politiko.

Smadret kompas

Vi lever i en tid, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det amerikanske præsidentembede ligner en soap (red: parodi), og herhjemme får politikere, der begår åbenlyst lovbrud lov til at blive siddende på deres poster, imens den ene politiker efter den anden, har mere end travlt med at holde hånden over den pågældendes hovede.

Det virker mere eller mindre tragikomisk. Det sørgelige er, at det har vidtrækkende konsekvenser. Politikerlede er blevet et verdensomspændende ord, der har samme klang, som fra tiden før den franske frihedsrevolution.

Det skader moral og tiltro til demokratiet og de folkevalgte, når det eneste de udøver er magt og enevælde, frem for ansvar og demokratisk management – herunder med respekt for demokratiets funktion og det enkelte individ.

Kompasset og forståelsen for ret og vrang er ganske enkelt smadret, og sat ud af funktion. Der skrives en spinhistorie, og så tærsker vi langhalm på den, i stedet for at rette fokus på de reelle problematikker. Det har stået på så længe, at de nuværende politkere nok ikke engang kan forstå problemet, da det er det eneste de har lært af deres forgængere(!)

Herhjemme opfører vi os som en flok lalleglade, der råber et bøvs eller flere på de sociale medier (herunder undertegnede i denne lille klumme). Hvad sker der for opstanden? For underskriftsindsamlingen der kalder på retssystemets virke, og sætter den minister på plads, der har begået lovbrud? – og som endnu en gang, ser højt på menneskerettighederne! De selvsamme kriterier der er kimen til, at et demokrati kan bestå.

Hvor længe vil vi lade stå til, og lade den omvendte verden herske? Fortsætter det i samme stil, vil det snart ikke være muligt at kende forskel på demokrati og diktatur. Dette er blandt andet Rusland, Venezuela og Tyrkiet glimrende eksempler på. Det er ikke den fremtid eller den samtid som jeg ønsker. Det tror jeg egentlig at de færreste gør. Jeg undrer mig over, hvordan det kan være at vi er så handlingslammede. Er vi blevet frøer, der er sat over i den kogende gryde, og som ikke hopper op, fordi vi gradvist vænner os til temperaturen, og går til grunde førend at vi når at opfatte problemets karakter og omfang?

Jeg vil gerne holde mig til at være positiv, og til at se det positive perspektiv i tingene. I forhold til verdens gang, bliver det mere og mere problematisk og mudret. I dén kontekst er det nok også vigtigt at anføre, at det ikke just er de positive informationer og nyheder, som vi bombarderes med i diverse medier. Det mest positive jeg tør håbe på i denne sammenhæng er, at der en dag vil ske en forandring, hvor det blandt vil være via de sociale medier, at refærdigheden vil ske fyldest. Eventuelt med konvergens til offline, og en samling af masserne i en demonstration. At vi kræver handling og retfærdighed, uden at det behøver at ende i den rene opstand eller borgerkrig, som det er tilfældet i de lande hvor anarki og korruption har haft frit spil for længe. Denne kalden på retfærdighed og handling, sker for tiden i USA. Underskriftindsamlingen der kræver præsidenten afsat, og demonstrationer for flere aktuelle sager, florerer. Måske er det kun et spørgsmål om tid, førend at også denne tendens og kultur spreder sig til de danske farvande. Man har vel lov til at håbe. Samtidig håber jeg også på, at vi ikke når at blive så splittet et folkefærd, som det nu er tilfældet i USA, førend at vi udøver modmagt i den rette karakterstyrke.

Det er mit håb, at vi med den tilgængelige viden, og et stadigt tiltagende uddannelsesniveau, vil se en fremgang i vores krav til omverden, herunder politikere og virksomheder. At vi stiller krav til gyldgihedsprincippet, og er kritiske over for sandhedsværdien og troværdigheden i det som vi hører. At tendensen til CSR ikke blot var en trend, men noget som kontinuerligt vil vokse og gro, til det bliver mainstream, samt en konstant kilde til udvikling. Et krav og en virkelighed der handler om at opfylde FN´s aktuelle 17 målsætninger,  samt CSR målsætninger ud fra et helhjertet ønske om “to do better”. En verden hvor vi skaber win-win situationer globalt, og indser at det ikke er en trussel at Kina for tiden er det land der producerer flest biler. En produktion der vil udligne sig til lokalproduktioner verden over, når arbejdsforhold, lønninger og miljøhensyn får globale standarder. En verden hvor uro og krig ikke får hele kontinenter til at stå i akutte krise og brandslukningstilstande, men skaber forhold hvor emigration til andre lande holdes nede på at håndterbart niveau, og flygtningestrømme bliver en saga blot. Hvor fællesskabet vil sejre, og de enkelte tyraniske magthavere må indse, at når alle vi andre løfter i flok, kan de ikke beholde deres enevælde. Vi skal have det blår ud af vores øjne, der dagligt fortæller os, at det kan betale sig at være en “bad guy”, hvis man vil til magten, og have en indflydelse på verdens gang. Magt korrumperer, og særligt, når det er de “forkerte typer”, som får den inden for rækkevidde. Så lad de rette mennesker komme til roret, og lede verden på rette kurs. Det skylder vi os selv, vores børn, og vores efterkommere. Nok er nok.

Reklamer

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

HOPE

img_0323

Officiel Obama poster med titlen “Hope”. Oprindeligt lavet af street-art kunstner Shepard Fairey.  Billedet blev siden clearet af det Hvide hus.

På tærsklen til det nye år, mærker man en uro i den amerikanske befolkning. Det er mit håb, at det seneste årti har indarbejdet en tro og et håb for menneskerettighederne, som man er villig til at råbe op om, og kæmpe for. De seneste dages begivenheder ved Golden Globe, Præsident Obamas afskedsfest og Trumps åbningsfest, tegner et billede i den retning.

Obama har på mange måder været en karismatisk leder, og vil for eftertiden fremstå som et historisk ikon. Særligt for sin personlige tilstedeværelse og sit engagement for alles rettigheder i det amerikanske samfund. Han var også en aktiv fortaler for miljø og menneskerettigheder i international sammenhæng, herunder i FN regi. Men der er en stor mørk plet, som overskygger meget. Nemlig den internationale krigsførelse, der ikke har været aftagende, men derimod er tiltaget i form og omfang. Personligt har jeg den opfattelse, at hans manglende militære viden, har været den som har fået ham til  kort på det felt. Han er blevet rådet og vejledt af en meget aggresiv militærelite, der har haft fuld opbakning i kongressen. Sammensætningen af det amerikanske system, og dermed hvem der beslutter hvad i denne kontekst, har givet ham meget lidt mulighed for at agere som fredsapostel. Samtidig har han nok indset, at flere års krigsførelse også kræver langsom tilbagetrækning, for ikke at øge risiko på eget kontinent (og her rækker min viden ikke længere på dette felt).

Når en mand som Obama ikke har formået at ændre noget i den udenrigspolitiske kurs, er det mit håb, at det heller ikke vil lykkes for Trump. Til trods for at hele kongressen og resten af de styrende organer, nu ledes af Republikanere. Republikanerne der vel nok kan betragtes som stolte folk, og som har faste konservative holdninger (dog med den misklang, at de mener at Gud støtter dem i deres syn på menneskeheden, hvor de betragter dem selv som en slags overfolk). Så det er nok begrænset hvor meget de er villige til at ændre kurs; lægge sig ud med Kina og ligge i ske med Putin (undskyld mit franske). Trump er svær at styre, og senest har det (igen) været twitter, der har sat sindene i kog. Denne uge er det gået hedt for sig mellem den mexikanske præsident, og Trump. Striden handler ikke overraskende om den famøse mur; og særligt hvem der kommer til at finansiere den. Som triumf, har den mexikanske præsident smidt “hacker-kortet” og dermed sat spørgsmålstegn ved validiteten af Trumps præsidenttitel.

http://www.slate.com/blogs/the_slatest/2017/01/07/former_mexican_president_fox_trolls_trump_on_twitter_are_you_a_legitimate.html

 

Dele af den amerikanske befolkning benytter sig af sin ytringsfrihed, og lader sig ikke så let kue af propaganda. Det har jeg ved selvsyn erfaret. I min søgen efter opretshaver på Obama hope poster, blev jeg positivt overrasket over, at der fandtes en såkaldt hope-poster-konverter, hvor man kunne transformere sit eget profilbillede, for at sætte et statement mod den kurs, som der er nu; og sprede håb. Der findes flere varianter: https://www.google.dk/search?q=hope+poster+generator&ie=UTF-8&oe=UTF-8&hl=da-dk&client=safari

 

Den der tier, samtykker

Det er mit håb, at folk vil råbe op og gøre modstand mod ekstreme handlinger, der skader borgerrettigheder og menneskerrettigheder i USA, såvel som i resten af verden. Det er mit håb, at de historiske begivenheder som vi oplever nu, vil være begivenheder som bygger nye broer og indsigt, frem for mere had og afstand. Det er mit håb, at Putin og Trump kaster alle krigsplaner over bord; og at deres grådighed og magtbegær ikke stiger dem til mere til hovedet, end det allerede er tilfældet. Men vi må ikke tie, og vi må ikke fornægte hvad der sker for øjnene af os, eller vende blikket bort i ren og skær afmagt eller frygt. Vi har alle et ansvar for at være årvågne, og et ansvar for at agere. Så vinder håbet, og troen på menneskeden. YES, WE CAN ❤

 

Pssst! Se mere om og af Shepar Fairey her:

https://www.google.dk/search?client=safari&hl=da-dk&q=shepard%20fairey&sa=X&ved=0ahUKEwjagaS_7LTRAhUEkSwKHdk_ATsQ7HIIBygA&biw=1366&bih=985&dpr=2&tbm=isch&tbo=u&source=univ