Forfatter: CC

European citizen, belonging to Denmark and Spain. I´m into Writing, Communications and Marketing. Concerned about CSR, Happy & Healthy balanced living!

Fortnite er gået i sort

Verden over sidder undrende brugere og glor på et sort hul i deres skærm

Hullet på skærmen er resultatet af det event, der har været annonceret fra Fortnite udviklerne af Epic games. Eventet skulle afslutte sæson 1 (og starte en sæson 2).

Måske!? Det er det store spørgsmål som mange brugere stiller sig nu.

Det er lidt af en udfordring for vores børn, for det hul symboliserer på mange måder det hul, som de føler inde i sig selv, ovenpå det event.

 

Facebook opdaterering!

Forestil dig, at du som forælder fik at vide, at facebook skulle opdateres, for at ændre på algortimerne og leve op til nye lovkrav; og at der ville komme en version 2.

At denne opdatering medførte, at du som forælder mistede alle dine kontakter på facebook, uden at vide hvornår, eller om, du nogensinde ville få forbindelse til dem igen, når eventet for skiftet fra version 1 til version 2 udspillede sig på din skærm.

Kun for at ende op med det #fortniteblackhole, som brugere verden over, nu sidder frustreret og kigger på.

Det er nogenlunde hvad der sker nu for dit barn (og andre brugere) lige nu.

Og alligevel ikke helt.

 

Det virtuelle mødested og legeplads

For børn, unge og voksne som spiller fortnite, har opbygget et helt univers, hvor de kan spille på tværs af forskellige platforme.

Børnene kan kommunikere med deres venner via mikrofonen på Playstation, når de spiller fortnite med vennerne. De kan spille fortnite med brugere af andre platforme, som fx pc eller Xbox.

Det er muligt at kommunikere med sine venner via mikrofonen på Playstation, nu hvor fortnite er gået i sort. Men man kan ikke komme i kontakt  med de andre brugere fra andre platforme. Og det er heller ikke så simpelt at skabe den kontakt, uden et spil, som man kan invitere ind til.

De er vant til at koble på hver dag, for at spille med hinanden og udfordre sig selv i spillet. Udvinde nye kampe og udfordringer sammen, grine og græde. Når de sidder der bag skærmen, får snakken og det sociale et helt andet indhold og værdi.

 

Den daglige rytme er gået i sort

Legepladsen, hvor man mødes dagligt, er lukket indtil videre, på grund af ombygning.

Internettet, der før gav ubegrænset adgang til at mødes med vennerne, afskærer dem nu fra at mødes på deres favoritlegeplads. Fra det ene øjeblik til det andet, er alt dette suget ud med det sorte hul på skærmen.

Det udfordrer fantasi og motivation til at lave noget andet. Det udforder også kontakten til deres venner. 

Det sorte hul på skærmen, føles faktisk som et hul i deres sociale liv.

I min søns tilfælde sikkert endnu større, for han har endnu ikke sin mobil egen telefon. Det er efterårsferie, og der er intet der ligner en normal hverdag. Bedstevennen er på besøg hos sin familie. Og det kræver en forældreindsats, at han ser sine venner, hvis han ikke selv kan komme i kontakt med dem online.

For størsteparten af brugerne, er det tilfældet, at de har venner uden for spillet. Men ofte konvergerer digitalt venskab med det, og underbygger det.

Det skaber et hul i deres daglige aktivitet, hvor de er vant til at bruge mange timer på spillet.

De har brugt mange penge på at købe features inde i spillet. Min søn (og mange andre spillere), føler sig snydt (nu), og stiller spørgsmålstegn ved, om det var det værd at bruge så mange penge i fortnite.

– En sund refleksion, som jeg jo selv har stillet ham tit, når han endnu en gang har valgt at brænde sine lommepenge af på det spil.

De har måske kæmpet sig højt op i spillets hieraki og belønningssystem. Alt det som de har kæmpet for, inklusive æren og prestigen, er nu væk. Suget ud med hullet i skærmen.

Så det sorte hul, kan ikke andet end føles som et tab af noget meget vigtigt, der skaber et hul i det sociale liv, og dagens aktiviteter.

Uanset, om man vil forstå det som forælder eller ej.

 

Uvished

En vigtig pointe: ingen ved, om der kommer en version 2 (selvom det var hvad der var rygter om). Ingen ved med sikkerhed, om fortnite kommer op at køre igen. Der er ingen officielle udmeldinger overhovedet fra Epic games. Men #fortnite hitter uovertruffent på twitter med spekulationer og frustrationer.

Uvished er en meget stærk faktor for den menneskelige psyke. Det skal dit barn tumle med, oveni i de andre ting, som jeg nævnte her.

Der er altså ikke tale om curling, når man som medieforsker gerne vil gøre alle forældre opmærksomme på, hvad det er deres børn gennemlever. Såfremt forældrene ovenikøbet hakker på børnene over at de surmuler, så er vi på vej ud i en interessekonflikt, der ikke gavner barnet. Der er i hvert fald tale om manglende forståelse og anerkendelse, som et meget subtilt menneskeligt behov.

 

Kun skærmen der er gået i sort

Hjemme hos os, er det kun skærmen, der er gået i sort. Min søn har set youtube og spillet FIFA, og vi har fået talt en hel del mere om fortnite, end vi ellers ville have gjort.

Eftersom jeg interesser mig for feltet, har uddannet mig i digitale medier, og forsket i de unges digitale livsverden, er jeg jo helt på det rene med, hvor meget det rumsterer i min søns hovede i disse dage, at fortnite er gået i sort. Men det var ikke kun ham, som var bekymret (eller undrede sig).

Jeg var oprigtigt talt nervøs for, at hele skidtet var blevet hacket (og hvad konsekvenserne kunne være af det). Min forretningsforståelse gør, at jeg undrer mig over Epic Games strategi, når de risikerer at gøre så mange brugere frustrerede over, at de har mistet deres investering. Det gav heller ikke mening, at Epic Games skulle ønske at lukke en pengemaskine af denne kaliber. Det virker underligt, at de ikke engang laver et nyt countdown til et release af version 2.

Min søn har stadig håbet. Han tror på, at det hele er et set-up fra Epic games.

Håbet, og med det lyset i min søns øjne, blev tændt yderligere af, at jeg fandt nogle offentliggørelser af den mulige version 2. Det ser til gengæld spændende ud, og hvis det holder skik (og altså ikke er fake), er det sikkert værd for de fleste at vente på. Men jeg tror, at der er mange som har brændt nallerne, og vil være påpasselige med at lægge for mange penge i spillet igen. Måske. Epic games er mestre i neuromarketing, og har udviklet et spilunivers, der i den grad er styret af det.

Jeg anerkender, at det sociale liv som min søn navigerer i, er en skøn blanding af det digitale og det fysiske. Ofte glider de grænser ind over hinanden, hvor legeaftaler om at mødes på trampolinen opstår, imens de løber rundt i et battle i fortnite.

Jeg har spurgt ind til, om han har talt med nogle af sine venner online i dag, og om han vil have flere legeaftaler i denne uge, hvor vi også har efterårsferie.

 

PR stunt af format

Der er muligvis tale om et kæmpe PR stunt fra Epic games. Det endte endda i dagens nyhedsoverblik på TV2 News(!).

Det er dog ikke uden risici at lave sådan et PR stunt. Brugere verden over, er begyndt at give udtryk for deres harme på twitter #fortnite #epicgames #blackhole.

Andre beundrer stuntet. Og nogle føler sig decideret røvrendt over, at deres investeringer (fysiske og mentale), er forsvundet ud i det hul.

Tilbage er der bare at vente, og se hvad der sker.

Reklamer

Frygter du også, at dit barn bliver afhængig af at spille?

Det er er også mange andre forældre der gør. Pressen elsker at piske en stemning op, men til gavn for hvem?

Der er næsten ikke grænser for de overskrifter, der tryner forældrene med løftede pegefingre om alle de farer, som ligger og lurer ved at børnene spiller online.

“Dit barn bliver isoleret” (aka på grænsen til socialt handicappet og psykopat), lyder én af de mange misvisende artikler, der florerer og har sit eget virtuelle liv på facebook. Vandrehistorier som disse får forældrene til at frygte, at de ikke drager nok omsorg for deres børn (og bedsteforældrene prøver måske at overbevise dem om det samme). Der er således lagt op til et helt ekkokammer, som sådanne budskaber kan runge og buldre løs i.

Nogle psykologer hævder, at spilafhængighed er kommet på WHO listen over anerkendte sygdomme. Deres interesse er så ofte, at de gerne vil have klienter som de kan behandle. Lad mig verificere, det er fint at psykologien har øjnene åbne for det digitale sociale liv, som en del af helheden; samt kan give familien nogle gode råd. Så længe man ikke problematiserer og sygeliggør barnet unødigt. En forestilling om, at barnet lider af en afhængighed, har jeg svært ved at se noget positivt ved.

Flere medieforskere har råbt vagt i gevær, fordi billedet er noget mere nuanceret, end som så. Jeg har selv været inde på WHO´s webside, for at læse publikationer om emnet, så jeg kan blive klogere på, hvad det er WHO lægger vægt på i deres definition af afvigelse af normal spiladfærd.

 

Gaming versus gambling

Noget af dét som er værd at bide mærke i er, at der er forskel på at være opslugt af at spille med sine venner online (gamer), og til at være en gambler der spiller med en indsats, og et drive om at vinde den store gevinst næste gang (ludomani). Nogle spil lægger op til, at man kan investere penge, for at forøge værdien af sit spil (fx Fortnite); men lægger samtidig vægt på, at et er det æstetiske og samlerobjekter, der kommer i fokus. De forskellige moves og danse, er sikkert indtænkt for, at spillerne skulle efterligne dem, og derved bringe bevægelser og sjov ind i samværet. Børnene øver dem flittigt, og der er mange forskellige aspekter ved spillet, som man kan tale om, når man ikke er koblet op. Koblingen til casino baserede spil og bettings, er derfor utroligt lav.

I øvrigt skriver WHO, at risici er uhyre lav, og at koblingen snarere er fysisk og psykologisk, forud for spilinteressen. Gaming disorder kan være en ting, men afvigelsen hænger sammen en eventuelt fysisk manglende aktivitet. Der skelnes samtidig mellem gaming og gambling, med god grund. De mange timer foran skærmen kan forstærke trangen til at blive siddende, hvis man i forvejen har tendens til det (og har svært ved at finde motivation til at komme ud). Men det er ikke helt det samme, som at være afhængig af at spille.

De som hævder at afhængighed er en ting, når vi taler om spil på værelset, kan måske have overset denne detalje.

WHO slår også fast, at fysisk bevægelse er en nødvendighed, for et godt helbred. Faktisk bør vi alle bevæge os hver dag. Afvigelsen fra et sundhedsmæssigt perspektiv, er således relateret til den manglende fysiske bevægelse, stressrelateret,  og det eventuelle manglende sociale liv, som følge af for mange timer ved skærmen.

Det moderne liv modarbejder dette for mange mennesker – folk med stillesiddende job ved skærmen, børn ved skærmen, studerende, forskere, chauffører med videre. Hvis vi så yderligere sidder med hovedet på skrå og bruger flere timer på sociale medier i vores fritid, indskrænker det jo muligheden fra at være fysisk til stede i kroppen.

 

Slå koldt vand i blodet

Dit barn er temmelig sikkert ikke ved at udvikle sig til en asocial type, der ikke kan finde ud af andet, end at spille inde på sit værelse. Hvis spillet foregår sammen med vennerne, er der endnu mindre grund til bekymring. Hvis han/hun sidder mange timer ved skærmen, kan det meget vel bunde i, at barnet (det unge menneske), er social med sine venner, i et virtuelt forum; og samtidig trygt forankret inden for hjemmets 4 vægge.

Det du skal lægge mærke til er, om du synes at dit barn ændrer adfærd og personlighedstype. Er der tegn på mistrivsel, eller er alt godt? Du kender dit barn, og ved bedst selv, om der sker forandringer. Men det kan også være, at du overser det, hvis ikke du taler med dit barn om det som foregår online. Sørg for at invitere dig selv inden for i dialogen.

Sørg for, at dit barn spiser sundt, får nok søvn, og hjælp det med at styrke de sociale relationer – hvad enten det er online eller offline.

Lær dem gode vaner om motion, og frisk luft – og deltag gerne selv i de aktiviteter. Det giver ro til nærvær og dialog. Det kan endda være, at I kan foretage jer noget sammen, ud fra en sport, interesse, eller hobby.

Efteråret, vinteren og de mørke kolde tider, kan være en udfordring for mange på disse nordlige breddegrader. Men det kan faktisk tilnærmelsesvis være “vanedannende”, når man først er kommet i gang! Ord har magt, så husk at skille tingene ad 🙂

 

Pssst!

WHO defininationer er i dag foretaget på formodninger. Medieforskningen har derimod undersøgt fænomenet “gaming disorder” og flere forskere finder frem til at koblingen snarere er de psykologiske og fysiske, end mediets indhold. Hvad dækker begrebet disorder egentlig over, og på hvilket grundlag. Der var engang hvor WHO definerede homoseksualitet, som afvigende adfærd:

“For instance, ICD-6 published in 1948 classified homosexuality as a mental disorder, under…the assumption that this supposed deviation from the norm reflected a personality disorder” …

 

Livet set gennem en linse

Mobiltelefonerne er til stede alle vegne – og med dem linsen, som ser alt, og opfanger alt, til et evigt øjeblik.

Voksne i alle aldre, børn og unge, fascineres af muligheden for at knipse løs, og få et godt billede. Kameraet er altid lige ved hånden,, for det sidder i den mobil, som aldrig er langt væk.

Det er blevet nemt at dele sine oplevelser med omverden. Det er på mange måder blevet en del af vores bevidsthed, at vi skal tage et billede, og huske at dele det med vores “venner” fra nær og fjern.

Det har opbygget et behov for at dokumentere alle oplevelser. Man kan ligefrem føle, at man ikke har gjort sin pligt, hvis ikke der er taget et billede ved enhver begivenhed og oplevelse.

Stolte forældre og bedsteforældre har delt hverdagsbilleder af poderne. Vennerne af hinanden, samt selfies og groupfies. Resultatet er, at internettet er overstrømmet med data og billeder af personer i alle mulige sammenhænge.

 

Et lille skridt for den enkelte, men et kæmpe skridt for menneskeheden

For ikke så længe siden, tog man det bare billedet, og delte det på de sociale fora, uden at bede om lov. Nu er vi mere bevidste om samtykke, og om den anden synes, at det er ok, at det billede eller den situation bliver delt.  Et vigtigt skridt, i en retning mod mere bevidste handlinger, og en digital dannelse, som i den grad har været fraværende.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er noget som mit eget barn på 9 år spørger om. Sådan har det ikke været for de generationer, som er ældre end han er. Det bekræfter mig også i, at det er bedre at lære de gode vaner, allerede når man debuterer digitalt.

 

Digital barndom

Mit barn fik sin første iPad i forbindelse med skolestart. Han havde haft tilgang til en iPad i børnehaven, som de måtte sidde med i begrænset omfang. Til at begynde med, var det udelukkende et redskab til underholdning. Nu er det billede mere blandet med læring, da de jo arbejder med iPad i forbindelse med undervisningen, hvor de skriver opgaver i word, og sender dem i en mail til læreren i timen, får feedback med det samme, og arbejder videre med opgaven. I dette tilfælde er det bruger oplevelsen, og iPad som et redskab, der er i fokus. Det er i timerne.

Hvis de har adgang til iPad i frikvarteret, vil det være underholdning og kommunikation via de forskellige platforme og email, der tager over. Når de kommer hjem, bliver der filmet og delt billeder på tik-tok. Det er med andre ord, det sociale som er i fokus, hvor de skal forholde sig til hvordan man kommunikerer med hinanden digitalt.

Samværet og legen fortsætter på Playstation eller chatten. Man kan sidde alene på sit værelse, og være sammen med vennerne. Og man kan sidde sammen med vennerne på værelset, og invitere andre inden for via skærmen. For børn og unge er det ét fedt. De skaber en forbindelse og udvider deres venskaber, uanset om de sidder sammen fysisk i lokalet, eller om de sidder hver for sig. Der sker også dét, at de laver legeaftaler og taler sammen, imens de spiller. De er faktisk mere sociale end nogensinde før, og på tidspunkter, som tidligere ikke ville være muligt.

Flere af kammeraterne har allerede deres første smartphone, hvor de kan tage billeder, filme, ringe og sende SMS. Børnene ønsker sig blændende den nyeste og sejeste model, imens forældrene føler tryghed i, at kunne kommunikere med deres barn, lave aftaler og vide hvor de er, med videre.

 

Generationskløft

Mange forældre (og voksne uden børn), kan blive forskrækkede over de mange timer, som børnene sidder ved en skærm. De ser de nedrullede gardiner, og en isolation af barnet i forhold til hvad de selv oplever som et socialt liv. De bemærker (ofte) ikke, hvor mange timer barnet er social i løbet af et døgn.

For mange voksne er der stadig en forskel på at være social via en skærm, og ved at være fysisk sammen. Psykisk, menneskeligt og fysisk, kan der være det. Men det er ikke sikkert, at barnet oplever det på samme måde.

Det er i hvert fald, hvad de selv giver udtryk for. De oplever omvendt, at de altid kan være sammen og altid skal kunne komme i kontakt med hinanden. Internetforbindelse gør det muligt. For dem er det faktisk en kilde til større frustration, hvis denne mulighed bliver fjernet fra dem. Det kan samtidig være årsag til usikkerhed, misforståelser og konflikter, hvis ikke der bliver svaret på en henvendelse. Det kan sætte tanker i gang, om man har gjort eller sagt noget forkert, og så videre, hvis ikke der kommer en respons fra den person, som man har kontaktet.

 

Teknologien har altid påvirket vores samvær

Da jeg var barn, fandtes der kun fastnet telefoner. Min far mente, at telefonen kun var til beskeder. Men den var nu god nok, når vi skulle holde lykønske familien i andre dele af landet. I dag sidder min far gladeligt på skype, og fører lange samtaler dér. Teknologien har gjort det muligt for ham at se og tale med mennesker, som der ellers kunne gå længere perioder imellem, at han fik set og talt med.

Jeg mindes, at et ældre familiemedlem fortalte om, hvordan det var, da hun boede i Valby som ung, før den tid man fik fastnet telefon.  Hvis de ville se nogle af deres venner, satte de sig op på cyklen og cyklede til fx Gentofte, for at se om de var hjemme og gav en kop kaffe. Uden at vide, om der var nogen hjemme. Hvis ikke de var hjemme, så kørte de bare hjem igen, og havde fået cykelturen ud af det, som hun sagde(!) Det ville man aldrig gøre efter fastnettelefonen, og endnu mindre nu, hvor der er smarthones, SMS, internetforbindelse og skype.

Faktum er, at de som resultat af den manglende teknologi var mindre sociale, end vi har mulighed for at være i dag.

 

Afskærmning er ikke isolation

Teknologien har sine begrænsninger. Man kan  ikke røre hinanden, og ikke mærke helt det samme fysiske nærvær. Men det er bedre end slet ingen kontakt. Ofte giver teknologien også mulighed for at lave aftaler, om at være sammen fysisk, i forlængelse af den digitale aktivitet. Jeg ser det ske for mit barn, når de spiller. Jeg oplever, at de tager kontakt til hinanden online for at ses, og være sammen online før/efter.

Der er stadig tendens til en manglende forståelse for skærmens muligheder og begrænsninger, samt hvordan begge dele påvirker dialogen, og det sociale liv.

Afskærmningen kan gøre det mere trygt at tale om svære emner. Det menneskelige behov for nærvær, kan sætte andre og mere intime dialoger i gang, for at skabe mere intimitet og tillid mellem dem. På godt og ondt. Det onde skal vi have bearbejdet, og det kan vi gøre via viden og bevidsthed. Det er det næste skridt på trappen i den digitale dannelse.