Sundhed

Syg kultur?

Chris McDonald kører for tiden en programserie på DR2, hvor han via motion forsøger at oparbejde en gruppe danskere til at minimere deres indtag af piller. Eksperimentet udarbejdes i samarbejde med aktivitetslæger, forskning og målinger. Dermed skulle evidensen være på sin plads.

Personerne er nøje udvalgte eksempler af denne befolkningsgruppe (på piller). De bliver konsulteret af læger, for at minimere risici for skader med videre. Personerne udsætter således ikke sig selv for fare ved at deltage i disse øvelser og udfordringer. Derimod får de rykket ved nogle grænser i forhold til deres egne selvopfattelser af, hvad de kan klare. De bliver presset til grænsen – og lidt til, for at rykke ved dem. De bliver tilmed sundere.

Alligevel er der nogle som falder fra. De mener ikke selv at de kan udføre ganske almindelige fysiske krav og udfordringer. Deres hæmninger ligger i de begrænsninger som de overbeviser sig selv om. Er man dér, kan andre ikke hjælpe én videre. For der er lukket for at tage imod for nye forståelser og deraf selvopfattelse.

Heri begynder min undren. Lever vi i et samfund, med en generel syg kultur, hvor fokus ligger på vores begrænsninger og det som vi ikke kan, frem for alt det som vi kan? På accepten af lidelsen som et normalt og nødvendigt onde, som kommer med alderen?

Et kig på den almene middelaldrende generation af danskere (50+), giver et generelt billede af en befolkning der lider af overvægt, “almene” skavanker som dårlige knæ og hofter, sukkersyge med videre. For den almene familiefar eller karrieremor, er den daglige motion for mange begrænset til de få skridt hen til bilen, samt hen til kontordøren, og de jævnlige småture til toilet og kaffeautomat, samt eftermiddagskagen.

Mangel på tid, bliver ofte den gyldige undskyldning for, ikke at få sved på panden 2-3 gange om ugen (hvor samtlige gifstoffer ryger sig en tur). Dagligt at gå tur på 30 minutter; eller ramme de gyldne 7-10.000 skridt om dagen. Men hvad er den undskyldning egentlig værd, hvis det er på kroppens (og samfundets) bekostning? Hvad er det der forhindrer os i at prioritere den tid for vores krop, vores eget velvære og selvværd?

Mit bud er, at vi kan finde en kombination af flere ting, som gør sig gældende for denne tiltagende fysiske inaktivitet. Med mindre vores job består i at træne andre mennesker fysisk, sker der automatisk en reduktion i den tid som vi har til rådighed ved siden af vores job. Den knappe tid benytter vi på at hente vores børn, handle ind til aftensmaden og til at få aftensmaden på bordet. I mange hjem tændes der automatisk for TV´et efter endt aftensmad, eller familiemedlemmerne forsvinder bag hver deres skærm, bestående af laptops, ipads, iphones med videre. Kroppen bliver ganske enkelt vænnet til at holde sig i ro. En krop der ikke aktiveres tilpasser sig. Til sidst ender den selv med at tro på, at det er hvad der skal til, for at have det godt. Der sker noget med hjernens overbevisning om, hvad den kan og ikke kan. Langsomt begynder skavankerne at vise sig. For en krop der ikke aktiveres, har det ikke godt. Den lider, og arbejder på højtryk for at modarbejde bivirkningerne af denne stilstand. Kroppen er ganske enkelt i gang med at accellere nedbrydningen af sig selv og kroppens celler. En af bivirkningerne ved inaktivitet er, at kroppens muskler bliver slappe, det samme sker for ilttilførelsen til hver enkelt celle. De går i hi. Dermed er den onde cirkel skabt, og troen på at man ikke kan får nye ben at gå på, fordi det en dag bliver en anstrengelse at gå ned ad trappen med skraldespanden.

En anden vigtig årsag til at tingene begynder at skride, og som for nogle ender ude på et skråplan, er de tanker som man har om sig selv, i samtråd med den adfærd som er socialt acceptabel. Socialvidenskaben fortæller os, at den sociale accept har en styrende effekt på os som individer, da vi har en indgroet trang til at tilpasse os flokken, for ikke at blive udstødt. Ofte viser der sig en tendens til, at de personer  i flokken der lægger sig i offerrollen opnår større sympati, end dem som rækker armene i vejret og råber YES! –  Ja, Janteloven kære læser. Den er medsynder. Så længe vi ikke under eller beundrer andres succes, sker der ikke et skred til finde vindermentaliterne frem. Den indre stemme der siger, “YES I CAN” … Troen på sig selv, og viljen til at kæmpe. Selv ikke de mennesker som er født med en guldske i munden, kommer igennem livet uden at skulle kæmpe deres kampe. I hvert fald ikke hvis de vil udvikle sig som hele sunde og raske personer. Dermed skriver jeg ikke, at jeg ikke respekterer andres lidelser, psykiske såvel som fysiske. Det gør jeg. Men man vælger selv hvordan man vil håndtere dem. Attitude kan flytte bjerge.

“It´s not about what happens to you in life,

it´s all about how you choose to handle it, and live your life”

Hver dag træffer vi nogle valg (tilvalg og fravalg). Prioriteringer. Vi kan ikke kæmpe alle kampe på én gang. Derfor må vi hver især ud fra sin egen situation, vælge de kampe og prioritere de valg, som bygger os op og skaber vejen hen til de (del)mål som vi gerne vil opnå. Derved bliver vi stærkere, opnår større selvværd og livskvalitet. Livet er nu. Hver eneste dag.

Reklamer

Tid til tanker

Det slår mig, at noget af det der er virkelig gavnligt for mig ved mine studier er, at jeg får afsat tid med mig selv til tanker. Tanker som bliver stimuleret af de input, som mit studie giver mig. Dette indslag er ingen undtagelse.

Jeg får æren af at stifte bekendtskab med store tænkere – fra Derrida, over Harraway til en moderne tænker som Manuel Castells – hvor jeg inviteres til at forholde mig til filosofi, feminisme, og internettets fællesskaber. Godt for det, for det er stof der bliver lagt i min hjerne, som forplanter sig og formerer sig. Men hold nu ud, for det er ikke min viden som jeg vil prale af; men derimod hvad denne viden gør ved mig, mit sind og min krop, som jeg gerne vil dvæle lidt ved. Hvorfor nu det?

Fordi det er gået op for mig, at det er utroligt livsgivende, og at det giver en masse positiv energi, fordi jeg rent fysisk udfordrer min hjerne, og giver den noget at arbejde med. Vores hjerner er formet af plastisk masse. Den omformer sig, og tilpasser sig den aktivitet, som den udsættes for. På samme måde som resten af muskelmassen i vores krop. Fodrer vi os selv med sukker og usund mad, samt slækker på motionen, bliver vi slaskede ugidelige, dovne og i værste fald syge.

Parelliseringen burde ikke være til at tage fejl af, med reference til vores hjerner, og den aktivitet som vi dagligt udsætter den for. Medialiseringen og omgivelserne fordrer at vi bruger stadigt stigende omfang af vores kostbare tid på SoMe (social media), imens vi halser rundt i hamsterhjulet for at nå at hente børn, købe ind og lave mad. Det kræver disciplin ikke at hænge fast i opslag på fx. Facebook. Opslag som er fine nok, som et informationsgrundlag til at følge med i omgivelsernes liv, interessante debatter med videre. Men, for jeg ser et men. Vaner bliver nemt til uvaner. Hjernen får simpelthen ikke den næring, som den higer efter, når vi er på de sociale medier. Lidt ligesom nutrasweet og andre sødemidlers indvirken på kroppen, bliver vi hængende lidt længere, fordi hjernen er overbevist om, at den der belønning komme – i dette tilfælde ikke sukker, men stimuli som hjernen kan bruge til noget, og arbejde videre med. I nogle tilfælde sker dette, og det gør så ikke trangen til at zappe rundt i SoMe mindre. Zapperiet får os også til at glemme muligheden for at falde i staver, og bogstaveligt talt svømme rundt i vores egne tanker. Deri mener jeg, at noget værdi går tabt. For ved denne tankestrøm, giver man slip og lader sig inspirere, tænke større visioner, give drømmene næring, samt mærke sig selv. I sidste ende tror jeg, at det påvirker vores livskvalitet, at træffe nogle bevidste valg om hvad, og med hvor meget, vi vil fodre vores hjerne med de forskellige input.

Blot et tankestrejf herfra. Og måske, stof til eftertanke? ….

 

Værd at vide om solen

Vidste du at solens UV stråler er nødvendige for din krops virke, og at den styrker din metabolisme? Det ved de færreste. Men budskabet burde være mere udbredt, efter min mening.

Mange ved slet ikke hvad metabolisme er, og nogle kender overfladisk til det. Selv ligger jeg midt imellem, men jeg har viden nok til at kunne udtale mig om sol, ultraviolette stråler og metabolisme. Hang on, det er spændende viden, som vi alle burde underrettes om. For desværre bliver vi i kampens hede, og frygtkampagner ledt hen i skyggen og er ikke til fulde oplyst om solens gavnlige virkninger for vores krop.

 

Solen er din ven 

Opholder du dig i solen med måde, er den din ven. Du kan endda tåle et par solskoldninger, men ved korrekt brug mærker du hvor din grænse går, og trækker dig efterhånden før det kommer så vidt. Inden da, er mådehold via nogle enkelte retningslinjer en god navigator at pejle efter.

Det er blevet udtalt fra flere kilder at solen giver os D vitamin, og at det derfor er gavnligt for os at opholde os i solen. Ja, det er korrekt, det er gavnligt for os at opholde os i solen i ansvarlige mængder – max 1 time ad gangen, og så søge skygge. Skal du opholde dig ude i længere tid, skal vekselvirkninger mellem sol og skygge intensiveres, og være med kortere intervaller. Står du i en situation, hvor du ikke kan finde skygge, må du tage hjælpemidler som solcreme i brug, men først da. Hvorfor nu det, tænker du, skal jeg ikke altid have solcreme på?

Det er sådan at solcremen ved at blokere for de “skrækkelige” UV stråler også blokerer for optagelsen af D vitamin, som ellers skulle optages via solens stråler. De ultraviolette stråler er direkte sundhedsfremmende for din metabolisme, og styrker immunforsvar, knoglestruktur, forbrænding og optagelse af de vitaminer og mineraler, som du ellers indtager via din føde.

imageSolcremer indeholder ligeledes diverse kemiske stoffer, som din organisme ikke har behov for. Det tænker man måske ikke lige over, når man alle steder fra bliver bombarderet med, at solcreme er et must. Selv har jeg fravalgt det som et slavisk middel i hverdagen. Jeg benytter ovenstående sunde fornuft i min tilgang til solen, og har en solblokker i tasken (faktor 30 – en højere faktor er sikkert udemærket). Førhen brugte jeg altid solcreme med en mildere faktor, og smurte mig troligt ind hver eneste dag, sommeren over. Den mildere faktor var for, at jeg trods alt også gerne ville have at noget sol slap igennem filteret – en temmelig uberegnelig metode.  Lige indtil, at jeg stødte på denne viden, tænkte efter og mærkede efter inderst inde hvad der virkede mest rigtigt og fornuftigt for mig. Jeg har erfaret, at jeg ikke bliver mere solskoldet af den grund. Faktisk mindre. Min søn får heller ikke creme på hjemmefra – men jeg har det til gengæld ok med, at han nogle gange får et lag på i institutionen om eftermiddagen, fordi han er så mange timer ude i solen, og nok ikke selv tænker over at komme i skyggen. Med alderen skal han nok lære det. Hans far er glad for, at jeg har taget denne beslutning, for den harmonerer med alt hvad han tror på. Jeg skal ikke påvirke dig til at gøre hverken det ene eller det andet. Men jeg føler et ansvar for at dele min viden, og mine erfaringer med dig. Det er op  til dig at træffe en beslutning, og tage ansvar for din egen krop. Så langt rækker mit ansvar ikke. Jeg synes til gengæld at det er forkert, at der ikke er mere åbenhed omkring denne viden, så folk i al almindelighed kan træffe det valg, som føles rigtigt for dem, ud fra nogle fornuftige betragtninger og til-og-fravalg og ikke blot ud fra en frygt paradigme baseret på nogle intensive og flotte kampagner, som nok har til hensigt at gavne folk, men som oftest giver et urealistisk forhold til solen, og hvor længe man kan opholde sig under dens stråler ad gangen. Selv vores fauna kan visne og dø, hvis solmængden bliver for intens, og fugt i form af vand udebliver. Men der vil næppe være nogle, som kan se det fornuftige i at give planterne en solblokker på, fordi det så ville forstyrre fotosyntesen, der sørger for at give planten liv og vækst. På det punkt er vi ikke så forskellige fra planterne.

Solen er altså ikke din fjende men din ven, hvis du forstår at besøge den med omtanke. Et gammelkendt spansk ordsprog lyder: Det bedste ved solen er skyggen – og det med henvisning til vekselvirkninger mellem at opholde sig i sol og skygge. Personligt har jeg ikke i Syden nogensinde oplevet, at man opholdt sig så meget i solen, som der er kutyme for på disse nordiske breddegradder. Så alt med måde, som et dansk ordsprog lyder 🙂

 

Læs mere om metabolisme og solens sammenspil: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/8425513