sidder på magten i USA – eventuelt sammen med en håndfuld olieaktører (indrømmet det er spekulation, for jeg har ikke andet belæg end det scenarie, som der udspiller sig).

Endnu en gang ser vi, at det er militærets agenda, der bliver landets ditto. Sikkert under forlydende af nationens sikkerhed – men nok snarere med interesse for evindelige og uendelige militærposter, med uendeligt mange midler til rådighed for nu, og i fremtiden.

Obama, der i sind og holdning er en fredselsker, ville også lukke Guantanamo og trække tropperne ud af mellemøsten (kampagneløfte). Han endte med at indgå et kompromis, hvor der skete et tiltag i droneangreb under hans præsidentembede. Det er ikke noget vi hører meget om. Velsagtens fordi, at det er en bedrift, som han ikke er sønderlig stolt over.

Dette er et forhold, som nu er ved at gå op for præsident Trump.

Der er her tale om en mulig magtelite der er større end ham selv. En elite der kan sætte en stopper for hans embede og imperium. Dette er sikkert én af grundene til, at politikerne agerer som de gør. Det er den inderkreds, som han gerne så ville være med i. Nu er han midt i orkanens øje. Det er egentlig en ret interessant udvikling, og en meget anderledes Trump, der kommer frem på skærmen i denne kovending. Hvem véd om hunden virkelig kan blive for gammel til at lære nye kunstner? (Og altså lære dem). Spørgsmålet er så, om de så er så nye for ham – med syn for hans lave moral i forretningsøjemed – eller om det blot er nogle andre der aporterer bolden, som han skal hente?.

http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-08-22-trump-er-vendt-180-grader-i-forhold-til-militaer-indsats-i-afghanistan

Reklamer

Perfektionens paradox

Perfektionisme fordrer at man gør sig umage. At kun det bedste er godt nok. Det er et ufravigeligt krav ved den pågældende opgave. Perfektionismen kan gå over gevind. Ude af kontekst – det vil sige en opgave – kan den virke skadelig, og ikke forbedrende.

Det ender med, at vi stiller krav til hinanden – og os selv – om, at vi skal være perfekte. Den perfekte mor. Den perfekte kæreste. At vi har det perfekte barn, osv.

IMG_0468

Vi lever i et samfund, hvor vi konstant vil vise omverden at vores liv er perfekt.

Det ville jo være godt, hvis det forholdt sig sådan, at man valgte at føle, at livet her og nu var skønt, med alt hvad det indeholder her og nu. På godt og ondt. Og at dét i sig selv var lig med et perfekt liv. Fordi det er hvad livet rummer.

Man må gerne drømme, og man må gerne have nogle mål at se frem til.

Det paradoksale opstår, når jagten på lykken og det perfekte liv altid ligger et stykke ude i fremtiden. Noget som man konstant arbejder sig hen imod.  For så er livet i virkeligheden altid præget af, at der mangler noget for at man kan nyde sit liv, og have følelsen af, at det er et skønt liv man har.

Når man sammenligner sit eget liv med naboens, venindens eller kollegaens; eller skammer sig over det kaos man befinder sig i, nedgør man sit eget liv.  I stedet for at værdsætte de skatte som gemmer sig i udfordringen, problemet eller den personlige krise, der medvirker at man liige bliver den tand klogere på sig selv, og sit liv. Hvis man vælger at gøre sig selv til offer, har man tabt på forhånd.

Som et paradox af dimensioner, vil det være taknemmeligheden for dét som man har, der vil give styrke og overskud, til at komme ud på den anden side, og mærke solen på sit sind igen. Få sejren i hus, og nyde sejrsrusen for en stund.

Tager man kampen, har man rykket sig. Igen. Og igen. Livet er en kontinuerlig cyklus. Det eneste statiske mål der er her i livet, er døden. I mellemtiden flytter alle parametre sig konstant. De indre og de ydre. Det er en naturlig del af livet. Mennesker forandrer sig. Omgivelserne forandrer sig.

Livet er som havet. Det er altid i bevægelse. Selv ved blikstille farvand, hvor man kan glide gennem overfladen og nyde solen på himlen, er havet i bevægelse. Man kan ikke stoppe det. Man kan ikke kontrollere det. Men man kan nyde godt af forholdene og få det bedste ud af det.

Distance bag skærmen

Jeg vil i dette indlæg kommentere på Medieringer og distance.

De fleste der beskæftiger sig med digitale medier ved, at skærmen skaber en distance til vores omgivelser. Den knytter også mennesker sammen. Men lad os lige dvæle ved distancen. For den fordrer at vi tager et ansvar – for os selv, og hinanden.

Det omtalte tilfælde i artiklen (se link nedenfor), er et hårrejsende eksempel på distance via skærmen. Der bliver filmet, i stedet for at gribe ind for at redde den arme mand der bliver overfaldet (artiklen fra mx.dk, melder intet om hvorvidt politiet bliver kontaktet). Der sker det, at medieringen af overfaldet får en højere prioritet end at redde manden, ved at fastholde overfaldsmændene. Den ring af mennesker som ‘deltager’ passivt i overfaldet ved at filme det, er medskyldige i det meningsløse drab af den unge mand. De kunne have forhindret det i flok, ved at tage telefonen væk og gribe til handling, for at redde det menneske som lå for fødderne af dem.

https://www.mx.dk/nyheder/global/story/14013043?utm_source=bt.dk&utm_campaign=pos_2&utm_medium=article

 

Nu ligger videoen på youtube – til hvilken nytte?! Morderne vil for altid være genkendt. Det vil de mennesker som står i baggrunden også være!

Vi er nødt til at tage et opgør med den medierede verden, og forholde os til, at skærmen ofte prioriteres forud for den menneskelige og humane kontakt. Skærmen skal være velkommen, men den må ikke fratage os evnen til at reagere som mennesker, og handle når det er nødvendigt.