politiko.

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).

Reklamer

Sans for demokrati

DF´s seneste udmelding om, at de tolker Grundloven efter forgodtbefindende, er i direkte strid med den juridiske praksis, udtrykker flere professorer.

Men DF holder stædigt fast i deres ret til at fortolke Grundloven efter forgodtbefindende – og i dette tilfælde som værende kun gældende for danskerne (kilde: Berlingske Politik). Juridisk kan dette standpunkt ikke efterleves, da Grundloven udtrykker den grundlæggende lov, forpligtelser og rettigheder, som vores institution, Staten, er baseret på. Man kan vende det om, og stille spørgsmålet, hvis ikke Grundloven er gældende for udlændinge, flygtninge med videre, hvilken lov er så? Svaret vil være ingen. Og dette er ikke ønskeligt for hverken “Staten Danmark” eller de individer, som det vedrører. I øvrigt udtrykker Grundloven udtrykkeligt, at loven er lige for alle.

Det er problematisk, at vi har politikere siddende ved magten, som ikke forstår noget så grundlæggende som vores forfatnings Grundlov. Det er underminerer retssikkerheden her til lands, og det er i den grad faretruende for vores demokratiske virke. Vi har på det seneste oplevet nogle eksempler herpå i praksis.

 

Magt og modmagt

Det politiske embede medfører enormt meget magt. Magt korrumperer let det enkelte menneske. Det er man opmærksom på i såvel militæret som i vores politikorps. Deraf er det ikke alle, som kan blive optaget. Det kræver en vis psykisk stabilitet. Man kan undre sig over, at samme duelighedsprøve ikke er påkrævet for noget så centraliseret for magten i Danmark, som for vores folkevalgte politikere på Christiansborg. At der forinden opstillingen til kandidaturet er foretaget faglige og psykiske vurderinger (bl.a. via test og prøver, som man jo er så forherligede over). Det ville måske endda medføre et markant bedre arbejdsmiljø, hvor det vil være bolden, og ikke manden/kvinden, der er i fokus. Jævnfør den personlige magt, som manglende motivationsfaktor for embedet. Magten vil under alle omstændigheder naturligt indgå i embedet eftersom, at det er her, at elementære beslutninger for samfundet bliver foretaget. Men dog gerne ud fra et kriterie om, at forstå hvilke dynamikker og behov, som kendetegner et sådant moderne samfund, i en globaliseret verden.

Kan man sin Foucault, vil man vide, at desto mere magteliten ikke forstår at håndtere sit embede og denne magt med ydmyghed, desto større bliver risikoen for modmagt, opstand og revolution. Sagt på almindeligt dansk, undertrykkelse og magtmisbrug, skaber modtryk. I dag foretages meget af denne modmagt via diplomatiske veje og på de sociale medier, og virker måske ikke så synlig i hverdagen, for den enkelte borger. Den forekommer måske endda harmløs. Men nogle gange kræver det kun en snebold (eller et råb), for at skabe en lavine.

 

Sociale medier – det udvidede offentlige rum

De sociale medier er, på godt og ondt, blevet stedet hvor der bliver råbt op. Men det er også stedet, der kan manifestere opstanden og den offentlige protest, når den konvergeres til offline (og sker IRL). Selv i Danmark, hvor vi er for magelige og har for travlt til at gå på barrikaderne, er dette ved at manifestere sig. Ghettopakken er et eksempel, der møder stor modstand. Beboerne føler sig med rette diskrimineret for loven. Deres opstand består p.t. i at bryde det billede, som politikerne har rejst af de pågældende boligområder. Deres opråb går p.t. viralt (men drukner måske også lidt). Det samme gælder de dårlige forhold for de mennesker, der er placeret i udrejsecentrene, hvor flere utrætteligt fortæller om forholdene via de sociale medier, samt arrangerer protester. Endelig er der den sidste nye politiske hetz mod de hjemløse, der med politiets magt, kan placeres andetsteds, og forbydes adgang til egen kommune og netværk i 3 måneder. Særligt tragikomisk bliver det, når årsagen skyldes deres hjemløshed, og at de sover på gaden, når der heller ikke findes herberger og sengepladser nok. Samt det faktum, at der findes flere hjemløse end nogensinde før. Hjemløsheden rammer nu også de unge i Danmark (hvordan kom det dertil?!). Først gik protesten viralt, og siden har der været offentlig protest. Vi hører om familier der bliver splittet ad, og børn der placeres langt væk fra Danmarks grænser. Dette ud fra et rigidt skema om tilknytning ud fra nogle årstal, og som intet har med virkelighedsbilledet at gøre, og barnets integrering i samfundet med videre (hvilket så også er et lidt kritisk og kildent kriterie, eftersom at der ikke findes nogle konkrete definitioner for denne integrerbarhed). I praksis fratvinger man skilsmissebarnet retten til at være sammen med sin forælder, fordi hun/han har giftet sig på ny, og fået barn med sin nye ægtefælle. Hvorfor rører Socialforvaltningen ikke mere på sig i sådanne sager? Det er et direkte overgreb mod barnets (og forælderens) tarv.

 

Kend din Grundlov

En Regering der ikke kender sin Grundlov, samt gang på gang forskelsbehandler, og diskriminerer udsatte minoriteter, er ikke sit embede værdigt. Vi kan ikke, og skal ikke, alle passe ind i den samme blå boks. Mennesker, og menneskeskæbner er forskellige. Derfor vil udfaldet af deres liv også være det. Jeg ønsker på ingen måde et Danmark, der opfylder de kriterier som der er lagt for dagen.

Regeringen frygter alt muligt, uden hold i virkeligheden. De maler fanden på væggen, og spreder propaganda om frygten for koranskoler med videre med højre hånd, imens asiater, amerikanere og andre nationaliteter diskrimineres og forvises med venstre hånd. Propagandaen er sat i værk, for at få opbakning til deres agenda – der efterhånden minder om et korstog mod alt hvad den globaliserede verden står for. Herunder danskere der rejser ud i verden, og vender hjem med internationale familier, fordi livet sker og kærligheden opstår. Det mest sørgelige er, at de derved risikerer at skabe trusler mod Danmark. Et barn der forvises fra en god og tryg barndom med sin familie, kan ikke andet end udvikle meget ambivalente følelser, og eventuel vrede, mod selvsamme land. Ovenikøbet med et muligt traume tilknyttet denne oplevelse. Hvis det er frygten for Koranskolerne der forpurrer deres udsyn, så lav da en lov på dette kriterie. Terrortrusler med videre imødekommer man bedst ved forebyggende arbejde, og ikke ved at opstille et fælles fjendebillede omkring en bestemt minoritet, som for eksempel muslimer. Der kan lovgives om konkrete handlinger, samt straffes derefter. Det ville rent faktisk gå i tråd med Grundloven, idet der ikke må foretages samfundsskadelig aktivitet. Men det virker komplet tåbeligt, at et tilknytningsbegreb (som beskrevet før), skulle have nogen kobling til hverken terror eller koranskoler. Og her gør den siddende Regering sig måske mere skyldig i samfundsskadelig virksomhed, end man er sig bevidst om. Man må håbe, at det skyldes uvidenhed fra politikernes side, og en dumhed, som man måske kan tilsnige sig at tilgive dem for. Også selvom det lugter langt væk af xenofobi, islamofobi, samt politisk propaganda i forsøget på at skabe et fælles fjendebillede, og dermed fjerne fokus fra noget andet, og langt mere vigtigt (som for eksempel (politiker-) korruption, en sund økonomi der underminerer det konstante sparekrav der er ved at splitte velfærdssamfundet ad, samt miljø, og så videre). Men det understreger samtidig vigtigheden af, at politikerne og den siddende Regering forstår deres teoretiske ophav, samt deres forpligtelser over for demokratiets beståen. Der er grænser for, hvor dumme aftaler, som man må forhandle sig frem til, for at besidde magten i en koalitionsregering. Det personlige ansvar bør aldrig fraviges.

Nyheden der blev gemt af vejen

Ghettoudspillet kommer nu (endelig) under hård kritik fra en række af landets jurister – herunder fra tænketanken Justitia. Det er bruddet på retssikkerheden ved ghetto-planen, som står for skud. Det særligt interessante er, at denne nyhed er tysset helt ned…

Vi har ikke censur i Danmark, men det tangerer dertil. Artiklen burde være gået viralt på de sociale medier. I stedet er den gemt bag en betalingsmur (som undertegnede så har betalt for at læse). Dermed kan jeg løfte sløret for nogle af de kritiske ryster, som er blevet fejet af agendaen.

Ikke overraskende, går advokaterne i klinch med retsprincipperne omkring lighed for loven, når Regeringen ønsker at lave en lov med dobbeltstraf i specifikke boligområder.

»Man kan jo også overveje at lave en lov om, at alle fra Hellerup kun kan idømmes betingede domme, hvor andre danskere skal i fængsel, altså bare fordi de jo kommer fra Hellerup, hvor det går meget godt.«

(Advokat Mette Grith Stage, Berlingske Tidende, 2.3.2018)

Pointen ved citatet ovenfor burde stå klart. Princippet om lighed for loven – og dermed den enkeltes retssikkerhed – er truet, hvis dette forslag vedtages ved lov.

Placeringen af de såkaldte zoner for dobbeltstraf, er et andet punkt som kritiseres i forbindelse med ghetto-planen. Advokat Birgitte Arent Eiriksson fra Justitia påpeger, at udspillet giver et usikkert retsgrundlag for den enkelte borger. Særligt når den administreres af den lokale politimyndighed. Da det i princippet vil betyde, at borgeren for at følge med i udviklingen (og placeringen af de såkaldte dobbelte straf-zoner), vil være nødt til at følge med på politiets hjemmeside, for at vide hvor de dobbelte strafzoner vil være. Hermed understreges også den pointe, ved Justitministerens fejlslagne argument for lighed for loven ved, at zonerne kan flytte sig. Derved er der åbnet for Pandoras æske, i og med at mulighed for dobbeltstraf, således i henhold til dette princip, ikke vil være begrænset til “ghettoen”.

Mange bedyrer, at så må folk lade være med at overskride loven. Men helt så enkelt er det jo ikke. Det virker på ingen måde gennemtænkt. De kriminelle flytter forretningen, og tilbage står beboere og borgere med et usikkert retsgrundlag. Loven dækker trods alt andet end hashhandel og kriminalitet som levebane.

 

Kriminalitet som bærende argument, holder ikke

Ydermere påpeger advokat Mette Grith Stage, at det er særligt iøjnefaldende at forslaget kommer på et tidspunkt, hvor kriminaliteten i de pågældende beboelsesområder er dalende – og tilføjer endvidere, at kriminaliteten så blot vil flytte sig, for at undgå dobbeltstraf.

»Jeg er da i den grad tilhænger af, at man søger at begrænse kriminalitet i ghettoerne og alle mulige andre stedet i samfundet. Flere af de andre tiltag i Papes plan er ganske udmærkede, men ikke det med dobbeltstraf. Det bryder med et grundlæggende princip om lighed i vores retssamfund,« siger Mette Grith Stage.

(Advokat Mette Grith Stage, Berlingske Tidende, 2.3.2018)

Af artiklen kan man ligeledes læse sig frem til, at kriminaliteten har været stærkt nedadgående i de pågældende områder. Tilbage står nu kun to “ghettoer” med er overrepræsentation af kriminalitet, målet i forhold til den øvrige befolkning. Idet Vollsmose i Odense fortegner sig med en andel af kriminelle på 3,07 og Gellerup parken ved Aarhus på 3,43. Det er virkelig interessant, at man vil lave et lovforslag der virker så underminerende på retssikkerheden, på dette grundlag. Burde man i stedet ikke give politiet flere ressourcer til at håndtere og kriminaliteten i de pågældende områder? Dermed kan de fortsætte de gode arbejde, som de allerede har udført.

»Det groteske er, at man giver køb på et grundlæggende retsprincip i en situation, hvor kriminalitet slet ikke er det centrale problem i forhold til, hvorfor en given bebyggelse overhovedet er på ghettolisten,« siger Mette Grith Stage: »Pusheren, som plejer at holde til ud for kiosken i ghettoen, rykker da bare over på tanken på den modsatte side af vejen, hvis salg af hash kun giver tre måneders fængsel dér mod seks måneder i ghettoen.«

(Advokat Mette Grith Stage, Berlingske Tidende, 2.3.2018)

Som taget ud af George Orwells roman 1984

Overvågning, samkøring af data og dobbeltstraf. Det lyder som ren fiktion aka George Orwell. Og til trods for at denne bog i periferien ofte rammer mange ømme punkter, så er det sjældent så markant som det er tilfældet med dette lovforslag. De vi er vidner til her, ligner mere tankegangen i et fascistisk styre, end et solidt dansk demokrati.

>>- Med ghettoplanen lægger regeringen blandt andet op til at øge overvågningen gennem yderligere samkøring af borgernes personoplysninger, inddragelse af børns pas, dobbelt straf for kriminalitet og ekspropriation af boligselskabers ejendomme.<<

– Tiltag der hver især udgør vidtgående indgreb i helt grundlæggende frihedsrettigheder som bevægelsesfriheden, retten til privatliv, ejendomsretten og ikke mindst gør op med nogle af retsstatens grundlæggende principper om lighed for loven og lovgivningens forudsigelighed.<< Advokat Birgitte Eriksson, tænketanken Justitia

(Advokat  Birgitte Eriksson, Berlingske Tidende, 2.3.2018)

 

Den der tier, samtykker

Denne nyhed er simpelthen for vigtig til, at den bliver fejet af vejen. Der må og skal sættes en stopper for et lovforslag, der er så grotesk. Men hvordan? Tør vi sætte vores lid til, at det øvrige Folketing vil have mandater nok til at forkaste lovforslaget? For der er vidst ikke den store sandsynlighed for at sofavælgerne kommer på gaden, og demonstrerer. Den danske Regering sidder for lunt i stolen. Det er farligt for demokratiet og dets virke – og nu tydeligvis også for vores alles retssikkerhed. Man må spørge sig selv, hvad vi skal med en grundlov og nogle retssprincipper, hvis end ikke den siddende Regering har forståelse eller respekt for den. Eller man burde måske vende det om, og dermed stille spørgsmålet om en Regering der ikke har respekt for individets grundlæggende retsprincipper, er sit embede og sin magt værdig, eller om vi ville være bedre tjent med, at den gik af?

 

Psssst! Link til den omtalte artikel (med link til flere), hvis du vil betale for at læse dem…

https://www.b.dk/politiko/stjerneadvokat-angriber-regeringens-ghettoplan-katastrofal-og-grotesk

https://www.b.dk/politiko/overblik-her-er-reaktionerne-paa-regeringens-ghettoudspil