De små detaljer

Jeg elsker når markedsføring, leg med sproget, humor og CSR går ind i en slags symbiose eller opnår en form for synergieffekt. Det blikfang der fangede min opmærksomhed her til morgen, lever til fulde op til ovenstående kriterier. Det gav et smil på munden, samt anledningen til disse linjer.

IMG_0464

Selvom ordlyden er kæk, består troværdigheden. Dermed har brandet opnået en højere status på min kognitive huskeliste, sammenkoblet med mine positive følelser for budskabet. Sandsynligheden for, at jeg vil overveje dette produkt næste gang jeg handler ind, vil være markant større. Jeg er altså godt klar over, at jeg er blevet forført lige efter bogen. Og nogle gange synes jeg, at det er helt på sin plads. Det er tilfældet her.

For ikke nok med at det er brandgod markedsføring, så fortæller det meget om nogle holdninger, der med god grund kunne virke som inspiration for andre. Samtidig er det hundrede procent på linje med hvordan jeg mener, at man med fordel kan implementere CSR i sin virksomhed, som noget af det mest nærliggende og naturlige. Fordi alle har et ansvar og medansvar for hvordan tingene udvikler sig; ikke bare i dag, men også i fremtiden. På samme vis, som virksomheden konstant må videreudvikle sine CSR initiativer, med henblik på konstant forbedring.

Do good and do better.

Reklamer

Frie kvinder

IMG_0460

Dette billede forfølger mig, og har ramt mig med sit Barthes moment, der har boret sig ind i min hukommelse. Jeg er på samme tid vild med det.

Ser jeg på det med modebevidste øjne, får jeg øje på tøjets snit, og skoene, der er så stilfuld og gennemført, som jeg synes 70´er stilen var. Fotografisk er kontakten med kvinderne fantastisk. Kvindernes selvtillid og udstråling emmer af kvindefrigørelse. Det er billeder som disse, som jeg har af min mor. På nethinden og på print. Så er der lige den sidste detalje, som gør at billedet brænder sig fast. Billedet er taget i Kabul (Afghanistan) i 1970´erne!

Så er det at tankerne begynder at snuble over hinanden.Vi skal huske at værne om de rettigheder vi har. Være stolte når landsholdet i kvindefodbold får sølv ved EM (2017). Give modspil, når nogle forsøger at pille Nadia Nadim ned og vil sende hende retur til Afghanistan(!), som hun er flygtet fra. Give modspil, når nogle slår på tromme for at fodbold er en mandesport, og give medierne en opsang, hvis ikke de forstår at hylde den sportsbedrift som landsholdet har ydet.

IMG_0461

Vi skal ikke acceptere fraser som “at være udfordrende klædt”. Det man ikke være. Der er ingen, der tager tøj på med en bagtanke om at blive befamlet eller voldtaget. Man klæder sig på, for at føle stolthed og velvære over den krop man har. Nyder, at man tillader sig at føle sig smuk og feminin. Der kan naturligvis være nogle dresscodes at leve op til, i forskellige sammenhænge; men, for der er et men! Det må aldrig komme på tale, at man har opfordret til kønsdiskrimination eller sexuel diskrimination på grund af sin  påklædning. Vi skal på ingen måde acceptere restriktioner, som kan udvikle ekstreme idéer om kvindens plads i samfundet. Der er ligestilling mellem kønnene i Danmark. Det skal vi huske at værne om.

Smadret kompas

Vi lever i en tid, hvor virkeligheden overgår fantasien. Det amerikanske præsidentembede ligner en soap (red: parodi), og herhjemme får politikere, der begår åbenlyst lovbrud lov til at blive siddende på deres poster, imens den ene politiker efter den anden, har mere end travlt med at holde hånden over den pågældendes hovede.

Det virker mere eller mindre tragikomisk. Det sørgelige er, at det har vidtrækkende konsekvenser. Politikerlede er blevet et verdensomspændende ord, der har samme klang, som fra tiden før den franske frihedsrevolution.

Det skader moral og tiltro til demokratiet og de folkevalgte, når det eneste de udøver er magt og enevælde, frem for ansvar og demokratisk management – herunder med respekt for demokratiets funktion og det enkelte individ.

Kompasset og forståelsen for ret og vrang er ganske enkelt smadret, og sat ud af funktion. Der skrives en spinhistorie, og så tærsker vi langhalm på den, i stedet for at rette fokus på de reelle problematikker. Det har stået på så længe, at de nuværende politkere nok ikke engang kan forstå problemet, da det er det eneste de har lært af deres forgængere(!)

Herhjemme opfører vi os som en flok lalleglade, der råber et bøvs eller flere på de sociale medier (herunder undertegnede i denne lille klumme). Hvad sker der for opstanden? For underskriftsindsamlingen der kalder på retssystemets virke, og sætter den minister på plads, der har begået lovbrud? – og som endnu en gang, ser højt på menneskerettighederne! De selvsamme kriterier der er kimen til, at et demokrati kan bestå.

Hvor længe vil vi lade stå til, og lade den omvendte verden herske? Fortsætter det i samme stil, vil det snart ikke være muligt at kende forskel på demokrati og diktatur. Dette er blandt andet Rusland, Venezuela og Tyrkiet glimrende eksempler på. Det er ikke den fremtid eller den samtid som jeg ønsker. Det tror jeg egentlig at de færreste gør. Jeg undrer mig over, hvordan det kan være at vi er så handlingslammede. Er vi blevet frøer, der er sat over i den kogende gryde, og som ikke hopper op, fordi vi gradvist vænner os til temperaturen, og går til grunde førend at vi når at opfatte problemets karakter og omfang?

Jeg vil gerne holde mig til at være positiv, og til at se det positive perspektiv i tingene. I forhold til verdens gang, bliver det mere og mere problematisk og mudret. I dén kontekst er det nok også vigtigt at anføre, at det ikke just er de positive informationer og nyheder, som vi bombarderes med i diverse medier. Det mest positive jeg tør håbe på i denne sammenhæng er, at der en dag vil ske en forandring, hvor det blandt vil være via de sociale medier, at refærdigheden vil ske fyldest. Eventuelt med konvergens til offline, og en samling af masserne i en demonstration. At vi kræver handling og retfærdighed, uden at det behøver at ende i den rene opstand eller borgerkrig, som det er tilfældet i de lande hvor anarki og korruption har haft frit spil for længe. Denne kalden på retfærdighed og handling, sker for tiden i USA. Underskriftindsamlingen der kræver præsidenten afsat, og demonstrationer for flere aktuelle sager, florerer. Måske er det kun et spørgsmål om tid, førend at også denne tendens og kultur spreder sig til de danske farvande. Man har vel lov til at håbe. Samtidig håber jeg også på, at vi ikke når at blive så splittet et folkefærd, som det nu er tilfældet i USA, førend at vi udøver modmagt i den rette karakterstyrke.

Det er mit håb, at vi med den tilgængelige viden, og et stadigt tiltagende uddannelsesniveau, vil se en fremgang i vores krav til omverden, herunder politikere og virksomheder. At vi stiller krav til gyldgihedsprincippet, og er kritiske over for sandhedsværdien og troværdigheden i det som vi hører. At tendensen til CSR ikke blot var en trend, men noget som kontinuerligt vil vokse og gro, til det bliver mainstream, samt en konstant kilde til udvikling. Et krav og en virkelighed der handler om at opfylde FN´s aktuelle 17 målsætninger,  samt CSR målsætninger ud fra et helhjertet ønske om “to do better”. En verden hvor vi skaber win-win situationer globalt, og indser at det ikke er en trussel at Kina for tiden er det land der producerer flest biler. En produktion der vil udligne sig til lokalproduktioner verden over, når arbejdsforhold, lønninger og miljøhensyn får globale standarder. En verden hvor uro og krig ikke får hele kontinenter til at stå i akutte krise og brandslukningstilstande, men skaber forhold hvor emigration til andre lande holdes nede på at håndterbart niveau, og flygtningestrømme bliver en saga blot. Hvor fællesskabet vil sejre, og de enkelte tyraniske magthavere må indse, at når alle vi andre løfter i flok, kan de ikke beholde deres enevælde. Vi skal have det blår ud af vores øjne, der dagligt fortæller os, at det kan betale sig at være en “bad guy”, hvis man vil til magten, og have en indflydelse på verdens gang. Magt korrumperer, og særligt, når det er de “forkerte typer”, som får den inden for rækkevidde. Så lad de rette mennesker komme til roret, og lede verden på rette kurs. Det skylder vi os selv, vores børn, og vores efterkommere. Nok er nok.