socialt liv

Nær dig – bag ved skærmen

Corona feberen raser verden over, hvor mennesker sidder afskærmet fra omverden i deres hjem.

Aldrig før har den lille skærm i hånden, der forbinder dig til din verden, og får verden hjem i din stue, været vigtigere for dig.

Så meget, at du via sundhedskampagner bliver opfordret til at springe ud i det med kamera, hvis ikke det er noget, som du har gjort før.

Det er der en grund til. Skærmen kan nemlig mere end man lige skulle tro.

Altid til stede

Børn og unge har vidst det længe, for det er allerede en integreret del af deres liv at være forbundet via ”skærmen”. Det er ikke det samme som at være sammen, men det er et godt supplement (når man ikke har mulighed for at være sammen).

Man kan altid komme i kontakt med hinanden. Og man har mulighed for at komme i kontakt med flere mennesker på en eftermiddag eller en aften, end det ville være fysisk muligt.

For børnene og de unge, er den digitale dialog via mobilen eller spillekonsollen blevet så integreret en del af deres sociale liv, at det kan føles som en afvisning (i den anden ende), hvis de ikke reagerer på en henvendelse. Det er de meget opmærksomme på, og selv følsomme over for.

De mange timer ved skærmen, og den parallelle dialog har drevet nogle forældre til vanvid. Men det er måske nu, at de selvsamme forældre begynder at kunne forstå behovet, samt se hvad det handler om.

Når børn og unge deltager i de digitale dialoger, sker det ikke på bekostning af det rum som de er i. Det vil sige, at de ikke fravælger de personer som de er sammen med. De udvider blot rummet til at have flere deltagere.

Det er denne glæde ved samværet via skærmen, som flere generationer nu kommer til at opleve på nært hold, under denne raserende Corona feber.

Nær dig

For tiden, hvor vi ikke kan være sammen med hinanden på kryds og tværs, er den digitale enhed vores bedste mulighed for at ses, og “mærke” hinanden.

Den afstand som der opstår i nærværet bag skærmen fordrer mere intimitet og fortrolighed.

Nogle gange opstår behovet for intimitet og tillid som følge af den afstand som skærmen også skaber, så man bedre kan “mærke” hinanden og være hinanden nær.

Andre gange medfører skærmen, eller stemmen i røret, at det kan være nemmere at tale om ting, som man ikke ville have mod til ansigt til ansigt.

Skærmen giver nemlig en følelse af tryghed, og afskærmning fra den anden persons reaktioner.

Det er både godt og skidt.

Det er i dette rum (vakum), at man skal være opmærksom på, at skærmen/telefonen påvirker dialogen, som beskrevet overfor. Er man opmærksom på det, kan man også bedre agere derefter.

Tillid og fortrolige samtaler

Hvis skærmen indgyder mod til mere fortrolighed mellem nære venner eller familie, burde der ikke være noget dårligt i det.

Tillid mellem mennesker er nødvendig for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person. Tillid er en nødvendig præmis for et fungerende (demokratisk) samfund. Mister vi som mennesker tilliden til hinanden, påvirker det hele vores samfundsstruktur. Det er derfor en værdi, som er værd at værne om.

Men det er altid vigtigt, at man (i enhver sammenhæng), mærker efter sine egne grænser, og ikke indgår i en dialog, og herunder handlinger, som man ikke har lyst til.

Det kan være mindst lige så svært at sætte grænser, og sige fra, når man kun har en teknologisk forbindelse, som det kan være ansigt til ansigt. Men det er en nødvendig øvelse. For at kende sine grænser, kan det hjælpe at kende til sine personlige rettigheder.

Skænderi på skrift

Du kender det sikkert godt. Et skænderi på sms/chat virker ikke rigtig. Det eskalerer nemt, og ryger måske ud af proportioner.

Det samme gælder for sarkasme eller humor, hvis personen ikke kender dig godt. Det findes der talrige eksempler af på sociale medier som fx. twitter og facebook. Mange skriver som om de taler med den anden, men det kan man faktisk ikke gøre, uden risiko for at blive misfortolket.

Det skrevne sprog er bogstaveligt, og har ikke ansigtsmimikkens og kropssignalerne til at underbygge budskabet med. Derfor opstår der mulighed for misforståelser.

Desuden har det skrevne sprog den ulempe, at det som aflæses er afhængigt at modtagerens humør, samt opfattelse af afsenderen (i langt højere grad, end det vil gøre sig gældende i en ansigt til ansigt samtale).

For nogle vil det dog sikkert føles nemmere at skændes på sms/chat, fordi man ikke står ansigt til ansigt med den anden persons reaktioner. Så det er jo ikke fordi, at der er tale om enten eller. Men man skal gøre sig selv bevidst om, at der nemt kan optrappes til yderligere konflikt via det skrevne. Som oftest vil en dialog være bedre end vrede, uanset om den foretages verbalt og ansigt til ansigt, eller på tekst.

Aspergers – en tangent til din SMS, chat, eller SoMe fora

Folk der lider af Aspergers syndrom har svært ved at afkode disse kropssignaler, og aflæser, groft sagt, hele verden, som var det skrevet på en chat.

Det afføder mange upassende kommentarer, helt uden filter eller indlevningsevne. Det gør dem ikke til dårlige mennesker, men til dårlige menneskekendere.

Vi kender lidt til det fra de sociale fora (SoMe), hvor der ofte er nogle (trolle), der i den grad overfuser de andre aktører/deltagere med deres fornærmelser og angreb, under påskud af, at de “bare siger sandheden”, eller “hvad de mener”.

Den gode gamle Emma Gad for offentlig god tone og skik (i moderne sprogform), gør sig stadig gældende, når vi samtaler på skrift; og vi skal være mere opmærksomme på, om vores tekster kan misforstås.

Krænkelser og krav (grooming)

De digitale enheder indgår i vores verdensbillede, og er en del af vores livsverden. Vi er blevet moderne mennesker, for hvem kontakten til omverden styrkes via de digitale dialoger.

Det betyder desværre også, at de mennesker som har en tendens til at udnytte andre, fortsat vil gøre det. De har fået et større spillerum via kameraet på skærmen, og det udnytter de.

Unge, børn, og voksne forledes til dialoger og handlinger, som opbygges under en falsk præmis om fortrolighed og tillid via skærmen. Det kan være en nær relation, og det kan være en fjern. Nøjagtig, som det er tilfældet med overgreb (mod mindreårige) i det fysiske rum.

Nogle organisationer advarer endda mod, at Corona får flere børn og unge i risikozonen for overgreb via skærmen. Først og fremmest fordi de i mange tilfælde vil være online i flere timer, og dermed i større risiko for kontakt. Men det handler også om, at de mange timer bag skærmen kan gøre det sværere at komme til at tale med andre om, hvad der er sket. Derved er der risiko for, at den første kontakt eskalerer til mere intim karakter og deciderede overgreb.

Derfor er det altid en god idé at have en åben dialog med sine børn om, hvem de har talt og spillet med, og om hvordan de har haft det i dag. Det vil sikkert være flovt for dem at indrømme, hvis der har været en episode, så derfor er det vigtigt, at du afholder dig fra at være dømmende, men husker at støtte og trøste dit barn.

Forstå grooming – og få gode råd til hvordan du kan håndtere det [link: Red Barnets psykolog om grooming].

Krænkelser er en præmis, som vi altid skal sige fra over for (og, som vi skal hjælpe hinanden med at sige fra over for). Men det skal ikke forhindre os i at være mennesker, med et naturligt behov for nærhed og tillid til hinanden. Det ville være den helt forkerte vej at gå, og det vil være med til at udskamme de personer, som med deres gode ret har tillid til andre mennesker.

Det vil altid være krænkeren som er på vildspor, og ikke den person som stolede på den anden, hvadenten man blev vildledt og fik misbrugt sin tillid, eller ej.

Livet set gennem en linse

Mobiltelefonerne er til stede alle vegne – og med dem linsen, som ser alt, og opfanger alt, til et evigt øjeblik.

Voksne i alle aldre, børn og unge, fascineres af muligheden for at knipse løs, og få et godt billede. Kameraet er altid lige ved hånden,, for det sidder i den mobil, som aldrig er langt væk.

Det er blevet nemt at dele sine oplevelser med omverden. Det er på mange måder blevet en del af vores bevidsthed, at vi skal tage et billede, og huske at dele det med vores “venner” fra nær og fjern.

Det har opbygget et behov for at dokumentere alle oplevelser. Man kan ligefrem føle, at man ikke har gjort sin pligt, hvis ikke der er taget et billede ved enhver begivenhed og oplevelse.

Stolte forældre og bedsteforældre har delt hverdagsbilleder af poderne. Vennerne af hinanden, samt selfies og groupfies. Resultatet er, at internettet er overstrømmet med data og billeder af personer i alle mulige sammenhænge.

 

Et lille skridt for den enkelte, men et kæmpe skridt for menneskeheden

For ikke så længe siden, tog man det bare billedet, og delte det på de sociale fora, uden at bede om lov. Nu er vi mere bevidste om samtykke, og om den anden synes, at det er ok, at det billede eller den situation bliver delt.  Et vigtigt skridt, i en retning mod mere bevidste handlinger, og en digital dannelse, som i den grad har været fraværende.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det er noget som mit eget barn på 9 år spørger om. Sådan har det ikke været for de generationer, som er ældre end han er. Det bekræfter mig også i, at det er bedre at lære de gode vaner, allerede når man debuterer digitalt.

 

Digital barndom

Mit barn fik sin første iPad i forbindelse med skolestart. Han havde haft tilgang til en iPad i børnehaven, som de måtte sidde med i begrænset omfang. Til at begynde med, var det udelukkende et redskab til underholdning. Nu er det billede mere blandet med læring, da de jo arbejder med iPad i forbindelse med undervisningen, hvor de skriver opgaver i word, og sender dem i en mail til læreren i timen, får feedback med det samme, og arbejder videre med opgaven. I dette tilfælde er det bruger oplevelsen, og iPad som et redskab, der er i fokus. Det er i timerne.

Hvis de har adgang til iPad i frikvarteret, vil det være underholdning og kommunikation via de forskellige platforme og email, der tager over. Når de kommer hjem, bliver der filmet og delt billeder på tik-tok. Det er med andre ord, det sociale som er i fokus, hvor de skal forholde sig til hvordan man kommunikerer med hinanden digitalt.

Samværet og legen fortsætter på Playstation eller chatten. Man kan sidde alene på sit værelse, og være sammen med vennerne. Og man kan sidde sammen med vennerne på værelset, og invitere andre inden for via skærmen. For børn og unge er det ét fedt. De skaber en forbindelse og udvider deres venskaber, uanset om de sidder sammen fysisk i lokalet, eller om de sidder hver for sig. Der sker også dét, at de laver legeaftaler og taler sammen, imens de spiller. De er faktisk mere sociale end nogensinde før, og på tidspunkter, som tidligere ikke ville være muligt.

Flere af kammeraterne har allerede deres første smartphone, hvor de kan tage billeder, filme, ringe og sende SMS. Børnene ønsker sig blændende den nyeste og sejeste model, imens forældrene føler tryghed i, at kunne kommunikere med deres barn, lave aftaler og vide hvor de er, med videre.

 

Generationskløft

Mange forældre (og voksne uden børn), kan blive forskrækkede over de mange timer, som børnene sidder ved en skærm. De ser de nedrullede gardiner, og en isolation af barnet i forhold til hvad de selv oplever som et socialt liv. De bemærker (ofte) ikke, hvor mange timer barnet er social i løbet af et døgn.

For mange voksne er der stadig en forskel på at være social via en skærm, og ved at være fysisk sammen. Psykisk, menneskeligt og fysisk, kan der være det. Men det er ikke sikkert, at barnet oplever det på samme måde.

Det er i hvert fald, hvad de selv giver udtryk for. De oplever omvendt, at de altid kan være sammen og altid skal kunne komme i kontakt med hinanden. Internetforbindelse gør det muligt. For dem er det faktisk en kilde til større frustration, hvis denne mulighed bliver fjernet fra dem. Det kan samtidig være årsag til usikkerhed, misforståelser og konflikter, hvis ikke der bliver svaret på en henvendelse. Det kan sætte tanker i gang, om man har gjort eller sagt noget forkert, og så videre, hvis ikke der kommer en respons fra den person, som man har kontaktet.

 

Teknologien har altid påvirket vores samvær

Da jeg var barn, fandtes der kun fastnet telefoner. Min far mente, at telefonen kun var til beskeder. Men den var nu god nok, når vi skulle holde lykønske familien i andre dele af landet. I dag sidder min far gladeligt på skype, og fører lange samtaler dér. Teknologien har gjort det muligt for ham at se og tale med mennesker, som der ellers kunne gå længere perioder imellem, at han fik set og talt med.

Jeg mindes, at et ældre familiemedlem fortalte om, hvordan det var, da hun boede i Valby som ung, før den tid man fik fastnet telefon.  Hvis de ville se nogle af deres venner, satte de sig op på cyklen og cyklede til fx Gentofte, for at se om de var hjemme og gav en kop kaffe. Uden at vide, om der var nogen hjemme. Hvis ikke de var hjemme, så kørte de bare hjem igen, og havde fået cykelturen ud af det, som hun sagde(!) Det ville man aldrig gøre efter fastnettelefonen, og endnu mindre nu, hvor der er smarthones, SMS, internetforbindelse og skype.

Faktum er, at de som resultat af den manglende teknologi var mindre sociale, end vi har mulighed for at være i dag.

 

Afskærmning er ikke isolation

Teknologien har sine begrænsninger. Man kan  ikke røre hinanden, og ikke mærke helt det samme fysiske nærvær. Men det er bedre end slet ingen kontakt. Ofte giver teknologien også mulighed for at lave aftaler, om at være sammen fysisk, i forlængelse af den digitale aktivitet. Jeg ser det ske for mit barn, når de spiller. Jeg oplever, at de tager kontakt til hinanden online for at ses, og være sammen online før/efter.

Der er stadig tendens til en manglende forståelse for skærmens muligheder og begrænsninger, samt hvordan begge dele påvirker dialogen, og det sociale liv.

Afskærmningen kan gøre det mere trygt at tale om svære emner. Det menneskelige behov for nærvær, kan sætte andre og mere intime dialoger i gang, for at skabe mere intimitet og tillid mellem dem. På godt og ondt. Det onde skal vi have bearbejdet, og det kan vi gøre via viden og bevidsthed. Det er det næste skridt på trappen i den digitale dannelse.