presse etik

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Social bedrager?!

Det er et af de ord som florerer i nyhederne i dag, i jagten på at opnå opmærksomhed.

Well, min opmærksomhed er vækket -og nok ikke i en grad som var tiltænkt.

For det maner mig til, at gøre opmærksomhed til presse etik, og de påvirkninger man som medier sender ud i samfundet. Man sætter normen. For hver gang man går til ekstremer i sit ordvalg, må man fremover gå til yderligere ekstremer, for at fange opmærksomhed.

En naturlig udvikling, ville nogle måske mene. Både-og og hverken-eller siger jeg. Hvis man som nyhedsspreder vil stå ved sit ansvar, bør man også huske at fylde på vægtskålen i den modsatte skala. Hvis ikke, er man med til at farve “samfundssynet” i én bestemt retning. I så fald bliver det til en slags skjult censur.

For mig at se, er sproglyden blevet grovere i medierne, og effekten mærkes tydeligt i samfundet. For hvad forbinder vi inderst inde med en social bedrager, og hvad dækker historien over? Er der reelt sammenhæng begreberne imellem. Hvad jeg kan forstå af overskriften, handler det denne gang om et slækket eftersyn i lufthavnen af borgere på statsydelse.

Nu er loven i dag skruet sådan sammen, at man har ret til 30 dages ferie om året (alle dage tæller søn-man), men man skal anmode om dem på jobcenter (i god tid). Fair nok. Loven er ny, og trådte i kraft i 2013. Mange er måske ikke bekendt med den, for det er ikke noget som éns sagsbehandler gør en opmærksom på. Som i overhovedet ikke. Før loven trådte i kraft, er jeg i egen person blevet svinet til af en social medarbejder, da jeg efter min barsel anmodede om at besøge barnets spanske familie. Fik smidt en kommentar i hovedet a la “du er jo på overlevelsesydelse, synes du så at det er rimeligt at rejse?” Hun gik endda til yderligheder ved at sige noget med, at jeg i realiteten heller ikke måtte forlade den kommune som jeg modtager ydelse fra (sådan noget vås!). Hun truede mig endda ved at sige, at politiet lavede kontrol i lufthavnen, og at hun kunne notere mig på en liste, såfremt hun havde mistanke om, at jeg alligevel rejste. Jeg måtte bare æde den, og tænke mit (Har mit barn ikke ret til at se sin familie, og hvem siger, at det var mig som skulle betale udgifterne?  Er du klar over hvor opslidende det er, at være jobsøgende? Har man ikke lov til at opleve noget/holde fri, bare fordi man er kontanthjælpsmodtager? Tror du at det er frivilligt? osv-osv.).  Med tanke for ovennævnte funktionærs inkompetente viden omkring reglerne, er det slående for mig, at mange måske bliver stemplet ukorrekt. Det har vi bl.a. set nogle eksempler på for åben skærm. Alene fordi funktionærerne vælger at tage udgangspunkt i borgeren som svindler, og ikke som en person der forsøger at tyde og efterleve selvsamme regler, som de ikke selv kan hitte rede i.

Er det så ikke en tand for groft, at man som udgangspunkt vælger at kalde folk for sociale bedragere?