etik

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Det starter med en tanke …

IMG_0437

 

Digtet siger det hele, og mere til. Der skal så lidt til før en vane (eller en uvane), bliver til en rutine. Det sker ganske ubemærket, med mindre der er tale om en (u)vane som man vil ændre. Det kan være hårdt at ændre kurs, men ikke umuligt. Det hele starter med en tanke.

Regnvådt hår og indre solskin

Jeg er lige kommet ind ad døren, efter en morgenvandring på en lille halv time. Morgenvandringen er en del af mit morgenrituale, nu hvor jeg skriver speciale.

Jeg går en tur i den lokale park, imens jeg kigger på træer og får gang i blodomløb og bentøj. Foråret minder mere om efterår. Da der ikke er opfundet nogen app til at ændre på det, må jeg regulere på en anden knap, nemlig den mentale.

Jeg havde min nye yndlingsregnfrakke på, uldtrøjen under, lange uldsokker, og gummistøvler på. Så jeg var vindtæt og varm. Den stille regn landede blidt i mit hår og mit ansigt. Vandreturene tager jeg med sindsro, hvor fokus er på at få jordforbindelse og indre kontakt. Det foregår ikke i et rask tempo, men i et moderat tempo. Ren zen.

Resultatet af morgendagens vandring er, at jeg har sol i mit indre, og er fyldt med overskud. Til trods for en nat med for lidt søvn (egen fejl), og en dag der byder på en ordentlig bunke arbejde, som skal laves. Det giver et overskud og en god energi til tage fat. Yin & Yang.

Jeg er af den overbevisning, at vi må omstille os til, at dette forår er tydelige tegn på “the new normal” på disse kanter. Indlandsisen smider ifølge forskerne 350t kubikmeter is i havet om året. Det er temmelig store isklumper, så det er klart at havene omkring os bliver koldere, og dermed påvirker vejret på den nordlige halvkugle. En pilot forklarede mig engang, at kloden samlet set skal have en konstant temperatur. Udsving bliver således reguleret andre steder på kloden. Så imens vi får koldere vinde, vil temperaturerne omkring akvætor stige, samt i de lande som ligger tættere på ækvator. Jeg tør slet ikke tænke på hvilke konsekvenser som dette måtte have for regnskovene, og hele verdens regnvand. Jeg håber inderligt, at denne viden deles med børnene i geografitimerne, helt ned i de mindste klasser. Forestillingen om at den cirkulerende vandmasse er konstant og uforanderlig er ligeledes under pres. Vi presser grundvandet op i for højt tempo, og dermed dræner vi dette. Tilsyneladende presset af økonomiske interesser.

Summasumarum, så kan vi ikke blive ved med at handle så tankeløst som vi gør. Vi lever på en løgn (livsstil), der opererer på bekostning af alle andre dyreliv på kloden, samt klodens ressourcer. Det holder ikke.

Dokumentarerne i linket nedenfor redegør for sammenhæng mellem udhuling af grundvandet, tørke og mangel på rent drikkevand. De indeholder en del etiske problemstillinger, som vi også må forholde os til som forbrugere: https://www.watercache.com/blog/2011/10/must-see-water-documentaries-provide-insight-into-future-water-crisis

Økosystemet skriger på menneskelig handling og en redningsplan, der siger spar 2. Klodens økonomi er parakdoksalt flettet godt ind i problemstillingen, hvor magt og rigdom ligeledes drejer sig om samme akse. Omstilling til grøn energi er et must, men hvis hele energisektoren krakelerer som følge deraf, skaber det døninger hele vejen igennem verdensøkonomien. En ny økonomisk krise truer. Måske er det udsigten til endnu en krise, der kan blive vores redning; for derigennem at genskabe en ny balance – også selvom det kommer til at koste blod, sved og tårer. Ender vi i en ny krise, risikerer vi at optrappe samtlige konflikter, førend at omstillingen finder sted. Det er bestemt ikke et ønskescenarie, men historien vidner om, at det er ved at ramme bunden, at tingene ændrer sig.

 

 Nyt håb, overflod og balance

Forhåbentlig genvinder humaniteten også sin gode røst, hvor medmenneskelighed, medfølelse og næstekærlighed får ben at gå på i det nye verdensparadigme. En verden hvor CSR og human rights vil være unægteligt knyttet til enhver investering og de frie markedskræfter. Rigdom og overflod er ikke et onde; det kan til gengæld skabe bedre vilkår for langt flere mennesker og samfund. Spreder rigdom og velstand sig til flere hænder, uden at være på bekostning af andre og klodens ressourcer, får vi samlet set et større overskud.  Rigdom og overflod der beror sig på bekostning af andres vé og vel, personlig grådighed og nidkærhed, uden respekt for det omkringliggende miljø, er så fandenivoldsk, at problemerne har det med at udmønstre sig i komplicerede andengradsligninger, med alt for mange ubekendte og usikkerheder til følge. Lektien burde være lært, men mennesker har det med først rigtig at forstå og omstille sig, når de rammer bunden. Det bliver et helvedes ridt, men det ligger vidst i kortene.

Problemerne er så store, at det kræver ændringer der hvor de store beslutninger træffes. Til trods for en vis tiltro til demokratiet, er jeg også realistisk nok til at indse, at jeg ikke kan gøre meget her og nu. Jeg gør hvad jeg kan, for at mindske mine fodaftryk, og forsøger at være miljøbevidst i min hverdag. Jeg kan stille krav til virksomhederne med videre, og jeg kan engagere mig politisk. Der skal politisk velvilje til, for at der virkelig kommer til at ske et skred i tingene. Bevægelserne er i gang. Jeg krydser fingre for, og sætter min lid til, at tingene kommer til at ske. På den ene eller den anden måde. Vi kan ikke længere ignorere udviklingen. Det er ikke længere hippiekultur, overtro og dommedagsprofetier; det er benhårde fakta. Vi ved det godt allerinderst inde. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken.

Så hvorfor skulle jeg dog ditche over vejret, og trække mundvigene ned? Jeg har min indre knap at gøre godt med, og den kan ingen tage fra mig. Så god dag derude. Solen kommer nok et smut forbi, før sommerferien slutter. Alt andet lige, vil de mindste solstrejf sende bølger ud i bylivet, hvor vi myldrer ud i gader og stræder som myrer, for at mærke solens kærtegn, og mærke livet her og nu.