Kultur

B film

Juletiden er så småt ved at ringe ind. Med juletiden oversvømmes TV af B film, klichéer, gennemskuelige plots og kærlighedshistorier.

Det er pladderromantik, så det basker. Men det er også en klassiker, som jeg er kommet til at holde af.  Det tror jeg dybest set bunder i, at disse B-film er ren afslapning, og at man bliver varm om hjertet når man ser dem. Min egen far udtrykker det således: “det der er der da ingen der kan tage skade af at se”. En kommentar med modifikationer.

For ud af Hollywoods pladderromantik, kommer også forestillingen om prinsesser og prinsen på den hvide hest. En problemstilling, som mange psykologistudier har noget og hint at berette om. Mange piger lever med den drøm i flere år; at prinsen på den hvide hest findes. Dette er dog ikke noget der kun er henledt til B-filmen, men som indbefatter mange store Hollywood produktioner. Rygtet vil vide, at B-filmen oprindeligt var en del af de store opsætninger – en side B, som på en LP. I dag er B filmen et selvstændigt værk.

Mange B film har et manus, der drejer sig om kærlighedens væsen, om at turde, og at vove. Det går så grueligt galt undervejs, men ender lykkeligt. Måske er det netop B filmens paradoks, at mange ikke vover kærligheden i dag, med risikoen for at miste, og fremstå sårbare. Skuespillernes præstationer varierer meget; og det er ikke deres præstationer, men budskaberne der bærer filmene. Det er de små detaljer og følelserne, der styrer filmen fra start til slut.

Kan man se igennem med klichéerne, og holde sig for øje at manus er en film, så mener jeg bestemt heller ikke at det kan skade at mærke den glæde, de smil og det håb i sit sind.

 

FAKTA ….

En B-film er en film der er produceret for få penge og uden mange ambitioner, og som virker klichéagtig. (kilde: https://da.m.wikipedia.org/wiki/B-film)

Reklamer

Syg kultur?

Chris McDonald kører for tiden en programserie på DR2, hvor han via motion forsøger at oparbejde en gruppe danskere til at minimere deres indtag af piller. Eksperimentet udarbejdes i samarbejde med aktivitetslæger, forskning og målinger. Dermed skulle evidensen være på sin plads.

Personerne er nøje udvalgte eksempler af denne befolkningsgruppe (på piller). De bliver konsulteret af læger, for at minimere risici for skader med videre. Personerne udsætter således ikke sig selv for fare ved at deltage i disse øvelser og udfordringer. Derimod får de rykket ved nogle grænser i forhold til deres egne selvopfattelser af, hvad de kan klare. De bliver presset til grænsen – og lidt til, for at rykke ved dem. De bliver tilmed sundere.

Alligevel er der nogle som falder fra. De mener ikke selv at de kan udføre ganske almindelige fysiske krav og udfordringer. Deres hæmninger ligger i de begrænsninger som de overbeviser sig selv om. Er man dér, kan andre ikke hjælpe én videre. For der er lukket for at tage imod for nye forståelser og deraf selvopfattelse.

Heri begynder min undren. Lever vi i et samfund, med en generel syg kultur, hvor fokus ligger på vores begrænsninger og det som vi ikke kan, frem for alt det som vi kan? På accepten af lidelsen som et normalt og nødvendigt onde, som kommer med alderen?

Et kig på den almene middelaldrende generation af danskere (50+), giver et generelt billede af en befolkning der lider af overvægt, “almene” skavanker som dårlige knæ og hofter, sukkersyge med videre. For den almene familiefar eller karrieremor, er den daglige motion for mange begrænset til de få skridt hen til bilen, samt hen til kontordøren, og de jævnlige småture til toilet og kaffeautomat, samt eftermiddagskagen.

Mangel på tid, bliver ofte den gyldige undskyldning for, ikke at få sved på panden 2-3 gange om ugen (hvor samtlige gifstoffer ryger sig en tur). Dagligt at gå tur på 30 minutter; eller ramme de gyldne 7-10.000 skridt om dagen. Men hvad er den undskyldning egentlig værd, hvis det er på kroppens (og samfundets) bekostning? Hvad er det der forhindrer os i at prioritere den tid for vores krop, vores eget velvære og selvværd?

Mit bud er, at vi kan finde en kombination af flere ting, som gør sig gældende for denne tiltagende fysiske inaktivitet. Med mindre vores job består i at træne andre mennesker fysisk, sker der automatisk en reduktion i den tid som vi har til rådighed ved siden af vores job. Den knappe tid benytter vi på at hente vores børn, handle ind til aftensmaden og til at få aftensmaden på bordet. I mange hjem tændes der automatisk for TV´et efter endt aftensmad, eller familiemedlemmerne forsvinder bag hver deres skærm, bestående af laptops, ipads, iphones med videre. Kroppen bliver ganske enkelt vænnet til at holde sig i ro. En krop der ikke aktiveres tilpasser sig. Til sidst ender den selv med at tro på, at det er hvad der skal til, for at have det godt. Der sker noget med hjernens overbevisning om, hvad den kan og ikke kan. Langsomt begynder skavankerne at vise sig. For en krop der ikke aktiveres, har det ikke godt. Den lider, og arbejder på højtryk for at modarbejde bivirkningerne af denne stilstand. Kroppen er ganske enkelt i gang med at accellere nedbrydningen af sig selv og kroppens celler. En af bivirkningerne ved inaktivitet er, at kroppens muskler bliver slappe, det samme sker for ilttilførelsen til hver enkelt celle. De går i hi. Dermed er den onde cirkel skabt, og troen på at man ikke kan får nye ben at gå på, fordi det en dag bliver en anstrengelse at gå ned ad trappen med skraldespanden.

En anden vigtig årsag til at tingene begynder at skride, og som for nogle ender ude på et skråplan, er de tanker som man har om sig selv, i samtråd med den adfærd som er socialt acceptabel. Socialvidenskaben fortæller os, at den sociale accept har en styrende effekt på os som individer, da vi har en indgroet trang til at tilpasse os flokken, for ikke at blive udstødt. Ofte viser der sig en tendens til, at de personer  i flokken der lægger sig i offerrollen opnår større sympati, end dem som rækker armene i vejret og råber YES! –  Ja, Janteloven kære læser. Den er medsynder. Så længe vi ikke under eller beundrer andres succes, sker der ikke et skred til finde vindermentaliterne frem. Den indre stemme der siger, “YES I CAN” … Troen på sig selv, og viljen til at kæmpe. Selv ikke de mennesker som er født med en guldske i munden, kommer igennem livet uden at skulle kæmpe deres kampe. I hvert fald ikke hvis de vil udvikle sig som hele sunde og raske personer. Dermed skriver jeg ikke, at jeg ikke respekterer andres lidelser, psykiske såvel som fysiske. Det gør jeg. Men man vælger selv hvordan man vil håndtere dem. Attitude kan flytte bjerge.

“It´s not about what happens to you in life,

it´s all about how you choose to handle it, and live your life”

Hver dag træffer vi nogle valg (tilvalg og fravalg). Prioriteringer. Vi kan ikke kæmpe alle kampe på én gang. Derfor må vi hver især ud fra sin egen situation, vælge de kampe og prioritere de valg, som bygger os op og skaber vejen hen til de (del)mål som vi gerne vil opnå. Derved bliver vi stærkere, opnår større selvværd og livskvalitet. Livet er nu. Hver eneste dag.

Hvilken generation er du fra?

Hver generation har sine egne specifikke udtryk – det er en helt naturlig del af sprogets og samfundets udvikling. Og det er ofte her man opdager, om man “hører til” i den ene eller den anden generation.

Alder er for nogle et stort emne, mens det for andre (herunder undertegnede) ikke er noget man går vildt meget op i. Jeg føler mig som en del af tiden, og at jeg for hver dag modnes til at blive det (hele/harmoniske) menneske, som jeg nu engang skal  være. Jeg føler mig ung, frisk og aktiv, og at det er dét, der definerer mig som person – og ikke det tal, som jeg fylder. For mig er det ofte først i mødet med andre mennesker, at jeg får defineret min alder ud fra mere abstrakte og kulturelle forhold, end mit fødselsår.

Tag nu fx. denne sjove episode på kontoret i går. Jeg sidder og arbejder sammen med en kollega, hvor vi skal bearbejde data, og derfor også kommentere en ret stor talmængde for hinanden. Da jeg så siger “16, kys din kæreste på rejsen”, får vi os et godt grin. Fordi de to yngre kolleger sidder og kigger på mig med store øjne og måbende ansigt, som om jeg var faldet ned fra månen. De kender slet ikke udtrykket, og har aldrig hørt det før(!)

Som tak for deres nye lærdom, kunne de så fortælle mig om denne generations seneste og mest hippe ord, som bliver brugt i alle sammenhænge, og som ingen alligevel helt ved hvad betyder: “Schwag” [med amerikansk hip hop ordlyd]. Det bliver brugt om alt, der er cool/ok og så videre. Ligesom min generation indførte ordet “fedt” – et ord, som mine forældres generation til gengæld fandt ret morsomt og underligt, og som jeg kan huske at de kommenterede ret meget.

Måske er jeg bare en sprog nørd, men jeg synes, at det er meget sjovere at dvale ved denne slags kulturelle forskelligheder, fra den ene generation til den anden, frem for at gå i spåner over, om jeg nu fylder hint eller andet år denne gang. Sandt er det jo, at vi alle bliver ældre dag for dag. Det er op til hver af os, hvordan vi vil leve livet, og leve med den viden.