sprog

Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.

Reklamer

Hellere noget autentisk

Med disse ord: “Hellere noget autentisk end noget perfekt” blev jeg mødt i en mail, som svar på mit tilbud om at læse korrektur på det man næppe kan kalde en nyhedsmail, fordi den udkommer hver dag.  Afsenderen og forfatteren af samme, har da også valgt at kalde brevet for det “Daglige selvkærlige boost” (mere om det om lidt).

I sin grundform ligner det til forveksling en nyhedsmail – og systemet er da også det samme, idet man skal skrive sig op, for at modtage denne. Og mystikken spreder sig. Hvad er det der gør, at forfatteren ser stort på det grammatiske og eventuelle slåfejl? Indholdet og hensigten er svaret – ganske enkelt, og helt igennem autentisk. For som du måske har regnet ud, handler dette om noget dybere der skal formidles. Set fra mit verdenshjørne, vil netop tekstens ordlyd, slåfejl og grammatiske fejl i verberne, få budskabet til at glide lettere ind. Få det til at virke mere professionelt, gennemarbejdet og så videre. Men jeg er nødt til at bevæge mig ud af min (faglige) fordom, og forstå afsenderens præmis. Når jeg gør det, giver det mening. Trods alt.

For afsenderen af det omtalte brev (samt mail) er psykolog. Hun har en agenda: hun vil nå helhjertet ud til så mange kvinder som muligt, for at træne dem i at være selvkærlige og ærlige. Overfor sig selv, og for sine omgivelser. Hun skriver i sin mail, at hvis hun skal sidde og vente på korrektur, eller selv bruge for meget krudt på det hver eneste dag, at det så dræner processen (og glæden?) for hende. Så hellere være autentisk og nærværende med sit budskab. Den beslutning er hun tilfreds med. Og hun ender med at stille mig spørgsmålet, om jeg også kan være tilfreds med det? Det kan jeg jo et eller andet sted blive nødt til, og dermed rumme hendes holdning. Men jeg sidder jo også med et andet fagligt ønske om, at ville gøre hende det bedste. Derfor fik hun i første omgang tilbuddet om at jeg kunne rette hendes breve, før de røg i luften. Der har man ret til at sige nej tak og ja tak (ved ikke, måske, og så videre). Så ja, det kan jeg godt leve med, set ud fra denne præmis. Så alt imens jeg læser hendes kloge ord, springer jeg hastigt videre når øjet snubler over et r i et ikke aktivt verbum. Verden er ikke perfekt, men mange af os gør vores bedste for, at gøre verden til et bedre sted, på hver vores facon og præmis. Det er også rummelighed.

Den omtalte afsender, er psykolog Mette Holm. Du kan finde hendes webside, samt skrive dig op til hendes “Daglige selvkærlige boost” her

Hvilken generation er du fra?

Hver generation har sine egne specifikke udtryk – det er en helt naturlig del af sprogets og samfundets udvikling. Og det er ofte her man opdager, om man “hører til” i den ene eller den anden generation.

Alder er for nogle et stort emne, mens det for andre (herunder undertegnede) ikke er noget man går vildt meget op i. Jeg føler mig som en del af tiden, og at jeg for hver dag modnes til at blive det (hele/harmoniske) menneske, som jeg nu engang skal  være. Jeg føler mig ung, frisk og aktiv, og at det er dét, der definerer mig som person – og ikke det tal, som jeg fylder. For mig er det ofte først i mødet med andre mennesker, at jeg får defineret min alder ud fra mere abstrakte og kulturelle forhold, end mit fødselsår.

Tag nu fx. denne sjove episode på kontoret i går. Jeg sidder og arbejder sammen med en kollega, hvor vi skal bearbejde data, og derfor også kommentere en ret stor talmængde for hinanden. Da jeg så siger “16, kys din kæreste på rejsen”, får vi os et godt grin. Fordi de to yngre kolleger sidder og kigger på mig med store øjne og måbende ansigt, som om jeg var faldet ned fra månen. De kender slet ikke udtrykket, og har aldrig hørt det før(!)

Som tak for deres nye lærdom, kunne de så fortælle mig om denne generations seneste og mest hippe ord, som bliver brugt i alle sammenhænge, og som ingen alligevel helt ved hvad betyder: “Schwag” [med amerikansk hip hop ordlyd]. Det bliver brugt om alt, der er cool/ok og så videre. Ligesom min generation indførte ordet “fedt” – et ord, som mine forældres generation til gengæld fandt ret morsomt og underligt, og som jeg kan huske at de kommenterede ret meget.

Måske er jeg bare en sprog nørd, men jeg synes, at det er meget sjovere at dvale ved denne slags kulturelle forskelligheder, fra den ene generation til den anden, frem for at gå i spåner over, om jeg nu fylder hint eller andet år denne gang. Sandt er det jo, at vi alle bliver ældre dag for dag. Det er op til hver af os, hvordan vi vil leve livet, og leve med den viden.