etik

Another day in Paradise

Når moralen knækker, og grådigheden tager over, forvandles paradis og helvede fryses til is. Glatis. I dag er de såkaldte “Paradise papers” blevet offentliggjort. Same story, same place, other actors. Vi korser os, forarges, og glemmer det hurtigt igen. Måske.

Der ligger et enormt aberdabei  ved denne slags aktiviteter. Det underminerer moralen når rigmænd føler sig berettiget til at omgå simple skatteregler, der skulle være til gavn for samfundet. Noget der ikke er muligt for menigmand, og som derfor i sig selv virker fordærvende for fællesskabet – det vil sige sammenholdet i det kapitalistisk styrede verdenssamfund, som vi er en del af.  Kapitalismen driver meget godt, da flere penge i samfundet, holder hjulene i gang. Men kapitalismen (herunder det frie markeds drivkraft) har den indgroede svaghed, at egoismen, grådigheden, og duften af flere penge, kan tilsidesætte fornuften og moralen. Her kommer loven, og skattebilletten ind i billedet.

“Med lov skal land bygges” forlyder det i den oprindelige Jyske lov (og siden henført i grundloven). Deraf en tro på, at loven skal overholdes af alle, som én. At det er med respekten for loven, at man styrer udenom faldgruberne, hvor enkeltmænd ikke tilgodeses frem for andre; og hvor alle er lige for loven. Der sker et skred i fundamentet, når disse ikke overholdes. Det giver grobund for korruption, når penge udgør (for stor) en magt. Pengene skal være drivkræfter, men ikke bolværket i samfundet. Fundamentet er loven.

“Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet”

Keynes økonomimodel har således indberegnet individets efterspørgsel og behov, som værende de meste vigtige drivkræfter i samfundsøkonomien (hvilket de grundlæggende afsætningsplaner og marketingprincipper agerer ud fra). Den modsiger ikke det frie marked, men involverer en statsstyring der skal sikre at man blandt andet arbejder for at minimere arbejdsløsheden (betalingskræften/betalende ressourcer) i landets økonomi. Når alle har midler til at købe varer for, sker der et flow i de økonomiske transaktioner, og dermed stiger væksten i henhold til denne økonomiske tankegang. Behovet for, at der skal betales skat, er til for at pleje samfundets interesser, og ikke kun enkeltpersoners interesser og værdier. Modellen bygger formentlig på den antagelse, at man ved at give til fællesskabet og et fælles gode af de penge som tjenes, bidrager til samfundet som helhed. Ikke kun ren i valuta, men også mentalt (og måske endda metafysisk). Det er en grundholdning om, at det at sørge for sin næste, også er til fælles bedste.  Det er dette set-up som særligt de skandinaviske modeller har demonstreret i moderne tid.

Keynes økonomimodel: http://www.businessdictionary.com/definition/Keynesian-economics.html

Hertil kommer de etiske aspekter og teorier; og deraf de moralske forpligtelser for fællesskabet. Etik handler om det enkelte menneske i relation til andre mennesker; og altså om hvordan man behandler andre mennesker og betydningen af hvordan man behandler andre mennesker og ikke kun have blik for sig selv og sine egne behov (kilde: http://www.etiskraad.dk/etiske-temaer/assisteret-reproduktion/undervisning-til-grundskolen/oenskebarn/tekster/hvad-er-etik).

Etik handler om hvad der er rigtigt eller forkert (at gøre). Det vedrører et værdiafsæt for livet, og for alt liv. Et indre og ydre moralsæt som er gældende, uagtet om vi tager udgangspunkt i pligtetikken, nytteetikken eller dydsetikken. Dydsetikken omfatter ligeledes det ‘gode liv’ i betragtningen. Mennesket skal kunne leve med sig selv og sin egen handling – implicit heri ligger der også en forståelse for, og en respekt for, at dette også gælder andre mennesker og levende væsner. En demoraliserende adfærd, er således direkte destruktiv, for det enkelte individ, og for (verdens)samfundet. En deroute for vores forpligtelser og ansvar som medborger og samfundsborger. En deroute for de grundprincipper som vi samarbejder omkring globalt, som blandt andet er nedfældet i FN konventionen. Derfor må vi ikke tage skyklapperne på, og blindt acceptere at disse lyssky forretninger er et acceptabelt onde i et globaliseret kapitalistisk samfund. Vi må slå ned på det med samme ildhu, som vi gør på diktaturregimer og umenneskelige forhold verden over. Dét som er på spil, er vores syn på den verden, som vi lever i.

Mere om etik: http://hansreitzel.dk/Humaniora/Etiske-teorier/9788741258393

Paradise Papers udmærker sig ved at involvere selveste Dronningen af England. U2 sangeren Bono er genganger fra samme type lækkede skandale året før (Panama Papers, 2016); hvilket jo i sig selv er himmelråbende hypokratisk, når 80´ernes store ‘retfærdighedsikon’ står til falds for sådanne aktiviteter. Som ekstra sår i saltet knytter Paradise Papers den amerikanske udenrigsminister (Wilbur Ross) som medejer af russiske gasledninger (der ligeledes ejes af Putin), samt transport af denne gas. De politiske dimensioner af dette læk, er ikke til at tage fejl af. Facebook og Apple, der ellers ikke skulle mangle omsætning eller penge, er også at finde på listen over virksomheder i skattely. Cayman øerne udgør endnu engang aksen i dette foretagende, hvor skattely får kreative revisorer og advokater til at udflette forretningsmodeller med tvivlsomme formål. Foretagender i denne kaliber, og med udgangspunkt i offshore forretninger på Caymanøerne, er så udbredt og offentligt kendt, at det ofte indgår som scenarier i film, der involverer finansverdenen. Man må spørge sig selv, hvorfor det kan blive ved med at stå på, og hvad prisen reelt er for disse aktiviteter? Herunder hvilke lobbyaftaler som opstår i kølvandet med videre.

Paradise Papers: (kilde: https://www.blick.ch/news/ausland/diese-enthuellungen-sorgen-fuer-riesigen-wirbel-sogar-die-queen-taucht-in-den-paradise-papers-auf-id7559342.html).

Panama Papers: (kilde: http://www.focus.de/finanzen/videos/skandal-um-offshorefirmen-panama-papers-staatsanwaltschaft-leitet-ermittlungen-ein_id_5404749.html)

Skal vi give op, eller skal vi kæmpe for at ret skal være ret, og loven overholdes? Er vi nidkære og misundelige, når vi ønsker at disse forhold optrevles og endevendes? Nej. Loven er lige for alle. Alle har pligt til at betale skat. Hvis man mener at skatten er for høj, må man arbejde for det andetsteds. Hvis der er grund til at skjule en direkte erhvervsforbindelse mellem eksempelvis en amerikansk minister og en russisk gasledsningsvirksomhed, der involverer Putin, burde man måske ikke indlede relationen; og sådan kunne man blive ved. Vi har alle som én et moralsk ansvar over for det samfund som vi er en del af.

Ghandi-dont-loose-faith-in-humanityHvis samfundsøkonomier kan baseres på individet, hvorfor så ikke også moralen og håbet for en bedre fremtid? Det sætter jeg min lid til, imens jeg forsøger at huske på, at enkelte brodne kar ikke skal få mig til at miste troen på menneskeheden, og den styrke som vi sammen besidder. Sammen må vi kæmpe mod forureningen af vores sind, for fælles bedste.

 

Reklamer

Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Fløjte (mobbe) aktion

Fløjte (mobbe) aktion

Som man kan læse i den linkede artikel, er der nogle som  har fået den vanvittige idé, at fløjte Statsministeren ud når hun skal holde tale i Fælledparken d. 1. maj.

Samtlige partier er imod aktionen, og tager afstand fra den –  og det med god grund. I demokratiets ånd, har vi alle ytringsret, og det gælder også Statsministeren. Nogle kan lide hendes politik, og se hendes resultater. Andre kan ikke. Det er helt i demokratiets ånd.

Hvis ikke man vil høre talen, må man blive væk. Mobning er ikke ok – heller ikke når det gælder en offentlig person. Men af og til virker det som om at folk glemmer, at det rent faktisk er et menneske som står og taler, og ikke ‘bare’ en offentlig figur.

Flere tusinde kommer i Fælledparken, for at høre Statsministerens tale, og det må man respektere.

 

Mobning er misforstået humor

Hvordan skal vi komme mobbe kulturen til livs i de danske skoler, når en gruppe voksne mennesker ligefrem opfordrer og planlægger en mobbe aktion? Man må da håbe, at ingen i den pågældende gruppe har børn, for så er de godt nok nogle grimme forbilleder. Vi må huske på, at vores børn gør som os, og ikke bare gør hvad vi siger (hvis ikke der er harmoni imellem disse to).

Billedet bliver ikke bedre af, hvis det viser sig at være de store skole klasser, som står for aktionen. De er forbilleder for de yngre børn i skolen – men det glemmer man tit, når man er afsted i flok (og har den alder). Hvor står forældrene henne i dette tilfælde? Vælger de at tage en snak med børnene omkring det, og forklare dem det forkerte i deres aktion? Det håber jeg. 

Nogle forbinder vidst nok mobning med humor. At man bare driller for sjov, og at man jo ikke mener noget ondt med det. Men den går ikke. Mobning har intet at gøre med humor. Det er en total misforståelse. Selv ikke ‘sort humor’ går så langt, selvom satiren ligger lige på grænsen. Bemærk dog, at grænsen er der.

 

Kampdagens betydning

På sin vis er det lidt sørgeligt, at d. 1. maj, som er arbejdernes kampdag, har udviklet sig lidt i retning af en druk-festdag for de unge. Jeg skal ikke løfte pegefingre, for jeg har selv siddet med øl i hånden – og vi kom vidst mest for koncertens skyld.

Men båltalerne var der, og det skal de også være. Arbejdernes kamp for det samfund, som vi har i dag, er vigtig. Nogle vil måske sige, at den i disse år er mere aktuel end nogensinde. Det er den fordi der bliver stillet spørgsmålstegn ved vores samfundsform, og fordi der tilsyneladende er nogle som ønsker mere ulighed i samfundet. Man kan være enig eller uenig, men der skal være respekt omkring – og plads til – debatten. Det er debatten som rykker ved tingene og bygger milepæle. Sabotage skaber kun splid og ødelæggelse/forhindringer.