Sociale medier

Sans for demokrati

DF´s seneste udmelding om, at de tolker Grundloven efter forgodtbefindende, er i direkte strid med den juridiske praksis, udtrykker flere professorer.

Men DF holder stædigt fast i deres ret til at fortolke Grundloven efter forgodtbefindende – og i dette tilfælde som værende kun gældende for danskerne (kilde: Berlingske Politik). Juridisk kan dette standpunkt ikke efterleves, da Grundloven udtrykker den grundlæggende lov, forpligtelser og rettigheder, som vores institution, Staten, er baseret på. Man kan vende det om, og stille spørgsmålet, hvis ikke Grundloven er gældende for udlændinge, flygtninge med videre, hvilken lov er så? Svaret vil være ingen. Og dette er ikke ønskeligt for hverken “Staten Danmark” eller de individer, som det vedrører. I øvrigt udtrykker Grundloven udtrykkeligt, at loven er lige for alle.

Det er problematisk, at vi har politikere siddende ved magten, som ikke forstår noget så grundlæggende som vores forfatnings Grundlov. Det er underminerer retssikkerheden her til lands, og det er i den grad faretruende for vores demokratiske virke. Vi har på det seneste oplevet nogle eksempler herpå i praksis.

 

Magt og modmagt

Det politiske embede medfører enormt meget magt. Magt korrumperer let det enkelte menneske. Det er man opmærksom på i såvel militæret som i vores politikorps. Deraf er det ikke alle, som kan blive optaget. Det kræver en vis psykisk stabilitet. Man kan undre sig over, at samme duelighedsprøve ikke er påkrævet for noget så centraliseret for magten i Danmark, som for vores folkevalgte politikere på Christiansborg. At der forinden opstillingen til kandidaturet er foretaget faglige og psykiske vurderinger (bl.a. via test og prøver, som man jo er så forherligede over). Det ville måske endda medføre et markant bedre arbejdsmiljø, hvor det vil være bolden, og ikke manden/kvinden, der er i fokus. Jævnfør den personlige magt, som manglende motivationsfaktor for embedet. Magten vil under alle omstændigheder naturligt indgå i embedet eftersom, at det er her, at elementære beslutninger for samfundet bliver foretaget. Men dog gerne ud fra et kriterie om, at forstå hvilke dynamikker og behov, som kendetegner et sådant moderne samfund, i en globaliseret verden.

Kan man sin Foucault, vil man vide, at desto mere magteliten ikke forstår at håndtere sit embede og denne magt med ydmyghed, desto større bliver risikoen for modmagt, opstand og revolution. Sagt på almindeligt dansk, undertrykkelse og magtmisbrug, skaber modtryk. I dag foretages meget af denne modmagt via diplomatiske veje og på de sociale medier, og virker måske ikke så synlig i hverdagen, for den enkelte borger. Den forekommer måske endda harmløs. Men nogle gange kræver det kun en snebold (eller et råb), for at skabe en lavine.

 

Sociale medier – det udvidede offentlige rum

De sociale medier er, på godt og ondt, blevet stedet hvor der bliver råbt op. Men det er også stedet, der kan manifestere opstanden og den offentlige protest, når den konvergeres til offline (og sker IRL). Selv i Danmark, hvor vi er for magelige og har for travlt til at gå på barrikaderne, er dette ved at manifestere sig. Ghettopakken er et eksempel, der møder stor modstand. Beboerne føler sig med rette diskrimineret for loven. Deres opstand består p.t. i at bryde det billede, som politikerne har rejst af de pågældende boligområder. Deres opråb går p.t. viralt (men drukner måske også lidt). Det samme gælder de dårlige forhold for de mennesker, der er placeret i udrejsecentrene, hvor flere utrætteligt fortæller om forholdene via de sociale medier, samt arrangerer protester. Endelig er der den sidste nye politiske hetz mod de hjemløse, der med politiets magt, kan placeres andetsteds, og forbydes adgang til egen kommune og netværk i 3 måneder. Særligt tragikomisk bliver det, når årsagen skyldes deres hjemløshed, og at de sover på gaden, når der heller ikke findes herberger og sengepladser nok. Samt det faktum, at der findes flere hjemløse end nogensinde før. Hjemløsheden rammer nu også de unge i Danmark (hvordan kom det dertil?!). Først gik protesten viralt, og siden har der været offentlig protest. Vi hører om familier der bliver splittet ad, og børn der placeres langt væk fra Danmarks grænser. Dette ud fra et rigidt skema om tilknytning ud fra nogle årstal, og som intet har med virkelighedsbilledet at gøre, og barnets integrering i samfundet med videre (hvilket så også er et lidt kritisk og kildent kriterie, eftersom at der ikke findes nogle konkrete definitioner for denne integrerbarhed). I praksis fratvinger man skilsmissebarnet retten til at være sammen med sin forælder, fordi hun/han har giftet sig på ny, og fået barn med sin nye ægtefælle. Hvorfor rører Socialforvaltningen ikke mere på sig i sådanne sager? Det er et direkte overgreb mod barnets (og forælderens) tarv.

 

Kend din Grundlov

En Regering der ikke kender sin Grundlov, samt gang på gang forskelsbehandler, og diskriminerer udsatte minoriteter, er ikke sit embede værdigt. Vi kan ikke, og skal ikke, alle passe ind i den samme blå boks. Mennesker, og menneskeskæbner er forskellige. Derfor vil udfaldet af deres liv også være det. Jeg ønsker på ingen måde et Danmark, der opfylder de kriterier som der er lagt for dagen.

Regeringen frygter alt muligt, uden hold i virkeligheden. De maler fanden på væggen, og spreder propaganda om frygten for koranskoler med videre med højre hånd, imens asiater, amerikanere og andre nationaliteter diskrimineres og forvises med venstre hånd. Propagandaen er sat i værk, for at få opbakning til deres agenda – der efterhånden minder om et korstog mod alt hvad den globaliserede verden står for. Herunder danskere der rejser ud i verden, og vender hjem med internationale familier, fordi livet sker og kærligheden opstår. Det mest sørgelige er, at de derved risikerer at skabe trusler mod Danmark. Et barn der forvises fra en god og tryg barndom med sin familie, kan ikke andet end udvikle meget ambivalente følelser, og eventuel vrede, mod selvsamme land. Ovenikøbet med et muligt traume tilknyttet denne oplevelse. Hvis det er frygten for Koranskolerne der forpurrer deres udsyn, så lav da en lov på dette kriterie. Terrortrusler med videre imødekommer man bedst ved forebyggende arbejde, og ikke ved at opstille et fælles fjendebillede omkring en bestemt minoritet, som for eksempel muslimer. Der kan lovgives om konkrete handlinger, samt straffes derefter. Det ville rent faktisk gå i tråd med Grundloven, idet der ikke må foretages samfundsskadelig aktivitet. Men det virker komplet tåbeligt, at et tilknytningsbegreb (som beskrevet før), skulle have nogen kobling til hverken terror eller koranskoler. Og her gør den siddende Regering sig måske mere skyldig i samfundsskadelig virksomhed, end man er sig bevidst om. Man må håbe, at det skyldes uvidenhed fra politikernes side, og en dumhed, som man måske kan tilsnige sig at tilgive dem for. Også selvom det lugter langt væk af xenofobi, islamofobi, samt politisk propaganda i forsøget på at skabe et fælles fjendebillede, og dermed fjerne fokus fra noget andet, og langt mere vigtigt (som for eksempel (politiker-) korruption, en sund økonomi der underminerer det konstante sparekrav der er ved at splitte velfærdssamfundet ad, samt miljø, og så videre). Men det understreger samtidig vigtigheden af, at politikerne og den siddende Regering forstår deres teoretiske ophav, samt deres forpligtelser over for demokratiets beståen. Der er grænser for, hvor dumme aftaler, som man må forhandle sig frem til, for at besidde magten i en koalitionsregering. Det personlige ansvar bør aldrig fraviges.

Reklamer

Social media mania

Man ser i stigende grad, at mange – især kendte – føler et voksende behov for at bringe deres budskab om, at de har “meldt sig ud” af de sociale medier (som oftest facebook). Oftest på en måde, hvor de har behov for at udstråle dem selv som “vindere” og alle andre som tabere, fordi man ikke er nået frem til samme kendsgerning som dem.

De sociale medier får i den sammenhæng skyld for, at disse personer har følt stress, misundelse og ubehag over deres egne og “vennernes” opdateringer. Men jeg synes blot, at deres tilgang til mediet udviser et misbrug, frem for et normalt forbrug med begge ben solidt plantet på jorden.

Risici for at falde ud i et såkaldt “socialt media misbrug” eksisterer ganske vidst – ligesom det gør med alle andre forbrugs goder. En “shopaholic” vil næppe stoppe helt med at shoppe – men vil givetvis have brug for hjælp til, at håndtere det. Det samme må gælde for misbruget af de sociale medier. Grænsen vil altid være individuel.

De sociale medier er bruger styrede. Det betyder også, at det er brugerne som bestemmer tempo, indhold og rammer. Hver enkelt forbruger må gøre op med sit eget behov, og agere derudfra.

Set ud fra mit perspektiv, og min personlige tilgang til mediet, føler jeg overhovedet ingen trang til at konkurrere på spændende indhold. Jeg deler hvad jeg har lyst til at dele. Hverken mere eller mindre. Jeg følger mine venners aktiviteter i store træk. Absolut ikke slavisk, hvor jeg føler mig nødsaget til at forholde mig til alle opslag (det kan man slet ikke i praksis). Ofte heller ikke på daglig basis. Jeg synes derimod at mediet er genialt til at bevare relationer, og til at man kan være lidt ajour, dele gags og aktuelle begivenheder, der også kan underbygge de personlige relationer. Noget andet som jeg synes er rigtig fedt i denne negativt-hypede-nyhedsverden er, at man som oftest møder på positive opdateringer. Og det er da værd, at bruge lidt energi på.

Væk … og vækket til live

Der har været stille herinde. Meget stille.

Jeg har været væk fra min blog, som et led i en process. Jeg søgte væk fra mediet og ind til mig selv. I en tid hvor vi udstiller os selv alle steder, fik jeg behov for at stoppe op og træde et skridt tilbage. “Hvor går grænsen, og hvad er egentlig interessant at skrive og læse om?”, var nogle af de spørgsmål som poppede op i tidsrummet omkring min tilbagetræden. Jeg er typen der elsker at skrifle løs om stort og småt. Typen som måske har haft svært ved at finde den rigtige grænse for hvor min intimsfære går, når det gælder blogs og de sociale medier. Af samme årsag, er jeg forfatter på flere forskellige blogs -dette er den ene som linker direkte til mig som person. En anden blog er mere intim i sin udlevering, fordi jeg føler mig mere anonym der. En anonymitet som temmelig sikkert er illusorisk.

At jeg så vender tilbage til dette medie, og dette forunderlige univers, skyldes at jeg elsker at skrive, udtrykke mig og debattere. Det kan man her, og det er dét der gør mediet så vidunderligt “forløsende” at bruge. Forløsende fordi jeg frigiver min kreativitet, og giver mig selv lov til at udleve nogle behov som jeg har inderst inde.

Nogle ville måske bruge betegnelser som “ekshibitionisme”, og finde mulige psykologiske fællestræk ved alle os som blogger, skriver tweets og opdateringer på facebook. At tidens trend presser os til at deltage i større eller mindre omfang. Men er det nu også så enkelt?  Både-og-og-hverken-eller, tænker jeg…

Lad mig uddybe. Generelt så går jeg hverken ind for, og tror heller ikke  på generaliseringer 🙂 Men jeg tror, at der før eller siden opstår et behov, hvor den enkelte vil/må stille sig selv følgende spørgsmål: “hvad de vil bruge de sociale medier til” med “hvilket formål” og “hvordan de vil bruge det”?

Set ud fra et markedsføringsperspektiv, er spørgsmålene ovenfor ret interessante, for det tilvejebringer en nyt led af segmentering inden for de sociale medier. Efterhånden som de forskellige persontyper vågner op, bliver denne segmentering mere relevant, og dynamikken i de sociale medier mere varieret.

For nogle er det måske slet ikke velovervejet; men for mange andre er det helt bevidst og velovervejet at være deltager i dette univers. Nogle fordi de elsker at formidle budskaber, skrive og debattere. For denne gruppe er det måske stærkt nødvendigt at deltage her, for at profilere sig som formidler. Andre igen, blogger måske fordi de har en interesse, hobby eller speciale som de gerne vil dele med andre, og hvor de samtidig kan finde ligesindede at dele viden med. Igen er det den enkelte bruger som definerer grænserne og udtryksformen. Blot med den herskende grundregel, at vi respekterer hinandens forskelligheder og synspunkter, og holder en god tone. Altid -og her vil jeg så gerne generalisere! 🙂

Dermed er vi tilbage ved indledningen for denne artikel. Jeg har taget stilling, både med hensyn til indhold og form, så jeg er tilbage i frisk form. Jeg håber at det tilvejebringer gode oplevelser for jer som læser med, og for mig i den skrivende stund og i følgetråde.