Social ansvarlighed

Menneskelige værdier

– et samfundsparadoks af dimensioner!

Nogle gange skal der en skarp tunge til, for at skære igennem debatten.

Tingene spidser fortsat til herhjemme i andedammen, hvor mennesket erstattes af robotter og forventes at agere som så. Konkurrencementaliteten er ubønhørlig, og presset på det enkelte menneske næsten ikke til at bære. Derfor vil jeg vil om et kort øjeblik overlade ordet til Eva Secher Mathiasen, formand for dansk Psykolog Forening, fordi det hun siger, fortjener at blive gentaget.

Artikel og linket nedenfor, er hentet fra information, november 2015.

’Vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til’

Hvor fa’en kom hun fra?, spurgte mange efter Eva Secher Mathiasens optræden i tv-programmet ’Debatten’, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede vores politikere for at fokusere på konkurrencestaten og ikke på det gode liv. Information har mødt Dansk Psykolog Forenings formand. En kvinde, der helst ikke vil være nogen helt, men som altid har været rebel

Link til artikel: https://www.information.dk/indland/2015/11/glemt-mennesker-vaerdi-blot-ved

 

 

EU med socialt ansvar

EU med socialt ansvar

EU tager socialt ansvar på sine skuldre

Det sociale ansvar går nu fra at være noget EU dikterer virksomhederne, til at være en del af det politiske EU program

Mange kriseramte lande i EU beskylder EU medlems skabet for at være syndebukken, for deres økonomiske lidelser. Dette eftersom at det er EU der står med den løftede pegefinger, når det påkræver økonomiske opstramninger og sparekrav til de kriseramte lande.

Desværre er levestandarden for mange i Europa nået fattigdomsgrænsen – tilstande, som vi gudskelov ikke har mærket i voldsom skala på danske græsgange. Men det udelukker ikke det faktum, at det er den barske hverdag for mange beboere i EU landene. En tilstand, som også kan kobles til tidligere omtalt problematik med at bevare lønstandarden på det danske arbejdsmarked. Men hvorfor dumpe standarden? Hvorfor betale folk ringere, fordi de er vant til ringere forhold i deres ophavsland? Det er er der ikke noget der taler for. Tværtimod.

Flere danske politikere udtrykker modstand imod EU´s fattigdoms fond – som jeg desværre ikke kan citere en titel på. Deres argument er, at det er noget som bør håndteres lokalt. Det får landene også lov til rent organisatorisk, men hvordan skal de kunne det rent økonomisk? 

 

Stærkere profil med bløde værdier

Der er flere som argumenterer for, at EU får en stærkere profil og et bedre image – både udadtil og indadtil – ved at tilføje de såkaldt ‘bløde værdier’ som socialt ansvar. Sådan som verden udvikler sig, ville det i mine øjne både være hyklerisk og risikabelt for EU´s fremtid, hvis man ikke får indarbejdet den dimension hurtigst muligt. Hvordan kan man forlange socialt ansvar hos erhvervslivet, hvis man ikke selv viser vejen frem? Beboerne i EU er andet end lønsomhed og mobil arbejdskraft – det er også EU´s ansvar, at der er trivsel og at man tager et (social politisk) ansvar overfor de mennesker som bor her. I enhver anden virksomhed, må man også tage de menneskelige betragtninger med ind over, hvis man vil overleve på langt sigt.

EU og Marketing 3.0

De yngre generationer forventer at virksomhederne tager og udviser socialt ansvar hele vejen i deres distributionskæde. Fremover vil vi muligvis også i EU vil se det sociale ansvar udmønte sig i reelle støtte projekter til udsatte grupper – sådan som det er kendetegnende for det amerikanske marked. Det ville være en logisk konsensus af globaliseringen, at vi også tænker mere lokalt, og ikke kun på den 3. verden som krise zoner for nødhjælpsarbejde.

Omvendt er der – set fra en politisk synsvinkel – vinding i at udbrede budskabet om at fx. Afrika udelukkende består af fattige nødlidende mennesker, imens EU fremstår med værdier som værende kontinentets økonomiske omdrejningspunkt. Uagtet at den barske virkelighed ikke er helt så ligetil. Afrikas økonomi boomer derudaf i disse år, imens den står mere eller mindre i stampe, eller direkte recession i EU.

Hvorfor skulle forventningerne om Marketing 3.0 stoppe ved virksomhederne, og ikke også gælde for hele fundamentet for EU? EU er nødt til at videre udvikle sig og følge med tidens trend, hvis det skal bestå. Ganske som enhver anden virksomhed. På samme måde er vi nødt til at føle et større medansvar for hinanden landene imellem – det gælder for så vidt befolkningerne, som på det politiske plan. 

 

 

 

 

 

Afhopper! -fra rotte ræset

National Geographic har her til aften vist en udsendelse som hedder USA TABU. I aftenens afsnit, mødte vi bl.a. nogle hjemløse (i USA), som af den ene eller anden årsag var kommet i den situation.

Den ene, John, en fuldt arbejdsdygtig “efter middelaldrende” mand, der tidligere arbejdede 18 timer i døgnet mandag-søndag, fik simpelthen pludselig nok af ræset, og stod af! Han bor i en tunnel, og er glad for at være væk fra “stresset oppe på jorden”, som han udtrykker det. Han udtaler senere, at han ikke forstår hvorfor det er så stort et tabu, at han lever som han gør, og tilføjer at “han aldrig har været mere lykkelig og haft det bedre” -Han følte sig spærret inde bag 4 vægge i virksomheden, og kunne ikke ånde, og ikke leve. Han arbejdede hårdt for at komme fremad-fremad-fremad! -men indså en dag, at han stod helt stille!! Nu har han ingen planer for dagen, tager dagen som den kommer, og kan nyde den. Det har han det rigtig godt med. Han vil ikke modtage hverken sociale ydelser (ville han overhovedet kunne det uden en adresse?), og heller ingen almisser -hvordan han ellers finansierer sin livsstil, fortæller historien ikke noget om.

Fra den ene yderlighed til den anden

Som jeg ser det, er begge situationer ekstreme, der går fra den ene yderlighed til den anden, men også resonnerende. Den livsstil, som bliver os påduttet i den vestlige verden, for at være en del af fællesskabet, er ganske enkelt usund og urealistisk i det lange løb, fordi vi konstant presser citronen en lille-bitte smule mere. Vi skal hele tiden præstere, være dygtigere og hurtigere. Vi skal alle som individualister trække samfundets hjul, og få dem til at køre.

Med til ovennævnte scenarier hører den detalje, at der er tale om USA, hvor arbejdsmarkedet, og vilkår på ditto er meget anderledes end vi kender det i Danmark. Vi har det (stadig) ret godt på det danske arbejdsmarked, men jeg synes at ane mange tendenser, der tyder på en ændring i selvsamme arbejdsforhold (med “krisen” som undskyldning?). Selvom vi har en lov, der beskytter os med 37 ½ arbejdstime pr uge, arbejder mange endnu flere timer om ugen -og de tør ikke andet p.g.a. pres fra chef/virksomhed/samfund, og alle de andre ledige, som gerne vil have deres job. Det tror jeg, at vi skal være meget varsomme med. Hvorfor? Fordi jeg ved at det ville blive skruen uden ende. Jeg har set det i andre lande. Helt grelt ser det ud i fx.Spanien, hvor det var almindeligt acceptabelt at arbejde uden kontrakt og på lønninger langt under overénskomst, længe for finanskrisen indtraf. Virksomhederne skal hele tiden sørge for højere profit, og sørger vi ikke for at beskytte den arbejdende hånd, glider det hele ud på et skråplan.

Dette skråplan er helt tydeligt i fænomenet “social dumpning”, hvor øst europæere kommer og udfører et håndværk, hvor de uderbyder den overenskomstmæssige løn, og dermed forvrider konkurrence evnen. Det mener jeg ikke er fair. Hverken overfor den danske medarbejder som mister indtægt, eller overfor den udlænding, som helt automatisk skaber en ny underklasse, hvor 1  indtægtskilde ikke er nok til at forsørge sig her til lands. Jeg mener at alle har ret til at byde ind på jobbene, men det skal være til overenskomstmæssig løn, hvoraf der betales skat, fordi man også har en bopæl i landet. Problemet behøver ikke at begrænse sig til håndværksfagene, hvis ikke vi sørger for at vores rettigheder som arbejdende beskyttes.

Det nytter ikke noget at tænke oportunistisk, for det ændrer ikke ved det faktum, at alle påvirkninger i nutiden, har eftervirkninger i eftertiden. Så lad os alle huske på, at vi arbejder for at leve -og ikke omvendt! At der skal være balance i mellem arbejde og fritid -og at vi også gerne skulle have andre interesser end vores arbejde. Vi er ikke vores arbejde. Vi er levende personer, som passer vores arbejde. Der er en verden til forskel!

Det er mit håb, at CSR tendenserne er kommet for at blive, og at virksomhederne også husker at rette blikket indad, og ser på hvilke forhold de byder deres medarbejdere. De ansatte udgør en vigtig del af virksomhedens sociale ansvar. Billedet krakelerer hvis man yder støtte til nødhjælp eller lignende, imens éns egne medarbejderrettigheder forsømmes. Derfor er det så bydende vigtigt, at vi holder fast i hvad normen skal være. Hvis ikke vi passer på vores grænser, vil de helt automatisk blive flyttet.

PS! Jeg har i dag erfaret, at en veninde er gået ned i løn, for at holde en normal arbejdsuge på 37 ½ time, så hun kan gå hjem og være sammen med sin familie efter fyraften -i stedet for at skulle følge med i aftens-mail-ræset imellem kollegerne, og reelt set være på arbejde. Er det OK, at hun skal indgå dette kompromis med sin chef, for ikke at modtage en fyreseddel? NEJ, det synes jeg faktisk overhovedet ikke at det er! Det er for mig at se et tydeligt vift med en vognstang om, at tingene er ved at skride ud, og at vi må råbe vagt i gevær -ellers vil der nok være flere som melder sig ud af samfundet (enten frivilligt, eller af tvang), og det mener jeg ville være forfærdelig synd.