Medier

Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.

Reklamer

B film

Juletiden er så småt ved at ringe ind. Med juletiden oversvømmes TV af B film, klichéer, gennemskuelige plots og kærlighedshistorier.

Det er pladderromantik, så det basker. Men det er også en klassiker, som jeg er kommet til at holde af.  Det tror jeg dybest set bunder i, at disse B-film er ren afslapning, og at man bliver varm om hjertet når man ser dem. Min egen far udtrykker det således: “det der er der da ingen der kan tage skade af at se”. En kommentar med modifikationer.

For ud af Hollywoods pladderromantik, kommer også forestillingen om prinsesser og prinsen på den hvide hest. En problemstilling, som mange psykologistudier har noget og hint at berette om. Mange piger lever med den drøm i flere år; at prinsen på den hvide hest findes. Dette er dog ikke noget der kun er henledt til B-filmen, men som indbefatter mange store Hollywood produktioner. Rygtet vil vide, at B-filmen oprindeligt var en del af de store opsætninger – en side B, som på en LP. I dag er B filmen et selvstændigt værk.

Mange B film har et manus, der drejer sig om kærlighedens væsen, om at turde, og at vove. Det går så grueligt galt undervejs, men ender lykkeligt. Måske er det netop B filmens paradoks, at mange ikke vover kærligheden i dag, med risikoen for at miste, og fremstå sårbare. Skuespillernes præstationer varierer meget; og det er ikke deres præstationer, men budskaberne der bærer filmene. Det er de små detaljer og følelserne, der styrer filmen fra start til slut.

Kan man se igennem med klichéerne, og holde sig for øje at manus er en film, så mener jeg bestemt heller ikke at det kan skade at mærke den glæde, de smil og det håb i sit sind.

 

FAKTA ….

En B-film er en film der er produceret for få penge og uden mange ambitioner, og som virker klichéagtig. (kilde: https://da.m.wikipedia.org/wiki/B-film)

Distance bag skærmen

Jeg vil i dette indlæg kommentere på Medieringer og distance.

De fleste der beskæftiger sig med digitale medier ved, at skærmen skaber en distance til vores omgivelser. Den knytter også mennesker sammen. Men lad os lige dvæle ved distancen. For den fordrer at vi tager et ansvar – for os selv, og hinanden.

Det omtalte tilfælde i artiklen (se link nedenfor), er et hårrejsende eksempel på distance via skærmen. Der bliver filmet, i stedet for at gribe ind for at redde den arme mand der bliver overfaldet (artiklen fra mx.dk, melder intet om hvorvidt politiet bliver kontaktet). Der sker det, at medieringen af overfaldet får en højere prioritet end at redde manden, ved at fastholde overfaldsmændene. Den ring af mennesker som ‘deltager’ passivt i overfaldet ved at filme det, er medskyldige i det meningsløse drab af den unge mand. De kunne have forhindret det i flok, ved at tage telefonen væk og gribe til handling, for at redde det menneske som lå for fødderne af dem.

https://www.mx.dk/nyheder/global/story/14013043?utm_source=bt.dk&utm_campaign=pos_2&utm_medium=article

 

Nu ligger videoen på youtube – til hvilken nytte?! Morderne vil for altid være genkendt. Det vil de mennesker som står i baggrunden også være!

Vi er nødt til at tage et opgør med den medierede verden, og forholde os til, at skærmen ofte prioriteres forud for den menneskelige og humane kontakt. Skærmen skal være velkommen, men den må ikke fratage os evnen til at reagere som mennesker, og handle når det er nødvendigt.