Løfterne om ligestilling

Valgperioden er gået i gang. Det har fået djøf på banen med en række løfter om ligestilling, som de vil have politikerne til at skrive under på (djøf.dk)

Jeg hilser initiativet velkomment, fordi der er behov for at vi ser på vores samfundsstruktur, og hvad det betyder for respektive kvinder og mænd på vores arbejdsmarked, og deres roller i samfundet generelt.

For så vidt ordet ligestilling, så mener jeg ikke, at det er korrekt at anvende i dansk sammenhæng. Det er min oplevelse, at vi anser mænd og kvinder, piger og drenge som ligeværdige mennesker. Men jeg er samtidig af den opfattelse, at vi hænger fast i nogle forældede stereotype forestillinger, som ikke giver lige tilgang til arbejdsmarkedet. Derfor må vi tillade os selv at se nærmere på disse forhold, undersøge dem og forholde os til dem med henblik på et brud, for derigennem at skabe en ny struktur.

 

Løfterne

Det er sandsynligt, at vi har en række stereotype opfattelser af ambitionsniveau hos de respektive køn; og at det er dette som påvirker udfaldet af, at der er flere mænd en kvinder på ledelsesposterne i Danmark.

Jeg er for så vidt ikke uenig med djøfs ligestillingsløfter, som bliver trukket med ind i valgkampen. Men jeg mener, at de mangler perspektiv og dybde, og at løfterne i sig selv udstiller en række stereotype forestillinger, og et evt bias fra forskningen. Så derfor vil jeg dykke ned i løfterne, for at give dem et perspektiv.

 

Drenge drømmer større end piger

Som for eksempel påstanden om, at drenges drømme er større end pigers. Måske har jeg været ualmindeligt heldig som barn, men der er aldrig nogen, der har forsøgt at sige til mig, at jeg ikke kunne dit eller dat, på grund af mit køn. Muligvis på grund af fysiske forhold, som for eksempel min højde, hvor tankerne om at blive stewardesse blev vingeskudt. Tværtimod så er jeg altid blevet bedt om at yde mit bedste, drømme stort, og sigte efter høje mål. Dog med den detalje, at hvis jeg blot yder mit bedste, så kan “vi” (mine forældre), ikke bede om mere. Dette kombineret med en grundregel om, at man også skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod én selv. Begge dele har mine forældre skrevet i min poesibog (*google det); og det står knivskarpt for mig den dag i dag. Der er derfor ingen tvivl om, at vi tidligt i vores barndom bliver præget på vores karakter, og at det kræver bevidsthed. Fra alle de voksne, som omgiver børnene i vores moderne samfund i  Danmark.

Så hvis forskningen tyder på, at der bliver lagt sten i skoene på pigerne, så kan jeg jo kun hilse tiltaget velkomment, så flere piger får vinger fra de er helt små.

 

Stress rammer skævt

“Unge kvinder oplever i højere grad end mænd omverdenens krav. Særligt unge kvinder presses af en perfekthedskultur, der bidrager til, at aldersgruppen 16-24 årige er mere stressramte end andre aldersgrupper” (djøf.dk)

Fakta er, at tallene er 40,5% for kvinder i aldersgruppen, mod 23,4% for mænd.

Valgløftet refererer kun til stress, og det mener jeg er fejlcastet.

Det vil være relevant at se på hvilke strukturelle forhold der gør sig gældende, når man italesætter, at forventningerne til respektive kvinder og mænd er forskellige. Samt hvad vi forstår ved forventninger. Er det fordomme om hvorvidt kvinder kan bestride bestemte poster der gør, at pigerne føler sig pressede til at præstere mere? Hvor stammer denne perfekthedskultur fra, hvad drejer det sig om, og hvordan kan man gøre op med den?

 

Det koster kassen at få børn – for kvinder

Den ulige fordeling af orlov med børn, stiller kvinder ringere på arbejdsmarkedet, hedder det sig i løftet. Erfaringsmæssigt ved de fleste nok, at det er korrekt. Jeg har hørt om advokatkontorer, der fravælger alle kvindelige kandidater indledningsvist, ud fra samme begrundelse. Dog med det fortegn, at det koster kassen for virksomheden. Som det er nu, er det virksomhedens produktivitet, og ikke samfundet som helhed, samt dets borgere, der har højeste prioritet.

Det er faktisk et ret interessant punkt. Samfundet har behov for, at der fødes børn. Typisk er man to voksne til at skabe barnet. Derfor bør fordeling af ansvaret også være mere ligeligt. Ikke kun under barsel. Der er brug for en ændring i strukturerne, der fordrer en større accept af familiens betydning for samfundet. En accept af, at et produktivt samfund består af velfungerende familier og enkeltpersoner. Derfor bør strukturerne, og lovgivningen, bakke op om hele familiens rettigheder, i forhold til arbejdsmarkedet. De nuværende strukturer bærer stadig levn fra en tid, hvor det var manden som arbejdede, og kvinderne som tog sig af børnene. Der er sket meget, men der er et stykke vej igen.

Jeg er helt enig i, at barslen skal være mere ligeligt fordelt. Men ikke på barnets bekostning. Små børn har rent kognitivt og psykologisk ikke behov for at komme i institution, før de er 2 år. Som et ekstra salt i såret, er det også de oplysninger man som forældre modtager af sundhedsplejersken, som forklaring på barnets reaktion og gråd, når det bliver afleveret i institutionen. De spæde børn har behov for tryghed og nærhed med deres forældre. Det behov får de ikke dækket i en vuggestue, hvor de ansatte påberåber manglende hænder. Og her er vi så ovre i en tangent til et andet og også meget alvorligt samfundsproblem, som vi ikke kan overhøre meget længere.

Derfor burde løftet omhandle hele familien, og ikke kun et bias om kvindens ret til ligestilling på dette felt – selvom det udgør et led i processen. For der er behov for, at kvindernes lige tilgang til arbejdsmarkedet udvikles sammen med familiens.

Den lange barsel til kvinderne, som der er blevet kæmpet for her til lands, er både fysisk og psykisk velbegrundet, for såvel barnet som kvinden. Den bør der ikke justeres ved. Til gengæld bør der arbejdes for, at mænd kan tage en lige så lang barsel i forlængelse af kvindens barsel. Dette vil i øvrigt skabe mere dynamik på arbejdsmarkedet, hvor barselsvikariater af længere varighed, også præger de mandlige jobkandidater, for således at  modarbejde diskrimination af kvinderne.

Desuden under jeg mændende (og deres børn), at de kan få etableret et tættere bånd til deres børn, og lade op under deres barselsperiode. Der skal gøres op med den stereotype forventning om, at en ambitiøs far eller leder ikke har lyst til at gå på barsel med sit barn. Indrømmet: Det hele er måske ikke lutter lagkage under barslen, men det burde immervæk være en del af  forældreansvaret anno 2019, hvor begge forældre og alle køn er på arbejdsmarkedet. Hvorfor er det kun kvindens last, når det tilmed diskriminerer hendes chancer for at komme til samtale?

Det vil måske gøre op med det piedestal som faderen er sat op på, samt de forventninger der kan være til fars perfekte pige? – ja ok, nu postulerer jeg, men det kunne faktisk være interessant at høre hvad psykologiens forklaringer er på disse fænomener.

Hvorom alting er, så er der behov for en grundig strukturel ændring, der gør op med de mange stereotype forventninger og forestillinger, for de harmonerer ganske enkelt ikke med det moderne arbejdsmarked, og de kompetencer som der er blevet lagt uddannelseskroner i. De kvindelige ressourcer går groft sagt til spilde; og familierne lider under presset. Både fysisk, psykisk og økonomisk. Det skaber indbyrdes splid, når det er kvinden der må ofre karrieren, varetage alle sygedage, og samtidig tage den store tørn med børnene. I nogle tilfælde fordi familiens økonomiske kalkule underbygger denne beslutning.

Sverige har håndteret denne udfordring ganske godt, synes jeg. Ud over barsel til begge forældre, kan forældrene arbejde 80% til fuld løn i barnets 8 første leveår. Forældrene har ret til flere sygedage med deres børn. Virksomhederne bidrager således til større harmoni mellem erhvervsliv og familieliv; og det må give udslag i andre statistikker, som for eksempel stress, med lavere tilfælde. Det som er vigtigt at bemærke her er, at ansvarsfordelingen er på begge forældre.

 

 

Kvinderne er fraværende i toppen

Pålydende i dette løfte er, at kvinderne er fraværende på de danske direktionsgange, og at det skyldes tendensen til at rekruttere i lukkede netværk. Hertil stereotype forestillinger om, at arketypen for en topleder er en mand i 40´erne (som ofte minder om sin forgænger).

Løftet lyder, at man arbejder for flere kvinder i ledelse.

Problemet bliver til dels beskrevet ud fra den stereotype forestilling om en leder; men den må unægteligt også hænge sammen med de strukturer, som jeg har beskrevet i det foregående afsnit. Jeg er af den overbevising, at dette vil være et vigtigt led i processen for, at flere kvinder kan besidde ledende topposter.

I øvrigt tror jeg også, at der ligger en fysisk forklaring et sted i korrelation til dette. Hvis det er kvinden der har hovedansvar for hjem og børn; så er der måske ikke energi til også at varetage en ledende post i erhvervslivet. Derfor bør ansvarsfordelingen hjemme justeres, hvor manden indtager et større ansvar, underbygget af ændringer i de strukturelle forventninger, herunder erhvervslivets forventinger til begge forældre. Manden skal ikke være under det pres fra sin leder eller sine kolleger, at han er uambitiøs (og ikke vil sit job nok), fordi han også vil bidrage til at varetage sin familie og de huslige pligter.

Hvis man frygter, at der så vil være færre der stifter familie, må man jo se på hvad der kan gøres, for at skabe lige forhold i konkurrencen mellem familieforældre og enlige. De er alt andet lige ikke de samme i dag, og da slet ikke for kvinderne. Selvom loven indikerer det modsatte, er det ikke sjældent at kvindelige jobkandidater bliver stillet spørgsmålet om, hvornår de vil have børn. Der tror jeg faktisk at flere mænd ville sige fra, ved sådan et (ulovligt) spørgsmål. Fakta er jo, at en vis procentdel af kandidaterne stifter familie på et tidspunkt, og at virksomhederne ikke må diskriminere på dette grundlag, i henhold til loven. Her tror jeg, at “familiekandidaterne”, vil stå stærkere som en samlet flok – modsat kvinderne alene – i forhold til ansøgerbunken af singler; der alt andet lige svinder ind over tid. Dermed sikrer man måske, at kompetencer, og ikke præferencer, bliver en styrende faktor i jobrekrutteringen.

 

 

 

Karrieremønstre bremser kvinders vej til ledelse

Løftet lyder, at man vil arbejde for øget fleksibilitet i mænds og kvinders karrieremønstre.

Her vil man gerne udfordre de antagelser der er om det “rigtige” karrieremønster, hvor det forventes, at de spæde skridt til toplederjobbet tages allerede i 20´erne eller 30´erne. For mange kvinder er det først når børnene er blevet større, at der er tid til at realisere en lederkarriere. Derfor anerkendes det, at der er brug for en mere fleksibel karrierekultur, hvor både mænd og kvinder har mulighed for at realisere en lederkarriere senere i livet, hvor de har flere livserfaringer.

Alt andet lige, må det give stærkere kompetencer på topposterne.

 

Ulighed i opsparing

Den skæve fordeling af lønniveau (og aktivt arbejdsliv afbrudt af barsel) gennem arbejdslivet, giver udslag i pensionsalderen. Det kan ikke undre, at kvinderne har færre midler på bagrund af ovenstående. Og samtidig rent statistisk en længere levealder, som midlerne skal fordeles over. Meget mere paradoksalt bliver det ikke.

Fakta: i 2017 var mænds opsparede pension 29,8% større end kvinders.

Løftet, som den pågældende politiker skriver under på, er således, at han/hun vil arbejde for mindre ulighed i optjeningen af pensionsformuer.

Jeg finder det passende, at man arbejder for dette; og må igen henvise til at vi omstrukturerer familiens tilgang til arbejdsmarkedet, for at imødekomme denne ulighed i opsparing, blandt andet på grundlag af barsel, lønniveau mv.

Det er muligt, at der samtidig skal skrues på andre knapper i pensionsopsparingen, for at imødekomme eventuelle tab af opsparing for mændene (som et samlet bidrag til familiens leveforhold efter mandens pension). Derved står det samtidig også mere tydeligt, at den nuværende pensionsstruktur måske bygger på den forestilling om, at manden også forsørger sin hustru under sin pension.

 

Præmis for det moderne samfund

Løfterne søger således at stille spørgsmålstegn ved flere af de strukturer i samfundet, som påvirker kvindernes lige tilgang til arbejdsmarkedet. Det mener jeg er aktuelt og vedkommende. Ikke kun for kvinderne, men også for familierne, virksomhederne og samfundet.

Det holder ikke, at man forsøger at styre det moderne samfund efter samme præmis og struktur, som under industrialiseringen af vores samfund; hvor kvinderne sørgede for familien, og mandagen forsørgede den.

Endelig bør man måske gøre op med, hvor mange timer man forventer at en god leder skal arbejde. Undersøgelser tyder på, at de mange ekstra arbejdstimer ikke nødvendigvis forstærker hverken produktivitet eller kvalitet. Der er ganske enkelt grænser for hvor meget man kan forvente, at det enkelte menneske presser sin egen krop (uden at den brænder sammen). Stress er jo et andet alvorligt problem i det moderne samfund, som vi bør se nærmere på, og forholde os til. Måske bør vi forholde os mere til den menneskelige break-even, og ikke kun til maskinernes ditto i produktionen?

Det moderne samfund byder således på flere korrelaterede udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til, for derigennem at bryde med de strukturer som der er i dag, og skabe en ny struktur og arbejdskultur for den moderne samtid.

 

 

 

Reklamer

Nye tider i Spanien

Spanierne gik til valg d. 29. April, 2019. Vinderen af valget, og dermed det parti som har opnået flest stemmer er PSOE (123/350). Som noget nyt i spansk politik, skal partiet danne koalition med andre partier, for at danne regering.

Valget er udskrevet som en konsekvens af den midlertidige regering, som trådte i kraft, da PP´s præsident M. Rajoy måtte dimittere (2018), i kølvandet på urolighederne i Catalonien (2017/18). Valgdeltagelsen har med sine 75,77% været den 3. højeste siden 1996 (77,38%) og 1993 (76,4%), til trods for at det er 3. gang i den indeværende valgperiode på 4 år, at befolkningen går til stemmeurnerne (kilde). Det venstreorienterede parti PSOE vandt valget i 1993, hvorimod magten overgik til det højreorienterede PP ved valget i 1996. Historisk har det været disse to partier, som har dannet regering med deres støttepartier, og dermed dannet to blokke. Men nu ser det ud til, at rød blok skal gå alternative veje, eller danne en regering på færre mandater.

 

Nye stemmer

Det nye højreekstemistiske parti Vox har taget sin del af PP´s stemmer (det højredrejede konservative parti), men er samtidig det nationale parti med færrest stemmer. Ifølge TV 2 news vil det være sandsynligt, at VoX kommer i regering med PSOE (). Det mener jeg nu ikke er sandsynligt. De to partier er ikke forenelige. Vox er borgerlig højreekstremistisk, med rødder tilbage til Franco regimet; og som sådan fortaler for en sådan struktur, herunder en stram kurs for indvandrere. PSOE er rød, som den spanske pendant til Socialdemokratiet.

Det orange parti på midten (Ciudadanos) har tradition for at være højredrejet, men har dog en række programmer omkring rettigheder til fælles med PSOE. Ifølge José Torreblanca, en politisk analytiker i Spanien, der til daglig har virke i udenrigsministeriets og EU udvalget, vil en koalition mellem PSOE og Ciudadanos være mulig.  Dog vil en koalition mellem Ciudadanos og PSOE skabe troværdighedsproblemer i befolkningen, ifølge de udtalelser, som jeg har hørt fra befolkningen – selvom det rent politisk muligvis vil give det scenarie med mest balance hen over midten. Ciudadanos og PSOE har begge oplevet en fremgang ved dette valg, på respektive 25 mandater for Ciudadanos, og 35 mandater for PSOE.

E937690F-67A7-4118-B3F9-BE843F315857

Kilde: cnn/espanol.cc.com

 

En rød regering

PSOE ønsker ikke at knytte bånd med de højreorienterede autoritære partier, hvilket understreges af den sejrstale som premierminsteren Pedro Sanchez (PSOE) holdt på valgaftenen. Her gav han udtryk for, at sejren var et udtryk for et brud med det autoritære styre, som er kendetegnende for PP og Vox (kilde).

Til gengæld vil Podemos gerne i koalition med PSOE, for derigennem at markere deres mærkesager, og opbløde magtforholdet i regeringen. Ifølge mine observationer, er det også ud fra denne tilgang at Podemos vælgere har sat deres kryds. De ønsker en (venstreorienteret) rød socialistisk regering, med en social politik og rettigheder i højsædet. Det er således Podemos der har sat sit præg på den forhøjede mindsteløn, som netop er indtrådt for få måneder siden. Podemos har 35 mandater, så der mangler stadig lidt, for at ramme målet på minimum 176 for at danne regering med PSOE (123 mandater).

Ifølge rygter, vil PSOE dog godt forsøge sig som eneste parti i regeringen. Det er de seneste forlydender. Hvordan det kan lade sig gøre, ved jeg ikke.

Politiske analytikere fra CNN leger med idéen om, at de catalanske seperatister eller baskiske nationalister kunne være de sidste mandater på vægtskålen. Ideologisk lyder det dog til at blive en kompliceret koalition. Omvendt kan en koalition med de catalanske seperatister måske være med til at dulme den politiske uro, som florerer i Catalonien for tiden.

 

Nye tider

Valget d. 29. April 2019, markerer således nye tider for Spanien, samt et opgør med tidligere regeringers strammere kurs og sparekniv. Hetil den nye politiske arena, hvor der skal regeres ud fra en koalition, som noget helt nyt for landet.

Det bliver spændende at se, hvordan de kommende dage forløber, samt hvordan den endelige regeringsdannelse kommer til at se ud.

 

 

 

WiFi-fri zone

Der er ingen wiFi i vores spanske hytte – i kontrast til stort set resten af verden. Det har givet mig nogle tanker og oplevelser om, hvordan internettet er blevet en integreret del af det moderne liv. På godt og ondt.

Indrømmet, de første dage var det lidt af en udfordring, fordi jeg havde arbejde, som skulle gøres online. Men så vendte det.

For der er også lidt af et manifest over, at stå af ræset og ikke konstant at være tilgængelig og/eller opdateret med den uendelige strøm af opdateringer, som florerer.

Altid opkoblet

I den moderne verden, er vi konstant tilgængelige, fordi vi er forbundet via smartphones og internet. Det er smart, og det er bekvemt langt hen ad vejen. De offentlige services, bankverdenen med videre, udvikler sig derefter. Tiden hvor man skulle gå ned på posthuset (eller banken), for at betale sine regninger, er en æra blot.

Mange tænker sikkert ikke over, at det har været sådan. Vi har unge generationer i Danmark, som overhovedet ikke kender til det fænomen, at skulle betale regninger fysisk (for blot at nævnet et blandt de mange eksempler). Jeg er lige kommet retur fra et område, som stadig er i transit, og som er ved at omstille sig til en digitalisering af også disse services. Til stor moro for de personer, som ikke har WiFi, pc og den sidste nye model af mobiltelefon. Enten af uvilje, eller på grund af manglende midler. Det lyder måske som det rene uland, men rejsen er ikke længere væk, end at den er indenfor EU, nemlig Spanien. Processen er i gang, så dem der stritter imod, må jo bøje sig for samfundets strukturer (med kravet om digitalisering af de nævnte services).

Digitaliseringen gør det nemt at udrette mange praktiske ærinder hjemmefra i et hug. Det kender vi fra den danske hverdag. Men med denne “nemhed” forekommer der også en anden tidshorisont og tolerance for, hvornår man som borger skal nå at reagere på eksempelvis e-post fra det offentlige og andre store aktører. Så i stedet for, at man i teorien kunne klare det hele på en gang, skal man nu holde øje med, hvornår man får henvendelser, som man skal reagere på, samt holde styr på forskellige betalingsfrister med videre. Magtbalancen er rykket i de store aktørers favør. Denne forventning er med til at rykke ved den psykiske opfattelse af hvor tit og hvor meget man skal være på internettet, for at have styr på sine sager (sms/email adviseringer finder jo også sted på diverse digitale enheder).

Allerede her, er der en forventning om, at man også er opkoblet online i et vidst påkrævet omfang … Nogle erkender dette som en stressfaktor, imens andre prøver at følge med strømmen så godt, som de nu kan.

Afkobling – eller destress?

Den konstante tilgængelighed narrer vores hjerner til at tro, at vi skal være konstant tilgængelige. Er vi ikke det, kan det sætte en uro i gang i kroppen. Men faktisk vil jeg tale for, at man bevidst fravælger at være konstant tilgængelig, og at vi får det implementeret i vores moderne kultur. Det skal være helt legitimt, at man ikke reagerer på en besked straks; og at man kan være sammen med de mennesker, som man er rum med, selvom der er andre bag skærmen som også ønsker ens opmærksomhed.

Det er min erfaring, at det faktisk kan være lidt af en befrielse ikke konstant at skulle forholde sig til hvad vennerne har lavet af opslag, har spist eller gjort, med eller uden deres børn. Det er fint nok at følge med i et adræt og distanceret tempo, hvor man følger med, når det passer ind i den rytme man har for dagen. Det handler ikke om manglende interesse for de andre, men om at være der hvor man er, og have ret til det. For selvfølgelig er det stadig hyggeligt at følge med i vennernes gøren og laden. Men det behøver ikke at have min konstante opmærksomhed (og den indstilling, har jeg så valgt at tage med hjem til WiFi-zonen). Velvidende at dette statement kan virke en anelse helligt, og totalt ude af trit med den virkelighed, som eksempelvis de helt unge navigerer i.

Vi har brug for at være et med os selv og hinanden. I naturen, derhjemme, når vi dyrker sport eller noget andet. Det er fint nok, at man gerne vil multikommunikere, og også kan have en samtale med andre via skærmen, når man er sammen med andre (eller secondscreener på TV/Netflix mv). Men det skal også være sådan, at man kan vælge at træde ud af WiFi-zonen (hvadenten den er der eller ej). For det har kroppen, hjernen og sindet brug for. Hvad der gavner det enkelte menneske, gavner også samfundet som helhed. Derfor skal vi huske at være mennesker, og bruge teknologien til vinding, og ikke til forfald.

Det moderne samfund versus mennesket

Stress er blevet et “normalt” symptom i vores samfund. Men det er alt andet end en normaltilstand. Får den først fat i kroppen, kan den nedbryde den totalt, og gøre personen uarbejdsdygtig i en rum tid. Et samfund bestående af en befolkning, hvor en stor del har været sygemeldte på grund af stess, er et advarselssignal af de helt store. Det er et tydeligt tegn på, at mange ting er kørt af sporet, og er afkoblet fra hvad vi som mennesker kan stå model til. Stress er ofte relateret til alt det, som vi ikke når (eller selv føler at vi skal leve op til). Hvadenten det er os selv eller andre, som har sat agendaen eller barren for forventningen om hvad man skal kunne nå, eller administrere i dagligdagen. Derfor nytter det ikke, hvis også teknologien, som egentlig skulle gøre det mere bekvemt for os, begynder at stresse vores tankevirksomhed.

Vi nordboere har ofte en opfattelse af, at tingene går lidt langsommere når vi er sydpå. Det gør de måske også, fordi vi selv er på ferie, når vi er der. Og så er der alligevel et gran af sandhed i den opfattelse. For der er stadig ting, som man håndterer mellem mennesker, mikset med en kultur der har en grunderkendelse af, at vi er mennesker og ikke maskiner. Her føler jeg ofte, at man i Danmark forventer at vi er maskiner. Når humanismen kommer i første række, erkender man rettigheden til at fejle, og til at være langsom når det er påkrævet (hvis kroppen for eksempel giver udtryk for det).

Men der er også nye toner, som er ved at snige sig ind med det moderne spanske samfund. Jeg har netop læst en artikel i El mundo (april, 2019) om, hvordan man påtaler udbrændthed, herunder hvilke symptomer som der følger med, og hvordan denne udbrændthed adskiller sig fra stress. Artiklen fortæller, at de mange gøremål som hober sig op, er med til at få bægeret til at flyde over, hvor det er den sidste dråbe, der får udbrændtheden til at træde ind. Det er sammensuriummet af de mange gøremål, og ikke enkelte konkrete forhold, som får kroppen til at sige fra og brænde ud. Uanset om man kalder symptomerne for udbrændthed eller stress, fortæller det i den grad noget om, at det er det moderne samfund, som sætter mennesket under pres.

Derfor er det på tide, at vi bliver bevidste herom, og laver vores eget lille manifest om, at der skal være plads til at være menneske i en moderne verden; dermed gør vi brug af vores evne til at yde modmagt, sådan som Foucault beskriver de menneskelige mekanismer, når strukturerne bliver for stramme eller for magtfulde.