Grådighedens giftige netværk

Flygtningestrømme fra Afrika har dybe rødder i den verdensomspændende korruption, fra verdens mest rige undergrund.

Det er min afledte påstand af denne opsigtsvækkende artikel fra Zetland, som jeg anbefaler at du lytter til eller læser.

https://www.zetland.dk/historie/seQEQA3b-meAA0q3L-ca684

Artiklen beretter om, hvordan de rige naturressourcer får grådige og korrupte enkeltpersoner og selskaber til fadet – der vel at mærke rækker langt ind i resten af den globale elite.

De penge som de river til sig, er penge som tilhører den lokale befolkning.

Socialt ansvar

er mere end rent vand

I dette årti, bliver der for alvor arbejdet på FN’s verdenmål 2030.

De 17 punkter handler om mere end klima. Et af punkterne (pkt 16) refererer netop til korruption som en hæmsko for udvikling, retfærdighed og demokratiet.

Du kan se de 17 FN verdensmål – herunder verdensmål nr 16 her

Derfor er det vigtigt, at vi i Vesten (og resten af verden), får øjnene op for, hvad der reelt foregår. Det er presserende, at der findes en presse der tør tage teten med at sprede information omkring det. Udenom landets øvrige politiske interesser og forbindelser.

Når ellers velrenommerede selskaber som PWC, Boston Consulting og Ernst & Young er dybt involveret i denne form for korruption, så vil det muligvis berøre en række af vore politikere og deres interesseflade.

Socialt ansvar i en global verden 🌍

Når du har lyttet til artiklen, eller læst den, vil du forstå, at globalisering også er lokalt forankret.

Det starter med os selv, og vor egen virksomhed.

Den ansvarlige virksomhed tager ansvar for hele sin værdikæde, og dermed også afstand fra korruption.

Målet er 2030

Når FN målet er sat til 2030, så hænger det sammen med en erkendelse af, at Rom ikke blev bygget på en dag. At omstilling kan tage tid. Derfor er hvert skridt i den rigtige retning så uhyre vigtig.

Det er også vigtigt, at omverden forstår værdien af verdensmålenene, så eventuelle CSR (Corporate Social Responsibility) tiltag ikke ender som billig PR, men bliver angivende for, hvilke virksomheder, som der handles hos (og med).

Rene hænder uden hvidvask

Ifølge den refererede artikel, er det nemlig også kendetegnende, at de store pengesummer tiltrækker kriminelle (korrupte) personer som fluer om en lort.

Det gør det til en besværlig opgave at sikre sit firma mod korrupte mellemled, når ellers velrenommerede finansinstitutter i verdensklasse også snyder med kortene.

Samtidig vil det også være her, at virksomhederne i Vesten kan påvirke sit aftryk, ved at bryde handlen med disse virksomheder, og flytte dem til andre virksomheder, der har samme værdisæt (og regler).

Udsigten, for de berørte finansinstitutter, til at miste øvrige handler (samt omdømme), bør have en effekt på de korrupte aktiver (til trods for, at det er store summer det drejer sig om i disse handler).

Medansvar og medskyldighed

De som ikke reagerer, og sørger for at rydde ukrudtet fra egen have, er per definition medskyldige. Alle har et medansvar for at gøre op med den uretfærdige fattigdom, der er tæt knyttet til korruption og den kriminelle undergrund.

Skik følge, eller land fly

Folk flygter, fordi de ikke kan se håb for deres fremtid, og fordi deres liv er uudholdeligt.

De håber på en ny chance i EU (som de kun hører godt om), og sætter livet på spil for det. Det gør de, fordi deres liv ikke bliver regnet for noget, i det land som de er flygtet fra. Det er mennesker, som ønsker værdighed og retfærdighed.

Et liv som flygtning er ikke værdigt. Men det handler ofte om en flugt for overlevelse.

EU kan muligvis ikke rumme alle flygtninge fra Afrika og Mellemøsten. EU har dog et medansvar og en menneskelig forpligtelse. Vi skal tage godt imod dem, som formår at overleve og komme hertil (og finde på holdbare løsninger, der er baseret på fornuft, medmenneskelighed og langsigtet tænkning).

Inden længe kommer vi også til at forholde os til klimaflygtninge. Her kan lokale investeringer måske udgøre en afgørende forskel.

Pointen er, at vi i EU har et medansvar for, hvordan tingene udvikler sig. Mit budskab er, at det nytter noget at handle proaktivt.

Hvis du vil læse om beretninger om livet som flygtning i lejrene i EU, kan du starte her

Poltiske vinde modarbejder ansvar og stillingtagen

Politisk er flygtningedebatten blevet en glohed kartoffel, som der steges meget valgflæsk til. Magtfulde politiske virkemidler, herunder frygt og propaganda, oplever en ny storhedstid, der som en tsunami skyller ind over EU. Billeder af Europa der oversvømmes af flygtninge, er stærkt overdrevede og meget følelsesladede.

EU og Danmark har en forpligtelse til, politisk at arbejde mod de vilkår, som skaber flygtninge.

Herunder modarbejde den lukrative forretning, som det er blevet for de mange skruppelløse personer, som står for transporten af flygtningene gennem Afrika.

EU er forpligtet til at stille krav og vilkår til de finaninstitutter som forvalter EU midler, samt den enkelte virksomheds forretning. Sidst men ikke mindst, bør afstandtagen til den omtalte korruption (via Vestens finaninstitutter), sætte en kæp i hjulet for den nuværende tendens i Afrika.

Lokal hjælp handler altså ikke bare om at bygge lokale flygtningelejre på en strandbred i Afrika. Det er politisk varm luft. Men det kan dog sikre nogle mennesker fra, at de havner på åbent hav i en overfyldt gummibåd med risiko for druknedøden til følge; eller parkering i en anden lejr (uden rettigheder) på den anden side af havet.

Virksomheder i EU har krav på gennemsigtighed, så de kan foretage et valg udenom virksomheder med korrupte mellemled, eller decideret korrupt og lukrativ virksomhed.

Denne gennemsigtighed kan opnås ved at sætte FN mål () i virksomhedens værdisæt (og efterleve det). Det kan sikres via EU/FN kontrolenheder der undersøger og sikrer, at alle led er intakte i relation til korruption. Konsekvensen skal være mærkbar.

Rent mel i posen

Det er store brød, der bliver slået op her (det ved jeg). Men det er nødvendigt, at vi forstår hvilket medansvar vi har politisk og økonomisk i en global verden, som vi lever i (og altid har levet i).

Førhen rejste Europæere ud på erobringstogter, for at høste guld, diamanter, krydderier (m.m), samt tjene penge på slavehandel.

USA er i høj grad præget af indvandrere fra hele Europa i 1890-1915.

Går vi længere tilbage, valfartede handler mellem Europa og Mellemøsten.

Den globale verden har, set i et større perspektiv, dybe rødder i Europa.

Så det vil også være nærliggende, at vi i EU bliver toneangivende for at leve op til FN’s Verdensmål, og tager alle midler i brug til at modarbejde korruptionen, for at få Afrikas ressourcer tilbage til afrikanerne. Hvoraf mange af dem tydeligvis sukker efter demokrati og et værdigt liv – for ellers ville de ikke sætte deres liv på spil, for at komme til EU.

Problemet og ansvaret er ikke kun lokalt forankret. Det er et fælles ansvar.

Vidste du, at dine børn har rettigheder?

Det gør dit barn sikkert.

Børn i dag lærer ofte i skolen, at de har rettigheder, hvor de ikke skal affinde sig med en agressiv tone, vold med mere (og dermed også, at de har et ansvar for hinanden). Det gælder for de yngre årgange, men er måske ikke så udtalt på de ældre årgange, som man kunne ønske.

Børnenes rettigheder er nedfældet i børnekonventionen (her Børnerådets forkortelse til let sprog). I år er denne blevet opdateret med grafik, der skal gøre det lettere for børnene at forholde sig til dem. Det giver også et bedre overblik, for børn og voksne, så det er nemmere at tale om de enkelte rettigheder, og deres betydning. Alene denne opdatering giver et meget godt billede af, hvordan man gerne vil inddrage børn i dialogen.

Ud over de mere globale træk, så forholder børnekonventionen sig til, at børn er mennesker, der ud over deres rettigheder som sådan (som mennesker), har krav på beskyttelse og omsorg fra de voksne og staten.

De er sårbare mennesker, fordi de er mennesker under udvikling, og som derfor er afhængige af, at der er voksne omkring dem, som sørger for at de får en tryg opvækst, hvor de kan udvikle sig som hele mennesker. Så langt så godt.

Vores børn, vores fremtid

Når vi siger, at vores børn er vores fremtid, er det ikke helt uden betydning hvilken opvækst de har; og hvordan de opfatter sig selv og hinanden i fællesskabet (vores samfund). Det gælder såvel det nationale, som det globale og det digitale samfund.

Den måde som vi bliver behandlet på som børn, samt hvad vi finder som acceptabel adfærd (mellem børn og voksne), vil i en eller anden udstrækning påvirke vores omgang med andre mennesker i verden, og derhjemme.

Når vi lærer at omgå hinanden med respekt for den enkelte persons rettigheder, lærer vi også at tage vare på vores egne rettigheder. I en verden, hvor vi bliver stadig flere mennesker, og hvor vi skal forholde os til flere handlinger på den globale scene, bliver denne egenskab, og empati for hinanden, en nødvendighed.

Jeg er overbevist om, at den tone som vi lærer som “acceptabel” som børn og unge, præger vores udsyn og omgangstone med andre mennesker. Det er derfra at vi skelner i kultur og klasser i samfundet. Se bare på hvordan udviklingen har været i de seneste årtier, med Danmark som eksempel.


Autoritetstro

I dagens Danmark i 70´erne og 80´erne bar tonen i hjemmet stadig præg af, at Danmark var et industrisamfund, som havde rejst sig fra landbruget, samt arbejdsbevægelsen i 1930´erne. Man var bekendt med, at man havde fået nogle rettigheder som arbejder, men også styret med et tankesæt fra en verden, der boomede økonomisk og industrielt. Vækst var et succeskriterie. Mennesket skulle bidrage til den vækst, og det hænger stadig i strukturerne (at vi skal det).

Tonen var ofte rå, sarkastisk og præget af sort humor. Dansk/engelske værdier, vil nogen mene (og det er muligt). Dengang var det ikke uhørt, at en lærer var sarkastisk i sin kommunikation med børnene, eller at man gjorde lidt nar ad dem. Men denne tone er ikke så udbredt længere i børnenes univers, og den kolliderer med den såkaldte “curling” kultur, som får mange hug af medier og voksne, som ikke selv har børn i skolealderen.

Den eksisterende kultur stiller samtidig krav til forældrene om, at de møder op til fodboldtræningen, hvor de er med på sidelinjen eller deltager i træningen af børnene. Det handler ikke altid om, at forældrene vil “bone isen” for deres børn, men at det også bliver forventet, at de stiller op for dem og kører med til dit og dat. På den anden side, giver det også en anden nærhed og noget at tale om, når man som forælder gør det.

Kontrasten består sikkert i, at børn fra 70-80´erne ikke havde den samme forældreopbakning, og at mange sikkert glemmer, at synet på børn dengang var et helt andet. Det ville i dag være helt utænkeligt, at man parkerede sit barn på bagsædet uden sele på, i en røgfyldt bil – og hvor det var barnet som fik hug, for at klage over røgen i kabinen (eller at få åbnet vinduet).

De voksne var dengang stadig autoriteter; hvor de i dag er autoritære. Forskellen er nogenlunde den samme som i management og leadership. En autoritet har altid magten, og altid ret (selvom det ikke er sandt). Den autoritære forælder hviler i sin ledelse, lytter til barnet, men træffer stadig afgørelserne ud fra barnets og den voksnes rettigheder og bedste vel.

Børn i dag bliver sårede, vrede og kede af det, når de bliver bliver mødt med en hilsen som “hej røvhuller”, når faren stikker hovedet ind på værelset for at sige hej; eller når de bliver bedt om at “holde kæft”. De forventer, at man udtrykker sig ordenligt og med respekt for dem, på samme måde, som man ville tale til en voksen eller den anden forælder. Børn har stadig behov for, at det er forældrene som leder og tager beslutninger, men de er bevidste om, at de gerne vil høres og at de gerne må have en mening omkring det, som der bliver talt om.

Kultur har betydning

Kulturen i samfundet har altså betydning for hvordan vi omgås med hinanden. Mange voksne har ikke opdaget, at der er en kultur tilknyttet det digitale samfund, som i dag er en integreret del af børn, unge og voksnes hverdag. Ungekulturen er præget af en paparazi tilstedeværelse, hvor kameraet er med som det “vågne øje”. Der hersker stadig en uciviliseret og “vild vest” kultur i det digitale univers, som vi er nødt til at tage hånd om. Det digitale rum er ikke et sted, hvor der gælder andre regler end i de øvrige rum i samfundet; og dermed hvordan vi behandler hinanden, og har et ansvar for hinanden.

Vi er nogle som har mere ansvar end andre, til at få ændret på den kultur. Det er os, som har en viden om mediernes egenskaber og effekt på vores dialoger, og hvordan de fremmer nogle tendenser, idet skærmen skaber en afstand og en konstant tilstedeværelse, som vi som mennesker er nødt til at være bevidste om, for at kunne navigere mere modent.

At noget er muligt, gør det ikke mere rigtigt – det er for eksempel ikke ok at stjæle fra frugtboden eller kurven ude på butikkens fortorv, fordi man kan. Det bliver fristende for nogle, men her har omverden (inkl. loven) et ansvar for at sige fra, for at stoppe det som foregår.

Sådan er det også digitalt. Det kommer vi til at tale meget mere om. Det er ikke mediet, men mennesket som er ansvarlig for sine handlinger. Den ansvarlighed bliver dog lidt sværere at påtale, så længe folk er uvidende om, hvordan mediet er med til at virke som katalysator for nogle tankeløse handlinger, som i de fleste tilfælde ikke har været tilsigtet. Omvendt bør straffen være tilsvarende hårdere for dem, som bevidst udnytter mediet til at krænke andre. Det skal vi ikke acceptere.

Vi skal tale mere om, hvilke rettigheder man har digitalt, og hvordan man kan sætte sine grænser, samt få lovmæssig opbakning, uden victim blaming. Det skal vi gøre i skolen, på ungdomsuddannelsen, og derhjemme. Det er lidt af et (stort og komplekst) bjerg at indtage i ét skridt, så vi må sørge for, at vi er flere som tager de skridt mod det samme mål.

Mange bække små, gør en stor å

Bevæg jer mere!

Eleverne i folkeskolen bevæger sig for lidt, forlyder det – men står det nu også så slemt til?

Børnene i de danske folkeskoler bevæger sig mere end nogensinde før. Den ugentlige idrætstime på skoleskemaet er for længst udvidet til 2 timer.

Så hvorfor er det, at man mener at børnene bevæger sig for lidt?

Det hænger sammen med et relativt nyt lovkrav, der kræver at børnene får 45 minutters bevægelse om dagen, i løbet af deres skoletid.

 

Hvorfor 45 minutter i skoletiden?

Rent basalt bygger de 45 minutter på det sundhedsperspektiv, som er gældende for alle befolkningsgrupper. Kroppen har godt af bevægelse, og skal helst have bevægelse hver dag. Rådet lyder på minimum 45 min. om dagen.

Det stillesiddende arbejde – har man fundet ud af – slider hårdt på kroppen. Derfor er der behov for kompensation. Det bedste middel til kompensation for skaderne ved for meget stillesiddende aktivitet, er motion/bevægelse. Vi kommer ikke udenom, at det stillesiddende arbejde fylder meget i vores moderne samfund. Derfor er der behov for, at bevægelse bliver en del af dagens tankesæt, for at imødekomme skaderne ved det stillesiddende arbejde.

Vaner har magt over vores hverdag. De gode vaner, som de dårlige vaner.

Jo før man etablerer de gode vaner, desto større er sandsynligheden for, at de bliver der (mener man). Omvendt, er det aldrig for sent at skifte en dårlig vane ud med en god vane. Erstatning er et helt centralt begreb i den sammenhæng (og lidt ude af en tangent for dette indlæg). Vil du stoppe med at spise usundt, kan du med fordel udskifte eftermiddagskagen (eller kontorslik), for en lille gå tur, og en kaffe-to-go på 5 minutter med din kollega.

Tanken med 45 minutters bevægelse i skoletiden, skal således kobles sammen med denne tankegang.

Desuden har man fundet ud af, at nogle elever øger deres indlæring, hvis det er kombineret med bevægelse. Imens det for andre kan virke forstyrrende for selve opgaven, men hvor aktiviteten så i det mindste får iltet hjernen (til gavn for den efterfølgende koncentrationsevne).

 

Hvordan sikrer  man, at eleverne får de 45 minutter?

Det er ikke så let i praksis, som det kan lyde.

Nogle skoler har valgt at udvide frikvartererne, for at skabe mere rum til leg og bevægelse i pauserne. Det har en god effekt, for børnene får godt gang i legen, og kan gå tilbage til timen med et frisk pust (før de igen skal sidde stille). Lærerne nyder også godt af de lidt længere pauser mellem lektionerne, for det giver dem mulighed for at se deres kolleger i øjnene, og være en del af fællesskabet på deres arbejdsplads. Der bliver lidt mere tid til at omstille sig til den næste lektion, i stedet for et kapløb om pladsen til toilettet og et forhippet greb efter materialer til den næste lektion. Det er i hvert fald de tilbagemeldinger, som jeg har modtaget som bestyrelsesmedlem på den lokale folkeskole.

Som det bliver antydet ovenfor, kan bevægelse godt foregå uden at det bliver på bekostning af læreplan og indlæring af fagligheder. Derfor inddrages bevægelse i stigende omfang, som et element i undervisningen. Nogle gange som temauge/ øvelser til at begynde med. Det kræver lidt fortrolighed fra underviserens side, at få det til at lykkes.

Andre gange kan en bevægelsespause inddrages uden læring, for at skabe et bræk, og løfte koncentrationsniveauet.

Det er en ny måde at betragte undervisningen på. Det kræver tilvænning (også med henblik på at registrere aktiviteten). Det er gældende for vores skole, at registrering af aktiviteten ikke nødvendigvis finder sted.

Samtidig skaber det også et afsæt for nogle bevægelsesvaner hos eleverne. Det bør de kommende arbejdsgivere og arbejdspladser forberede sig på.

 

Eleverne bevæger sig for lidt i Folkeskolen

Når det kommer frem i medierne, at børnene bevæger sig for lidt i Folkeskolen, skal det forstås i kontekst til lovgivningen, og de udfordringer, som der er med at implementere 45 minutters bevægelse i løbet af barnets skoledag.

Omtrent 58% af folkeskolerne lever op til de 45 minutters daglige bevægelse (TV2, 4/11-2019). Det er et fald på 10% i forhold til målinger fra 2017. Det er uvidst om faldet i aktivitetsniveau (2017-2019) udgør en reel nedgang, eller om der er sket et fald i registrering – eksempelvis som følge af en “normalisering” af bevægelsen, som ikke længere tager opmærksomhed.

Man må derfor konkludere, at målene ikke er nået, og at mange skoler gør en indsats for at leve op til kravet om de 45 minutters bevægelse i skoletiden. Det kan sikkert gøres bedre, og derfor er det godt at få mere fokus på dette felt.

Børn bevæger sig langt mere i skoletiden, end de gjorde for få år siden. Der var kortere pauser mellem undervisningen, og kun 1 times idræt på skemaet. Så før vi laver steppebrand, og kommer med løftede pegefingre, så synes jeg at vi bør holde de fremskridt for øje, som rent faktisk er der.

Vi er generelt blevet klogere på, hvor meget bevægelse betyder for vores helbred. Det er op til den enkelte at efterleve det. Folkeskolen kan udstikke nogle rammer og gode intentioner for gode vaner omkring bevægelse, men jeg mener ikke, at det er skolens ansvar alene.