energi

Frozen

frozen1

I disse dage har isdronningen lagt sit slør over landet, og det meste af Europa. Og jeg elsker det.

Knaldrøde kinder og ben der bliver nedkølet på linje med vinterbaderens ditto, under vandreturen eller ærindet til det nærmeste supermarked. Huen er trukket godt ned om ørerne, og smilet stråler om kap med solen. Det sætter gang i inspirationen og de positive tanker. Indendøre drikker jeg flere kopper te med ingefær end normalvis (suppleret med de sædvanlige mængder kaffe); og som sådan er der skruet helt op for hyggen og livsglæden.

Naturen falder i smukke folder. Fuglene skutter sig sammen i flok, og sidder helt stille.

frozen4

Badebro

frozen2

Når Helgoland fryser til is …

Og om lidt er det weekend….

 

 

 

 

Reklamer

MIND YOUR THOUGHTS

-A-NEW-MINDSET-2-START-OVER

 

Jeg tror at de fleste kender følelsen af, at føle sig groggy efter en dårlig nats søvn. Dagen kan synes tabt på forhånd. På et tidspunkt klarer hjernen trods alt op – og det er dér at man må gribe chancen til at få en god dag.

For det ender og starter  med vores egen attitude. Har vi kræfter til at tage teten med det samme, eller skal der lades op først? Måske betyder det ikke det store, hvis blot man er fokuseret på, at tage udfordringen op med løftet pande. Dette gælder for så vidt alle hændelser på de såkaldte #TychoBrahedage. Dagen behøver ikke at være ødelagt på grund af enkelte hændelser. Hvis man børster dem af sig med et smil, har de ikke nogen magt over dig og din dag. Det er op til dig, hvilken magt du vælger at tilægge dem.

Mind your steps …

Jeg har bemærket, at der i storbyerne findes en helt særlig gangart – og det er ikke kun i de nordeuropæiske lande. Jeg har oplevet det i andre hovedstæder også, som for eksempel Madrid. Det var en gangart, som jeg lagde særligt mærke til, efter nogle år, som bosiddende ved Middelhavskysten.

Det minder lidt om kapgang, dog uden de ekstreme svingninger med hoften der hugger fra højre til venstre. Ben, arme og blikket, er stift koncentreret om at komme så hurtigt frem som muligt. Ingen tid at spilde. Gåturen er et onde, som mange gerne vil have overstået i en ruf. Det er egentlig en skam, med tanke for hvilken skat som ligger skjult her.

For nogle år siden, fik jeg mulighed for at stifte bekendtskab med en særlig zen-gangart, også kendt under termen “zen-walking-meditation“. For de som dette er ubetrådt område, må jeg hellere introducere. Gangen går ganske enkelt ud på, at man sætter hele sin bevidsthed ind på hvordan man barfodet står med samlede fødder, og ved det første skridt mærker hvordan man først løfter benet, og siden sætter hælen i jorden/gulvet, og hvordan hele foden lander frem til tåen, så løfter man den næste fod, og sætter hælen i, så den lige akkurat rører den forreste tå (i mit tilfælde storetåen). Sådan følger en man en line, og går rundt i en labyrint – evt af lige streger på gulvet – i en vis rum tid (20-min til en halv time, vil jeg tro). Det virker provokerende og latterligt ved de første skridt, men man bemærker hurtigt at der via foden og denne koncentrerede gang, bliver skabt en forbindelse til bevidstheden og sindet. Man får jordforbindelse og slipper en masse stress fri fra kroppen hvor alt tankemylder bliver sat på pause. Meget simpelt, og på samme tid meget overvældende.

 

Steps into Mindfullness

Jeg kan ikke prale af at jeg praktiserer zen-walking-meditation jævnligt. I skrivende stund er jeg meget bevidst om, hvor godt det ville være for mig. Det nærmeste jeg p.t. kommer på dét, er en lille mellemting som jeg har indarbejdet på mine morgenvandringsture, hvor jeg bevidst mærker hvordan jeg sætter fødderne i jorden – side om side, og med fodtøjet på. Dermed kommer tempoet ned, og der kommer ro på tankerne. Det er ikke lige efter bogen, men det har alligevel en effekt. Når jeg går i mine menorquinas, kan jeg kun gå langsomt og med hælen først; så er jeg godt på vej. Dermed har de også fået medtitlen, mine zensko, da de tvinger mig til at sætte tempoet ned og umuliggør at stresse af sted. Mine morgenvandringer handler også om at indsnuse duften af græsset, lytte til fuglenes kvidren og se på træerne. Ved at sanse naturen, mærker jeg nærvær og ro.

 

Pssst! Dette indlæg er et bidrag til serien mandags-vandringer som omtalt af Drake noir: https://wordpress.com/read/feeds/1075087/posts/1467359947