energi

Mind your steps …

Jeg har bemærket, at der i storbyerne findes en helt særlig gangart – og det er ikke kun i de nordeuropæiske lande. Jeg har oplevet det i andre hovedstæder også, som for eksempel Madrid. Det var en gangart, som jeg lagde særligt mærke til, efter nogle år, som bosiddende ved Middelhavskysten.

Det minder lidt om kapgang, dog uden de ekstreme svingninger med hoften der hugger fra højre til venstre. Ben, arme og blikket, er stift koncentreret om at komme så hurtigt frem som muligt. Ingen tid at spilde. Gåturen er et onde, som mange gerne vil have overstået i en ruf. Det er egentlig en skam, med tanke for hvilken skat som ligger skjult her.

For nogle år siden, fik jeg mulighed for at stifte bekendtskab med en særlig zen-gangart, også kendt under termen “zen-walking-meditation“. For de som dette er ubetrådt område, må jeg hellere introducere. Gangen går ganske enkelt ud på, at man sætter hele sin bevidsthed ind på hvordan man barfodet står med samlede fødder, og ved det første skridt mærker hvordan man først løfter benet, og siden sætter hælen i jorden/gulvet, og hvordan hele foden lander frem til tåen, så løfter man den næste fod, og sætter hælen i, så den lige akkurat rører den forreste tå (i mit tilfælde storetåen). Sådan følger en man en line, og går rundt i en labyrint – evt af lige streger på gulvet – i en vis rum tid (20-min til en halv time, vil jeg tro). Det virker provokerende og latterligt ved de første skridt, men man bemærker hurtigt at der via foden og denne koncentrerede gang, bliver skabt en forbindelse til bevidstheden og sindet. Man får jordforbindelse og slipper en masse stress fri fra kroppen hvor alt tankemylder bliver sat på pause. Meget simpelt, og på samme tid meget overvældende.

 

Steps into Mindfullness

Jeg kan ikke prale af at jeg praktiserer zen-walking-meditation jævnligt. I skrivende stund er jeg meget bevidst om, hvor godt det ville være for mig. Det nærmeste jeg p.t. kommer på dét, er en lille mellemting som jeg har indarbejdet på mine morgenvandringsture, hvor jeg bevidst mærker hvordan jeg sætter fødderne i jorden – side om side, og med fodtøjet på. Dermed kommer tempoet ned, og der kommer ro på tankerne. Det er ikke lige efter bogen, men det har alligevel en effekt. Når jeg går i mine menorquinas, kan jeg kun gå langsomt og med hælen først; så er jeg godt på vej. Dermed har de også fået medtitlen, mine zensko, da de tvinger mig til at sætte tempoet ned og umuliggør at stresse af sted. Mine morgenvandringer handler også om at indsnuse duften af græsset, lytte til fuglenes kvidren og se på træerne. Ved at sanse naturen, mærker jeg nærvær og ro.

 

Pssst! Dette indlæg er et bidrag til serien mandags-vandringer som omtalt af Drake noir: https://wordpress.com/read/feeds/1075087/posts/1467359947

 

Reklamer

Regnvådt hår og indre solskin

Jeg er lige kommet ind ad døren, efter en morgenvandring på en lille halv time. Morgenvandringen er en del af mit morgenrituale, nu hvor jeg skriver speciale.

Jeg går en tur i den lokale park, imens jeg kigger på træer og får gang i blodomløb og bentøj. Foråret minder mere om efterår. Da der ikke er opfundet nogen app til at ændre på det, må jeg regulere på en anden knap, nemlig den mentale.

Jeg havde min nye yndlingsregnfrakke på, uldtrøjen under, lange uldsokker, og gummistøvler på. Så jeg var vindtæt og varm. Den stille regn landede blidt i mit hår og mit ansigt. Vandreturene tager jeg med sindsro, hvor fokus er på at få jordforbindelse og indre kontakt. Det foregår ikke i et rask tempo, men i et moderat tempo. Ren zen.

Resultatet af morgendagens vandring er, at jeg har sol i mit indre, og er fyldt med overskud. Til trods for en nat med for lidt søvn (egen fejl), og en dag der byder på en ordentlig bunke arbejde, som skal laves. Det giver et overskud og en god energi til tage fat. Yin & Yang.

Jeg er af den overbevisning, at vi må omstille os til, at dette forår er tydelige tegn på “the new normal” på disse kanter. Indlandsisen smider ifølge forskerne 350t kubikmeter is i havet om året. Det er temmelig store isklumper, så det er klart at havene omkring os bliver koldere, og dermed påvirker vejret på den nordlige halvkugle. En pilot forklarede mig engang, at kloden samlet set skal have en konstant temperatur. Udsving bliver således reguleret andre steder på kloden. Så imens vi får koldere vinde, vil temperaturerne omkring akvætor stige, samt i de lande som ligger tættere på ækvator. Jeg tør slet ikke tænke på hvilke konsekvenser som dette måtte have for regnskovene, og hele verdens regnvand. Jeg håber inderligt, at denne viden deles med børnene i geografitimerne, helt ned i de mindste klasser. Forestillingen om at den cirkulerende vandmasse er konstant og uforanderlig er ligeledes under pres. Vi presser grundvandet op i for højt tempo, og dermed dræner vi dette. Tilsyneladende presset af økonomiske interesser.

Summasumarum, så kan vi ikke blive ved med at handle så tankeløst som vi gør. Vi lever på en løgn (livsstil), der opererer på bekostning af alle andre dyreliv på kloden, samt klodens ressourcer. Det holder ikke.

Dokumentarerne i linket nedenfor redegør for sammenhæng mellem udhuling af grundvandet, tørke og mangel på rent drikkevand. De indeholder en del etiske problemstillinger, som vi også må forholde os til som forbrugere: https://www.watercache.com/blog/2011/10/must-see-water-documentaries-provide-insight-into-future-water-crisis

Økosystemet skriger på menneskelig handling og en redningsplan, der siger spar 2. Klodens økonomi er parakdoksalt flettet godt ind i problemstillingen, hvor magt og rigdom ligeledes drejer sig om samme akse. Omstilling til grøn energi er et must, men hvis hele energisektoren krakelerer som følge deraf, skaber det døninger hele vejen igennem verdensøkonomien. En ny økonomisk krise truer. Måske er det udsigten til endnu en krise, der kan blive vores redning; for derigennem at genskabe en ny balance – også selvom det kommer til at koste blod, sved og tårer. Ender vi i en ny krise, risikerer vi at optrappe samtlige konflikter, førend at omstillingen finder sted. Det er bestemt ikke et ønskescenarie, men historien vidner om, at det er ved at ramme bunden, at tingene ændrer sig.

 

 Nyt håb, overflod og balance

Forhåbentlig genvinder humaniteten også sin gode røst, hvor medmenneskelighed, medfølelse og næstekærlighed får ben at gå på i det nye verdensparadigme. En verden hvor CSR og human rights vil være unægteligt knyttet til enhver investering og de frie markedskræfter. Rigdom og overflod er ikke et onde; det kan til gengæld skabe bedre vilkår for langt flere mennesker og samfund. Spreder rigdom og velstand sig til flere hænder, uden at være på bekostning af andre og klodens ressourcer, får vi samlet set et større overskud.  Rigdom og overflod der beror sig på bekostning af andres vé og vel, personlig grådighed og nidkærhed, uden respekt for det omkringliggende miljø, er så fandenivoldsk, at problemerne har det med at udmønstre sig i komplicerede andengradsligninger, med alt for mange ubekendte og usikkerheder til følge. Lektien burde være lært, men mennesker har det med først rigtig at forstå og omstille sig, når de rammer bunden. Det bliver et helvedes ridt, men det ligger vidst i kortene.

Problemerne er så store, at det kræver ændringer der hvor de store beslutninger træffes. Til trods for en vis tiltro til demokratiet, er jeg også realistisk nok til at indse, at jeg ikke kan gøre meget her og nu. Jeg gør hvad jeg kan, for at mindske mine fodaftryk, og forsøger at være miljøbevidst i min hverdag. Jeg kan stille krav til virksomhederne med videre, og jeg kan engagere mig politisk. Der skal politisk velvilje til, for at der virkelig kommer til at ske et skred i tingene. Bevægelserne er i gang. Jeg krydser fingre for, og sætter min lid til, at tingene kommer til at ske. På den ene eller den anden måde. Vi kan ikke længere ignorere udviklingen. Det er ikke længere hippiekultur, overtro og dommedagsprofetier; det er benhårde fakta. Vi ved det godt allerinderst inde. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken.

Så hvorfor skulle jeg dog ditche over vejret, og trække mundvigene ned? Jeg har min indre knap at gøre godt med, og den kan ingen tage fra mig. Så god dag derude. Solen kommer nok et smut forbi, før sommerferien slutter. Alt andet lige, vil de mindste solstrejf sende bølger ud i bylivet, hvor vi myldrer ud i gader og stræder som myrer, for at mærke solens kærtegn, og mærke livet her og nu.

Tid til tanker

Det slår mig, at noget af det der er virkelig gavnligt for mig ved mine studier er, at jeg får afsat tid med mig selv til tanker. Tanker som bliver stimuleret af de input, som mit studie giver mig. Dette indslag er ingen undtagelse.

Jeg får æren af at stifte bekendtskab med store tænkere – fra Derrida, over Harraway til en moderne tænker som Manuel Castells – hvor jeg inviteres til at forholde mig til filosofi, feminisme, og internettets fællesskaber. Godt for det, for det er stof der bliver lagt i min hjerne, som forplanter sig og formerer sig. Men hold nu ud, for det er ikke min viden som jeg vil prale af; men derimod hvad denne viden gør ved mig, mit sind og min krop, som jeg gerne vil dvæle lidt ved. Hvorfor nu det?

Fordi det er gået op for mig, at det er utroligt livsgivende, og at det giver en masse positiv energi, fordi jeg rent fysisk udfordrer min hjerne, og giver den noget at arbejde med. Vores hjerner er formet af plastisk masse. Den omformer sig, og tilpasser sig den aktivitet, som den udsættes for. På samme måde som resten af muskelmassen i vores krop. Fodrer vi os selv med sukker og usund mad, samt slækker på motionen, bliver vi slaskede ugidelige, dovne og i værste fald syge.

Parelliseringen burde ikke være til at tage fejl af, med reference til vores hjerner, og den aktivitet som vi dagligt udsætter den for. Medialiseringen og omgivelserne fordrer at vi bruger stadigt stigende omfang af vores kostbare tid på SoMe (social media), imens vi halser rundt i hamsterhjulet for at nå at hente børn, købe ind og lave mad. Det kræver disciplin ikke at hænge fast i opslag på fx. Facebook. Opslag som er fine nok, som et informationsgrundlag til at følge med i omgivelsernes liv, interessante debatter med videre. Men, for jeg ser et men. Vaner bliver nemt til uvaner. Hjernen får simpelthen ikke den næring, som den higer efter, når vi er på de sociale medier. Lidt ligesom nutrasweet og andre sødemidlers indvirken på kroppen, bliver vi hængende lidt længere, fordi hjernen er overbevist om, at den der belønning komme – i dette tilfælde ikke sukker, men stimuli som hjernen kan bruge til noget, og arbejde videre med. I nogle tilfælde sker dette, og det gør så ikke trangen til at zappe rundt i SoMe mindre. Zapperiet får os også til at glemme muligheden for at falde i staver, og bogstaveligt talt svømme rundt i vores egne tanker. Deri mener jeg, at noget værdi går tabt. For ved denne tankestrøm, giver man slip og lader sig inspirere, tænke større visioner, give drømmene næring, samt mærke sig selv. I sidste ende tror jeg, at det påvirker vores livskvalitet, at træffe nogle bevidste valg om hvad, og med hvor meget, vi vil fodre vores hjerne med de forskellige input.

Blot et tankestrejf herfra. Og måske, stof til eftertanke? ….