Skal øretæver besvares med tæsk?

Trump er igen en varm kartoffel, med sit nyeste tweet og omtale af ditto. Tweet er en video, hvor han lammetæver et CNN logo.

Det har fået selv danske poltikere op ad stolen, hvor man påberåber sig at præsidenten udviser en større respekt for sit embede. Trumps adfærd minder mest af alt om en fortørnet teenagers modsvar på tiltale. Har manden alligevel en pointe?

Det mener jeg at han har – og det til trods for at jeg næppe kommer til at tilegne mig som tilhænger af hverken hans politik eller adfærd. Pressen har elsket at udråbe ham som syndebuk og kritisere hans optrin. Eller snarere, pressen er faldet lige i med begge ben over hans taktløse adfærd, som han nu kan benytte som et yderligere skjold. For der kan næppe være tvivl om, at det flytter fokus fra dét som er essentielt, nemlig hans politik og politiske virke, og deraf hvilke konsekvenser som det måtte have for menigmand i USA og på verdensarenaen. Journalistikken fejler, når den lader sig forføre på clickbait og jounalistik på sladderspalteniveau. Det får konsekvenser for alle, og det er samtidig dét stof som giver fake news ben at gå på. Vi er som læsere blevet vænnet så meget til sensationsjournalistikken, at det virkelig essentielle og kritiske ender med at blive kedeligt – selvom det jo netop ikke behøver at være det(!)

Skal man så bare lade manden opføre sig som en tosse? Nej, men man skal afveje sine ord, når man farer i blækhuset. Man må minde sig om sine etiske dyder, og påberåbe det reelt kritiske ved handlingen, som for eksempel de personlige angreb og det magtmisbrug, som vi har været vidner til i de forgangne seks måneder. Det er ikke længere tid siden at Trump satte sine fodspor i det Hvide hus. Men han har sjosket så godt og grundigt rundt i mudderet, at det er nogle aftryk som er svære at undgå at få øje på. Ligesom det tager opmærksomheden fra det essentielle, nemlig det politiske aftryk.

Det er intet mindre end showtime, clickbait og omtale, som manden ønsker. Han er mesterlig i PR stunt, og ser hånt på etik. Overalt i verden er pressen væltet totalt omkuld, for han er en folkevalgt mand uden sidestykke og fortilfælde. Han er gjort af magt, penge og omtale. Noget tyder på, at det er steget ham gevaldigt til hovedet. Hvad er risici derved? Hvorfor er det så vigtigt at komme til bunds i sager som afskedigelser af CIA chefer med videre? Hvilke magtmidler benytter han i sit virke, og så videre? Hvori består det kritiske, ved eventuelle forbindelser til for eksempel Rusland?

Skriv om hvad han har udrettet, og hvilke konsekvenser som det måtte have. Belys at det meste er varm luft, som når manden får en ‘genial idé’ under et pressemøde, som for eksempel solceller i en grænsemur til Mexico, som ingen stadig vil finansiere. Hvad er kritisérbart ved sådan en idé, og hvorfor kan man ikke bare stå og strø omkring sig med sådanne udtalelser, når man besidder præsidentembedet i USA?

Dermed er vi ved at nå frem til vores udenrigsministers modtweet til Trumps seneste stunt. Han udbeder sig en større respekt for det hverv og politiske virke som præsidentembedet er. Deri har Samuelsen ret. Men er det ham, som skal komme med disse kritiske røster til skade for det diplomatiske samarbejde, eller er det journalisterne? Der kan ikke være tvivl om, at det må være sidstnævnte. Så vågn op derude på alverdens redaktioner. Tag jeres fag seriøst og kom til tasterne. Genskab dét, som er hele journalistikkens virke, nemlig at agere den tredje eller fjerde statsmagt (alt efter konstruktionen af det enkelte demokrati). Tag ordet tilbage i jeres magt, og lad jer ikke tryne af en tyran, som har en (mere eller mindre slet skjult) agenda med sine mediestunt.

Anfægt at øretæver ikke kan besvares med tæsk. Stik ham en undskyldning for at træde over stregen, og kom så på banen med hvad der politisk er kritisérbart – som for eksempel at præsidenten vil styre hvilke mediehuse, som kan deltage i pressemøder med videre, samt sætte pressen på plads ved at lade vagter slæbe journalister ud af lokalet. En præsident som ikke kan tåle politiske lussinger, er ikke sit embede værdigt. Det samme gør sig gældende for en mand, der under valgkampagnen netop selv benyttede sig af personlig hetz og skyts mod sine modstandere, samt tvivlsomme beskyldninger. Hvis pressen falder i den samme grøft, er der udelukkende sket det, at grænserne for pli i det offentlige rum flytter sig i samme retning. Vil man acceptere denne præmis?

 

For indblik i de omtalte tweet og videoklip, se linket til denne artikel fra Berlingske på b.dk, d.d: https://www.b.dk/politiko/df-om-samuelsens-kritik-af-trump-uklogt-og-udiplomatisk

 

Lykke på Kählervaser

Jeg har en brist – eller flere. Den ene er, at jeg er en hjemkommen udenlandsdansker. Det er et sjovt fænomen, for det medfører at man får et andet syn på sit moderlands kultur.

Alt hvad vi oplever, ser, læser og hører, passerer vores personlige filter. Filteret er opbygget af vores personlige erindringer og erfaringer. På godt og ondt. Når vi rejser ud i verden, ser vi verden ud fra den verden, som vi selv kender og er opvokset i. Filteret udvikler sig sammen med os. Nok mest hos dem, der har et åbent sind, og ikke dømmer alle andre måder at være eller agere på, for forkerte.

Der er noget der skinner meget igennem, når jeg betragter den danske kultur. Det er vores flair for smukt design, og ikke mindst vores påskønnelse af det. Jeg har selv den egenskab. Ting må godt være funktionelle og smukke på samme tid. Det er dog samtidig tydeligt at markedsføringsbegreber som veblen og snobberi, følger med i dødvandet på hjemmets design. Det er for nogle meget vigtigt, at det er de “rigtige” ting, som der flashes. Kähler vaser på tilbud kan skabe det rene ramaskrig på de sociale medier; og de står og glimter i mange vindueskarme, når man går rundt og betragter husfascaderne.

En af mine andre brister er, at jeg ikke har et hjem proppet med design. Jeg har enkelte designgenstande i mit køkken – herunder Stelton og Bodum kaffekander, samt eva trio gryder i Palsby design. Jeg har en vandkaraffel som jeg ærligt talt ikke ved om jeg kan lide – den er fra Rosendahl. Den er en gave, som jeg fik for flere år siden. Dengang kunne jeg godt lide den. Derfor kunne jeg godt finde på at skille mig af med den nu (men jeg tænker samtidig ikke så meget over det, når nu den er her). Jeg kunne godt tænke mig en Panton lampe, fordi jeg synes at den er smuk. Jeg kunne ikke drømme om at få en montana reol, men elsker “svanen” (lænestol). Når jeg godt kunne tænke mig den lampe og den stol, er det ikke med tanke for deres pris, eller for at kunne vise noget frem, men for deres smukke udseende (og for stolens vedkommende gælder det også, at jeg sidder rigtig godt i den). Jeg har ærligt talt ikke plads til stolen p.t, for det ville kræve at jeg skulle skille mig af med et arvestykke, eller et loppefund, for at få plads. En dag vil slitagen nok ændre på det. Jeg køber med hjertet, og indretter mit hjem derefter. Der er på ingen måde de “rigtige” pyntegenstande og møbler, men her emmer af et liv, med mange forskellige oplevelser. Inde bag glasruden i skabet ligger der en pilekaster, som jeg købte i Amazonas, og andre ting med affektionsværdi . Skrivechatollet er købt på genbrug. De øvrige møbler er unika, fordi det er arvestykker og aftagelser fra andre familiemedlemmer. Sådan kunne jeg blive ved.

Der var engang, hvor jeg selv var præget af, at jeg kunne købe lykke på vaser eller vandkarafler, blandt andet med tanke for hvad andre ville synes om dem. Det gav mig en indre goodfeel, at desing og funktionalitet gik op i en højere enhed (det kan det stadig give mig).  Så jeg peger ikke fingre. Jeg ser blot verden i et andet lys, hvor jeg hellere vil have et hjem med sjæl, end med de rigtige affekter. Jeg påskønner smukt design. Ingen tvivl om det. Men for mig kan smukt design være en unika vase fra et loppemarked, med strejf fra en anden tid, og med sin egen fortælling. Genstanden skal fryde mit øje, og min sjæl.

I bund og grund, er der jo ikke noget som er forkert. Det vores samfund bærer præg af, er en forbrugskultur, som er opstået som følge af stigende velstand. Jeg tror dog også, at denne forbrugskultur skinner temmelig meget igennem i flere andre ting. Andre mennesker er jo ikke mindre værd, fordi de ikke har det samme værdisæt. Man er ikke nødvendigvis rig versus fattig, at dømme ud fra hvilke genstande som man har. Det kan være et spørgsmål om holdninger og prioriteter. Det kan være at man vægter oplevelser frem for materielle genstande i sit hjem. Der skal så nøvendigvis ikke være tale om jordomrejser, for at retfærdiggøre dette.

Det behøver ikke at koste en formue at holde ferie, fordi der er en fælles forventning om hvad en “rigtig” ferie skal indeholde af aktiviteter og gøremål. Sidste år holdt vi en ferie med 100% nærvær. Vi spenderede stort set ikke mere end vi plejede i hverdagen, men vi hyggede os, og slappede af herhjemme. Regnen silede ned det meste af tiden, og vi havde det herligt. I år skal vi rejse, for at besøge familie og venner. Fordi tingene godt kan være både-og, og ikke altid enten-eller, samt sort og hvidt.

Det starter med en tanke …

IMG_0437

 

Digtet siger det hele, og mere til. Der skal så lidt til før en vane (eller en uvane), bliver til en rutine. Det sker ganske ubemærket, med mindre der er tale om en (u)vane som man vil ændre. Det kan være hårdt at ændre kurs, men ikke umuligt. Det hele starter med en tanke.