Konkurrence gener!?

Betragtet lidt oppefra (helikopter) eller udefra (udlænding), kan der godt tegne sig et billede af, at man som dansker er i konstant konkurrence med sin omverden. Drevet af et konkurrence gen, som man har svært at sætte på plads, eller endsige kontrollere efter nødvendighed og situation.

Grunden til at jeg “filosoferer” lidt over det i dag, skyldes en af ugens vanlige ture på cykel igennem København. Undskyld, jeg burde vidst skrive  “tour de København”!? 😀

Der trampes bemærkelsesværdigt i pedalerne, for at være den første der forlader feltet i lyskrydset, overhale de andre cyklister på cykelstien, og hensynsløst fare afsted, som gjaldt det den gule fører trøje!

Jeg undrer mig over bevidsthedsgraden i dette scenarie, eller om det er helt ubevidste ur-konkurrence-gener, som sætter ind? For hvis man tænker lidt over det, er det jo helt til grin. Hvorfor denne iver efter at være den første der kører? -eller være så hensynsløs, at vi alle sætter liv og lemmer på spil i deres race?

Nogle vil, måske med rette, påstå at de er kommet for sent ud ad døren. Hvilket jo så begrunder travlheden, samt behovet for at komme først fra start. Men kan det virkelig passe at samtlige cyklister burde have sat sig i sadlen 10 minutter før de reelt kom afsted? Det lyder rent statistisk ret usandsynligt.

Sidder der monstrum en lille konkurrence-djævel på skulderen, der hvisker små indpiskninger i øret på ræser-cyklisten? Det er jeg overbevist om at der gør , for jeg har hørt den satan! Jeg har været med på holdet, og forstår drivkraften. Den er ikke som sådan bevidst -for den lille indpisker sidder jo dér på skulderen og hepper på i bedste tegnefilmstil! Men når man sidder der på cyklen, sker der noget. Man skal bare vinde! 🙂

Indrømmet, der er en vis tilfredsstillelse ved at overhale de andre på cykelstien. Det vidner jo (måske!) om at man er i bedre form end den man overhaler (og hvad så!?? 😀 ) Lige denne tanke, kan jeg stadig godt gribe mig selv i at have.  Som højgravid var det da for blæret lige så stille og roligt at glide forbi de andre på cykelstien. Dette scenarie beskriver nok selvsagt, at jeg ikke var i stand til at piske afsted med pumpende adrenalin; men at grundformen var så god, at jeg alligevel ikke sakkede bagud. Med til denne version hører også at jeg på intet tidspunkt udsatte mig selv, barnet eller andre for fare, ved at lave hasarderede overhalinger i lyskryds m.m. Altså rolig kørsel og alligevel i front. Skøøøn følelse!

Har cyklen stået stille, eller ugen/den sidste måned kun præget af småture, er det enormt barskt at tage de lange ture igen. Pludselig varer de en evighed, og man sakker bagud i forhold til de andre. Førhen ville jeg blive endnu mere presset ved sidste kendsgerning, og kæmpe mig afsted mere eller mindre gasblå i hovedet. Nu bruger jeg den blot som et vift med en vognstang om at kondien er på retur, og at jeg bør hamle op med det. Altså for det meste 🙂 Det er vel ok?

I slipstrømmen, og afvænnet fra vanen om at køre race, undrer jeg mig lidt over hvad der egentlig skete for mig, og hvad det er der sker for mange cyklister, når de speeder op til dagens etape. Jeg har ikke fundet svaret, men ét er sikkert: jeg trækker lidt på smilebåndet og tænker, “så tag det dog kool”; der er ingen præmie ved ankomst udover pumpende adrenalin og dunstende armhuler, som kollegerne helt sikkert gerne ville undvære. Undervejs har du måske endda sat livet på spil. Var det dét værd? 😉  …

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s