grænser

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Reklamer

Vrede

Vrede er måske ét af dagens mest hotte ord. Det er bragt på banen i Go´morgen Danmark på TV2, hvor skuespilleren Troels Lyby var inviteret i studiet, for at tale om vrede.

Jeg synes at det er et uhyre interessant fænomen. For det er et fænomen, som klinger meget dårligt med den konfliktsky danske kultur. Det er et fænomen, som de fleste med dansk ophav, kan have det enormt svært med. Man kan for eksempel have det svært med at acceptere dets eksistens, eller i sidste ende at håndtere den, når den viser sig.

Jeg mener ligesom Troels Lyby, at vrede er en urreaktion. Noget vi reagerer med, når vi bliver behandlet forurettiget, føler os trådt over tæerne eller ikke hørt. Eller burde reagere med. Mange af os er blevet belært om, at vi ikke må blive vrede. Ofte i så tidlig en alder, at vi desværre ikke kunne mestre at benytte et alternativ, fordi hjernen slet ikke var udviklet til det. Vanen i familien kunne også være blot at slå ned på vreden. Uagtet disse to løsninger, kunne barnet kun føle sig forkert, og at vreden var forkert. Således bliver vreden noget svært håndterbart, og tabubelagt. Det bliver sværere og sværere at forholde sig til vrede, ved at bevæge sig ad den vej. Gennem NLP lærer man at give udtryk for sin vrede verbalt, uden at komme op i svingninger. For vrede har sådan en kraft, at hvis ikke vi lærer at blive ven med den, at kende vores egen vrede, så kan den godt tage kontrollen fra os, og gå fra konstruktiv til destruktiv.

Konstruktiv vrede er at give udtryk for sin vrede, og sætte sin grænse. Hertil hører, at man formulerer hvad man bliver vred over. Kunsten består her i, at give sig selv lov til at føle vreden, men ikke at lade den eskalere, samtidig med at man får denne katalyseret ud med ordene “det gør mig vred, når … “. Dermed respekterer man både sig selv, sine egne grænser og sin vrede, men samtidig også den person som man står i vredessituationen sammen med. Sådan et vredesudbrud kan godt være voldsomt, men er ikke bevidst krænkende i sin fremfærd. Denne person har også lært, at trække sig lidt væk fra zonen, hvis følelserne og vreden bliver for stærk, for siden at vende tilbage til dialogen.

Den destruktive vrede derimod, har mange facetter at spille på. Den kan agere meget skjult, og derfor opdager modparten den måske ikke. Men den kan også agere ekstremt aggressivt.

Nogle mennesker lærer at mestre en passiv-aggressiv adfærd, hvor de i stedet for at udtrykke den vrede de føler, angriber deres modpart med personlige angreb, der intet har at gøre med den samtale som foregår. Når en person der åbenlyst bliver vred, men ikke kan sætte ord på sin vrede, kommunikerer med ovenstående person, skal kommunikationen næsten gå galt. Nu kan den passive-aggressive angribe personen der bliver vred, med at angribe vreden. Så bliver der ikke lyttet til hinanden, men kastet anklager og frustrationer rundt i luften. Virker det bekendt? I en kultur hvor vi ikke lærer at blive ven med vores vrede, er der en vis sandsynlighed for at dette scenarie kan opstå.

Den uhæmmede destruktive vrede, giver både udtryk for sin vrede ved at råbe, men uden egentlig at sætte ord på hvad man er vred over. Til gengæld angriber den samtidig personen der står overfor med personlige angreb og gammelt nag (og gud ved hvad man kan hive ind i den optrappede konflikt, for at vinde slaget). Begge dele er ukonstruktive reaktioner, og destruktive fordi de har til hensigt at nedgøre “modparten” i mangel af evnen til at forholde sig til kernen, og det som er på spil. Lyder dette velkendt?

Tænk på de digitale dialoger. Der har vi ikke haft en opdragelse i god takt og tone. Vi er ikke blevet oplært i, at mediet (din skærm) er med til at definere en afstand til modtageren der gør, at vi i første omgang føler os alene med den vrede som vi føler. Den vrede som mange får smældet ud mellem tænderne, og som de ikke kan håndtere at konfrontere i en ansigt-ansigt kommunikation. Denne vrede har nu fået frit lejde digitalt. Men der er en risiko for at det kan være den uhæmmede og destruktive vrede som er på spil. Ikke den dialogbaserede, hvor man tager udgangspunkt i sig selv, sine egne grænser og holdninger, samt årsagen til sin vrede, for siden at argumentere sagligt for den (uagtet hvor vred man er, er det ikke ok at angribe den anden person). Set i dette perspektiv kunne man mene, at mange af de dialoger som voksne fører på de sociale medier, er nede på et “uudviklet” (barnligt) plan. Det paradoksale er, at det skrevne ord, ofte viser sig at ramme hårdere, end det som bliver sagt. Så der er altså rum for forbedring. Men der er håb forude. Som Michael Jackson sang, så starter man med personen i spejlet – altså os selv.

Når vi som brugere af skærmen bliver opmærksomme på – og tvinger os selv til at tænke på – at der sidder et menneske i den anden ende, så sker der også noget med vores adfærd og vores dialoger. Man kan øve sig i det små. Lave aftaler med sig selv om, at man ikke må besvare SMS imens man er så vred at det kammer over for én, men at må vente til man er kølet lidt ned. Det smitter af på den øvrige digitale adfærd, fordi man har taget et skridt i en mere bevidst retning, hvor man tænker over sin egen sindsstemning, og ordvalg. Tænk så på, hvordan du selv kan være med til at præge den gode digitale dialog. Vi kan sagtens være uenige (eller udtrykke vrede), uden at krænke hinanden. Vi kan være beviste om at fordre dialogen og debatten på et respektfuldt grundlag, uden personlige angreb.  Præcis, som det er tilfældet i den respektfulde ansigt til ansigt samtale.  Når det ind i mellem løber løbsk i den digitale dialog, sker det sandsynligvis på det grundlag, at skærmen får os til at glemme den/dem som sidder bag en anden skærm. At det er mennesker med følelser, meninger og en anden viden end vores egen.

Jeg mener, at vi som (digitale) kommunikatører har et ansvar for at udbrede denne viden. At vi må gøre verden bedre til at begå sig digitalt. Vi skal passe på med ikke at blive for selvfede, og beholde denne viden for os selv. Vi skal ikke blive forblændede i en tro på, at vi som fagpersoner må være de eneste som véd noget om mediets indflydelse på præmissen for vores digitale dialoger.

Væk … og vækket til live

Der har været stille herinde. Meget stille.

Jeg har været væk fra min blog, som et led i en process. Jeg søgte væk fra mediet og ind til mig selv. I en tid hvor vi udstiller os selv alle steder, fik jeg behov for at stoppe op og træde et skridt tilbage. “Hvor går grænsen, og hvad er egentlig interessant at skrive og læse om?”, var nogle af de spørgsmål som poppede op i tidsrummet omkring min tilbagetræden. Jeg er typen der elsker at skrifle løs om stort og småt. Typen som måske har haft svært ved at finde den rigtige grænse for hvor min intimsfære går, når det gælder blogs og de sociale medier. Af samme årsag, er jeg forfatter på flere forskellige blogs -dette er den ene som linker direkte til mig som person. En anden blog er mere intim i sin udlevering, fordi jeg føler mig mere anonym der. En anonymitet som temmelig sikkert er illusorisk.

At jeg så vender tilbage til dette medie, og dette forunderlige univers, skyldes at jeg elsker at skrive, udtrykke mig og debattere. Det kan man her, og det er dét der gør mediet så vidunderligt “forløsende” at bruge. Forløsende fordi jeg frigiver min kreativitet, og giver mig selv lov til at udleve nogle behov som jeg har inderst inde.

Nogle ville måske bruge betegnelser som “ekshibitionisme”, og finde mulige psykologiske fællestræk ved alle os som blogger, skriver tweets og opdateringer på facebook. At tidens trend presser os til at deltage i større eller mindre omfang. Men er det nu også så enkelt?  Både-og-og-hverken-eller, tænker jeg…

Lad mig uddybe. Generelt så går jeg hverken ind for, og tror heller ikke  på generaliseringer 🙂 Men jeg tror, at der før eller siden opstår et behov, hvor den enkelte vil/må stille sig selv følgende spørgsmål: “hvad de vil bruge de sociale medier til” med “hvilket formål” og “hvordan de vil bruge det”?

Set ud fra et markedsføringsperspektiv, er spørgsmålene ovenfor ret interessante, for det tilvejebringer en nyt led af segmentering inden for de sociale medier. Efterhånden som de forskellige persontyper vågner op, bliver denne segmentering mere relevant, og dynamikken i de sociale medier mere varieret.

For nogle er det måske slet ikke velovervejet; men for mange andre er det helt bevidst og velovervejet at være deltager i dette univers. Nogle fordi de elsker at formidle budskaber, skrive og debattere. For denne gruppe er det måske stærkt nødvendigt at deltage her, for at profilere sig som formidler. Andre igen, blogger måske fordi de har en interesse, hobby eller speciale som de gerne vil dele med andre, og hvor de samtidig kan finde ligesindede at dele viden med. Igen er det den enkelte bruger som definerer grænserne og udtryksformen. Blot med den herskende grundregel, at vi respekterer hinandens forskelligheder og synspunkter, og holder en god tone. Altid -og her vil jeg så gerne generalisere! 🙂

Dermed er vi tilbage ved indledningen for denne artikel. Jeg har taget stilling, både med hensyn til indhold og form, så jeg er tilbage i frisk form. Jeg håber at det tilvejebringer gode oplevelser for jer som læser med, og for mig i den skrivende stund og i følgetråde.