Sociale medier

Social media mania

Man ser i stigende grad, at mange – især kendte – føler et voksende behov for at bringe deres budskab om, at de har “meldt sig ud” af de sociale medier (som oftest facebook). Oftest på en måde, hvor de har behov for at udstråle dem selv som “vindere” og alle andre som tabere, fordi man ikke er nået frem til samme kendsgerning som dem.

De sociale medier får i den sammenhæng skyld for, at disse personer har følt stress, misundelse og ubehag over deres egne og “vennernes” opdateringer. Men jeg synes blot, at deres tilgang til mediet udviser et misbrug, frem for et normalt forbrug med begge ben solidt plantet på jorden.

Risici for at falde ud i et såkaldt “socialt media misbrug” eksisterer ganske vidst – ligesom det gør med alle andre forbrugs goder. En “shopaholic” vil næppe stoppe helt med at shoppe – men vil givetvis have brug for hjælp til, at håndtere det. Det samme må gælde for misbruget af de sociale medier. Grænsen vil altid være individuel.

De sociale medier er bruger styrede. Det betyder også, at det er brugerne som bestemmer tempo, indhold og rammer. Hver enkelt forbruger må gøre op med sit eget behov, og agere derudfra.

Set ud fra mit perspektiv, og min personlige tilgang til mediet, føler jeg overhovedet ingen trang til at konkurrere på spændende indhold. Jeg deler hvad jeg har lyst til at dele. Hverken mere eller mindre. Jeg følger mine venners aktiviteter i store træk. Absolut ikke slavisk, hvor jeg føler mig nødsaget til at forholde mig til alle opslag (det kan man slet ikke i praksis). Ofte heller ikke på daglig basis. Jeg synes derimod at mediet er genialt til at bevare relationer, og til at man kan være lidt ajour, dele gags og aktuelle begivenheder, der også kan underbygge de personlige relationer. Noget andet som jeg synes er rigtig fedt i denne negativt-hypede-nyhedsverden er, at man som oftest møder på positive opdateringer. Og det er da værd, at bruge lidt energi på.

Væk … og vækket til live

Der har været stille herinde. Meget stille.

Jeg har været væk fra min blog, som et led i en process. Jeg søgte væk fra mediet og ind til mig selv. I en tid hvor vi udstiller os selv alle steder, fik jeg behov for at stoppe op og træde et skridt tilbage. “Hvor går grænsen, og hvad er egentlig interessant at skrive og læse om?”, var nogle af de spørgsmål som poppede op i tidsrummet omkring min tilbagetræden. Jeg er typen der elsker at skrifle løs om stort og småt. Typen som måske har haft svært ved at finde den rigtige grænse for hvor min intimsfære går, når det gælder blogs og de sociale medier. Af samme årsag, er jeg forfatter på flere forskellige blogs -dette er den ene som linker direkte til mig som person. En anden blog er mere intim i sin udlevering, fordi jeg føler mig mere anonym der. En anonymitet som temmelig sikkert er illusorisk.

At jeg så vender tilbage til dette medie, og dette forunderlige univers, skyldes at jeg elsker at skrive, udtrykke mig og debattere. Det kan man her, og det er dét der gør mediet så vidunderligt “forløsende” at bruge. Forløsende fordi jeg frigiver min kreativitet, og giver mig selv lov til at udleve nogle behov som jeg har inderst inde.

Nogle ville måske bruge betegnelser som “ekshibitionisme”, og finde mulige psykologiske fællestræk ved alle os som blogger, skriver tweets og opdateringer på facebook. At tidens trend presser os til at deltage i større eller mindre omfang. Men er det nu også så enkelt?  Både-og-og-hverken-eller, tænker jeg…

Lad mig uddybe. Generelt så går jeg hverken ind for, og tror heller ikke  på generaliseringer 🙂 Men jeg tror, at der før eller siden opstår et behov, hvor den enkelte vil/må stille sig selv følgende spørgsmål: “hvad de vil bruge de sociale medier til” med “hvilket formål” og “hvordan de vil bruge det”?

Set ud fra et markedsføringsperspektiv, er spørgsmålene ovenfor ret interessante, for det tilvejebringer en nyt led af segmentering inden for de sociale medier. Efterhånden som de forskellige persontyper vågner op, bliver denne segmentering mere relevant, og dynamikken i de sociale medier mere varieret.

For nogle er det måske slet ikke velovervejet; men for mange andre er det helt bevidst og velovervejet at være deltager i dette univers. Nogle fordi de elsker at formidle budskaber, skrive og debattere. For denne gruppe er det måske stærkt nødvendigt at deltage her, for at profilere sig som formidler. Andre igen, blogger måske fordi de har en interesse, hobby eller speciale som de gerne vil dele med andre, og hvor de samtidig kan finde ligesindede at dele viden med. Igen er det den enkelte bruger som definerer grænserne og udtryksformen. Blot med den herskende grundregel, at vi respekterer hinandens forskelligheder og synspunkter, og holder en god tone. Altid -og her vil jeg så gerne generalisere! 🙂

Dermed er vi tilbage ved indledningen for denne artikel. Jeg har taget stilling, både med hensyn til indhold og form, så jeg er tilbage i frisk form. Jeg håber at det tilvejebringer gode oplevelser for jer som læser med, og for mig i den skrivende stund og i følgetråde.