Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.

Advertisements

6 comments

    1. Jeg tror egentlig at f-ordet er kommet for at blive, og at det vil glide mere ind i hverdagssproget, sådan som Le Drake Noir, skriver det.
      – Men man må så gøre sig meget bevidst om hvor man bestem

      Like

  1. Ordet ‘pokker’ startede som et groft bandeord afledt/omskrevet af ordet kopper (sygdommen som man ikke ville nævne og derfor forvrængede) – mange provokerende ord som bandeord har det med tiden at glide ind i det “mellemfolkelige” borgerlige brug og blive almindelig harmløs – sådan går det nok også ordet ‘fuck’, men der går nok lidt mere tid inden det bliver almindelig anvendt på talerstolen i folketinget eller en prædikestol i de hvidkalkede… 🙂

    “Ad pommern til” var engang en dybt krænkende opfordring og ordet ‘helvede’ har jo også til dels fået bruset af… 🙂

    Liked by 1 person

    1. Tak Le drake noir for dine gode kommentarer og indgangsvinkler.

      Jeg griner ved tanken om at høre f-ordet fra Folketingets talerstol 😀 – og kommer i tanke om den furore som Folketingets formand, Fru K, fik skabt med sin “EU rotterede” Men jeg tvivler dog på, at vi kommer til at høre det i den hvidkalkede. Selv ser jeg nu også den lokale præst lokalt, og det f-ord, kan altså godt ryge ud af hendes mund i en privat samtale.

      Liked by 1 person

  2. Ja, sprog smitter og gælder flere veje, som du selv nævner …. På både godt og ondt.

    Hvor jeg bor, i Vandkants-Danmark, siger folk “hold da magle”. What??? Og det er meget udbredt, langt mere end f-ordet er i hovedstadsområdet. Jeg havde aldrig hørt det, før jeg flyttede hertil for otte år siden.

    Det er interessant at se, hvordan uskyldige kraftord i tidligere tider har virket anstødelige, som ledrakenoir er inde på.

    De bandebord vi bruger i dagens DK, har forskellig effekt på folk, alt afhængigt af geografi og sociale sammenhænge. Nogle steder er det utænkeligt at fyre et bandeord af, hvor det andre steder er nærmest forventet. I nogle virksomheder bliver der virkelig bandet og svovlet (også et godt ord), hvor der fx. i forsikringsbranchen er kodeks for den slags. Der giver man også hånd ved møde-start. Det er meget traditionelt. Da jeg var i lufthavnen, i teknikkergården, blev der godt nok talt med meget store bogstaver, og det var ikke et sted for sarte kontornussere.

    Udover brugen af ord, så er sprog i bredere forstand også lyd. Jeg er ekstrem sanse-stærk, og kan få helt ondt inde i kroppen og knoglerne, hvis folk taler for højt. I sær, hvis de sætter “metal” på stemmebåndet samtidig. Sådan en spa-mand havde jeg besøg af forleden, og jeg måtte simpelthen bede ham skrue ned for volumen og tale med 1/4 styrke. Han blev helt perpleks. Hvor han kommer fra (Ringsted) er det helt normalt at tale sådan. I det hele taget, taler folk på Midtsjælland ufatteligt højt. Det er kultur. Visse steder i København tales der sjusket, så det er svært at forstår, hvad der bliver sagt. Og sådan er der så meget ….

    Vi synes alle, at sådan som vi selv taler, er det rigtige. Det er det rigsdanske. I virkeligheden taler vi jo alle med dialekt. Vi havde engang en au-pair fra Nordjylland, som talte meget jysk. Hun sagde om sig selv, at hun talte rigsdansk ligesom dem i Nyhederne. Morsomt og så langt fra rigtigt 🙂

    Jeg selv bruger altid ordet “taler” fremfor “snakker”. Det ligger i min opdragelse, hvor jeg kommer fra. Der er det kun papegøjer, der snakke – vi andre taler 🙂

    Skønt indlæg Camilla. Sætter mange dejlige tanker i gang.

    Liked by 1 person

    1. Tak Rebecca for din reflekterede kommentar. Jeg synes at det er morsomt, at du ikke kendte udtrykket “hold da magle” 😀 Det er en gammel kending for mig (og det er så til gengæld længe siden at jeg har hørt det).

      Du kommer ind på sprog og dialekter, som er et helt kapitel for sig, og bestemt også værd at tale om. Nordjyden talte temmelig sikkert rigsdansk i forhold til den lokale dialekt. Og det er også mit indtryk, at rigsdansk netop er en fælles sprogstamme, der så bærer præg den lokale dialekt og sprogbrug. Det er imponerende, at selv et så lille land som Danmark, kan have så store afvigelser i dialekterne, at man kan have svært ved at forstå hinanden, hvis ikke det blev blandet med rigsdansk.

      Jeg er helt enig, når du skriver, at sprog også er noget kulturelt; og dermed lever det op til ordsproget “Man må hyle som de ulve man er iblandt”. Jeg kan enormt godt lide dine eksempler, som står skåret i luften i for mig. Så det sætter også nogle tanker i gang hos mig. Tak for det 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s