sprog

En tabt samtale

Enhver telefonsælger véd, at det kræver planlægning og øvelse at foretage et opkald. Der skal varmes op, og man skal være helt klar med sin henvendelse. Ofte er der arbejdet på en manual (eller noter), som man kan støtte sig til under opkaldet.

Det vigtigste er introduktion af hvem man er, og hvor man ringer fra, eller hvorfor man ringer. Det er det første man skal fortælle personen i den anden ende. Det må der overhovedet ikke opstå nogen tvivl omkring.

Man ved også straks om man har tabt samtalen. I nogle tilfælde betyder det ikke det store, i andre tilfælde gør det. Nogle gange kan man redde tråden, og få vendt samtalen, men det er svært hvis den starter skidt. Jeg vil her fortælle om hvordan det gik, da jeg tabte samtalen, og dermed mine chancer for at lande drømmejobbet.

Jeg havde det som om jeg havde været på første date (…)

Jeg havde det som om at jeg havde været på første date, da jeg så opslaget. Efter anden date, hvor jeg havde sendt ansøgningen og læst om virksomheden, var jeg meget spændt på at høre fra dem. Jeg kiggede konstant på telefonen i fire dage efter, at jeg havde sendt min ansøgning afsted (på datoen for deadline). Jeg havde sommerfugle i maven, og en konstant uro i kroppen. Her var det perfekte match – jeg havde de rette erfaringer, og mit speciale skriver sig flugt ind i jobbeskrivelsens kerneområde (#Digitale medier, med fokus på #online krænkelser). Medarbejderne var akademikere som jeg selv, og de havde allerede lavet mange flotte tiltag. Det kunne kun blive godt!

Jeg ville gerne ringe, for at høre om hvor langt de var nået med processen, og samtidig få dem til at mærke hvordan jeg havde det. Det sidste gjorde det en anelse kompliceret. Som telefonsælger, er det vigtigt at man holder hovedet koldt, og følelserne ude (så man ikke fremtræder nervøs); samtidig skal man selvfølgelig være venlig og imødekommende, men det er sjældent svært, hvis det er sådan man også er af natur.

Så jeg ringede …

Imens jeg ringede op, bemærkede jeg, at tankerne kredsede om, at jeg gerne ville udvise respekt for at de nok havde travlt; og jeg bemærkede samtidig at jeg ikke havde arbejdet godt nok med min dialog.

Mine tanker blev afbrudt, da telefonen blev taget (det var stifteren af firmaet) ..

-Ja god dag mit navn er C…. C….,jeg forestiller mig at I har travlt, så jeg skal nok holde det under 2 minutter

-hvor var det du sagde at du ringede fra?

Så gik det fra at være kort for hovedet, til  s n u b l e n de …

-Jeg ringer som privatperson. Det er vedrørende jeres opslag som (xxx) (arrgh!)

-Har du sendt en ansøgning?

-Ja, det er derfor at jeg ringer. Jeg går spændt og kigger på telefonen flere gange om dagen, for at se om jeg har hørt fra jer (her er tonen selvsikker nok).

-Vi er slet ikke nået så langt endnu. Vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-Det har jeg fuld forståelse for. I har sikkert også nok at se til. Jeg kunne forstå at I gerne ville have hurtigt gang i processen, så jeg ville høre hvor langt I var?

-Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Jamen ok, så fik jeg da svar på det (tak?)

-Hvad var det at du sagde du hed?

-C…. C…..

-Ok, tak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde.

[end of conversation]

Og jeg vidste det. I det øjeblik jeg havde lagt på, vidste jeg, at jeg havde tabt det hele på gulvet. Samtalen varede akkurat 1:29 minut. Afslutningen indikerede tydeligvis, at jeg havde lukket for al interesse. En del af jobbeskrivelsen består nemlig i opsøgende salg og kundekontakt. Noget som jeg rent faktisk har erfaring med og som jeg behersker. Men jeg begik den typiske fejl, at jeg ringede op, uden at have styr på følelser og tanker. Jeg ville faktisk gerne vise dem, at jeg havde det som om at jeg ventede på en opringning efter en date.

Men det var ikke mig som styrede samtalen, og det skal det være. En god samtale var forløbet nogenlunde sådan her:

-god dag jeg heder C…. C…. jeg ringer fordi jeg har sendt en ansøgning til stillingen som konsulent i digitale medier hos jer.

–god dag, jeg har lidt travlt, så kan du gøre det kort?

-ja, det kan du tro.

-ser du, jeg går rundt i cirkler og tjekker min telefon flere gange dagligt, fordi jeg gerne vil høre fra jer. Ja, jeg har det som om at jeg har været på date (smiler)

(kort pause)

-Så nu ringer jeg for at høre hvor langt I er nået i processen. Jeg forstiller mig, at I har travlt, er det korrekt?

(har man lavet manualen, kan dette sagtens nå at blive sagt, uden at man jabber afsted).

–ja, vi er ikke kommet så langt, vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-ja, det kan jeg godt forstå, jeg kan jo se, at I har mange jern i ilden (jeg véd at de er få ressourcer til flere supplerende tilbud på produktpaletten). Hvornår regner I med at have set på ansøgningerne?

–Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Mange tak, og tak for at give dig tid til at tale med mig.

–Selvtak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde. Jeg håber at jeg hører fra jer.

[der lægges på. Tid: 00:53.9]

 

Formålet med min samtale er at vise min oprigtige interesse for jobbet, samt at få vished om hvor i deres proces de er, med hensyn til håndtering af ansøgningerne (hvor jeg naturligvis også håber på at blive indkaldt til samtale, eller i det mindste forbedre mine chancer for det). Man kan selvfølgelig argumentere for, at den oprigtige interesse for jobbet, er tilfældet for samtlige ansøgere. Mange jobkonsulenter anbefaler nu alligevel, at man følger op på den ansøgning som man har sendt. Indrømmet, det kan virke forstyrrende for arbejdsgiver. Derfor skal samtalen også være kort og koncis, samt give et billede af hvem man er, og om man eksempelvis kan håndtere en telefonsamtale med kunden.

For den utrænede ser der måske ikke ud til at være den store forskel på disse to samtaleforløb. Det er også helt nede i de små detaljer, at forandringen sker. Derfor sker det også, at man af og til, må ændre på sin ringemanual, for at få det til at virke. Man må se på sine opkald ved at gennemgå dem minutiøst, for at se hvad der gik galt, og for at lære hvad man kan gøre bedre i den næste samtale. Har man ikke denne egenskab, vil det være for hårdt et job.

Jeg er måske også blevet ramt lidt af (dårlig) #telefonsælgerkarma. Jeg har været benhård på det seneste, når jeg er blevet ringet op fra diverse firmaer. For jeg har sandt at sige ikke tid til at bruge hverken 5 eller 10 minutter af min tid på dem, eller dét abonnement som de nemt liiige kan lave for mig. Jeg har hænderne på tasterne, og hovedet fyldt op med mit speciale, som skal afleveres om et kort øjeblik. Så det var en luksus, at jeg benyttede denne kostbare tid på at skrive og sende en ansøgning, samt følge op på den. Men det føltes samtidig som et must-do. Det er jo den virkelighed, som venter på den anden side af specialeskrivningen – sammen med arbejdet på kommende publikationer, som jeg har i ærmet (da jeg har en viden, som jeg føler mig forpligtet til at dele ud af). Mere herom senere …

 

aveces se cierre una puerta-abre-el-universo-entero

 

 

Reklamer

Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.

Hellere noget autentisk

Med disse ord: “Hellere noget autentisk end noget perfekt” blev jeg mødt i en mail, som svar på mit tilbud om at læse korrektur på det man næppe kan kalde en nyhedsmail, fordi den udkommer hver dag.  Afsenderen og forfatteren af samme, har da også valgt at kalde brevet for det “Daglige selvkærlige boost” (mere om det om lidt).

I sin grundform ligner det til forveksling en nyhedsmail – og systemet er da også det samme, idet man skal skrive sig op, for at modtage denne. Og mystikken spreder sig. Hvad er det der gør, at forfatteren ser stort på det grammatiske og eventuelle slåfejl? Indholdet og hensigten er svaret – ganske enkelt, og helt igennem autentisk. For som du måske har regnet ud, handler dette om noget dybere der skal formidles. Set fra mit verdenshjørne, vil netop tekstens ordlyd, slåfejl og grammatiske fejl i verberne, få budskabet til at glide lettere ind. Få det til at virke mere professionelt, gennemarbejdet og så videre. Men jeg er nødt til at bevæge mig ud af min (faglige) fordom, og forstå afsenderens præmis. Når jeg gør det, giver det mening. Trods alt.

For afsenderen af det omtalte brev (samt mail) er psykolog. Hun har en agenda: hun vil nå helhjertet ud til så mange kvinder som muligt, for at træne dem i at være selvkærlige og ærlige. Overfor sig selv, og for sine omgivelser. Hun skriver i sin mail, at hvis hun skal sidde og vente på korrektur, eller selv bruge for meget krudt på det hver eneste dag, at det så dræner processen (og glæden?) for hende. Så hellere være autentisk og nærværende med sit budskab. Den beslutning er hun tilfreds med. Og hun ender med at stille mig spørgsmålet, om jeg også kan være tilfreds med det? Det kan jeg jo et eller andet sted blive nødt til, og dermed rumme hendes holdning. Men jeg sidder jo også med et andet fagligt ønske om, at ville gøre hende det bedste. Derfor fik hun i første omgang tilbuddet om at jeg kunne rette hendes breve, før de røg i luften. Der har man ret til at sige nej tak og ja tak (ved ikke, måske, og så videre). Så ja, det kan jeg godt leve med, set ud fra denne præmis. Så alt imens jeg læser hendes kloge ord, springer jeg hastigt videre når øjet snubler over et r i et ikke aktivt verbum. Verden er ikke perfekt, men mange af os gør vores bedste for, at gøre verden til et bedre sted, på hver vores facon og præmis. Det er også rummelighed.

Den omtalte afsender, er psykolog Mette Holm. Du kan finde hendes webside, samt skrive dig op til hendes “Daglige selvkærlige boost” her