Harmoni

Syg kultur?

Chris McDonald kører for tiden en programserie på DR2, hvor han via motion forsøger at oparbejde en gruppe danskere til at minimere deres indtag af piller. Eksperimentet udarbejdes i samarbejde med aktivitetslæger, forskning og målinger. Dermed skulle evidensen være på sin plads.

Personerne er nøje udvalgte eksempler af denne befolkningsgruppe (på piller). De bliver konsulteret af læger, for at minimere risici for skader med videre. Personerne udsætter således ikke sig selv for fare ved at deltage i disse øvelser og udfordringer. Derimod får de rykket ved nogle grænser i forhold til deres egne selvopfattelser af, hvad de kan klare. De bliver presset til grænsen – og lidt til, for at rykke ved dem. De bliver tilmed sundere.

Alligevel er der nogle som falder fra. De mener ikke selv at de kan udføre ganske almindelige fysiske krav og udfordringer. Deres hæmninger ligger i de begrænsninger som de overbeviser sig selv om. Er man dér, kan andre ikke hjælpe én videre. For der er lukket for at tage imod for nye forståelser og deraf selvopfattelse.

Heri begynder min undren. Lever vi i et samfund, med en generel syg kultur, hvor fokus ligger på vores begrænsninger og det som vi ikke kan, frem for alt det som vi kan? På accepten af lidelsen som et normalt og nødvendigt onde, som kommer med alderen?

Et kig på den almene middelaldrende generation af danskere (50+), giver et generelt billede af en befolkning der lider af overvægt, “almene” skavanker som dårlige knæ og hofter, sukkersyge med videre. For den almene familiefar eller karrieremor, er den daglige motion for mange begrænset til de få skridt hen til bilen, samt hen til kontordøren, og de jævnlige småture til toilet og kaffeautomat, samt eftermiddagskagen.

Mangel på tid, bliver ofte den gyldige undskyldning for, ikke at få sved på panden 2-3 gange om ugen (hvor samtlige gifstoffer ryger sig en tur). Dagligt at gå tur på 30 minutter; eller ramme de gyldne 7-10.000 skridt om dagen. Men hvad er den undskyldning egentlig værd, hvis det er på kroppens (og samfundets) bekostning? Hvad er det der forhindrer os i at prioritere den tid for vores krop, vores eget velvære og selvværd?

Mit bud er, at vi kan finde en kombination af flere ting, som gør sig gældende for denne tiltagende fysiske inaktivitet. Med mindre vores job består i at træne andre mennesker fysisk, sker der automatisk en reduktion i den tid som vi har til rådighed ved siden af vores job. Den knappe tid benytter vi på at hente vores børn, handle ind til aftensmaden og til at få aftensmaden på bordet. I mange hjem tændes der automatisk for TV´et efter endt aftensmad, eller familiemedlemmerne forsvinder bag hver deres skærm, bestående af laptops, ipads, iphones med videre. Kroppen bliver ganske enkelt vænnet til at holde sig i ro. En krop der ikke aktiveres tilpasser sig. Til sidst ender den selv med at tro på, at det er hvad der skal til, for at have det godt. Der sker noget med hjernens overbevisning om, hvad den kan og ikke kan. Langsomt begynder skavankerne at vise sig. For en krop der ikke aktiveres, har det ikke godt. Den lider, og arbejder på højtryk for at modarbejde bivirkningerne af denne stilstand. Kroppen er ganske enkelt i gang med at accellere nedbrydningen af sig selv og kroppens celler. En af bivirkningerne ved inaktivitet er, at kroppens muskler bliver slappe, det samme sker for ilttilførelsen til hver enkelt celle. De går i hi. Dermed er den onde cirkel skabt, og troen på at man ikke kan får nye ben at gå på, fordi det en dag bliver en anstrengelse at gå ned ad trappen med skraldespanden.

En anden vigtig årsag til at tingene begynder at skride, og som for nogle ender ude på et skråplan, er de tanker som man har om sig selv, i samtråd med den adfærd som er socialt acceptabel. Socialvidenskaben fortæller os, at den sociale accept har en styrende effekt på os som individer, da vi har en indgroet trang til at tilpasse os flokken, for ikke at blive udstødt. Ofte viser der sig en tendens til, at de personer  i flokken der lægger sig i offerrollen opnår større sympati, end dem som rækker armene i vejret og råber YES! –  Ja, Janteloven kære læser. Den er medsynder. Så længe vi ikke under eller beundrer andres succes, sker der ikke et skred til finde vindermentaliterne frem. Den indre stemme der siger, “YES I CAN” … Troen på sig selv, og viljen til at kæmpe. Selv ikke de mennesker som er født med en guldske i munden, kommer igennem livet uden at skulle kæmpe deres kampe. I hvert fald ikke hvis de vil udvikle sig som hele sunde og raske personer. Dermed skriver jeg ikke, at jeg ikke respekterer andres lidelser, psykiske såvel som fysiske. Det gør jeg. Men man vælger selv hvordan man vil håndtere dem. Attitude kan flytte bjerge.

“It´s not about what happens to you in life,

it´s all about how you choose to handle it, and live your life”

Hver dag træffer vi nogle valg (tilvalg og fravalg). Prioriteringer. Vi kan ikke kæmpe alle kampe på én gang. Derfor må vi hver især ud fra sin egen situation, vælge de kampe og prioritere de valg, som bygger os op og skaber vejen hen til de (del)mål som vi gerne vil opnå. Derved bliver vi stærkere, opnår større selvværd og livskvalitet. Livet er nu. Hver eneste dag.

Reklamer

Hvilke historier fortæller du?

I går da jeg sad på bænken, imens min søn trænede fodbold inde på banen, lagde jeg mærke til noget. Lige der på tilskuerpladserne. Drama. I større eller mindre skala.

Det kom fra de historier, som forældrene delte med hinanden. Typisk var det kvinderne der distribuerede dem. Mændene deltog ved at lytte, og kommentere med deres problemløsninger.

Så slog det mig, at jeg selv kan have tendens til det samme, til trods for at jeg har noget af det mest positive livssyn og en viljestyrke til at klare lidt af hvert.

Det gav mig grund til at reflektere lidt mere over det. Hvorfor mon der var denne tendens til drama udveksling? Skyldes det reelt en indre frustration? Og har man overhovedet til hensigt, at sprede denne frustration, som man kommer til at sprede med sine historier? Er det en metode man (ubevidst) benytter til, at opsøge intimitet og skabe fortrolighed med? Kan det være et tegn på kedsomhed, eller et tegn på begge dele?  Hænger det sammen med janteloven, så vi ved at sprede en dårlig version af os selv, føler mindre skyld over vores livsglæde og de ting som går os godt? Skyldes det, at vi dagligt eksponeres for det ene drama efter det andet i diverse nyhedsmedier, så vi for at føle os hørt skruer dramaet på? Eller er vi ligefrem blevet så påvirket, at vi tror at det er den bedste måde, at fortælle vores historie på? Måske er jeg bare mere OBS på fænomenet, fordi jeg bevidst er i gang med at lægge en ny stil for min egen vej, og er dermed selv med til at skabe drama, ved at fremhæve det? Jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at det har konsekvenser når vi deler disse historier med hinanden. Vi spreder den frustration, der siver som giftige gasser fra vores krop, imens dramaet udspiller sig. Frustrationer, som planter sig hos andre som bittesmå svampesporer der borer sig ind i hjernen og sindet, uden at modtageren er bevidst om det. Det er ikke godt.

Betyder det så, at vi ikke må tale om de problemer og tanker, som vi tumler med? Selvfølgelig må vi det. Fordi vi er alle hele mennesker, der rummer alle slags følelser. Det er menneskeligt, at vi gerne vil dele dem med andre mennesker, men vi hiver hinanden ned hvis det hele ender i klagesang. De reelle problemstillinger mister også deres ret, fordi de drukner i mængden. Jeg tænker at man med en konstruktiv tilgang til kommunikationsdisciplinen, vil komme længere. Ved at benytte NLP værktøjerne og være assertiv i forhold til sig selv og problemet, og ikke gøre sig selv til offer, eller problemet til en aggression, der truer. Bedst er det, hvis vi i den samtale (indre som ydre) bevidst beder om gode råd, eller i det mindste selv bringer en perspektivering på banen, der rummer en løsning. Det kræver træning, og bevidst tænkning indtil det bliver den nye to-do.

De små tings zen

Jeg fryder mig over, hvordan det er de små ting, som spreder ro, glæde og harmoni i krop og sind.

Som fx. at være til stede i nu´et uden at foretage sig noget som helst. Bare være. Gerne en hel aften, hvis der virkelig har været tryk på tanker og sind i løbet ad dagen, eller dagene op til.

Jeg ved godt, at det kan virke angstprovokerende på de fleste mennesker, fordi vi som oftest, i vores moderne samfund, er meget hypede på, at vi skal være noget så effektive – hele tiden og konstant. Men som i musikken, er det pauserne der giver aktiviteterne styrke. Måske fordi den indre ro, som pauserne giver, skaber grobund for dybere forståelse/fordybelse af den efterkommende aktivitet.

Jeg fryder mig især fordi, at det er en lektie som jeg endelig har lært værdien af. Jeg har ofte haft sådanne øjeblikke, eller aftener i mit liv. Modsat nu, fik jeg ofte dårlig samvittighed over det, da jeg var yngre. Jeg er i forvejen et ret aktivt menneske, så der var bestemt ingen grund til at føle skyld, fordi jeg enten kedede mig, eller blot slappede af i mit eget selskab. I dag ved jeg, at det er en nødvendighed, og et meget sundt træk. Hvad gør du, for at passe på dig selv, slappe af og skabe harmoni, i en fortravlet hverdag med konstante krav om at præstere?  Mange tænder for deres TV, for at koble af. Det er sjældent at det virker efter hensigten (i længden), hvis det blot er en robot øvelse, hvor man ikke har fornøjelse af det man ser. Nyder man det ikke, er det bedre at slukke.

Filosofien med at koble af, ved at give sig selv et stille pusterum, er ikke min idé. Den praktiseres meget i orienten, blandt andet gennem bønner og meditation. For nogle er det også en aktivitet at meditere – men der kobler man trods alt af, og sidder stille imens. Zen-buddhismen er fortaler for, at man renser sit sind og sin sjæl, ved at være alene med sig selv. Dertil ligger selvkærligheden i, at kunne lide at være alene med sig selv. Plus øvelsen i, at have sunde dialoger med sig selv og sit indre. Man “grounder” (lander) ganske enkelt med sig selv. En gevinst ved det er, at man bliver mindre afhængig af andre menneskers accept – og endda deres selskab. Jeg taler ikke for, at man skal isolere sig hver dag – men maner til, at man som socialt menneske, bedst skaber ro og harmoni ved, at trække sig tilbage en gang i mellem.