politiko.

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

HOPE

img_0323

Officiel Obama poster med titlen “Hope”. Oprindeligt lavet af street-art kunstner Shepard Fairey.  Billedet blev siden clearet af det Hvide hus.

På tærsklen til det nye år, mærker man en uro i den amerikanske befolkning. Det er mit håb, at det seneste årti har indarbejdet en tro og et håb for menneskerettighederne, som man er villig til at råbe op om, og kæmpe for. De seneste dages begivenheder ved Golden Globe, Præsident Obamas afskedsfest og Trumps åbningsfest, tegner et billede i den retning.

Obama har på mange måder været en karismatisk leder, og vil for eftertiden fremstå som et historisk ikon. Særligt for sin personlige tilstedeværelse og sit engagement for alles rettigheder i det amerikanske samfund. Han var også en aktiv fortaler for miljø og menneskerettigheder i international sammenhæng, herunder i FN regi. Men der er en stor mørk plet, som overskygger meget. Nemlig den internationale krigsførelse, der ikke har været aftagende, men derimod er tiltaget i form og omfang. Personligt har jeg den opfattelse, at hans manglende militære viden, har været den som har fået ham til  kort på det felt. Han er blevet rådet og vejledt af en meget aggresiv militærelite, der har haft fuld opbakning i kongressen. Sammensætningen af det amerikanske system, og dermed hvem der beslutter hvad i denne kontekst, har givet ham meget lidt mulighed for at agere som fredsapostel. Samtidig har han nok indset, at flere års krigsførelse også kræver langsom tilbagetrækning, for ikke at øge risiko på eget kontinent (og her rækker min viden ikke længere på dette felt).

Når en mand som Obama ikke har formået at ændre noget i den udenrigspolitiske kurs, er det mit håb, at det heller ikke vil lykkes for Trump. Til trods for at hele kongressen og resten af de styrende organer, nu ledes af Republikanere. Republikanerne der vel nok kan betragtes som stolte folk, og som har faste konservative holdninger (dog med den misklang, at de mener at Gud støtter dem i deres syn på menneskeheden, hvor de betragter dem selv som en slags overfolk). Så det er nok begrænset hvor meget de er villige til at ændre kurs; lægge sig ud med Kina og ligge i ske med Putin (undskyld mit franske). Trump er svær at styre, og senest har det (igen) været twitter, der har sat sindene i kog. Denne uge er det gået hedt for sig mellem den mexikanske præsident, og Trump. Striden handler ikke overraskende om den famøse mur; og særligt hvem der kommer til at finansiere den. Som triumf, har den mexikanske præsident smidt “hacker-kortet” og dermed sat spørgsmålstegn ved validiteten af Trumps præsidenttitel.

http://www.slate.com/blogs/the_slatest/2017/01/07/former_mexican_president_fox_trolls_trump_on_twitter_are_you_a_legitimate.html

 

Dele af den amerikanske befolkning benytter sig af sin ytringsfrihed, og lader sig ikke så let kue af propaganda. Det har jeg ved selvsyn erfaret. I min søgen efter opretshaver på Obama hope poster, blev jeg positivt overrasket over, at der fandtes en såkaldt hope-poster-konverter, hvor man kunne transformere sit eget profilbillede, for at sætte et statement mod den kurs, som der er nu; og sprede håb. Der findes flere varianter: https://www.google.dk/search?q=hope+poster+generator&ie=UTF-8&oe=UTF-8&hl=da-dk&client=safari

 

Den der tier, samtykker

Det er mit håb, at folk vil råbe op og gøre modstand mod ekstreme handlinger, der skader borgerrettigheder og menneskerrettigheder i USA, såvel som i resten af verden. Det er mit håb, at de historiske begivenheder som vi oplever nu, vil være begivenheder som bygger nye broer og indsigt, frem for mere had og afstand. Det er mit håb, at Putin og Trump kaster alle krigsplaner over bord; og at deres grådighed og magtbegær ikke stiger dem til mere til hovedet, end det allerede er tilfældet. Men vi må ikke tie, og vi må ikke fornægte hvad der sker for øjnene af os, eller vende blikket bort i ren og skær afmagt eller frygt. Vi har alle et ansvar for at være årvågne, og et ansvar for at agere. Så vinder håbet, og troen på menneskeden. YES, WE CAN ❤

 

Pssst! Se mere om og af Shepar Fairey her:

https://www.google.dk/search?client=safari&hl=da-dk&q=shepard%20fairey&sa=X&ved=0ahUKEwjagaS_7LTRAhUEkSwKHdk_ATsQ7HIIBygA&biw=1366&bih=985&dpr=2&tbm=isch&tbo=u&source=univ

Politainment

Alle taler om Trump, krummer tæer eller klapper. Meget kan man sige om manden, men han har i den grad forstået hvordan medierne virker, og hvad der skal til for at opnå maksimal omtale.

Hvis ikke det var for den vigtige post som der er tale om, så ville jeg – forherliget af mediernes muligheder – også klappe i hænderne. I stedet føler jeg mig nødsaget til at tage ansvar, og dele den indsigt som jeg har.

For Trump har triumferet i en mediemæssig forstand, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Alle kommenterer, deler, eller har en mening om ham. Resultatet er, at han er den kandidat som opnår mest spalteplads i medierne. Når han opnår dette, rykker han helt op på befolkningernes frontallapper og rumsterer i dennes bevidsthed. Dette faktum alene forøger sandsynligheden for, at mange vil sætte deres kryds ved mandens kandidatur, når de går til valg. Mange vælgere som enten lider af politikerlede eller manglende interesse for politik, vil sandsynligvis være tilbøjelige til det samme, og slutteligt så slår skræmmekampagner og ditto retorik sjældent fejl i politik. Det er et af de mest mangtfulde retoriske virkemidler, fordi det pirrer til den afmagt overfor et hektisk samfund, som mange har svært ved helt at gennemskue hvordan de skal håndtere. Ved at finde syndebukke, får “problemet” et ansigt, og bliver konkret at forholde sig til. Uagtet sandhedsværdien i disse udsagn.

Vi ser det samme ske i dansk politik – og for en gangs skyld, har vi her overhalet udviklingen i USA for en stund, idet DF med deres løftede fingre og skræmmeretorik der specifikt udpeger minoriteter i samfundet, er stormet frem i det sidste årti. Venstre lugtede godt muligheden skråstreg truslen for tendenserne i denne udvikling, og lagde sig tidligt i alliance med partiet. Til trods for at liberale værdier i bund og grund har meget lidt til fælles med DF´s værdisæt. Men man fandt fodslag i at udpege indvandrerne som landets nassere og ulykkesspredere, samt de arbejdsløse som dovne hunde. Man vælger helt kategorisk at se bort fra hvilken betydning som indvandringen har haft for, at Danmark kunne udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det kan undre, at et ellers meget tolerant samfund vendte rundt og blev så forskræmt og fordømmende. Igen kan vi takke mediedækningen, og de mange skræmmekampagner. Tabloidaviser der leverer “beviser” på disse gruppers adfærd, som beskrevet af DF, giver partiet vind i sejlene. Folk i provinsen får et indtryk af at hovedstaden ligger under for ren anarki, samt subkulturer der hører Afghanistan til. Dermed skal problematikkerne ikke underkendes, idet de eksisterer. Dog ikke i den skala som medierne og DF gerne vil have det til at lyde til. Man kan endda yde den påstand, at det er medierne selv, som er med til at virke fremherskende disse tilstande. Dermed kommer vi frem til et andet vigtigt element: Ansvar. Her med reference til massemediernes ansvar og etiske ståsted. Hvis man som public service bliver alt for optaget af nyhedsværdi og sensationslyst, skaber man et stadigt stigende behov for samme. Nyhederne leveres på mediernes præmis, og bliver således også en slags paramount reality, som Silverstone betegner den medierede virkelighed som vi er omgivet af, og blandt andet selv bidrager til som mediebrugere. Den medierede virkelighed bliver en selvstændig enhed i virkeligheden, hvor grænserne forsvinder eller glider ind i hinanden over tid.

Vender vi blikket tilbage på den amerikanske valgkamp, kan vi se hvordan for eksempel demokraternes agenda og dette partis kandidater drukner i det medieshow, som Trump har stablet på benene. Tvivlerne hører og ser kun Trump – og selv flere af Hillary´s modangreb på Trump er med til at give ham mere spalteplads. Set med mine øjne, er det en kritisk og farlig kurs for demokraterne at følge. Dels fordi det er god (kampagne) skik ikke at svine sin konkurrent til (ved at bidrage til svinestregerne, går man ned på samme niveau, som det man foragter!); og dels fordi det tager dyrebar spalteplads fra partiets egen agenda og synlighed. Når alle kommenterer Trump på de sociale medier, er de med til at forstærke Trumpeffekten samt mediedækningen af ham. Manden er på ingen måde uintelligent, og han har temmelig sikkert helt bevidst valgt at fremstå med dette image som pauseklovnen, fordi det har en kæmpe spreadability faktor. Spørgsmålet er, om han virkelig ville kunne stå inde for sine udtalelser for det tilfælde at han vælges ind som præsident. Manden er mangemillionær og en kapitalist, der har vist sig at foretrække penge i skattely, og er tilsyneladende en person, for hvem målet helliger midlet. Det er tvivlsomt hvor meget han har at tilbyde den middelklasse som lige nu lader sig imponere af ham og hans fremtoning. Man kunne fundere over, om det i virkeligheden netop er middelmådigheden som han håner så kraftigt med sine fakter og latterliggørende udbrud.

Alting har en livscyklus. Det gælder også indenfor mediedækning. Der foreligger en vis sandsynlighed for at mediedækningen tager så meget fart, at de amerikanske vælgere når deres mæthedspunkt før kampagnen er overstået og valget finder sted. Måske vil vælgerne til sidst være så fomstoppede med Trumps mediestunts, at de får kvalme af at se mere af samme kaliber. En kvalme der bliver så stærk ved valget i januar 2017, at tanken om at han skal tone frem på skærmen de næste 4 år med (eller uden) den samme agenda, får hårene til at rejse sig, og i sidste ende hånden til at sætte krydset et andet sted.

image