medie etik

Hvilken flirt er du?

I dagens go´morgen Danmark kunne vi høre om sommerens fire flirtetyper. Arketyper, jovist. Så er der jo dét med arketyper, at alle har en grad af de enkelte poler i sig, men at det mere handler om, hvor på skalaen man mest hælder til. Det er sjældent, at man rammer en arketype klokkerent.

Et muntert indslag, må man sige. Utroligt, at det får sendetid. Skræmmende, hvis man tager det alt for højtideligt.

Et kig på de fire arketyper, kunne dog også vidne om, at alder, erfaring og brændte hjerter spiller ind på dén skala. Altså ville det ikke være så mærkeligt, hvis man rykkede i forhold til de to ydrepunkter i løbet af et levet liv.

Det er en kvinde som har præsenteret arketyperne (og udviklet dem?). Ordet intens indgår i både den ene og den anden udgave af den maskuline (hankøn) arketype. Han kategoriseres som New Age Flirteren (intens og psykologisk) mod Den intense mand (magnetisk, rolig) i den anden ende af skalaen. Den kvindelige arketype ligger i skalaen fra Bitterfisse (fordomsfuld og kølig) til Prinsessen (yndig og naiv). Jeg må indrømme, at jeg kun lyttede med, med et halvt øre. Der kan altså være nogle pointer som jeg er gået glip af. Så jeg vil altså ikke gå ind i en detaljeret præsentation af hvilke karaktertræk, som præger disse præsenterede arketyper. Sidder du et andet sted i verden, har du til gengæld fået et dyneløft til dagens agendasetting, for de agerende fire arketyper i dagens Danmark.

Et lettere overraskende indslag, synes jeg. Da jeg stensikkert ligger i den snævre målgruppe, kunne jeg være tilfreds og føle mig underholdt for en stund, og fundere over hvor jeg ligger på skalaen mellem Bitterfissen og Prinsessen. I stedet undrer jeg mig. Fordi jeg på mange måder synes at indslaget tager et skridt ud af samtiden. Særligt, hvis det er hos de yngre generationer, at man vil fange opmærksomheden. Seksualitet anno 2017, er så meget mere end en kvinde og en mand der interagerer og flirter med hinanden (offline), og som vil identificere sig selv og hinanden med de nævnte arketyper.

Det interessante er, at hele arbejdet med arketyperne i denne kontekst er så heteronormativ, at det skriger til himlen. Er du homoseksuel eller transkønnet, bliver du ganske enkelt forbigået i dette indslag (det gælder for så vidt også de mange seere, som er gift på 45. år, og som havde helt andre rollemodeller at forholde sig til, da de søgte deres mage for livet). Overskriften for indlægget er da også “Kend din sommerflirt”; så allerede dér er der sket en frasortering. Indslaget kan da siges at være delvist informativt, da det præsenterer fire aktuelle arketyper. Det kritiske punkt ligger i, at seerne ikke præsenteres for en ikke-heteronormativ skala. Hvis du er homoseksuel, får du ikke en (tvivlsom) guideline præsenteret. Hvad værre er, så kommer du til at føle, at du ikke er repræsenteret. Din arketype er ikke-eksisterende i medierne. Sådan er det generelle mediebillede stadigvæk i dagens Danmark, til trods for at vi skriver 2017.

Er dét så et problem? Ja, det kan det være for de minoriteter som gang på gang ikke repræsenteres; hvadenten det drejer sig om homoseksuelle flirtetyper, dem med mørkere glød i huden og sorte øjne, og så videre. Når agendaen strengt taget altid er den samme, hvor det er den heteronormative hvide dansker der fremhæves som vidunderbarnet i familien, imens de øvrige børn enten ignoreres eller konstant gøres til problembørn. Medierne må oppe sig, hvis de vil være repræsentative for hele samfundet, samt klare konkurrencen til streamtjenester, fake news og ikke agere talerør for den politiske agendasetting.

 

Overblik over de de fire flirtetyper, som du i henhold til Go´morgen Danmark d. 24.7.2017, kan møde ude i sommerlandet.

New age flirteren :: intens, psykologisk

Bitterfissen :: fordomsfuld, kølig

____________________________________________

Den intense mand :: magnetisk, rolig

Prinsessen :: yndig, naiv

Reklamer

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Politainment

Alle taler om Trump, krummer tæer eller klapper. Meget kan man sige om manden, men han har i den grad forstået hvordan medierne virker, og hvad der skal til for at opnå maksimal omtale.

Hvis ikke det var for den vigtige post som der er tale om, så ville jeg – forherliget af mediernes muligheder – også klappe i hænderne. I stedet føler jeg mig nødsaget til at tage ansvar, og dele den indsigt som jeg har.

For Trump har triumferet i en mediemæssig forstand, som jeg ikke mindes at have oplevet før. Alle kommenterer, deler, eller har en mening om ham. Resultatet er, at han er den kandidat som opnår mest spalteplads i medierne. Når han opnår dette, rykker han helt op på befolkningernes frontallapper og rumsterer i dennes bevidsthed. Dette faktum alene forøger sandsynligheden for, at mange vil sætte deres kryds ved mandens kandidatur, når de går til valg. Mange vælgere som enten lider af politikerlede eller manglende interesse for politik, vil sandsynligvis være tilbøjelige til det samme, og slutteligt så slår skræmmekampagner og ditto retorik sjældent fejl i politik. Det er et af de mest mangtfulde retoriske virkemidler, fordi det pirrer til den afmagt overfor et hektisk samfund, som mange har svært ved helt at gennemskue hvordan de skal håndtere. Ved at finde syndebukke, får “problemet” et ansigt, og bliver konkret at forholde sig til. Uagtet sandhedsværdien i disse udsagn.

Vi ser det samme ske i dansk politik – og for en gangs skyld, har vi her overhalet udviklingen i USA for en stund, idet DF med deres løftede fingre og skræmmeretorik der specifikt udpeger minoriteter i samfundet, er stormet frem i det sidste årti. Venstre lugtede godt muligheden skråstreg truslen for tendenserne i denne udvikling, og lagde sig tidligt i alliance med partiet. Til trods for at liberale værdier i bund og grund har meget lidt til fælles med DF´s værdisæt. Men man fandt fodslag i at udpege indvandrerne som landets nassere og ulykkesspredere, samt de arbejdsløse som dovne hunde. Man vælger helt kategorisk at se bort fra hvilken betydning som indvandringen har haft for, at Danmark kunne udvikle sig fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Det kan undre, at et ellers meget tolerant samfund vendte rundt og blev så forskræmt og fordømmende. Igen kan vi takke mediedækningen, og de mange skræmmekampagner. Tabloidaviser der leverer “beviser” på disse gruppers adfærd, som beskrevet af DF, giver partiet vind i sejlene. Folk i provinsen får et indtryk af at hovedstaden ligger under for ren anarki, samt subkulturer der hører Afghanistan til. Dermed skal problematikkerne ikke underkendes, idet de eksisterer. Dog ikke i den skala som medierne og DF gerne vil have det til at lyde til. Man kan endda yde den påstand, at det er medierne selv, som er med til at virke fremherskende disse tilstande. Dermed kommer vi frem til et andet vigtigt element: Ansvar. Her med reference til massemediernes ansvar og etiske ståsted. Hvis man som public service bliver alt for optaget af nyhedsværdi og sensationslyst, skaber man et stadigt stigende behov for samme. Nyhederne leveres på mediernes præmis, og bliver således også en slags paramount reality, som Silverstone betegner den medierede virkelighed som vi er omgivet af, og blandt andet selv bidrager til som mediebrugere. Den medierede virkelighed bliver en selvstændig enhed i virkeligheden, hvor grænserne forsvinder eller glider ind i hinanden over tid.

Vender vi blikket tilbage på den amerikanske valgkamp, kan vi se hvordan for eksempel demokraternes agenda og dette partis kandidater drukner i det medieshow, som Trump har stablet på benene. Tvivlerne hører og ser kun Trump – og selv flere af Hillary´s modangreb på Trump er med til at give ham mere spalteplads. Set med mine øjne, er det en kritisk og farlig kurs for demokraterne at følge. Dels fordi det er god (kampagne) skik ikke at svine sin konkurrent til (ved at bidrage til svinestregerne, går man ned på samme niveau, som det man foragter!); og dels fordi det tager dyrebar spalteplads fra partiets egen agenda og synlighed. Når alle kommenterer Trump på de sociale medier, er de med til at forstærke Trumpeffekten samt mediedækningen af ham. Manden er på ingen måde uintelligent, og han har temmelig sikkert helt bevidst valgt at fremstå med dette image som pauseklovnen, fordi det har en kæmpe spreadability faktor. Spørgsmålet er, om han virkelig ville kunne stå inde for sine udtalelser for det tilfælde at han vælges ind som præsident. Manden er mangemillionær og en kapitalist, der har vist sig at foretrække penge i skattely, og er tilsyneladende en person, for hvem målet helliger midlet. Det er tvivlsomt hvor meget han har at tilbyde den middelklasse som lige nu lader sig imponere af ham og hans fremtoning. Man kunne fundere over, om det i virkeligheden netop er middelmådigheden som han håner så kraftigt med sine fakter og latterliggørende udbrud.

Alting har en livscyklus. Det gælder også indenfor mediedækning. Der foreligger en vis sandsynlighed for at mediedækningen tager så meget fart, at de amerikanske vælgere når deres mæthedspunkt før kampagnen er overstået og valget finder sted. Måske vil vælgerne til sidst være så fomstoppede med Trumps mediestunts, at de får kvalme af at se mere af samme kaliber. En kvalme der bliver så stærk ved valget i januar 2017, at tanken om at han skal tone frem på skærmen de næste 4 år med (eller uden) den samme agenda, får hårene til at rejse sig, og i sidste ende hånden til at sætte krydset et andet sted.

image