Medier

Hvilken flirt er du?

I dagens go´morgen Danmark kunne vi høre om sommerens fire flirtetyper. Arketyper, jovist. Så er der jo dét med arketyper, at alle har en grad af de enkelte poler i sig, men at det mere handler om, hvor på skalaen man mest hælder til. Det er sjældent, at man rammer en arketype klokkerent.

Et muntert indslag, må man sige. Utroligt, at det får sendetid. Skræmmende, hvis man tager det alt for højtideligt.

Et kig på de fire arketyper, kunne dog også vidne om, at alder, erfaring og brændte hjerter spiller ind på dén skala. Altså ville det ikke være så mærkeligt, hvis man rykkede i forhold til de to ydrepunkter i løbet af et levet liv.

Det er en kvinde som har præsenteret arketyperne (og udviklet dem?). Ordet intens indgår i både den ene og den anden udgave af den maskuline (hankøn) arketype. Han kategoriseres som New Age Flirteren (intens og psykologisk) mod Den intense mand (magnetisk, rolig) i den anden ende af skalaen. Den kvindelige arketype ligger i skalaen fra Bitterfisse (fordomsfuld og kølig) til Prinsessen (yndig og naiv). Jeg må indrømme, at jeg kun lyttede med, med et halvt øre. Der kan altså være nogle pointer som jeg er gået glip af. Så jeg vil altså ikke gå ind i en detaljeret præsentation af hvilke karaktertræk, som præger disse præsenterede arketyper. Sidder du et andet sted i verden, har du til gengæld fået et dyneløft til dagens agendasetting, for de agerende fire arketyper i dagens Danmark.

Et lettere overraskende indslag, synes jeg. Da jeg stensikkert ligger i den snævre målgruppe, kunne jeg være tilfreds og føle mig underholdt for en stund, og fundere over hvor jeg ligger på skalaen mellem Bitterfissen og Prinsessen. I stedet undrer jeg mig. Fordi jeg på mange måder synes at indslaget tager et skridt ud af samtiden. Særligt, hvis det er hos de yngre generationer, at man vil fange opmærksomheden. Seksualitet anno 2017, er så meget mere end en kvinde og en mand der interagerer og flirter med hinanden (offline), og som vil identificere sig selv og hinanden med de nævnte arketyper.

Det interessante er, at hele arbejdet med arketyperne i denne kontekst er så heteronormativ, at det skriger til himlen. Er du homoseksuel eller transkønnet, bliver du ganske enkelt forbigået i dette indslag (det gælder for så vidt også de mange seere, som er gift på 45. år, og som havde helt andre rollemodeller at forholde sig til, da de søgte deres mage for livet). Overskriften for indlægget er da også “Kend din sommerflirt”; så allerede dér er der sket en frasortering. Indslaget kan da siges at være delvist informativt, da det præsenterer fire aktuelle arketyper. Det kritiske punkt ligger i, at seerne ikke præsenteres for en ikke-heteronormativ skala. Hvis du er homoseksuel, får du ikke en (tvivlsom) guideline præsenteret. Hvad værre er, så kommer du til at føle, at du ikke er repræsenteret. Din arketype er ikke-eksisterende i medierne. Sådan er det generelle mediebillede stadigvæk i dagens Danmark, til trods for at vi skriver 2017.

Er dét så et problem? Ja, det kan det være for de minoriteter som gang på gang ikke repræsenteres; hvadenten det drejer sig om homoseksuelle flirtetyper, dem med mørkere glød i huden og sorte øjne, og så videre. Når agendaen strengt taget altid er den samme, hvor det er den heteronormative hvide dansker der fremhæves som vidunderbarnet i familien, imens de øvrige børn enten ignoreres eller konstant gøres til problembørn. Medierne må oppe sig, hvis de vil være repræsentative for hele samfundet, samt klare konkurrencen til streamtjenester, fake news og ikke agere talerør for den politiske agendasetting.

 

Overblik over de de fire flirtetyper, som du i henhold til Go´morgen Danmark d. 24.7.2017, kan møde ude i sommerlandet.

New age flirteren :: intens, psykologisk

Bitterfissen :: fordomsfuld, kølig

____________________________________________

Den intense mand :: magnetisk, rolig

Prinsessen :: yndig, naiv

Politainment

Alle taler om Trump, krummer tæer eller klapper. Meget kan man sige om manden, men han har i den grad forstået hvordan medierne virker, og hvad der skal til for at opnå maksimal omtale.

Hvis ikke det var for den vigtige post som der er tale om, så ville jeg – forherliget af mediernes muligheder – også klappe i hænderne. I stedet føler jeg mig nødsaget til at tage ansvar, og dele den indsigt som jeg har.

For Trump har triumferet i en mediemæssig forstand, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Alle kommenterer, deler, eller har en mening om ham. Resultatet er, at han er den kandidat som opnår mest spalteplads i medierne. Når han opnår dette, rykker han helt op på befolkningernes frontallapper og rumsterer i dennes bevidsthed. Dette faktum alene forøger sandsynligheden for, at mange vil sætte deres kryds ved mandens kandidatur, når de går til valg. Mange vælgere som enten lider af politikerlede eller manglende interesse for politik, vil sandsynligvis være tilbøjelige til det samme, og slutteligt så slår skræmmekampagner og ditto retorik sjældent fejl i politik. Det er et af de mest mangtfulde retoriske virkemidler, fordi det pirrer til den afmagt overfor et hektisk samfund, som mange har svært ved helt at gennemskue hvordan de skal håndtere. Ved at finde syndebukke, får “problemet” et ansigt, og bliver konkret at forholde sig til. Uagtet sandhedsværdien i disse udsagn.

Vi ser det samme ske i dansk politik – og for en gangs skyld, har vi her overhalet udviklingen i USA for en stund, idet DF med deres løftede fingre og skræmmeretorik der specifikt udpeger minoriteter i samfundet, er stormet frem i det sidste årti. Venstre lugtede godt muligheden skråstreg truslen for tendenserne i denne udvikling, og lagde sig tidligt i alliance med partiet. Til trods for at liberale værdier i bund og grund har meget lidt til fælles med DF´s værdisæt. Men man fandt fodslag i at udpege indvandrerne som landets nassere og ulykkesspredere, samt de arbejdsløse som dovne hunde. Man vælger helt kategorisk at se bort fra hvilken betydning som indvandringen har haft for, at Danmark kunne udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det kan undre, at et ellers meget tolerant samfund vendte rundt og blev så forskræmt og fordømmende. Igen kan vi takke mediedækningen, og de mange skræmmekampagner. Tabloidaviser der leverer “beviser” på disse gruppers adfærd, som beskrevet af DF, giver partiet vind i sejlene. Folk i provinsen får et indtryk af at hovedstaden ligger under for ren anarki, samt subkulturer der hører Afghanistan til. Dermed skal problematikkerne ikke underkendes, idet de eksisterer. Dog ikke i den skala som medierne og DF gerne vil have det til at lyde til. Man kan endda yde den påstand, at det er medierne selv, som er med til at virke fremherskende disse tilstande. Dermed kommer vi frem til et andet vigtigt element: Ansvar. Her med reference til massemediernes ansvar og etiske ståsted. Hvis man som public service bliver alt for optaget af nyhedsværdi og sensationslyst, skaber man et stadigt stigende behov for samme. Nyhederne leveres på mediernes præmis, og bliver således også en slags paramount reality, som Silverstone betegner den medierede virkelighed som vi er omgivet af, og blandt andet selv bidrager til som mediebrugere. Den medierede virkelighed bliver en selvstændig enhed i virkeligheden, hvor grænserne forsvinder eller glider ind i hinanden over tid.

Vender vi blikket tilbage på den amerikanske valgkamp, kan vi se hvordan for eksempel demokraternes agenda og dette partis kandidater drukner i det medieshow, som Trump har stablet på benene. Tvivlerne hører og ser kun Trump – og selv flere af Hillary´s modangreb på Trump er med til at give ham mere spalteplads. Set med mine øjne, er det en kritisk og farlig kurs for demokraterne at følge. Dels fordi det er god (kampagne) skik ikke at svine sin konkurrent til (ved at bidrage til svinestregerne, går man ned på samme niveau, som det man foragter!); og dels fordi det tager dyrebar spalteplads fra partiets egen agenda og synlighed. Når alle kommenterer Trump på de sociale medier, er de med til at forstærke Trumpeffekten samt mediedækningen af ham. Manden er på ingen måde uintelligent, og han har temmelig sikkert helt bevidst valgt at fremstå med dette image som pauseklovnen, fordi det har en kæmpe spreadability faktor. Spørgsmålet er, om han virkelig ville kunne stå inde for sine udtalelser for det tilfælde at han vælges ind som præsident. Manden er mangemillionær og en kapitalist, der har vist sig at foretrække penge i skattely, og er tilsyneladende en person, for hvem målet helliger midlet. Det er tvivlsomt hvor meget han har at tilbyde den middelklasse som lige nu lader sig imponere af ham og hans fremtoning. Man kunne fundere over, om det i virkeligheden netop er middelmådigheden som han håner så kraftigt med sine fakter og latterliggørende udbrud.

Alting har en livscyklus. Det gælder også indenfor mediedækning. Der foreligger en vis sandsynlighed for at mediedækningen tager så meget fart, at de amerikanske vælgere når deres mæthedspunkt før kampagnen er overstået og valget finder sted. Måske vil vælgerne til sidst være så fomstoppede med Trumps mediestunts, at de får kvalme af at se mere af samme kaliber. En kvalme der bliver så stærk ved valget i januar 2017, at tanken om at han skal tone frem på skærmen de næste 4 år med (eller uden) den samme agenda, får hårene til at rejse sig, og i sidste ende hånden til at sætte krydset et andet sted.

image

Hvilke historier fortæller du?

I går da jeg sad på bænken, imens min søn trænede fodbold inde på banen, lagde jeg mærke til noget. Lige der på tilskuerpladserne. Drama. I større eller mindre skala.

Det kom fra de historier, som forældrene delte med hinanden. Typisk var det kvinderne der distribuerede dem. Mændene deltog ved at lytte, og kommentere med deres problemløsninger.

Så slog det mig, at jeg selv kan have tendens til det samme, til trods for at jeg har noget af det mest positive livssyn og en viljestyrke til at klare lidt af hvert.

Det gav mig grund til at reflektere lidt mere over det. Hvorfor mon der var denne tendens til drama udveksling? Skyldes det reelt en indre frustration? Og har man overhovedet til hensigt, at sprede denne frustration, som man kommer til at sprede med sine historier? Er det en metode man (ubevidst) benytter til, at opsøge intimitet og skabe fortrolighed med? Kan det være et tegn på kedsomhed, eller et tegn på begge dele?  Hænger det sammen med janteloven, så vi ved at sprede en dårlig version af os selv, føler mindre skyld over vores livsglæde og de ting som går os godt? Skyldes det, at vi dagligt eksponeres for det ene drama efter det andet i diverse nyhedsmedier, så vi for at føle os hørt skruer dramaet på? Eller er vi ligefrem blevet så påvirket, at vi tror at det er den bedste måde, at fortælle vores historie på? Måske er jeg bare mere OBS på fænomenet, fordi jeg bevidst er i gang med at lægge en ny stil for min egen vej, og er dermed selv med til at skabe drama, ved at fremhæve det? Jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at det har konsekvenser når vi deler disse historier med hinanden. Vi spreder den frustration, der siver som giftige gasser fra vores krop, imens dramaet udspiller sig. Frustrationer, som planter sig hos andre som bittesmå svampesporer der borer sig ind i hjernen og sindet, uden at modtageren er bevidst om det. Det er ikke godt.

Betyder det så, at vi ikke må tale om de problemer og tanker, som vi tumler med? Selvfølgelig må vi det. Fordi vi er alle hele mennesker, der rummer alle slags følelser. Det er menneskeligt, at vi gerne vil dele dem med andre mennesker, men vi hiver hinanden ned hvis det hele ender i klagesang. De reelle problemstillinger mister også deres ret, fordi de drukner i mængden. Jeg tænker at man med en konstruktiv tilgang til kommunikationsdisciplinen, vil komme længere. Ved at benytte NLP værktøjerne og være assertiv i forhold til sig selv og problemet, og ikke gøre sig selv til offer, eller problemet til en aggression, der truer. Bedst er det, hvis vi i den samtale (indre som ydre) bevidst beder om gode råd, eller i det mindste selv bringer en perspektivering på banen, der rummer en løsning. Det kræver træning, og bevidst tænkning indtil det bliver den nye to-do.