Undren

Undskyld, vil du gentage?

Jeg har opgivet at se danske film henslægt på sofaen – for det kræver alt for meget energi at afkode hvad der bliver sagt. Den famøse forklaring på jargonen er, at det skal lyde naturligt. Det vil sige, være i tråd med den talekultur, som der er i det danske sprog.

Men jeg kunne godt tænke mig at stille det lidt på en spids. Er den danske sprogkultur gået hen og er blevet en anelse for mumlende og lavmælt? De som taler højt klart og tydeligt, bliver tysset på af deres omgivelser.

Et scenarie der aldrig ville finde sted et godt stykke syd for grænsen, nemlig Sydeuropa. Her taler man gerne højt, og meget gestikulerende. Selv det kedeligste emne, kan blive lidt af et livsstykke at høre på. For man behøver faktisk ikke at sidde og lytte så koncentreret efter, man kan slappe mere af i samtalen, bryde ind med kommentarer med videre, uden at samtalen går i stå. Det er rent faktisk dét, som holder den i gang.

Er det dér, at hunden ligger begravet? Hvis nu jeg taler lavt nok eller mumler, skal de andre spidse så meget ører til det som jeg siger, at jeg er nået 100 km videre, førend at de kan nå at stille spørgsmålstegn til det som jeg siger (eller den monolog, som jeg gerne vil føre)? Er det jante, der igen stikker sin næse i samtalen, eller er det et herligt sammensurium af disse dele? Ok, jeg joker lidt her, og vrøvler, for det er lidt af nogle antagelser. Ikke desto mindre synes jeg, at der måske, trods alt, og alligevel, kunne være noget om snakken.

I selve dialogen, vil begge parter forsøge at holde selvsamme dialog i gang. Man kan også bede om at få gentaget, hvis der var noget som var uklart med videre. Dette bliver straks en anelse mere kompliceret i det øjeblik at dialogen bliver foreviget i en optagelse. Som for eksempel en film, eller et interview der optages med henblik på transkription, og efterfølgende oversættelse til en formidling af den dialog og de meninger som der var. Buttomline er, at hvis alle talte en anelse mere tydeligt, ville det blive mere fornøjeligt over hele linjen. Bøvs .. jeg drømmer lige lidt videre.

Menneskelige værdier

– et samfundsparadoks af dimensioner!

Nogle gange skal der en skarp tunge til, for at skære igennem debatten.

Tingene spidser fortsat til herhjemme i andedammen, hvor mennesket erstattes af robotter og forventes at agere som så. Konkurrencementaliteten er ubønhørlig, og presset på det enkelte menneske næsten ikke til at bære. Derfor vil jeg vil om et kort øjeblik overlade ordet til Eva Secher Mathiasen, formand for dansk Psykolog Forening, fordi det hun siger, fortjener at blive gentaget.

Artikel og linket nedenfor, er hentet fra information, november 2015.

’Vi har glemt, at mennesker har værdi, blot ved at de er til’

Hvor fa’en kom hun fra?, spurgte mange efter Eva Secher Mathiasens optræden i tv-programmet ’Debatten’, hvor hun i skarpe vendinger kritiserede vores politikere for at fokusere på konkurrencestaten og ikke på det gode liv. Information har mødt Dansk Psykolog Forenings formand. En kvinde, der helst ikke vil være nogen helt, men som altid har været rebel

Link til artikel: https://www.information.dk/indland/2015/11/glemt-mennesker-vaerdi-blot-ved

 

 

Om lidt er kaffen klar …

kaffen er sat over, og om lidt starter dagens dont. Listen er alenlang, og jeg er meget bevidst omkring, at jeg skal holde et højt tempo, hvis jeg skal have en chance for, at komme i mål. Igen i dag.

Det er der ikke noget skelsættende ved. Det er mandag. Det er det der skal til. Men jeg undrer mig over fænomenet atter en gang. Hvad er det for et samfundsparadigme, som vi har sat op? Hvad er det der gør, at alting skal opleves i susende fart, med 160km/t, og vinduerne rullet ned, så det eneste vi mærker er den susende buldren, indtil vi er lige ved at segne? Er vi virkelig et mere effektivt folkefærd, bare fordi vi kører i et efterhånden umenneskeligt tempo? Eller er der snarere tale om overlevelsesmanøvrer den ene dag efter den anden? Overlevelsesmanøvrer, hvor det at være menneske, og at mærke sig selv, sættes til side for autopiloten? Der er slet ikke tid til de dybe tanker om livet. Selvet. Drømmene. Spontanitetens glæde.

Alt skal sættes i struktur og planlægges nøje ned til mindste detalje. Aftaler, og relationer skal lægges ind i et skema, for at skabe en rytme som holder kaos i ave, og sikrer et socialt liv. En præmis som jeg har svært ved at affinde mig med, efter mange år i en anden kultur. Men skik følge eller land fly – så derfor er det mig som må indordne mig. Selvom jeg reelt er til mere glidende overgange og spontanitet, hvor det ikke virker hverken forstyrrende eller anmasende, at spørge til om man liiige kan komme forbi.  Jeg forstår godt trygheden i at planlægge sig ud af alting. Men jeg ved ærligt talt ikke, om jeg synes at det bliver bedre af det.

Alt skal sættes i struktur og planlægges nøje ned til mindste detalje.

Selv weekender, og såkaldte hellige hviledage (søndage) er under pres. Familierne skal kunne fremstille det ene event scenarie efter det andet. Jeg er tilhænger af, og på sin vis afhængig af, nye oplevelser. Men her på matriklen hiver vi ofte stikket helt ud. Trods alt, og helt bevidst. Puster ud, ånder ind. Frisk luft, kedsomhed, nærvær, hygge, krea, trummerum og langsommelighed. De dage har det med at flyve afsted, og afstedkommer et ønske om mange flere af slagsen. Vi bor i en 2 værelses tæt på stranden, og på sådanne dage ynder jeg at “lege” at vi virkelig er i sommerhus. For det er her, at det bliver legitimt at sætte tempoet ned. I sommerhuset, på ferien i sydens bjerge og så videre. Men er det i virkeligheden helt nok?

Kaffen er brygget færdig, og jeg må lægge denne tankestrøm fra mig. Dagens opgaver skal ordnes. Energien er høj, for vi har ladet op i weekenden, så jeg er klar til at smøge ærmerne op, kridte skoene og komme ud af starthullerne. Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar (til indtagelse i rigelige mængder).  God dag!