Undren

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).

Reklamer

Undskyld, vil du gentage?

Jeg har opgivet at se danske film henslægt på sofaen – for det kræver alt for meget energi at afkode hvad der bliver sagt. Den famøse forklaring på jargonen er, at det skal lyde naturligt. Det vil sige, være i tråd med den talekultur, som der er i det danske sprog.

Men jeg kunne godt tænke mig at stille det lidt på en spids. Er den danske sprogkultur gået hen og er blevet en anelse for mumlende og lavmælt? De som taler højt klart og tydeligt, bliver tysset på af deres omgivelser.

Et scenarie der aldrig ville finde sted et godt stykke syd for grænsen, nemlig Sydeuropa. Her taler man gerne højt, og meget gestikulerende. Selv det kedeligste emne, kan blive lidt af et livsstykke at høre på. For man behøver faktisk ikke at sidde og lytte så koncentreret efter, man kan slappe mere af i samtalen, bryde ind med kommentarer med videre, uden at samtalen går i stå. Det er rent faktisk dét, som holder den i gang.

Er det dér, at hunden ligger begravet? Hvis nu jeg taler lavt nok eller mumler, skal de andre spidse så meget ører til det som jeg siger, at jeg er nået 100 km videre, førend at de kan nå at stille spørgsmålstegn til det som jeg siger (eller den monolog, som jeg gerne vil føre)? Er det jante, der igen stikker sin næse i samtalen, eller er det et herligt sammensurium af disse dele? Ok, jeg joker lidt her, og vrøvler, for det er lidt af nogle antagelser. Ikke desto mindre synes jeg, at der måske, trods alt, og alligevel, kunne være noget om snakken.

I selve dialogen, vil begge parter forsøge at holde selvsamme dialog i gang. Man kan også bede om at få gentaget, hvis der var noget som var uklart med videre. Dette bliver straks en anelse mere kompliceret i det øjeblik at dialogen bliver foreviget i en optagelse. Som for eksempel en film, eller et interview der optages med henblik på transkription, og efterfølgende oversættelse til en formidling af den dialog og de meninger som der var. Buttomline er, at hvis alle talte en anelse mere tydeligt, ville det blive mere fornøjeligt over hele linjen. Bøvs .. jeg drømmer lige lidt videre.

Menneskelige værdier

– et samfundsparadoks af dimensioner!

Nogle gange skal der en skarp tunge til, for at skære igennem debatten.

Tingene spidser fortsat til herhjemme i andedammen, hvor mennesket erstattes af robotter og forventes at agere som så. Konkurrencementaliteten er ubønhørlig, og presset på det enkelte menneske næsten ikke til at bære. Derfor vil jeg vil om et kort øjeblik overlade ordet til Eva Secher Mathiasen, formand for dansk Psykolog Forening, fordi det hun siger, fortjener at blive gentaget.

Artikel og linket nedenfor, er hentet fra information, november 2015.

’Vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til’

Hvor fa’en kom hun fra?, spurgte mange efter Eva Secher Mathiasens optræden i tv-programmet ’Debatten’, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede vores politikere for at fokusere på konkurrencestaten og ikke på det gode liv. Information har mødt Dansk Psykolog Forenings formand. En kvinde, der helst ikke vil være nogen helt, men som altid har været rebel

Link til artikel: https://www.information.dk/indland/2015/11/glemt-mennesker-vaerdi-blot-ved