work-life balance

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.

 

Reklamer

Det er Egoistisk IKKE at Opfylde Egne Behov

Min krop finder ikke ro til at arbejde hjemme i dag. Jeg vil ud, og mærke solens glade stråler på mit ansigt, og være sammen med andre mennesker. Når først det er gjort, får jeg ro i sjæl og krop, så jeg kan koncentrere mig om de (lidt mindre interessante) opgaver, som ligger på mit bord. Glor og venter. Imens jeg går i ring, og får lavet så absolut ingenting.

Jeg har trukket stikket ud af min pc, og plugget det i kontakten i husets aktivitetsrum – mit køkken. I håb om, at det giver grobund for udført arbejde. Kaffen er lavet, så nu trækker jeg mig tilbage for en stund, til pladsen i solen, og vender tilbage med solbatterierne godt opladet (håber jeg!).

Med stærk henvisning til bloggen nedenfor:

Spirituel Mentor - Tag Din Power Hjem

I torsdags holdt jeg foredrag på en café propfyldt med kvinder. Det var en skøn aften. Kombinationen af bobler, hygge, lækker mad og foredrag, der rusker op i indgroede tankemønstre viste sig at være en stor succes.

Charlotte Egemar Kaaber

Kvinder har brug for at høre det. Igen og igen. Vi har brug for at lære at NYDE før vi kan YDE. Det er svært, når vi er opdraget til det modsatte. Vi har lært, at vi skal tage os af andre. Sørge for at dem omkring os har det godt.

I mange år holdt jeg fanen højt for at effektivisere arbejdsopgaverne herhjemme. Jeg anså det som min fornemmeste opgave at få alle praktiske opgaver overstået så hurtigt og effektivt som muligt, så vi kunne komme i gang med at hygge os og slappe af. Og helst inden kl. 20.00.

Charlotte Egemar KaaberUndervejs (for)dømte jeg alt og alle omkring mig, der ikke matchede min version af…

View original post 236 more words

Afhopper! -fra rotte ræset

National Geographic har her til aften vist en udsendelse som hedder USA TABU. I aftenens afsnit, mødte vi bl.a. nogle hjemløse (i USA), som af den ene eller anden årsag var kommet i den situation.

Den ene, John, en fuldt arbejdsdygtig “efter middelaldrende” mand, der tidligere arbejdede 18 timer i døgnet mandag-søndag, fik simpelthen pludselig nok af ræset, og stod af! Han bor i en tunnel, og er glad for at være væk fra “stresset oppe på jorden”, som han udtrykker det. Han udtaler senere, at han ikke forstår hvorfor det er så stort et tabu, at han lever som han gør, og tilføjer at “han aldrig har været mere lykkelig og haft det bedre” -Han følte sig spærret inde bag 4 vægge i virksomheden, og kunne ikke ånde, og ikke leve. Han arbejdede hårdt for at komme fremad-fremad-fremad! -men indså en dag, at han stod helt stille!! Nu har han ingen planer for dagen, tager dagen som den kommer, og kan nyde den. Det har han det rigtig godt med. Han vil ikke modtage hverken sociale ydelser (ville han overhovedet kunne det uden en adresse?), og heller ingen almisser -hvordan han ellers finansierer sin livsstil, fortæller historien ikke noget om.

Fra den ene yderlighed til den anden

Som jeg ser det, er begge situationer ekstreme, der går fra den ene yderlighed til den anden, men også resonnerende. Den livsstil, som bliver os påduttet i den vestlige verden, for at være en del af fællesskabet, er ganske enkelt usund og urealistisk i det lange løb, fordi vi konstant presser citronen en lille-bitte smule mere. Vi skal hele tiden præstere, være dygtigere og hurtigere. Vi skal alle som individualister trække samfundets hjul, og få dem til at køre.

Med til ovennævnte scenarier hører den detalje, at der er tale om USA, hvor arbejdsmarkedet, og vilkår på ditto er meget anderledes end vi kender det i Danmark. Vi har det (stadig) ret godt på det danske arbejdsmarked, men jeg synes at ane mange tendenser, der tyder på en ændring i selvsamme arbejdsforhold (med “krisen” som undskyldning?). Selvom vi har en lov, der beskytter os med 37 ½ arbejdstime pr uge, arbejder mange endnu flere timer om ugen -og de tør ikke andet p.g.a. pres fra chef/virksomhed/samfund, og alle de andre ledige, som gerne vil have deres job. Det tror jeg, at vi skal være meget varsomme med. Hvorfor? Fordi jeg ved at det ville blive skruen uden ende. Jeg har set det i andre lande. Helt grelt ser det ud i fx.Spanien, hvor det var almindeligt acceptabelt at arbejde uden kontrakt og på lønninger langt under overénskomst, længe for finanskrisen indtraf. Virksomhederne skal hele tiden sørge for højere profit, og sørger vi ikke for at beskytte den arbejdende hånd, glider det hele ud på et skråplan.

Dette skråplan er helt tydeligt i fænomenet “social dumpning”, hvor øst europæere kommer og udfører et håndværk, hvor de uderbyder den overenskomstmæssige løn, og dermed forvrider konkurrence evnen. Det mener jeg ikke er fair. Hverken overfor den danske medarbejder som mister indtægt, eller overfor den udlænding, som helt automatisk skaber en ny underklasse, hvor 1  indtægtskilde ikke er nok til at forsørge sig her til lands. Jeg mener at alle har ret til at byde ind på jobbene, men det skal være til overenskomstmæssig løn, hvoraf der betales skat, fordi man også har en bopæl i landet. Problemet behøver ikke at begrænse sig til håndværksfagene, hvis ikke vi sørger for at vores rettigheder som arbejdende beskyttes.

Det nytter ikke noget at tænke oportunistisk, for det ændrer ikke ved det faktum, at alle påvirkninger i nutiden, har eftervirkninger i eftertiden. Så lad os alle huske på, at vi arbejder for at leve -og ikke omvendt! At der skal være balance i mellem arbejde og fritid -og at vi også gerne skulle have andre interesser end vores arbejde. Vi er ikke vores arbejde. Vi er levende personer, som passer vores arbejde. Der er en verden til forskel!

Det er mit håb, at CSR tendenserne er kommet for at blive, og at virksomhederne også husker at rette blikket indad, og ser på hvilke forhold de byder deres medarbejdere. De ansatte udgør en vigtig del af virksomhedens sociale ansvar. Billedet krakelerer hvis man yder støtte til nødhjælp eller lignende, imens éns egne medarbejderrettigheder forsømmes. Derfor er det så bydende vigtigt, at vi holder fast i hvad normen skal være. Hvis ikke vi passer på vores grænser, vil de helt automatisk blive flyttet.

PS! Jeg har i dag erfaret, at en veninde er gået ned i løn, for at holde en normal arbejdsuge på 37 ½ time, så hun kan gå hjem og være sammen med sin familie efter fyraften -i stedet for at skulle følge med i aftens-mail-ræset imellem kollegerne, og reelt set være på arbejde. Er det OK, at hun skal indgå dette kompromis med sin chef, for ikke at modtage en fyreseddel? NEJ, det synes jeg faktisk overhovedet ikke at det er! Det er for mig at se et tydeligt vift med en vognstang om, at tingene er ved at skride ud, og at vi må råbe vagt i gevær -ellers vil der nok være flere som melder sig ud af samfundet (enten frivilligt, eller af tvang), og det mener jeg ville være forfærdelig synd.