etik

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Reklamer

Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.

Another day in Paradise

Når moralen knækker, og grådigheden tager over, forvandles paradis og helvede fryses til is. Glatis. I dag er de såkaldte “Paradise papers” blevet offentliggjort. Same story, same place, other actors. Vi korser os, forarges, og glemmer det hurtigt igen. Måske.

Der ligger et enormt aberdabei  ved denne slags aktiviteter. Det underminerer moralen når rigmænd føler sig berettiget til at omgå simple skatteregler, der skulle være til gavn for samfundet. Noget der ikke er muligt for menigmand, og som derfor i sig selv virker fordærvende for fællesskabet – det vil sige sammenholdet i det kapitalistisk styrede verdenssamfund, som vi er en del af.  Kapitalismen driver meget godt, da flere penge i samfundet, holder hjulene i gang. Men kapitalismen (herunder det frie markeds drivkraft) har den indgroede svaghed, at egoismen, grådigheden, og duften af flere penge, kan tilsidesætte fornuften og moralen. Her kommer loven, og skattebilletten ind i billedet.

“Med lov skal land bygges” forlyder det i den oprindelige Jyske lov (og siden henført i grundloven). Deraf en tro på, at loven skal overholdes af alle, som én. At det er med respekten for loven, at man styrer udenom faldgruberne, hvor enkeltmænd ikke tilgodeses frem for andre; og hvor alle er lige for loven. Der sker et skred i fundamentet, når disse ikke overholdes. Det giver grobund for korruption, når penge udgør (for stor) en magt. Pengene skal være drivkræfter, men ikke bolværket i samfundet. Fundamentet er loven.

“Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet”

Keynes økonomimodel har således indberegnet individets efterspørgsel og behov, som værende de meste vigtige drivkræfter i samfundsøkonomien (hvilket de grundlæggende afsætningsplaner og marketingprincipper agerer ud fra). Den modsiger ikke det frie marked, men involverer en statsstyring der skal sikre at man blandt andet arbejder for at minimere arbejdsløsheden (betalingskræften/betalende ressourcer) i landets økonomi. Når alle har midler til at købe varer for, sker der et flow i de økonomiske transaktioner, og dermed stiger væksten i henhold til denne økonomiske tankegang. Behovet for, at der skal betales skat, er til for at pleje samfundets interesser, og ikke kun enkeltpersoners interesser og værdier. Modellen bygger formentlig på den antagelse, at man ved at give til fællesskabet og et fælles gode af de penge som tjenes, bidrager til samfundet som helhed. Ikke kun ren i valuta, men også mentalt (og måske endda metafysisk). Det er en grundholdning om, at det at sørge for sin næste, også er til fælles bedste.  Det er dette set-up som særligt de skandinaviske modeller har demonstreret i moderne tid.

Keynes økonomimodel: http://www.businessdictionary.com/definition/Keynesian-economics.html

Hertil kommer de etiske aspekter og teorier; og deraf de moralske forpligtelser for fællesskabet. Etik handler om det enkelte menneske i relation til andre mennesker; og altså om hvordan man behandler andre mennesker og betydningen af hvordan man behandler andre mennesker og ikke kun have blik for sig selv og sine egne behov (kilde: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-reproduktion/undervisning-til-grundskolen/oenskebarn/tekster/hvad-er-etik).

Etik handler om hvad der er rigtigt eller forkert (at gøre). Det vedrører et værdiafsæt for livet, og for alt liv. Et indre og ydre moralsæt som er gældende, uagtet om vi tager udgangspunkt i pligtetikken, nytteetikken eller dydsetikken. Dydsetikken omfatter ligeledes det ‘gode liv’ i betragtningen. Mennesket skal kunne leve med sig selv og sin egen handling – implicit heri ligger der også en forståelse for, og en respekt for, at dette også gælder andre mennesker og levende væsner. En demoraliserende adfærd, er således direkte destruktiv, for det enkelte individ, og for (verdens)samfundet. En deroute for vores forpligtelser og ansvar som medborger og samfundsborger. En deroute for de grundprincipper som vi samarbejder omkring globalt, som blandt andet er nedfældet i FN konventionen. Derfor må vi ikke tage skyklapperne på, og blindt acceptere at disse lyssky forretninger er et acceptabelt onde i et globaliseret kapitalistisk samfund. Vi må slå ned på det med samme ildhu, som vi gør på diktaturregimer og umenneskelige forhold verden over. Dét som er på spil, er vores syn på den verden, som vi lever i.

Mere om etik: http://hansreitzel.dk/Humaniora/Etiske-teorier/9788741258393

Paradise Papers udmærker sig ved at involvere selveste Dronningen af England. U2 sangeren Bono er genganger fra samme type lækkede skandale året før (Panama Papers, 2016); hvilket jo i sig selv er himmelråbende hypokratisk, når 80´ernes store ‘retfærdighedsikon’ står til falds for sådanne aktiviteter. Som ekstra sår i saltet knytter Paradise Papers den amerikanske udenrigsminister (Wilbur Ross) som medejer af russiske gasledninger (der ligeledes ejes af Putin), samt transport af denne gas. De politiske dimensioner af dette læk, er ikke til at tage fejl af. Facebook og Apple, der ellers ikke skulle mangle omsætning eller penge, er også at finde på listen over virksomheder i skattely. Cayman øerne udgør endnu engang aksen i dette foretagende, hvor skattely får kreative revisorer og advokater til at udflette forretningsmodeller med tvivlsomme formål. Foretagender i denne kaliber, og med udgangspunkt i offshore forretninger på Caymanøerne, er så udbredt og offentligt kendt, at det ofte indgår som scenarier i film, der involverer finansverdenen. Man må spørge sig selv, hvorfor det kan blive ved med at stå på, og hvad prisen reelt er for disse aktiviteter? Herunder hvilke lobbyaftaler som opstår i kølvandet med videre.

Paradise Papers: (kilde: https://www.blick.ch/news/ausland/diese-enthuellungen-sorgen-fuer-riesigen-wirbel-sogar-die-queen-taucht-in-den-paradise-papers-auf-id7559342.html).

Panama Papers: (kilde: http://www.focus.de/finanzen/videos/skandal-um-offshorefirmen-panama-papers-staatsanwaltschaft-leitet-ermittlungen-ein_id_5404749.html)

Skal vi give op, eller skal vi kæmpe for at ret skal være ret, og loven overholdes? Er vi nidkære og misundelige, når vi ønsker at disse forhold optrevles og endevendes? Nej. Loven er lige for alle. Alle har pligt til at betale skat. Hvis man mener at skatten er for høj, må man arbejde for det andetsteds. Hvis der er grund til at skjule en direkte erhvervsforbindelse mellem eksempelvis en amerikansk minister og en russisk gasledsningsvirksomhed, der involverer Putin, burde man måske ikke indlede relationen; og sådan kunne man blive ved. Vi har alle som én et moralsk ansvar over for det samfund som vi er en del af.

Ghandi-dont-loose-faith-in-humanityHvis samfundsøkonomier kan baseres på individet, hvorfor så ikke også moralen og håbet for en bedre fremtid? Det sætter jeg min lid til, imens jeg forsøger at huske på, at enkelte brodne kar ikke skal få mig til at miste troen på menneskeheden, og den styrke som vi sammen besidder. Sammen må vi kæmpe mod forureningen af vores sind, for fælles bedste.