Faglighed

En tabt samtale

Enhver telefonsælger véd, at det kræver planlægning og øvelse at foretage et opkald. Der skal varmes op, og man skal være helt klar med sin henvendelse. Ofte er der arbejdet på en manual (eller noter), som man kan støtte sig til under opkaldet.

Det vigtigste er introduktion af hvem man er, og hvor man ringer fra, eller hvorfor man ringer. Det er det første man skal fortælle personen i den anden ende. Det må der overhovedet ikke opstå nogen tvivl omkring.

Man ved også straks om man har tabt samtalen. I nogle tilfælde betyder det ikke det store, i andre tilfælde gør det. Nogle gange kan man redde tråden, og få vendt samtalen, men det er svært hvis den starter skidt. Jeg vil her fortælle om hvordan det gik, da jeg tabte samtalen, og dermed mine chancer for at lande drømmejobbet.

Jeg havde det som om jeg havde været på første date (…)

Jeg havde det som om at jeg havde været på første date, da jeg så opslaget. Efter anden date, hvor jeg havde sendt ansøgningen og læst om virksomheden, var jeg meget spændt på at høre fra dem. Jeg kiggede konstant på telefonen i fire dage efter, at jeg havde sendt min ansøgning afsted (på datoen for deadline). Jeg havde sommerfugle i maven, og en konstant uro i kroppen. Her var det perfekte match – jeg havde de rette erfaringer, og mit speciale skriver sig flugt ind i jobbeskrivelsens kerneområde (#Digitale medier, med fokus på #online krænkelser). Medarbejderne var akademikere som jeg selv, og de havde allerede lavet mange flotte tiltag. Det kunne kun blive godt!

Jeg ville gerne ringe, for at høre om hvor langt de var nået med processen, og samtidig få dem til at mærke hvordan jeg havde det. Det sidste gjorde det en anelse kompliceret. Som telefonsælger, er det vigtigt at man holder hovedet koldt, og følelserne ude (så man ikke fremtræder nervøs); samtidig skal man selvfølgelig være venlig og imødekommende, men det er sjældent svært, hvis det er sådan man også er af natur.

Så jeg ringede …

Imens jeg ringede op, bemærkede jeg, at tankerne kredsede om, at jeg gerne ville udvise respekt for at de nok havde travlt; og jeg bemærkede samtidig at jeg ikke havde arbejdet godt nok med min dialog.

Mine tanker blev afbrudt, da telefonen blev taget (det var stifteren af firmaet) ..

-Ja god dag mit navn er C…. C….,jeg forestiller mig at I har travlt, så jeg skal nok holde det under 2 minutter

-hvor var det du sagde at du ringede fra?

Så gik det fra at være kort for hovedet, til  s n u b l e n de …

-Jeg ringer som privatperson. Det er vedrørende jeres opslag som (xxx) (arrgh!)

-Har du sendt en ansøgning?

-Ja, det er derfor at jeg ringer. Jeg går spændt og kigger på telefonen flere gange om dagen, for at se om jeg har hørt fra jer (her er tonen selvsikker nok).

-Vi er slet ikke nået så langt endnu. Vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-Det har jeg fuld forståelse for. I har sikkert også nok at se til. Jeg kunne forstå at I gerne ville have hurtigt gang i processen, så jeg ville høre hvor langt I var?

-Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Jamen ok, så fik jeg da svar på det (tak?)

-Hvad var det at du sagde du hed?

-C…. C…..

-Ok, tak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde.

[end of conversation]

Og jeg vidste det. I det øjeblik jeg havde lagt på, vidste jeg, at jeg havde tabt det hele på gulvet. Samtalen varede akkurat 1:29 minut. Afslutningen indikerede tydeligvis, at jeg havde lukket for al interesse. En del af jobbeskrivelsen består nemlig i opsøgende salg og kundekontakt. Noget som jeg rent faktisk har erfaring med og som jeg behersker. Men jeg begik den typiske fejl, at jeg ringede op, uden at have styr på følelser og tanker. Jeg ville faktisk gerne vise dem, at jeg havde det som om at jeg ventede på en opringning efter en date.

Men det var ikke mig som styrede samtalen, og det skal det være. En god samtale var forløbet nogenlunde sådan her:

-god dag jeg heder C…. C…. jeg ringer fordi jeg har sendt en ansøgning til stillingen som konsulent i digitale medier hos jer.

–god dag, jeg har lidt travlt, så kan du gøre det kort?

-ja, det kan du tro.

-ser du, jeg går rundt i cirkler og tjekker min telefon flere gange dagligt, fordi jeg gerne vil høre fra jer. Ja, jeg har det som om at jeg har været på date (smiler)

(kort pause)

-Så nu ringer jeg for at høre hvor langt I er nået i processen. Jeg forstiller mig, at I har travlt, er det korrekt?

(har man lavet manualen, kan dette sagtens nå at blive sagt, uden at man jabber afsted).

–ja, vi er ikke kommet så langt, vi er blevet overvældet af de mange ansøgninger.

-ja, det kan jeg godt forstå, jeg kan jo se, at I har mange jern i ilden (jeg véd at de er få ressourcer til flere supplerende tilbud på produktpaletten). Hvornår regner I med at have set på ansøgningerne?

–Vi kan først give nogle svar om en til to uger, og vi skal nok sende mail (så alle hører fra os).

-Mange tak, og tak for at give dig tid til at tale med mig.

–Selvtak. Kan du have en god dag.

-Tak i lige måde. Jeg håber at jeg hører fra jer.

[der lægges på. Tid: 00:53.9]

 

Formålet med min samtale er at vise min oprigtige interesse for jobbet, samt at få vished om hvor i deres proces de er, med hensyn til håndtering af ansøgningerne (hvor jeg naturligvis også håber på at blive indkaldt til samtale, eller i det mindste forbedre mine chancer for det). Man kan selvfølgelig argumentere for, at den oprigtige interesse for jobbet, er tilfældet for samtlige ansøgere. Mange jobkonsulenter anbefaler nu alligevel, at man følger op på den ansøgning som man har sendt. Indrømmet, det kan virke forstyrrende for arbejdsgiver. Derfor skal samtalen også være kort og koncis, samt give et billede af hvem man er, og om man eksempelvis kan håndtere en telefonsamtale med kunden.

For den utrænede ser der måske ikke ud til at være den store forskel på disse to samtaleforløb. Det er også helt nede i de små detaljer, at forandringen sker. Derfor sker det også, at man af og til, må ændre på sin ringemanual, for at få det til at virke. Man må se på sine opkald ved at gennemgå dem minutiøst, for at se hvad der gik galt, og for at lære hvad man kan gøre bedre i den næste samtale. Har man ikke denne egenskab, vil det være for hårdt et job.

Jeg er måske også blevet ramt lidt af (dårlig) #telefonsælgerkarma. Jeg har været benhård på det seneste, når jeg er blevet ringet op fra diverse firmaer. For jeg har sandt at sige ikke tid til at bruge hverken 5 eller 10 minutter af min tid på dem, eller dét abonnement som de nemt liiige kan lave for mig. Jeg har hænderne på tasterne, og hovedet fyldt op med mit speciale, som skal afleveres om et kort øjeblik. Så det var en luksus, at jeg benyttede denne kostbare tid på at skrive og sende en ansøgning, samt følge op på den. Men det føltes samtidig som et must-do. Det er jo den virkelighed, som venter på den anden side af specialeskrivningen – sammen med arbejdet på kommende publikationer, som jeg har i ærmet (da jeg har en viden, som jeg føler mig forpligtet til at dele ud af). Mere herom senere …

 

aveces se cierre una puerta-abre-el-universo-entero

 

 

Reklamer

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Hellere noget autentisk

Med disse ord: “Hellere noget autentisk end noget perfekt” blev jeg mødt i en mail, som svar på mit tilbud om at læse korrektur på det man næppe kan kalde en nyhedsmail, fordi den udkommer hver dag.  Afsenderen og forfatteren af samme, har da også valgt at kalde brevet for det “Daglige selvkærlige boost” (mere om det om lidt).

I sin grundform ligner det til forveksling en nyhedsmail – og systemet er da også det samme, idet man skal skrive sig op, for at modtage denne. Og mystikken spreder sig. Hvad er det der gør, at forfatteren ser stort på det grammatiske og eventuelle slåfejl? Indholdet og hensigten er svaret – ganske enkelt, og helt igennem autentisk. For som du måske har regnet ud, handler dette om noget dybere der skal formidles. Set fra mit verdenshjørne, vil netop tekstens ordlyd, slåfejl og grammatiske fejl i verberne, få budskabet til at glide lettere ind. Få det til at virke mere professionelt, gennemarbejdet og så videre. Men jeg er nødt til at bevæge mig ud af min (faglige) fordom, og forstå afsenderens præmis. Når jeg gør det, giver det mening. Trods alt.

For afsenderen af det omtalte brev (samt mail) er psykolog. Hun har en agenda: hun vil nå helhjertet ud til så mange kvinder som muligt, for at træne dem i at være selvkærlige og ærlige. Overfor sig selv, og for sine omgivelser. Hun skriver i sin mail, at hvis hun skal sidde og vente på korrektur, eller selv bruge for meget krudt på det hver eneste dag, at det så dræner processen (og glæden?) for hende. Så hellere være autentisk og nærværende med sit budskab. Den beslutning er hun tilfreds med. Og hun ender med at stille mig spørgsmålet, om jeg også kan være tilfreds med det? Det kan jeg jo et eller andet sted blive nødt til, og dermed rumme hendes holdning. Men jeg sidder jo også med et andet fagligt ønske om, at ville gøre hende det bedste. Derfor fik hun i første omgang tilbuddet om at jeg kunne rette hendes breve, før de røg i luften. Der har man ret til at sige nej tak og ja tak (ved ikke, måske, og så videre). Så ja, det kan jeg godt leve med, set ud fra denne præmis. Så alt imens jeg læser hendes kloge ord, springer jeg hastigt videre når øjet snubler over et r i et ikke aktivt verbum. Verden er ikke perfekt, men mange af os gør vores bedste for, at gøre verden til et bedre sted, på hver vores facon og præmis. Det er også rummelighed.

Den omtalte afsender, er psykolog Mette Holm. Du kan finde hendes webside, samt skrive dig op til hendes “Daglige selvkærlige boost” her