etik

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Reklamer

Fløjte (mobbe) aktion

Fløjte (mobbe) aktion

Som man kan læse i den linkede artikel, er der nogle som  har fået den vanvittige idé, at fløjte Statsministeren ud når hun skal holde tale i Fælledparken d. 1. maj.

Samtlige partier er imod aktionen, og tager afstand fra den –  og det med god grund. I demokratiets ånd, har vi alle ytringsret, og det gælder også Statsministeren. Nogle kan lide hendes politik, og se hendes resultater. Andre kan ikke. Det er helt i demokratiets ånd.

Hvis ikke man vil høre talen, må man blive væk. Mobning er ikke ok – heller ikke når det gælder en offentlig person. Men af og til virker det som om at folk glemmer, at det rent faktisk er et menneske som står og taler, og ikke ‘bare’ en offentlig figur.

Flere tusinde kommer i Fælledparken, for at høre Statsministerens tale, og det må man respektere.

 

Mobning er misforstået humor

Hvordan skal vi komme mobbe kulturen til livs i de danske skoler, når en gruppe voksne mennesker ligefrem opfordrer og planlægger en mobbe aktion? Man må da håbe, at ingen i den pågældende gruppe har børn, for så er de godt nok nogle grimme forbilleder. Vi må huske på, at vores børn gør som os, og ikke bare gør hvad vi siger (hvis ikke der er harmoni imellem disse to).

Billedet bliver ikke bedre af, hvis det viser sig at være de store skole klasser, som står for aktionen. De er forbilleder for de yngre børn i skolen – men det glemmer man tit, når man er afsted i flok (og har den alder). Hvor står forældrene henne i dette tilfælde? Vælger de at tage en snak med børnene omkring det, og forklare dem det forkerte i deres aktion? Det håber jeg. 

Nogle forbinder vidst nok mobning med humor. At man bare driller for sjov, og at man jo ikke mener noget ondt med det. Men den går ikke. Mobning har intet at gøre med humor. Det er en total misforståelse. Selv ikke ‘sort humor’ går så langt, selvom satiren ligger lige på grænsen. Bemærk dog, at grænsen er der.

 

Kampdagens betydning

På sin vis er det lidt sørgeligt, at d. 1. maj, som er arbejdernes kampdag, har udviklet sig lidt i retning af en druk-festdag for de unge. Jeg skal ikke løfte pegefingre, for jeg har selv siddet med øl i hånden – og vi kom vidst mest for koncertens skyld.

Men båltalerne var der, og det skal de også være. Arbejdernes kamp for det samfund, som vi har i dag, er vigtig. Nogle vil måske sige, at den i disse år er mere aktuel end nogensinde. Det er den fordi der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores samfundsform, og fordi der tilsyneladende er nogle som ønsker mere ulighed i samfundet. Man kan være enig eller uenig, men der skal være respekt omkring – og plads til – debatten. Det er debatten som rykker ved tingene og bygger milepæle. Sabotage skaber kun splid og ødelæggelse/forhindringer. 

Tonen der blev væk

Tonen der blev væk

I ovenstående artikel efterlyser Vigsø Bagge den gode tone og næstekærligheden.

 

Hun beskriver hvordan arbejdsmiljø og omgangstone har ændret sig kraftigt i den periode, som hun har arbejdet i Folketinget, og bedyrer, at det er selvsamme mangel på god omgangstone, der får hende til at søge væk fra Folketingssalen. Langt væk. Hun vil i sit næste hverv gerne være præst; i håbet om, at hun der møder næstekærlighed og et godt arbejdsmiljø.

Det sørgelige er, at tonen i Folketingets sal ikke kun bliver i salen. Den rå tone breder sig udenfor borgens mure og forplanter sig til resten af samfundet. Så meget mere er der grund til at kaste fokus på problemet.

Vigsø Bagge sammenkæder udviklingen med behovet for “Breaking News” – for det har været den udvikling, som hun har følt, der har sat skub i den grove iscenesættelse i politikkens manege, Folketingssalen og i gangene rundt omkring på Christiansborg. Yderligere inviteres vi hjem til politikernes stuer og indkørsler, fordi de altid skal have en kommentar parat til dagens historier. 

 

Gøre sig selv det sociale ansvar bevidst

Etik og moral hænger, som jeg ser det, uløseligt sammen med såvel politikkernes som journalisternes sociale ansvar. De kan ikke lukke øjnene for, at alt hvad de sender af budskaber til samfundet, har en større effekt, end hvis jeg gik rundt og bagtalte mine kolleger (hvilket jeg ikke kunne drømme om, og hvilket også er årsagen til, at jeg aldrig kunne arbejde som politikker! – mine mange politiske holdninger til trods 🙂 )  Socialt ansvar handler ikke udelukkende om at beskytte miljøet og yde filantropisk støtte til verdens mange nødlidende mennesker. Det handler i den grad også om, at tage et ansvar for det samfund, som vi alle er en del af.

For mange af dagens politikere handler dagsordenen mere om at finde stemmer og røst via følelsesladede emner, frem for at føre en seriøs debat om emner, som rent faktisk gavner samfundet (i stedet for at nedbryde det).

Medierne bør også tage deres del af ansvaret. Ved at rykke grænserne for tæt på politikernes privatliv, sætter man dem under yderligere pres. Mennesker under pres, føler ofte at de står under angreb, og derfor går de straks i forsvarsposition, i stedet for at tænke klart, og holde hovedet koldt.

 

Det er ikke de andres skyld

Ud med børnehave retorikken, hvor man peger fingre ad hinanden, i stedet for at tage hånd om problemerne. Ikke ved at fordømme og opsætte det ene forbud efter det andet; men ved at komme med konstruktive løsninger – også selvom det mediemæssigt kan virke forvirrende for seerne. Vi bliver jo heller ikke klogere af, at vi konstant bliver kørt rundt i manegen, og hører på mudder kastning frem for sagens kerne, med udsigt til en seriøs løsning på emnet – gerne på tværs af politiske skel. Det ville klæde de enkelte personer, partier (og historiebøger) meget mere.

Kære politiker, tag dit hverv alvorligt, og sørg for at holde en god tone hele vejen igennem. Som det er nu, er I enormt trættende at høre på. De journalistiske virkemidler og prædikater hører hjemme i bladsmøren, og burde ikke være kotume for de personer, som rent faktisk sidder og håndterer vores samfund ve og vel, beslutter vores love og meget mere.

Hurra for de journalister som stadig formår at holde sig indenfor grænserne, og som får stillet de kritiske spørgsmål, samt redegjort for de forskellige forløb. Men der er nu stadig længere imellem jer. Jeg ved godt at overskrifterne sælger, og tiltrækker opmærksomhed. Desværre er de ofte misvisende, og giver ikke folket den rette information. Jeg ved også godt, at det er en svær opgave. Omvendt så tror jeg, at den nuværende situation gør det sværere for alle at se klart. 

Ethvert ansvar starter ved os selv. Det gælder høj som lav af rang. Lad os alle som en huske, at tage ansvar og tale pænt til hinanden i næstekærlighedens ånd. Det er mit ønske for dagens og fremtidens samfund. Vil du prøve at ændre trenden sammen med mig? 🙂 Det håber jeg at du vil.