digitale medier

WiFi-fri zone

Der er ingen wiFi i vores spanske hytte – i kontrast til stort set resten af verden. Det har givet mig nogle tanker og oplevelser om, hvordan internettet er blevet en integreret del af det moderne liv. På godt og ondt.

Indrømmet, de første dage var det lidt af en udfordring, fordi jeg havde arbejde, som skulle gøres online. Men så vendte det.

For der er også lidt af et manifest over, at stå af ræset og ikke konstant at være tilgængelig og/eller opdateret med den uendelige strøm af opdateringer, som florerer.

Altid opkoblet

I den moderne verden, er vi konstant tilgængelige, fordi vi er forbundet via smartphones og internet. Det er smart, og det er bekvemt langt hen ad vejen. De offentlige services, bankverdenen med videre, udvikler sig derefter. Tiden hvor man skulle gå ned på posthuset (eller banken), for at betale sine regninger, er en æra blot.

Mange tænker sikkert ikke over, at det har været sådan. Vi har unge generationer i Danmark, som overhovedet ikke kender til det fænomen, at skulle betale regninger fysisk (for blot at nævnet et blandt de mange eksempler). Jeg er lige kommet retur fra et område, som stadig er i transit, og som er ved at omstille sig til en digitalisering af også disse services. Til stor moro for de personer, som ikke har WiFi, pc og den sidste nye model af mobiltelefon. Enten af uvilje, eller på grund af manglende midler. Det lyder måske som det rene uland, men rejsen er ikke længere væk, end at den er indenfor EU, nemlig Spanien. Processen er i gang, så dem der stritter imod, må jo bøje sig for samfundets strukturer (med kravet om digitalisering af de nævnte services).

Digitaliseringen gør det nemt at udrette mange praktiske ærinder hjemmefra i et hug. Det kender vi fra den danske hverdag. Men med denne “nemhed” forekommer der også en anden tidshorisont og tolerance for, hvornår man som borger skal nå at reagere på eksempelvis e-post fra det offentlige og andre store aktører. Så i stedet for, at man i teorien kunne klare det hele på en gang, skal man nu holde øje med, hvornår man får henvendelser, som man skal reagere på, samt holde styr på forskellige betalingsfrister med videre. Magtbalancen er rykket i de store aktørers favør. Denne forventning er med til at rykke ved den psykiske opfattelse af hvor tit og hvor meget man skal være på internettet, for at have styr på sine sager (sms/email adviseringer finder jo også sted på diverse digitale enheder).

Allerede her, er der en forventning om, at man også er opkoblet online i et vidst påkrævet omfang … Nogle erkender dette som en stressfaktor, imens andre prøver at følge med strømmen så godt, som de nu kan.

Afkobling – eller destress?

Den konstante tilgængelighed narrer vores hjerner til at tro, at vi skal være konstant tilgængelige. Er vi ikke det, kan det sætte en uro i gang i kroppen. Men faktisk vil jeg tale for, at man bevidst fravælger at være konstant tilgængelig, og at vi får det implementeret i vores moderne kultur. Det skal være helt legitimt, at man ikke reagerer på en besked straks; og at man kan være sammen med de mennesker, som man er rum med, selvom der er andre bag skærmen som også ønsker ens opmærksomhed.

Det er min erfaring, at det faktisk kan være lidt af en befrielse ikke konstant at skulle forholde sig til hvad vennerne har lavet af opslag, har spist eller gjort, med eller uden deres børn. Det er fint nok at følge med i et adræt og distanceret tempo, hvor man følger med, når det passer ind i den rytme man har for dagen. Det handler ikke om manglende interesse for de andre, men om at være der hvor man er, og have ret til det. For selvfølgelig er det stadig hyggeligt at følge med i vennernes gøren og laden. Men det behøver ikke at have min konstante opmærksomhed (og den indstilling, har jeg så valgt at tage med hjem til WiFi-zonen). Velvidende at dette statement kan virke en anelse helligt, og totalt ude af trit med den virkelighed, som eksempelvis de helt unge navigerer i.

Vi har brug for at være et med os selv og hinanden. I naturen, derhjemme, når vi dyrker sport eller noget andet. Det er fint nok, at man gerne vil multikommunikere, og også kan have en samtale med andre via skærmen, når man er sammen med andre (eller secondscreener på TV/Netflix mv). Men det skal også være sådan, at man kan vælge at træde ud af WiFi-zonen (hvadenten den er der eller ej). For det har kroppen, hjernen og sindet brug for. Hvad der gavner det enkelte menneske, gavner også samfundet som helhed. Derfor skal vi huske at være mennesker, og bruge teknologien til vinding, og ikke til forfald.

Det moderne samfund versus mennesket

Stress er blevet et “normalt” symptom i vores samfund. Men det er alt andet end en normaltilstand. Får den først fat i kroppen, kan den nedbryde den totalt, og gøre personen uarbejdsdygtig i en rum tid. Et samfund bestående af en befolkning, hvor en stor del har været sygemeldte på grund af stess, er et advarselssignal af de helt store. Det er et tydeligt tegn på, at mange ting er kørt af sporet, og er afkoblet fra hvad vi som mennesker kan stå model til. Stress er ofte relateret til alt det, som vi ikke når (eller selv føler at vi skal leve op til). Hvadenten det er os selv eller andre, som har sat agendaen eller barren for forventningen om hvad man skal kunne nå, eller administrere i dagligdagen. Derfor nytter det ikke, hvis også teknologien, som egentlig skulle gøre det mere bekvemt for os, begynder at stresse vores tankevirksomhed.

Vi nordboere har ofte en opfattelse af, at tingene går lidt langsommere når vi er sydpå. Det gør de måske også, fordi vi selv er på ferie, når vi er der. Og så er der alligevel et gran af sandhed i den opfattelse. For der er stadig ting, som man håndterer mellem mennesker, mikset med en kultur der har en grunderkendelse af, at vi er mennesker og ikke maskiner. Her føler jeg ofte, at man i Danmark forventer at vi er maskiner. Når humanismen kommer i første række, erkender man rettigheden til at fejle, og til at være langsom når det er påkrævet (hvis kroppen for eksempel giver udtryk for det).

Men der er også nye toner, som er ved at snige sig ind med det moderne spanske samfund. Jeg har netop læst en artikel i El mundo (april, 2019) om, hvordan man påtaler udbrændthed, herunder hvilke symptomer som der følger med, og hvordan denne udbrændthed adskiller sig fra stress. Artiklen fortæller, at de mange gøremål som hober sig op, er med til at få bægeret til at flyde over, hvor det er den sidste dråbe, der får udbrændtheden til at træde ind. Det er sammensuriummet af de mange gøremål, og ikke enkelte konkrete forhold, som får kroppen til at sige fra og brænde ud. Uanset om man kalder symptomerne for udbrændthed eller stress, fortæller det i den grad noget om, at det er det moderne samfund, som sætter mennesket under pres.

Derfor er det på tide, at vi bliver bevidste herom, og laver vores eget lille manifest om, at der skal være plads til at være menneske i en moderne verden; dermed gør vi brug af vores evne til at yde modmagt, sådan som Foucault beskriver de menneskelige mekanismer, når strukturerne bliver for stramme eller for magtfulde.

Reklamer

Digital rædsel

Usikkerheden omkring internettet, og hvad man skal synes om de digitale medier, er stadig et element i mange forældres univers.

Det er et problem for mange, fordi de ikke helt kan overskue hvad internettet rummer, og hvilke farer, som måtte lure derude. For så vidt er internettet ikke forskellig fra den “virkelige verden”/IRL – den er en digital forlængelse af menneskeden og den verden som omgiver os. På godt og ondt.

 

Fri os fra det onde

Som taget ud af en fadervor, ønsker mange, at vi kunne befri internettet for alt det onde, og dermed beskytte vores afkom fra det. Framing og opmærksomhed gør måske, at det onde er det eneste man som voksen kan få øje på.

Momo er et udemærket eksempel på den frygt for farer på internettet, som mange forældre får forstærket via nyhederne og feeds på de sociale medier. Alle forældre ønsker at beskytte deres børn. Når der popper sådan en video op, taler den direkte til reptilhjernen og aktiverer alle frygtsignalerne. Det er ondsindet. Og det virker efter hensigten – nogle vil gerne skræmme livet af børn og voksne. Spørgsmålet er dog, om den nu også er så effektiv, som den gerne vil lyde til. For når vi reflekterer lidt mere over indholdet, og får taget dialogen med vores børn, bliver det jo straks lidt mere absurd. For selvfølgelig kommer momo ikke om natten og gør uhyggelige ting ved barnet, hvis ikke det har ydet selvskade med knive med mere. Dog er det væsentligt at forholde sig til dialogen om, at det selvfølgelig ikke er en god idé at skære i sig selv, og så videre. En vigtig pointe her, er netop at man som voksen tager et ansvar for at være i dialog med sine børn, om deres oplevelser online (og stadig også IRL). Parolen “Har du talt med dit barn i dag” er stadig aktuel.

Som det fremgår af udtalelser fra Red Barnet, er det selvskadende fænomen, på opfrodring fra momo, ikke noget som deres rådgivning vidner om. Læs denne artikel om momo

Er internettet et arnested for ondskaben?

Den paradoksale sandhed er nok snarere, at formidlingen af internettet, som nyhederne IRL, er præget af overskrifter der skal skabe blikfang, klik og reaktioner. Ofte er der langt fra den skildrede virkelighed, til den oplevede. Ind i mellem med et hype og en række skrækindjagende eksempler på aktører med onde hensigter – herunder pædofile, kriminelle, psykopater med videre. De findes jo. Ikke desto mindre udgør de en mindre procentdel. Med en smule sund fornuft, og dialog med børnene og de unge, kan mange problemstillinger imødekommes.

 

Privatliv versus offentlighed

Man kan for eksempel overveje relevansen af at indholdet er offentligt tilgængeligt. Hvis ikke der er tale om en stjerne-in-spe, har det nok ikke den store relevans for offentligheden, at pigerne springer rundt på en trampolin (selvom pigerne gerne vil have likes). Det er så dialogen om de likes, og om de virkelig betyder noget, man bør tage med pigerne. For i den forlængelse ligger der også nogle dyberegående identitetsskabelser, som er mere vigtige at håndtere.

Det bliver helt sikkert også et mere debatteret emne, at vi som brugere af de digitale medier husker at forholde os til hvilket indhold der  er privat (til deling med dem man kender i sit privatliv), og hvad der er offentligt tilgængeligt (for alle, herunder myndigheder og skurke).

Som voksen skal man samtidig huske at værne om barnets tarv, så man ikke kommer til at krænke barnet, i sin iver på at beskytte det. Ikke alt behøver at være udtalt. Som i eksemplet med forældrene der blev gjort opmærksomme på, hvordan pædofile kredse udnyttede sekvenser fra døtrenes gymnastikvideoer (). Det er vigtig viden, som alle forældre bør forholde sig til. I denne kontekst mener jeg, at man bør gøre sig nogle tanker om hvorvidt skaden er sket; og om man volder mere skade ved at “kriminalisere” børnenes egne uskyldige handlinger. Det giver ingen mening at pådutte børnene skam og traume efterfølgende. Men man bør som forælder tage ansvar for at skabe det filter, der gør indholdet utilgængeligt efterfølgende. Herunder at tage stilling til, om det har relevans at indholdet er offentligt tilgængeligt.

 

Præmis for tillid

Man bør ikke underkaste sig en præmis for mistillid til alt og alle i samfundet, fordi man ikke kan overskue hvilke farer der måtte lure på internettet. Det strider mod vores samfundsmodel, samt nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, som er nødvendige for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person.

Vi ville aldrig sætte os bag rattet i bilen og starte for den, hvis vi udelukkende forholdt os til dødstal og statistikker for dødsulykker. For de sker jo. Alligevel sætter vi os ind i bilen, og kører ud fra en præmis om tillid til, at de andre biler overholder færdselsreglerne, bliver i deres side af vejbanen, holder for rødt med videre. Men vi er samtidig opmærksomme og på vagt. Nogle gange når vi at reagere. Andre gange havner vi en i ulykke. Men jeg vil vove den påstand, at det ikke er mange af os, der har oplevet det sidste på egen krop. Gudskelov.

 

 

Paramount reality

Vi lever i en medieret hverdag – omgivet af medier og brugere af de sociale medier, internettet med videre.

Medierne påvirker vores opfattelse af verden – herunder vores forventninger til os selv og hinanden. Medierne præsenterer os for den polerede hverdag, hvor alle strabadser er fejet af vejen, og vi kan lulle os ind i forestillingen om det perfekte liv. Den perfekte dagens menu præsenteres på Godmorgen Danmark, og de perfekte holdninger spredes on air. Via medierne spredes “de rigtige holdninger” og det som vi taler om. Nu skal du have blåt i indretningen, de sidste nye makeup trends og så videre, og så videre. Kähler vaserne eksponeres; og der kan opstå den største medieshitstorm, hvis de bliver udsolgt. Vi deler billeder af os selv med vennerne, liker og kommenterer på hinandens eksponeringer af hverdagen. Vi medierer, med andre ord, vores hverdag til hinanden. Medierne er blevet en “Paramount reality” (Silverstone, 2002 og 2009). En interveneret medieret perfektion af hverdagen. Morgendagens TV taler om, at mange føler et stigende pres omkring at holde den perfekte jul. Der er rigeligt med medierede perfektioner at spejle sig i; så det undrer mig ikke. Er det maden, antal gæster, julepynten og så videre.

Men livet – og hverdagen – er også sure sokker der ligger og flyder, og en vasketøjskurv, der er ved at eksplodere. Det roder i alles hjem (med børnefamilier), men det er fjernet som dug for solen, når du kommer på besøg. Vi har alle vores agenda for dagen, for at få enderne til at hænge sammen – og imens kan vi drømme os lidt væk bag skærmen. Få distance til det hele. Springe opgaverne over, og få et lille pusterum.

De sociale medier, der er lige ved hånden på din telefon, gør det let at springe væk fra hverdagen. Det er for så vidt fint nok – bare med et gran af selvbevidsthed og selvdisciplin. Ellers risikerer man at drukne, og blive en slave af at skulle følge med, inklusive med en angst for at gå glip af noget (FoMe). For nogle er det et ubønhørligt krav at følge med, og deltage på de sociale medier (især de unge). Hvis ikke du er , er du ude. Medierne er deres hverdag (og ikke noget sekundært). For meget mediekiggeri har dog en konsekvens. Man risikerer at blive trist til mode (idet hjernen konstant manipuleres til et kick, der udebliver), og man kan blive lullet ind i forestillingen om, at alle andres liv er perfekt (og éns eget liv noget rod); sidst men ikke mindst, viser studier også, at de stemninger som man udsætter sig selv for online, påvirker éns eget humør (sindstilstand). Det er for så vidt ikke ligegyldigt hvad du vælger at se på og deltage i online. Fysisk kan hjernen rent faktisk ikke kapere al den støj, og ligegyldige information. Den mister fokus; og dermed mister vi vores koncentrationsevne. Det viser utallige studier.

Man risikerer at forsvinde så langt ind bag skærmen, at man ikke ænser de mennesker som man er i samme rum med – for at tale med, eller debattere med, én eller anden person online. Det bliver sværere og sværere at prioritere sin tid, for der er så mange valgmuligheder og foranstaltninger at forholde sig til.

Men medierne kan også det fantastiske, at de kan hive venner der bor langt væk lige ind i din stue (eller i din hånd). De kan gøre hverdagens køb, og dét at følge årets julekalender meget nemmere. Det handler om balance og bevidsthed. Om at tage bevidste valg om hvornår man er på, og at tage et ansvar for hvad man vil mediere og hvilke medieringer, som man vil bidrage til. Medie etik er ikke længere forbeholdt mediehusene (som dog ikke kan, eller bør undsige sig den!). Det er også blevet en del af din hverdag, og din paramount reality. Ser du på medierne med et kritisk blik? Husker du at se TV (og opslag på de digitale medier) med samme kritiske sans, som du lærte at læse avis? Noget bliver ikke mere sandt, fordi det fremstår i medierne (men det vil helt sikkert fremstå med større vægt). Du kan ikke altid stole på, at den enkelte redaktion lever op til medie etikken – eller måske ligger deres grænse blot et andet sted end din, da de også skal tiltrække seere i en kommercielt præget medieret verden.

De gamle ordsprog, om “alt med måde” og “at tage det med et gran salt” eller “spise brød til”, synes at være aktuelt end nogensinde før med tilkomsten af vores paramount reality.