Kultur

Syg kultur?

Chris McDonald kører for tiden en programserie på DR2, hvor han via motion forsøger at oparbejde en gruppe danskere til at minimere deres indtag af piller. Eksperimentet udarbejdes i samarbejde med aktivitetslæger, forskning og målinger. Dermed skulle evidensen være på sin plads.

Personerne er nøje udvalgte eksempler af denne befolkningsgruppe (på piller). De bliver konsulteret af læger, for at minimere risici for skader med videre. Personerne udsætter således ikke sig selv for fare ved at deltage i disse øvelser og udfordringer. Derimod får de rykket ved nogle grænser i forhold til deres egne selvopfattelser af, hvad de kan klare. De bliver presset til grænsen – og lidt til, for at rykke ved dem. De bliver tilmed sundere.

Alligevel er der nogle som falder fra. De mener ikke selv at de kan udføre ganske almindelige fysiske krav og udfordringer. Deres hæmninger ligger i de begrænsninger som de overbeviser sig selv om. Er man dér, kan andre ikke hjælpe én videre. For der er lukket for at tage imod for nye forståelser og deraf selvopfattelse.

Heri begynder min undren. Lever vi i et samfund, med en generel syg kultur, hvor fokus ligger på vores begrænsninger og det som vi ikke kan, frem for alt det som vi kan? På accepten af lidelsen som et normalt og nødvendigt onde, som kommer med alderen?

Et kig på den almene middelaldrende generation af danskere (50+), giver et generelt billede af en befolkning der lider af overvægt, “almene” skavanker som dårlige knæ og hofter, sukkersyge med videre. For den almene familiefar eller karrieremor, er den daglige motion for mange begrænset til de få skridt hen til bilen, samt hen til kontordøren, og de jævnlige småture til toilet og kaffeautomat, samt eftermiddagskagen.

Mangel på tid, bliver ofte den gyldige undskyldning for, ikke at få sved på panden 2-3 gange om ugen (hvor samtlige gifstoffer ryger sig en tur). Dagligt at gå tur på 30 minutter; eller ramme de gyldne 7-10.000 skridt om dagen. Men hvad er den undskyldning egentlig værd, hvis det er på kroppens (og samfundets) bekostning? Hvad er det der forhindrer os i at prioritere den tid for vores krop, vores eget velvære og selvværd?

Mit bud er, at vi kan finde en kombination af flere ting, som gør sig gældende for denne tiltagende fysiske inaktivitet. Med mindre vores job består i at træne andre mennesker fysisk, sker der automatisk en reduktion i den tid som vi har til rådighed ved siden af vores job. Den knappe tid benytter vi på at hente vores børn, handle ind til aftensmaden og til at få aftensmaden på bordet. I mange hjem tændes der automatisk for TV´et efter endt aftensmad, eller familiemedlemmerne forsvinder bag hver deres skærm, bestående af laptops, ipads, iphones med videre. Kroppen bliver ganske enkelt vænnet til at holde sig i ro. En krop der ikke aktiveres tilpasser sig. Til sidst ender den selv med at tro på, at det er hvad der skal til, for at have det godt. Der sker noget med hjernens overbevisning om, hvad den kan og ikke kan. Langsomt begynder skavankerne at vise sig. For en krop der ikke aktiveres, har det ikke godt. Den lider, og arbejder på højtryk for at modarbejde bivirkningerne af denne stilstand. Kroppen er ganske enkelt i gang med at accellere nedbrydningen af sig selv og kroppens celler. En af bivirkningerne ved inaktivitet er, at kroppens muskler bliver slappe, det samme sker for ilttilførelsen til hver enkelt celle. De går i hi. Dermed er den onde cirkel skabt, og troen på at man ikke kan får nye ben at gå på, fordi det en dag bliver en anstrengelse at gå ned ad trappen med skraldespanden.

En anden vigtig årsag til at tingene begynder at skride, og som for nogle ender ude på et skråplan, er de tanker som man har om sig selv, i samtråd med den adfærd som er socialt acceptabel. Socialvidenskaben fortæller os, at den sociale accept har en styrende effekt på os som individer, da vi har en indgroet trang til at tilpasse os flokken, for ikke at blive udstødt. Ofte viser der sig en tendens til, at de personer  i flokken der lægger sig i offerrollen opnår større sympati, end dem som rækker armene i vejret og råber YES! –  Ja, Janteloven kære læser. Den er medsynder. Så længe vi ikke under eller beundrer andres succes, sker der ikke et skred til finde vindermentaliterne frem. Den indre stemme der siger, “YES I CAN” … Troen på sig selv, og viljen til at kæmpe. Selv ikke de mennesker som er født med en guldske i munden, kommer igennem livet uden at skulle kæmpe deres kampe. I hvert fald ikke hvis de vil udvikle sig som hele sunde og raske personer. Dermed skriver jeg ikke, at jeg ikke respekterer andres lidelser, psykiske såvel som fysiske. Det gør jeg. Men man vælger selv hvordan man vil håndtere dem. Attitude kan flytte bjerge.

“It´s not about what happens to you in life,

it´s all about how you choose to handle it, and live your life”

Hver dag træffer vi nogle valg (tilvalg og fravalg). Prioriteringer. Vi kan ikke kæmpe alle kampe på én gang. Derfor må vi hver især ud fra sin egen situation, vælge de kampe og prioritere de valg, som bygger os op og skaber vejen hen til de (del)mål som vi gerne vil opnå. Derved bliver vi stærkere, opnår større selvværd og livskvalitet. Livet er nu. Hver eneste dag.

Reklamer

Hvilken generation er du fra?

Hver generation har sine egne specifikke udtryk – det er en helt naturlig del af sprogets og samfundets udvikling. Og det er ofte her man opdager, om man “hører til” i den ene eller den anden generation.

Alder er for nogle et stort emne, mens det for andre (herunder undertegnede) ikke er noget man går vildt meget op i. Jeg føler mig som en del af tiden, og at jeg for hver dag modnes til at blive det (hele/harmoniske) menneske, som jeg nu engang skal  være. Jeg føler mig ung, frisk og aktiv, og at det er dét, der definerer mig som person – og ikke det tal, som jeg fylder. For mig er det ofte først i mødet med andre mennesker, at jeg får defineret min alder ud fra mere abstrakte og kulturelle forhold, end mit fødselsår.

Tag nu fx. denne sjove episode på kontoret i går. Jeg sidder og arbejder sammen med en kollega, hvor vi skal bearbejde data, og derfor også kommentere en ret stor talmængde for hinanden. Da jeg så siger “16, kys din kæreste på rejsen”, får vi os et godt grin. Fordi de to yngre kolleger sidder og kigger på mig med store øjne og måbende ansigt, som om jeg var faldet ned fra månen. De kender slet ikke udtrykket, og har aldrig hørt det før(!)

Som tak for deres nye lærdom, kunne de så fortælle mig om denne generations seneste og mest hippe ord, som bliver brugt i alle sammenhænge, og som ingen alligevel helt ved hvad betyder: “Schwag” [med amerikansk hip hop ordlyd]. Det bliver brugt om alt, der er cool/ok og så videre. Ligesom min generation indførte ordet “fedt” – et ord, som mine forældres generation til gengæld fandt ret morsomt og underligt, og som jeg kan huske at de kommenterede ret meget.

Måske er jeg bare en sprog nørd, men jeg synes, at det er meget sjovere at dvale ved denne slags kulturelle forskelligheder, fra den ene generation til den anden, frem for at gå i spåner over, om jeg nu fylder hint eller andet år denne gang. Sandt er det jo, at vi alle bliver ældre dag for dag. Det er op til hver af os, hvordan vi vil leve livet, og leve med den viden.

Syge børn må undvære mor eller far

Danske forældre er hårdt pressede, når deres børn er syge. For samfundet og arbejdsmarkedet accepterer det ikke. Derfor må børnene overlades til en barnepige (hvis man har råd), eller bedsteforældrene (hvis de er i nærheden og har tid).

Er barnets tarv og familiens kår ikke et samfundsanliggende i Danmark? Skal man partout vælge samfundet og jobbet, frem for sine børn? Hvori ligger det rimelige i det? Hvorfor kan man ikke med god samvittighed tage sig af sin familie, og samtidig være anset som en god borger og arbejdskraft?

Nogle vil hævde, at det er et urealistisk krav at stille. Det interessante er, at jeg netop havde denne samtale med en god veninde forleden dag – som i øvrigt også er præst i det lokale sogn. Lørdag fik jeg stukket en gratis version af Politiken i hånden – og tak for det, for der kunne jeg læse, at man i Sverige tilgodeser familierne, og at de i den grad er et samfundsanliggende, som man værner om.

 

Samfundspligt lig med omsorgssvigt?

Selvom Danmark på mange områder er langt fremme, når det gælder rettigheder på arbejdsmarkedet. Så virker det alligevel som om, at det er stik modsat i Danmark, end det er i Sverige. I Danmark er det nærmest ugleset at være realistisk og bede om at gå ned i tid. Ofte koster det den stilling som man sidder i. Som jobsøgende er det også en forhindring, fordi man straks får skudt i skoen, at man ikke er interesseret i at yde noget for virksomheden (og at man heller ikke opfylder sin samfundspligt).

Skal man virkelig foretrække at svigte sine syge børn, når de har allermest brug for mor og far, for at gå på arbejde med dårlig samvittighed? En samvittighed, som man må beherske og viske ud, for ellers bukker man under for stress. Uagtet, at det nok også er temmelig stressende for barnet, at ligge med høj feber og føle at mor og far ikke har tid til at tage sig af dem. Jeg kan selv huske sådan en episode fra min egen barndom. Uanset om vi vil stå ved det eller ej, sætter det sig sine spor. I barnesindet, hos de voksne og i vores samfund. Vil vi virkelig acceptere det? Hvor længe kan det vare ved, før filmen knækker helt?

 

Hvilket menneskesyn hersker der egentlig her?

Jeg forstår ikke helt den holdning med, at vi skylder samfundet noget, førend at vi kan tage vare på os selv. Har samfundet ikke også pligt til, at sørge for os? At sørge for, at kabalen går op, at det hele hænger sammen?

Jeg vil hjertens gerne give noget til/tilbage til samfundet. Men jeg vil også føle, at jeg har ret til at have en familie og passe på den. Føle, at jeg som menneske udgør en værdi, og ikke kun som arbejdskraft. At samfundet tilgodeser, at jeg har valgt at stifte familie, og samtidig gerne vil være på arbejdsmarkedet – uden at jeg behøver at være spændt hårdt for som en arbejdshest, der pløjer nye marker dag efter dag. Året rundt. År efter år. På bekostning af mit samvær med mine børn, som i stedet er sammen med en hulens masse mennesker i institution dagen lang. Det kan ingen holde til i længden. 

 

Ny model med respekt for familierne, børnene og samfundet

Jeg efterlyser en ny model. For den vi har virker ikke. Uhyggeligt mange danskere lider af stress, eller har i løbet af deres arbejdsliv måtte bukke under for det. Er det det værd? Dybest set koster det flere penge for samfundet at behandle stress, end det gør at forebygge den. Stress kan blive så invaliderende, at man aldrig kommer helt på banen igen. Desuden vil en tidligere stressramt ofte være mere sårbær i kommende pressede situationer.

For ikke at glemme det menneskelige aspekt. Glade mennesker, der har overskud og livsglæde, vil vel alt andet lige, også betyde et bedre samfund at være i, end et sted, hvor vi halser af sted og stirrer stift på klokken. Så fortravlede, at vi ikke har tid til at hilse på hinanden, besøge familien og så videre. Vi behøver ikke engang at genopfinde den dybe tallerken. Vi kan bare låne den model, som de har udarbejdet hinsidan Øresund.

 

Den svenske model

Helt fra barnets spæde ankomst til livet, har far og mor 9 ugers øremærket barsel. Barslen er på 69 uger (mod de danske 52 uger). Indtil barnet fylder 12 år, har hver forælder ret til 60 dages SVAB om året (SVAB er omsorgsdage med barnet). Derudover har de ret til at arbejde indtil 75% af normal arbejdstid indtil barnet fylder 8 år.

Ifølge artiklen svarer alt dette til, at begge forældre skiftes til at tage sig af barnet. Det er altså ikke kun kvinderne, som må tage det største ansvar. Man ser mere skævt til, at et barn kommer i børnehaven uden at være helt rask, end at forældrene bliver hjemme og passer barnet (I Danmark, kan det være et nødvendigt onde). Når forældrene tager deres SVAB med børnene, træder en særlig forsikringskasse ind og dækker det økonomiske.

 

 

Læs artiklen “Klokken 13 feber findes ikke i Sverige” fra Poltiken, lørdag d 23. august, 2014.

Stress i tal (DK)