Vidste du, at dine børn har rettigheder?

Det gør dit barn sikkert.

Børn i dag lærer ofte i skolen, at de har rettigheder, hvor de ikke skal affinde sig med en agressiv tone, vold med mere (og dermed også, at de har et ansvar for hinanden). Det gælder for de yngre årgange, men er måske ikke så udtalt på de ældre årgange, som man kunne ønske.

Børnenes rettigheder er nedfældet i børnekonventionen (her Børnerådets forkortelse til let sprog). I år er denne blevet opdateret med grafik, der skal gøre det lettere for børnene at forholde sig til dem. Det giver også et bedre overblik, for børn og voksne, så det er nemmere at tale om de enkelte rettigheder, og deres betydning. Alene denne opdatering giver et meget godt billede af, hvordan man gerne vil inddrage børn i dialogen.

Ud over de mere globale træk, så forholder børnekonventionen sig til, at børn er mennesker, der ud over deres rettigheder som sådan (som mennesker), har krav på beskyttelse og omsorg fra de voksne og staten.

De er sårbare mennesker, fordi de er mennesker under udvikling, og som derfor er afhængige af, at der er voksne omkring dem, som sørger for at de får en tryg opvækst, hvor de kan udvikle sig som hele mennesker. Så langt så godt.

Vores børn, vores fremtid

Når vi siger, at vores børn er vores fremtid, er det ikke helt uden betydning hvilken opvækst de har; og hvordan de opfatter sig selv og hinanden i fællesskabet (vores samfund). Det gælder såvel det nationale, som det globale og det digitale samfund.

Den måde som vi bliver behandlet på som børn, samt hvad vi finder som acceptabel adfærd (mellem børn og voksne), vil i en eller anden udstrækning påvirke vores omgang med andre mennesker i verden, og derhjemme.

Når vi lærer at omgå hinanden med respekt for den enkelte persons rettigheder, lærer vi også at tage vare på vores egne rettigheder. I en verden, hvor vi bliver stadig flere mennesker, og hvor vi skal forholde os til flere handlinger på den globale scene, bliver denne egenskab, og empati for hinanden, en nødvendighed.

Jeg er overbevist om, at den tone som vi lærer som “acceptabel” som børn og unge, præger vores udsyn og omgangstone med andre mennesker. Det er derfra at vi skelner i kultur og klasser i samfundet. Se bare på hvordan udviklingen har været i de seneste årtier, med Danmark som eksempel.


Autoritetstro

I dagens Danmark i 70´erne og 80´erne bar tonen i hjemmet stadig præg af, at Danmark var et industrisamfund, som havde rejst sig fra landbruget, samt arbejdsbevægelsen i 1930´erne. Man var bekendt med, at man havde fået nogle rettigheder som arbejder, men også styret med et tankesæt fra en verden, der boomede økonomisk og industrielt. Vækst var et succeskriterie. Mennesket skulle bidrage til den vækst, og det hænger stadig i strukturerne (at vi skal det).

Tonen var ofte rå, sarkastisk og præget af sort humor. Dansk/engelske værdier, vil nogen mene (og det er muligt). Dengang var det ikke uhørt, at en lærer var sarkastisk i sin kommunikation med børnene, eller at man gjorde lidt nar ad dem. Men denne tone er ikke så udbredt længere i børnenes univers, og den kolliderer med den såkaldte “curling” kultur, som får mange hug af medier og voksne, som ikke selv har børn i skolealderen.

Den eksisterende kultur stiller samtidig krav til forældrene om, at de møder op til fodboldtræningen, hvor de er med på sidelinjen eller deltager i træningen af børnene. Det handler ikke altid om, at forældrene vil “bone isen” for deres børn, men at det også bliver forventet, at de stiller op for dem og kører med til dit og dat. På den anden side, giver det også en anden nærhed og noget at tale om, når man som forælder gør det.

Kontrasten består sikkert i, at børn fra 70-80´erne ikke havde den samme forældreopbakning, og at mange sikkert glemmer, at synet på børn dengang var et helt andet. Det ville i dag være helt utænkeligt, at man parkerede sit barn på bagsædet uden sele på, i en røgfyldt bil – og hvor det var barnet som fik hug, for at klage over røgen i kabinen (eller at få åbnet vinduet).

De voksne var dengang stadig autoriteter; hvor de i dag er autoritære. Forskellen er nogenlunde den samme som i management og leadership. En autoritet har altid magten, og altid ret (selvom det ikke er sandt). Den autoritære forælder hviler i sin ledelse, lytter til barnet, men træffer stadig afgørelserne ud fra barnets og den voksnes rettigheder og bedste vel.

Børn i dag bliver sårede, vrede og kede af det, når de bliver bliver mødt med en hilsen som “hej røvhuller”, når faren stikker hovedet ind på værelset for at sige hej; eller når de bliver bedt om at “holde kæft”. De forventer, at man udtrykker sig ordenligt og med respekt for dem, på samme måde, som man ville tale til en voksen eller den anden forælder. Børn har stadig behov for, at det er forældrene som leder og tager beslutninger, men de er bevidste om, at de gerne vil høres og at de gerne må have en mening omkring det, som der bliver talt om.

Kultur har betydning

Kulturen i samfundet har altså betydning for hvordan vi omgås med hinanden. Mange voksne har ikke opdaget, at der er en kultur tilknyttet det digitale samfund, som i dag er en integreret del af børn, unge og voksnes hverdag. Ungekulturen er præget af en paparazi tilstedeværelse, hvor kameraet er med som det “vågne øje”. Der hersker stadig en uciviliseret og “vild vest” kultur i det digitale univers, som vi er nødt til at tage hånd om. Det digitale rum er ikke et sted, hvor der gælder andre regler end i de øvrige rum i samfundet; og dermed hvordan vi behandler hinanden, og har et ansvar for hinanden.

Vi er nogle som har mere ansvar end andre, til at få ændret på den kultur. Det er os, som har en viden om mediernes egenskaber og effekt på vores dialoger, og hvordan de fremmer nogle tendenser, idet skærmen skaber en afstand og en konstant tilstedeværelse, som vi som mennesker er nødt til at være bevidste om, for at kunne navigere mere modent.

At noget er muligt, gør det ikke mere rigtigt – det er for eksempel ikke ok at stjæle fra frugtboden eller kurven ude på butikkens fortorv, fordi man kan. Det bliver fristende for nogle, men her har omverden (inkl. loven) et ansvar for at sige fra, for at stoppe det som foregår.

Sådan er det også digitalt. Det kommer vi til at tale meget mere om. Det er ikke mediet, men mennesket som er ansvarlig for sine handlinger. Den ansvarlighed bliver dog lidt sværere at påtale, så længe folk er uvidende om, hvordan mediet er med til at virke som katalysator for nogle tankeløse handlinger, som i de fleste tilfælde ikke har været tilsigtet. Omvendt bør straffen være tilsvarende hårdere for dem, som bevidst udnytter mediet til at krænke andre. Det skal vi ikke acceptere.

Vi skal tale mere om, hvilke rettigheder man har digitalt, og hvordan man kan sætte sine grænser, samt få lovmæssig opbakning, uden victim blaming. Det skal vi gøre i skolen, på ungdomsuddannelsen, og derhjemme. Det er lidt af et (stort og komplekst) bjerg at indtage i ét skridt, så vi må sørge for, at vi er flere som tager de skridt mod det samme mål.

Mange bække små, gør en stor å

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s