politiko.

Grådighedens giftige netværk

Flygtningestrømme fra Afrika har dybe rødder i den verdensomspændende korruption, fra verdens mest rige undergrund.

Det er min afledte påstand af denne opsigtsvækkende artikel fra Zetland, som jeg anbefaler at du lytter til eller læser.

https://www.zetland.dk/historie/seQEQA3b-meAA0q3L-ca684

Artiklen beretter om, hvordan de rige naturressourcer får grådige og korrupte enkeltpersoner og selskaber til fadet – der vel at mærke rækker langt ind i resten af den globale elite.

De penge som de river til sig, er penge som tilhører den lokale befolkning.

Socialt ansvar

er mere end rent vand

I dette årti, bliver der for alvor arbejdet på FN’s verdenmål 2030.

De 17 punkter handler om mere end klima. Et af punkterne (pkt 16) refererer netop til korruption som en hæmsko for udvikling, retfærdighed og demokratiet.

Du kan se de 17 FN verdensmål – herunder verdensmål nr 16 her

Derfor er det vigtigt, at vi i Vesten (og resten af verden), får øjnene op for, hvad der reelt foregår. Det er presserende, at der findes en presse der tør tage teten med at sprede information omkring det. Udenom landets øvrige politiske interesser og forbindelser.

Når ellers velrenommerede selskaber som PWC, Boston Consulting og Ernst & Young er dybt involveret i denne form for korruption, så vil det muligvis berøre en række af vore politikere og deres interesseflade.

Socialt ansvar i en global verden 🌍

Når du har lyttet til artiklen, eller læst den, vil du forstå, at globalisering også er lokalt forankret.

Det starter med os selv, og vor egen virksomhed.

Den ansvarlige virksomhed tager ansvar for hele sin værdikæde, og dermed også afstand fra korruption.

Målet er 2030

Når FN målet er sat til 2030, så hænger det sammen med en erkendelse af, at Rom ikke blev bygget på en dag. At omstilling kan tage tid. Derfor er hvert skridt i den rigtige retning så uhyre vigtig.

Det er også vigtigt, at omverden forstår værdien af verdensmålenene, så eventuelle CSR (Corporate Social Responsibility) tiltag ikke ender som billig PR, men bliver angivende for, hvilke virksomheder, som der handles hos (og med).

Rene hænder uden hvidvask

Ifølge den refererede artikel, er det nemlig også kendetegnende, at de store pengesummer tiltrækker kriminelle (korrupte) personer som fluer om en lort.

Det gør det til en besværlig opgave at sikre sit firma mod korrupte mellemled, når ellers velrenommerede finansinstitutter i verdensklasse også snyder med kortene.

Samtidig vil det også være her, at virksomhederne i Vesten kan påvirke sit aftryk, ved at bryde handlen med disse virksomheder, og flytte dem til andre virksomheder, der har samme værdisæt (og regler).

Udsigten, for de berørte finansinstitutter, til at miste øvrige handler (samt omdømme), bør have en effekt på de korrupte aktiver (til trods for, at det er store summer det drejer sig om i disse handler).

Medansvar og medskyldighed

De som ikke reagerer, og sørger for at rydde ukrudtet fra egen have, er per definition medskyldige. Alle har et medansvar for at gøre op med den uretfærdige fattigdom, der er tæt knyttet til korruption og den kriminelle undergrund.

Skik følge, eller land fly

Folk flygter, fordi de ikke kan se håb for deres fremtid, og fordi deres liv er uudholdeligt.

De håber på en ny chance i EU (som de kun hører godt om), og sætter livet på spil for det. Det gør de, fordi deres liv ikke bliver regnet for noget, i det land som de er flygtet fra. Det er mennesker, som ønsker værdighed og retfærdighed.

Et liv som flygtning er ikke værdigt. Men det handler ofte om en flugt for overlevelse.

EU kan muligvis ikke rumme alle flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. EU har dog et medansvar og en menneskelig forpligtelse. Vi skal tage godt imod dem, som formår at overleve og komme hertil (og finde på holdbare løsninger, der er baseret på fornuft, medmenneskelighed og langsigtet tænkning).

Inden længe kommer vi også til at forholde os til klimaflygtninge. Her kan lokale investeringer måske udgøre en afgørende forskel.

Pointen er, at vi i EU har et medansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Mit budskab er, at det nytter noget at handle proaktivt.

Hvis du vil læse om beretninger om livet som flygtning i lejrene i EU, kan du starte her

Poltiske vinde modarbejder ansvar og stillingtagen

Politisk er flygtningedebatten blevet en glohed kartoffel, som der steges meget valgflæsk til. Magtfulde politiske virkemidler, herunder frygt og propaganda, oplever en ny storhedstid, der som en tsunami skyller ind over EU. Billeder af Europa der oversvømmes af flygtninge, er stærkt overdrevede og meget følelsesladede.

EU og Danmark har en forpligtelse til, politisk at arbejde mod de vilkår, som skaber flygtninge.

Herunder modarbejde den lukrative forretning, som det er blevet for de mange skruppelløse personer, som står for transporten af flygtningene gennem Afrika.

EU er forpligtet til at stille krav og vilkår til de finaninstitutter som forvalter EU midler, samt den enkelte virksomheds forretning. Sidst men ikke mindst, bør afstandtagen til den omtalte korruption (via Vestens finaninstitutter), sætte en kæp i hjulet for den nuværende tendens i Afrika.

Lokal hjælp handler altså ikke bare om at bygge lokale flygtningelejre på en strandbred i Afrika. Det er politisk varm luft. Men det kan dog sikre nogle mennesker fra, at de havner på åbent hav i en overfyldt gummibåd med risiko for druknedøden til følge; eller parkering i en anden lejr (uden rettigheder) på den anden side af havet.

Virksomheder i EU har krav på gennemsigtighed, så de kan foretage et valg udenom virksomheder med korrupte mellemled, eller decideret korrupt og lukrativ virksomhed.

Denne gennemsigtighed kan opnås ved at sætte FN mål () i virksomhedens værdisæt (og efterleve det). Det kan sikres via EU/FN kontrolenheder der undersøger og sikrer, at alle led er intakte i relation til korruption. Konsekvensen skal være mærkbar.

Rent mel i posen

Det er store brød, der bliver slået op her (det ved jeg). Men det er nødvendigt, at vi forstår hvilket medansvar vi har politisk og økonomisk i en global verden, som vi lever i (og altid har levet i).

Førhen rejste Europæere ud på erobringstogter, for at høste guld, diamanter, krydderier (m.m), samt tjene penge på slavehandel.

USA er i høj grad præget af indvandrere fra hele Europa i 1890-1915.

Går vi længere tilbage, valfartede handler mellem Europa og Mellemøsten.

Den globale verden har, set i et større perspektiv, dybe rødder i Europa.

Så det vil også være nærliggende, at vi i EU bliver toneangivende for at leve op til FN’s Verdensmål, og tager alle midler i brug til at modarbejde korruptionen, for at få Afrikas ressourcer tilbage til afrikanerne. Hvoraf mange af dem tydeligvis sukker efter demokrati og et værdigt liv – for ellers ville de ikke sætte deres liv på spil, for at komme til EU.

Problemet og ansvaret er ikke kun lokalt forankret. Det er et fælles ansvar.

Til valg med primalhjernen

Valgkampen kører på sidst højeste i Danmark. Nedtællingen er sat i gang, hvor det ultimative politiske kapløb nu er i opløbet. Der er 2 dage tilbage.

Der bliver dystet om placeringerne ved DM i den politiske magtarena, hvor de store partier strides om at indtage podiet, flankeret af en række støttepartier.

Det er højsæson for den politiske kommunikation, som får hugget en hæl og bliver skåret til (framet), så den former den virkelighed som det pågældende parti ønsker, eller så budskaberne passer til det som de ser (vil ske).

 

Følelserne på højkant

Politikerne er pressede. De skal nå ud til mange, og de skal flytte stemmer. De ved godt, at følelser og politik hænger sammen. Både for dem selv og for vælgerne. Desuden er det via “emotionelle triggere”, at der kan vækkes for uopdagede behov (i politik, holdninger); og derfor bliver der smurt tykt på, når der appelleres til vælgernes følelser.

Der bliver med andre ord kommunikeret direkte til primalhjernen, som sidder i frontlappen. Den der styrer følelser som forelskelse og frygt, og som er ret primitiv i sin ageren. Det er dér hvor der (impuls)handles på en “her og nu analyse” i et system der er sat i alarmberedskab. Det er sådan set ét af argumenterne for, at man har 7 dages betænkningstid, når man har noteret sin underskrift på et parti.

Vælgerne er ofte for dovne til at researche og baggrundstjekke for fake news. Der får de politiske partier muligvis mere modspil fremover, eftersom at de yngre generationer vil tjekke det som ren rutine. Det bliver mere tydeligt hvor (u)kritiske eventuelle massemedier vil være, for at fremstille den ene eller den anden politiske agenda. Nogle dagblade agerer deciderede skødehunde i stedet for vagthunde – til skade for deres egen troværdighed (over for den kritiske læser). Den kritiske sans har været noget sovende, men sådan fortsætter det ikke nødvendigvis. Samtidig bliver “sandheden” også mere mudret og uigennemskuelig for den enkelte vælger (borger).

 

Markedsføring og trends i den politiske livscyklus

Politisk kommunikation minder i høj grad om markedsføring, samt branding af enkeltpersoner og partiets kerneværdier. Kerneværdier der for nogle partier har udviklet sig til en specifik symbolpolitik. Skyklapperne er sat godt til rette, og der tages ikke hensyn til et bredere udsyn, samt ekspertvurderinger. Man lytter i stedet til de interne eksperter, der nok har styr på budskaberne, og som har til opgave at føre partiet frem i rampelyset. “15 minutes of fame” som målet der helliger midlet, og hvor star-struckheden blænder for udsyn til virkeligheden. Man finder et par syndebukke, og så er lykken skabt. For en stund. For det ender med et brag (og det er ikke de andres skyld).

– Med mindre man når at udvikle en ny “darling”, som kan påvirke vælgerne følelsesmæssigt(!)

Tidens trendsetter er uden tvivl den grønne bølge. Den har taget flere partier med bukserne nede. De har slet ikke set det komme. Men budskabet fra vælgerne er klart. Den nye politiske agenda i EU (Danmark) skal handle om miljø (og rettigheder).

Venstre vil tydeligvis gerne være Danmarks største parti – og går gerne imod egne støttepartier for det. De har modarbejdet den grønne udvikling i al den tid de har siddet i Regering, men påstår nu at de er grønne og at de vil arbejde for miljø. De borgerlige er for så vidt ikke imod et bedre miljø. De kan bare ikke se hvordan dette skal harmonere med lobbyinteresserne i deres bagland (herunder landbruget). Hvis ikke de vil gå ned med et brag (på sigt), må de sande den virkelighed, som mange af landets vælgere er i stand til. Miljø hænger sammen med innovation, samt hvordan man omstiller de nuværende strukturer. Også selvom mange prøver at pege på forbrugeren og adfærdsregulere deres købshandlinger, spisevaner og forbrug. Det ene udelukker ikke det andet. Det ene tiltag fungerer faktisk slet ikke uden det andet. Så crasher det.

 

Erkendte og latente behov

Politikkerne taler med andre ord ind i det, som der i markedsføringen betegnes som erkendte og latente behov hos modtageren/forbrugeren. Det erkendte behov er hvad forbrugeren (vælgeren) efterspørger. Det latente behov er hvad afsender (politikeren) forsøger at påvirke sin modtager (vælger) til at opdage, få interesse for, og ønske.

DF har overset behovet fra hele landets “miljøtosser” og har, i egen røg og damp, ikke opfanget, at udlændingedebatten ikke længere har ben at gå på (hos det store flertal). Den er til gengæld stukket af ud i ekstremerne, affødt af egne kampråb; og er blevet en kæp i hjulet for de mange danskere som arbejder internationalt, eller har stiftet familie med mennesker fra fjerne lande. Miljøet som latent behov på den politiske agenda, har udviklet sig til et erkendt behov i vælgerskaren. Det er hvad kan kalde for en fiskerlussing af format. Fiskerlussingen har ligeledes tilknytning til, at tolerancen for hvad man kan byde andre mennesker her til lands er overskredet. Opstanden afføder at politikerne spilder alles tid med den (udlændinge) agenda, og at der er behov for et reelt paradigmeskift, hvor medfølelse, medmenneskelighed og ansvar er på agendaen. Et paradigmeskifte skal jo reelt skifte fra en kurs til en anden. En yderligere stramning af udlændingelovgivningen er ikke lig med det. Lussingen har fået samtlige partier til at vågne med et sæt, og de lover nu guld og grønne tiltag over en bred kam.

Venstre er svunget fra højre til venstre under valgkampen, og A (Socialdemokratiet) den anden vej. Begge partiledere taler ud fra en parole om en blokpolitik, hvor det enten vil være den ene eller den anden, som står ved roret. De røde (socialistiske) partier peger på Mette Frederiksen, men indfletter et ultimatum. DF er røget helt ud i skyggen – og dem fedtede A ellers for tidligere på året (forud for EP valget), for at kunne hive et flertal hjem der. Liberal Alliance dykker på popularitetsparameteret (grundet egen ageren), og har valgt taktikken “tavshed er guld” under denne valgkamp (men burde de reelt ikke kunne høste stemmer fra V?). DM i politik uden sikre alliancer er snart ved målstregen. Jeg er ret spændt på at se valgresultat, samt rokering af pladserne efterfølgende.

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).