Integritet

Hellere noget autentisk

Med disse ord: “Hellere noget autentisk end noget perfekt” blev jeg mødt i en mail, som svar på mit tilbud om at læse korrektur på det man næppe kan kalde en nyhedsmail, fordi den udkommer hver dag.  Afsenderen og forfatteren af samme, har da også valgt at kalde brevet for det “Daglige selvkærlige boost” (mere om det om lidt).

I sin grundform ligner det til forveksling en nyhedsmail – og systemet er da også det samme, idet man skal skrive sig op, for at modtage denne. Og mystikken spreder sig. Hvad er det der gør, at forfatteren ser stort på det grammatiske og eventuelle slåfejl? Indholdet og hensigten er svaret – ganske enkelt, og helt igennem autentisk. For som du måske har regnet ud, handler dette om noget dybere der skal formidles. Set fra mit verdenshjørne, vil netop tekstens ordlyd, slåfejl og grammatiske fejl i verberne, få budskabet til at glide lettere ind. Få det til at virke mere professionelt, gennemarbejdet og så videre. Men jeg er nødt til at bevæge mig ud af min (faglige) fordom, og forstå afsenderens præmis. Når jeg gør det, giver det mening. Trods alt.

For afsenderen af det omtalte brev (samt mail) er psykolog. Hun har en agenda: hun vil nå helhjertet ud til så mange kvinder som muligt, for at træne dem i at være selvkærlige og ærlige. Overfor sig selv, og for sine omgivelser. Hun skriver i sin mail, at hvis hun skal sidde og vente på korrektur, eller selv bruge for meget krudt på det hver eneste dag, at det så dræner processen (og glæden?) for hende. Så hellere være autentisk og nærværende med sit budskab. Den beslutning er hun tilfreds med. Og hun ender med at stille mig spørgsmålet, om jeg også kan være tilfreds med det? Det kan jeg jo et eller andet sted blive nødt til, og dermed rumme hendes holdning. Men jeg sidder jo også med et andet fagligt ønske om, at ville gøre hende det bedste. Derfor fik hun i første omgang tilbuddet om at jeg kunne rette hendes breve, før de røg i luften. Der har man ret til at sige nej tak og ja tak (ved ikke, måske, og så videre). Så ja, det kan jeg godt leve med, set ud fra denne præmis. Så alt imens jeg læser hendes kloge ord, springer jeg hastigt videre når øjet snubler over et r i et ikke aktivt verbum. Verden er ikke perfekt, men mange af os gør vores bedste for, at gøre verden til et bedre sted, på hver vores facon og præmis. Det er også rummelighed.

Den omtalte afsender, er psykolog Mette Holm. Du kan finde hendes webside, samt skrive dig op til hendes “Daglige selvkærlige boost” her

Reklamer

Atjuuv tjubang (syg) arbejdskultur

Det kom snigende i aftes/nat, men jeg ville ikke rigtig tro på det. Håbede på, at slippe fri af den, men den ubudne gæst vil vidst gerne blive hængende lidt.

Jeg fryser, har kolde hænder og kold snude. Næsen løber. Jeg er træt i geledderne og hovedet, plus langsom i optrækket. Det ser ud til, at jeg har fået mig en lille vinter snue. Ikke en af de store og tunge, som vælter mig totalt omkuld. Men nok til, at jeg nyser og ikke er helt oppe i omdrejninger. Nok til, at jeg ville møde sent ind, og være smitte spreder på kontoret dagen før juleferien. Så jeg kapitulerede. Blev hjemme. I håb om, at jeg så gør en god gerning i forhold til kollegerne, samtidig med at jeg aner et lille bitte håb for, at jeg kan få forberedt juleferien med en håndfuld arbejdsopgaver og praktiske gøremål inden dagen er omme.

Dagens øsende regnvejr, gør kun den beslutning mere rigtig. Hvis ikke det var fordi, jeg måtte aflevere min dreng i børnehaven (hvor jeg blev kold og våd på turen), samt stikke en “lille hvid” på kontoret efter lang tids nølen. Jeg har nemlig valgt, at dagen står for min egen regning på flex-kontoen. Ville ikke melde mig syg, fordi jeg reelt ikke føler mig helt berettiget til det (og fordi jeg et eller andet sted, frygtede en tilstand af ren nemesis, hvis jeg gjorde det) … Og det kan man så spørge sig selv om hvorfor? Hvorfor er det lige, at vi føler os forpligtede til at gå på arbejde medmindre man er rystende feber syg? – velvidende, at man i stedet risikerer at smitte de forsvarsløse kolleger!  Er det en sund arbejdskultur? Hvem styrer reelt den beslutning, dig selv (og din stolthed), eller din chef? (Og hvor stammer denne holdning fra?) For mit tilfælde, tror jeg egentlig ikke at min chef ville tage det ilde op med en sygemelding. Det er bare mig, som er lidt flov over det, fordi jeg normalvis sjældent er syg, og fordi jeg fra dagens spæde start, har været ude af trit – samtidig med, at jeg ikke var helt afklaret med hvilken beslutning, som ville være den rigtige at tage (syg/flex/møde ind senere). Jeg tror endda, at jeg ender med at fortælle hende om sagens rette sammenhæng, når jeg igen møder op på arbejde efter jul. Måske. For jeg vil ikke fremstå som uærlig. Jeg duer virkelig ikke til de der “små hvide”. Vil meget hellere have helt rene linjer og transparente situationer. For jeg er ikke typen, der løber om hjørner, og kører mystiske spil. Jeg er hende som går lige til sagen – med eller uden omsvøb. Tager ansvar, og tager teten. Jeg bryder mig ikke om at stå på en gyngende mosegrund – og det kræver altid en håndsrækning udefra, at komme ud af den. Jeg tror på, at ærlighed altid varer længst.

For det er jo også sådan, at jeg meget hellere ville være mødt ind på kontoret i dag. I god tid, frisk og veloplagt. Klar til dagens dont, og til en god dag med kollegerne. For siden, at tage på juleferie med god samvittighed og et smil på læben.