perfekte kandidat

Du´er ikke

Sagde prinsessen og swipede til venstre

De sociale datingplatforme, som fx. Tinder, opløfter dating seancen til noget der minder om et H.C. Andersen eventyr.

Prinsessen (eller prinsen) sidder højt på sin kæphest, og kasserer den ene kandidat efter den anden. Virtuel date-shopping.

Det har aldrig været mere nemt – eller bekvemt – at finde en date.

Men, er det måske for godt til at være sandt?

Klodshans

I Tinderlysets skær, skal man være rap i replikken, og kunne give de rigtige svar på tiltale. Det ville lige være noget for Klodshans. Historiens morale, som jeg har lært den, har været, at alle med de rette talegaver, uanset rang, har sit værd (og kan vinde prinsessens hjerte).

Der kan være noget om, at det altid vil være godt at kunne kommunikere godt med hinanden, og at en date kan afsløre det. Men må der ikke være plads til dem, som måske ikke er så gode til at small-talke og spørge ind til andre menneskers liv, men som finder det lettere at tale om noget, som har interesse? Må der ikke være plads til enkelte fodfejl?

At man ikke er god til at date, eller tekste, behøver vel ikke at betyde, at man ikke er sjov at være sammen med?

Men det er faktisk dér, at det stopper for mange. Ikke på grund af manglende kemi, eller “kedelige” interesser/holdninger (som ikke kan harmonere), eller aggressiv adfærd.

Kaste perler for svin

Jagten er tunet ind på det perfekte.

Før man overhovedet er kommet til det punkt at skrive sammen, eller gå på date, har der været noget ved personens profilering, som har fanget interesse. Så sandsynligheden for en vis grad af kemi, må vel være der?

Men prinsessen swiper ivrigt videre… for der må være én der er bedre.

Det virker som om, at de mange muligheder gør det svært at se skoven for træer; og man ender måske med at overse prinsen, fordi han har forklædt sig som Svinedrengen.

Ach du lieber …