reflexion

Regnvådt hår og indre solskin

Jeg er lige kommet ind ad døren, efter en morgenvandring på en lille halv time. Morgenvandringen er en del af mit morgenrituale, nu hvor jeg skriver speciale.

Jeg går en tur i den lokale park, imens jeg kigger på træer og får gang i blodomløb og bentøj. Foråret minder mere om efterår. Da der ikke er opfundet nogen app til at ændre på det, må jeg regulere på en anden knap, nemlig den mentale.

Jeg havde min nye yndlingsregnfrakke på, uldtrøjen under, lange uldsokker, og gummistøvler på. Så jeg var vindtæt og varm. Den stille regn landede blidt i mit hår og mit ansigt. Vandreturene tager jeg med sindsro, hvor fokus er på at få jordforbindelse og indre kontakt. Det foregår ikke i et rask tempo, men i et moderat tempo. Ren zen.

Resultatet af morgendagens vandring er, at jeg har sol i mit indre, og er fyldt med overskud. Til trods for en nat med for lidt søvn (egen fejl), og en dag der byder på en ordentlig bunke arbejde, som skal laves. Det giver et overskud og en god energi til tage fat. Yin & Yang.

Jeg er af den overbevisning, at vi må omstille os til, at dette forår er tydelige tegn på “the new normal” på disse kanter. Indlandsisen smider ifølge forskerne 350t kubikmeter is i havet om året. Det er temmelig store isklumper, så det er klart at havene omkring os bliver koldere, og dermed påvirker vejret på den nordlige halvkugle. En pilot forklarede mig engang, at kloden samlet set skal have en konstant temperatur. Udsving bliver således reguleret andre steder på kloden. Så imens vi får koldere vinde, vil temperaturerne omkring akvætor stige, samt i de lande som ligger tættere på ækvator. Jeg tør slet ikke tænke på hvilke konsekvenser som dette måtte have for regnskovene, og hele verdens regnvand. Jeg håber inderligt, at denne viden deles med børnene i geografitimerne, helt ned i de mindste klasser. Forestillingen om at den cirkulerende vandmasse er konstant og uforanderlig er ligeledes under pres. Vi presser grundvandet op i for højt tempo, og dermed dræner vi dette. Tilsyneladende presset af økonomiske interesser.

Summasumarum, så kan vi ikke blive ved med at handle så tankeløst som vi gør. Vi lever på en løgn (livsstil), der opererer på bekostning af alle andre dyreliv på kloden, samt klodens ressourcer. Det holder ikke.

Dokumentarerne i linket nedenfor redegør for sammenhæng mellem udhuling af grundvandet, tørke og mangel på rent drikkevand. De indeholder en del etiske problemstillinger, som vi også må forholde os til som forbrugere: https://www.watercache.com/blog/2011/10/must-see-water-documentaries-provide-insight-into-future-water-crisis

Økosystemet skriger på menneskelig handling og en redningsplan, der siger spar 2. Klodens økonomi er parakdoksalt flettet godt ind i problemstillingen, hvor magt og rigdom ligeledes drejer sig om samme akse. Omstilling til grøn energi er et must, men hvis hele energisektoren krakelerer som følge deraf, skaber det døninger hele vejen igennem verdensøkonomien. En ny økonomisk krise truer. Måske er det udsigten til endnu en krise, der kan blive vores redning; for derigennem at genskabe en ny balance – også selvom det kommer til at koste blod, sved og tårer. Ender vi i en ny krise, risikerer vi at optrappe samtlige konflikter, førend at omstillingen finder sted. Det er bestemt ikke et ønskescenarie, men historien vidner om, at det er ved at ramme bunden, at tingene ændrer sig.

 

 Nyt håb, overflod og balance

Forhåbentlig genvinder humaniteten også sin gode røst, hvor medmenneskelighed, medfølelse og næstekærlighed får ben at gå på i det nye verdensparadigme. En verden hvor CSR og human rights vil være unægteligt knyttet til enhver investering og de frie markedskræfter. Rigdom og overflod er ikke et onde; det kan til gengæld skabe bedre vilkår for langt flere mennesker og samfund. Spreder rigdom og velstand sig til flere hænder, uden at være på bekostning af andre og klodens ressourcer, får vi samlet set et større overskud.  Rigdom og overflod der beror sig på bekostning af andres vé og vel, personlig grådighed og nidkærhed, uden respekt for det omkringliggende miljø, er så fandenivoldsk, at problemerne har det med at udmønstre sig i komplicerede andengradsligninger, med alt for mange ubekendte og usikkerheder til følge. Lektien burde være lært, men mennesker har det med først rigtig at forstå og omstille sig, når de rammer bunden. Det bliver et helvedes ridt, men det ligger vidst i kortene.

Problemerne er så store, at det kræver ændringer der hvor de store beslutninger træffes. Til trods for en vis tiltro til demokratiet, er jeg også realistisk nok til at indse, at jeg ikke kan gøre meget her og nu. Jeg gør hvad jeg kan, for at mindske mine fodaftryk, og forsøger at være miljøbevidst i min hverdag. Jeg kan stille krav til virksomhederne med videre, og jeg kan engagere mig politisk. Der skal politisk velvilje til, for at der virkelig kommer til at ske et skred i tingene. Bevægelserne er i gang. Jeg krydser fingre for, og sætter min lid til, at tingene kommer til at ske. På den ene eller den anden måde. Vi kan ikke længere ignorere udviklingen. Det er ikke længere hippiekultur, overtro og dommedagsprofetier; det er benhårde fakta. Vi ved det godt allerinderst inde. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken.

Så hvorfor skulle jeg dog ditche over vejret, og trække mundvigene ned? Jeg har min indre knap at gøre godt med, og den kan ingen tage fra mig. Så god dag derude. Solen kommer nok et smut forbi, før sommerferien slutter. Alt andet lige, vil de mindste solstrejf sende bølger ud i bylivet, hvor vi myldrer ud i gader og stræder som myrer, for at mærke solens kærtegn, og mærke livet her og nu.

Reklamer

HOPE

img_0323

Officiel Obama poster med titlen “Hope”. Oprindeligt lavet af street-art kunstner Shepard Fairey.  Billedet blev siden clearet af det Hvide hus.

På tærsklen til det nye år, mærker man en uro i den amerikanske befolkning. Det er mit håb, at det seneste årti har indarbejdet en tro og et håb for menneskerettighederne, som man er villig til at råbe op om, og kæmpe for. De seneste dages begivenheder ved Golden Globe, Præsident Obamas afskedsfest og Trumps åbningsfest, tegner et billede i den retning.

Obama har på mange måder været en karismatisk leder, og vil for eftertiden fremstå som et historisk ikon. Særligt for sin personlige tilstedeværelse og sit engagement for alles rettigheder i det amerikanske samfund. Han var også en aktiv fortaler for miljø og menneskerettigheder i international sammenhæng, herunder i FN regi. Men der er en stor mørk plet, som overskygger meget. Nemlig den internationale krigsførelse, der ikke har været aftagende, men derimod er tiltaget i form og omfang. Personligt har jeg den opfattelse, at hans manglende militære viden, har været den som har fået ham til  kort på det felt. Han er blevet rådet og vejledt af en meget aggresiv militærelite, der har haft fuld opbakning i kongressen. Sammensætningen af det amerikanske system, og dermed hvem der beslutter hvad i denne kontekst, har givet ham meget lidt mulighed for at agere som fredsapostel. Samtidig har han nok indset, at flere års krigsførelse også kræver langsom tilbagetrækning, for ikke at øge risiko på eget kontinent (og her rækker min viden ikke længere på dette felt).

Når en mand som Obama ikke har formået at ændre noget i den udenrigspolitiske kurs, er det mit håb, at det heller ikke vil lykkes for Trump. Til trods for at hele kongressen og resten af de styrende organer, nu ledes af Republikanere. Republikanerne der vel nok kan betragtes som stolte folk, og som har faste konservative holdninger (dog med den misklang, at de mener at Gud støtter dem i deres syn på menneskeheden, hvor de betragter dem selv som en slags overfolk). Så det er nok begrænset hvor meget de er villige til at ændre kurs; lægge sig ud med Kina og ligge i ske med Putin (undskyld mit franske). Trump er svær at styre, og senest har det (igen) været twitter, der har sat sindene i kog. Denne uge er det gået hedt for sig mellem den mexikanske præsident, og Trump. Striden handler ikke overraskende om den famøse mur; og særligt hvem der kommer til at finansiere den. Som triumf, har den mexikanske præsident smidt “hacker-kortet” og dermed sat spørgsmålstegn ved validiteten af Trumps præsidenttitel.

http://www.slate.com/blogs/the_slatest/2017/01/07/former_mexican_president_fox_trolls_trump_on_twitter_are_you_a_legitimate.html

 

Dele af den amerikanske befolkning benytter sig af sin ytringsfrihed, og lader sig ikke så let kue af propaganda. Det har jeg ved selvsyn erfaret. I min søgen efter opretshaver på Obama hope poster, blev jeg positivt overrasket over, at der fandtes en såkaldt hope-poster-konverter, hvor man kunne transformere sit eget profilbillede, for at sætte et statement mod den kurs, som der er nu; og sprede håb. Der findes flere varianter: https://www.google.dk/search?q=hope+poster+generator&ie=UTF-8&oe=UTF-8&hl=da-dk&client=safari

 

Den der tier, samtykker

Det er mit håb, at folk vil råbe op og gøre modstand mod ekstreme handlinger, der skader borgerrettigheder og menneskerrettigheder i USA, såvel som i resten af verden. Det er mit håb, at de historiske begivenheder som vi oplever nu, vil være begivenheder som bygger nye broer og indsigt, frem for mere had og afstand. Det er mit håb, at Putin og Trump kaster alle krigsplaner over bord; og at deres grådighed og magtbegær ikke stiger dem til mere til hovedet, end det allerede er tilfældet. Men vi må ikke tie, og vi må ikke fornægte hvad der sker for øjnene af os, eller vende blikket bort i ren og skær afmagt eller frygt. Vi har alle et ansvar for at være årvågne, og et ansvar for at agere. Så vinder håbet, og troen på menneskeden. YES, WE CAN ❤

 

Pssst! Se mere om og af Shepar Fairey her:

https://www.google.dk/search?client=safari&hl=da-dk&q=shepard%20fairey&sa=X&ved=0ahUKEwjagaS_7LTRAhUEkSwKHdk_ATsQ7HIIBygA&biw=1366&bih=985&dpr=2&tbm=isch&tbo=u&source=univ

Sprogets små finurligheder

Det slår mig, at sprog smitter – og ofte uden at vi bemærker det, eller tilægger det større betydning. Pludselig hører man andre bruge sine egne udtryk, eller man har taget andres udtryk til sig. Det fænomen kender de fleste måske til, og der er vel ikke grund til større refleksion – og dog.

For det er jo sådan, at også de mere uheldige gloser ryger med. Jeg er opvokset med en far, der kunne finde på at slå hånden i bordet og sige: “I må fandeme ikke bande”. Det har vi grinet meget ad i vores familie; for med til den historie hører også, at det var ham som måtte lægge flest penge i bandekassen, før han så også nedlagde den. Måske fordi straf ikke er vejen frem. Men hvad er så?

En nyere undersøgelse viser, at det mest brugte og verdensomspændte bandeord er “fuck” Det er stadig meget ildeset og ilde hørt i engelsktalende lande, såsom USA, England og Australien. Personligt kender jeg netop til en ret veluddannet dansk kvinde, der ved at komme til at benytte ordet ved skranken i en engelsktalende lufthavn, oplevede at blive passet op af en vagt, der bad hende om at sætte sig hen på en bænk og først komme tilbage, når hun havde valgt at lægge f-ordet fra sig (no kidding!). Mens det i Danmark af yngre generationer benyttes mere skødesløst i stedet for et OMG eller det tidligere “pis”. Jeg selv er ingen undtagelse – og det er med en vis bævren i stemmen, at jeg må tage ansvaret for at min søn på 6 år også benytter f-ordet (dog noget mere flittigt end jeg selv). Læs mere om undersøgelsen her

Indrømmet, bandeord er ikke kønne at høre på, men de har efter sigende en dybere psykologisk mening – og skulle rent faktisk være sunde, og ifølge nogle også et tegn på afsenderens intelligens (stik mod ørets øjeblikkelige opfattelse), en stressafleder med videre. Det er vidstnok en sandhed med modifikationer at brugen af bandeord skulle være et tegn på intelligens, og er mere rettet mod brugen af bandeordene, og kreativiteten bag; sådan som denne artikel fra videnskab.dk belyser det.

For egen regning må jeg indrømme, at min søns banderi, har sat fut i mit eget, og til tider finurlige sammensætning af bandeord; mest løseligt brugt så sent som i fredags til en julefrokost, hvor jeg fik sagt noget i stil med “pisse-lorte-fuck*” Et ord der overhovedet ikke giver mening, men som sikkert skulle bruges til at understrege dét, som jeg nu ikke kan huske hvad var (hvilket de påhørende temmelig sikkert heller ikke kan, fordi bandeordene runger for ørerne endnu, og larmer alt alt for meget). Så f****ing-stop dog, med det svovleri!

For nok kan vi blive enige om at det har bredt sig som en steppebrand. Men er det reelt en undskyldning for at undgå at rette op på det? Det mener jeg ikke. Jeg skal være den første til at hive op i barmen, og forsøge mig med lidt mildere og mere gammeldags udtryk som “åh gud” “for katten i hatten” “OMG” og så videre, for lidt stressafleder kan vidst ikke helt undgås med sproget, eller kan det?

Hermed vender vi tilbage til indledningen. Sprog smitter. Omgås man ikke banderiet, forsvinder det også, lige så stille og roligt. Nuvel det er min påstand. Men det er også min personlige erfaring. Fra at være opvokset i et pænere hjem, med en slemt bandende far (til trods for sin høje stilling); drog jeg ud i verden, for at møde nye mennesker. Mennesker, som ikke bandede når de talte dansk, eller det andetsprog, som jeg lærte under mit kulturophold. Det gik der et år med. Da jeg kom hjem, bandede jeg langt mindre, hvis overhovedet og i en meget mildere udgave. Flere år senere lærte jeg så at bande (fælt) på fremmedsproget grundet mødet med andre mennesker; og der gik en rum tid, hvor jeg bandede på dette sprog længe efter at jeg var vendt retur til Danmark. Dette er gledet ud i horisonten, og nu bander jeg så på nu-moderne-dansk, som de unge jeg omgås med.

Summasammarum, så har jeg besluttet mig for, at svovleriet her på matriklen må tage en drejning. Vi skal have lov til at udtrykke hvad vi mener, men vi skal også udfolde vores sproglige kreativitet, ved at benytte alt andet end eder, til at få tingene sagt. Det bliver en spændende rejse, og jeg håber at vi kommer i mål.