Lørdagsgruk

Gruk om livets tempo

Nu tror du sikkert, at det handler om fart, når jeg skriver “tempo”. Det kunne det godt, for det har også relevans.

Men det er ikke hvad dagens gruk handler om …

Når jeg skriver tempo, referer jeg til livets tempo og rytme. Du kan Også kalde dem for passager.

Fælles for dem er, at de ikke varer ved. Nogle varer længere end andre, men de har en ende, hvor en ny passage tager over.

På godt og ondt.

Der var engang…

Hvor jeg selv troede på, at livet altid skulle være muntert. Glansbilledet med glimmer på.

At der var noget galt (med mig), hvis jeg havde en dårlig dag – eller bare en dårlig time, på en ellers god dag.

Tungsind og tristhed var “forbudte” følelser, og ikke velkomne.

I dag er jeg blevet klogere.

Jeg lytter i stedet for, og spørger mig selv om, hvad det er der trykker. Som en god ven eller coach, støtter jeg mig selv, og giver mig selv lov til at mærke efter.

Og som med et trylleslag, kan skyerne så forsvinde fra solen, fordi jeg lyttede. Tog mig selv alvorligt, og var kærlig ved mig selv, i stedet for at kritisere og “forbande” skyggen.

Andre gange kan jeg ikke finde et svar. Og det er ok. Så har jeg det bare ok med ikke at være ok.

Jeg har også lært, at det ofte er dér, at jeg lærer mest. Om mig selv og livet.

Så selvom jeg står midt i stormvejret, og er der hvor det gør ondt, så mærker jeg et sted, at det også gør noget godt.

Hvorfor er det så vigtigt at huske på?

Når det nogle gange har rusket mere end jeg lige kunne bære, så er jeg blevet mindet om, at også dette vil passere.

Gå over, og bliver afløst af noget andet. Fordi intet her i livet varer ved (måske lige bortset fra de følelser, som vi dyrker inde i os selv).