Trump i trompeten

trump-i-trompeten

Trump har truttet i trompeten igen. Denne gang om Jerusalem og en amerikansk ambassades beliggenhed. Det sætter sindene i kog, og Israel på folks læber.

Ikke uden grund, for det er en konflikt af dimensioner. Jo mere man ved, desto mere hovedrystende bliver man. Det er nutidens folkelige forfølgelse og forbrydelse; der nu snart har stået på i 60 år (maj 1948-2018), siden etableringen af Israel som en jødisk stat.

Nogle nævner gamle kirker og moskéer som argument. Men jeg mener at det er vigtigt at skille tingene ad, for at kunne se dem klart. Jødedom er en tro. Det jødiske folk eksisterer ikke, som et folkeslag i sig selv. I tidligere tider, udgjorde jøderne en minoritet i det nuværende Israel. Jøder, kristne og muslimer har tilknytning til området. Det samme gælder for disse tre trosretninger i Europa. Krige og erobringer i religionens navn er skyllet frem og tilbage gennem tiderne i Mellemøsten og Europa. Da Spanien var erobret af muslimerne havde vi vikingetiden her til lands, hvor vi senere (efter Middelaldren) blev omskolet til kristendommen via reformationen (omtrent for 500 år siden). Muslimerne blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med at Vikingetiden ophørte – og de sidste jøder blev fordrevet fra Spanien omtrent samtidig med Columbus opdagelse af Amerika. Det ændrer jo ikke ved, at Danmark og Spanien er de lande som de er i dag. Religion og stat er ikke det samme.

Israel blev, som nævnt før, oprettet som en stat i 1948. Før denne oprettelse hed denne region Palæstina. Jøderne udgjorde et mindretal, men fik tildelt halvdelen af territoriet. Palæstinenserne protesterede, og deraf opstod den første etape på konflikten. Flugten for Palæstinenserne begyndte. De omkringliggende lande (Ægypten og Jordan) benyttede sig af konflikten og besatte henholdsvis Vestbredden og Gazastriben. I dag er der 5 mio jøder i Israel, 1 mio muslimer og 130.000 kristne (kilde: https://folkedrab.dk/artikler/oprettelsen-af-israel).

Der bor omtrent lige så mange jøder i USA i dag, som i Israel. Resten er fordelt rundt omkring på kloden. Jødedom er en tro (http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/J%C3%B8dedommen/j%C3%B8dedom). For så vidt deres tro på at der kun er tale om én Gud (som er fælles for kristendom, islam og jødedommen); så skulle man mene, at man også kunne rumme de andre religioner; og deres tilgang, for at finde vejen til denne samme Gud (men, ak nej).

Man tilskriver jøder som værende et folk, med oprettelsen af Israel i 1948 (https://www.religion.dk/j%C3%B8dedom/2005-03-08/hvem-er-j%C3%B8de). Jødedommen kan endog være ret striks og diskriminerende i forhold til hvad det vil sige at være jøde og/eller rettroende; vel egentlig lidt i strid med den oprindelige definition af én fælles  Gud for alle?

Israel er verdensundskyldningen for fordrivelsen af jøderne fra “der dritte reich”. Det virker derfor også særligt utopisk, at netop Israelerne (jøderne) fordriver muslimerne fra området. Idet de konstante landvindinger og kampe får det til at se ud til, at dette er det endegyldige mål (at fordrive muslimerne fra Israel/Palæstina).

Konflikten virker som et åbent sår; som en påsat protese som ikke vil hele efter operationen, og som der konstant er betændelse i. Hele konstitutionen af Israel virker som en dyb misforståelse. Men den er en realitet. Den har verdenssamfundet et ansvar for at løse (men er det i virkeligheden det modsatte der foregår?). Hvor længe kan denne konstellation holde; og endnu vigtigere, findes der et bedre bud på en løsning? Burde man placere et stykke Israel i Californien og i Europa også? Tør vi håbe på, at israelere og muslimerne vil deles om Jerusalem som en hovedstad, nu hvor big brother markerer den som sådan med streg under?

Indtil videre, har vi set en præsident der træder i sin forgængers store fodspor, ved konsekvent at ændre hans handlinger til modpolen. Hvorfor det ellers lige skulle være interessant at lave en udmelding som denne lige nu, har jeg svært ved at gennemskue.

 

Postscript….

Israelerne er glade, og palæstinsenerne vrede: https://www.timesofisrael.com/trump-calls-for-calm-after-jerusalem-declaration/

Ifølge artiklen, som jeg refererer til ovenfor (kilde “The times of Israel”), skulle flere af de amerikanske præsidenter angiveligt have anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad; i et dokument, uden dog at gøre mening af det.

 

Reklamer

Menneskelige robotter

IMG_0495

Den kunstige intelligens stormer frem. Vi er for nyligt blevet præsenteret for Sophia, der kan have en almindelig samtale med et menneske. Mange stiller spørgsmålet, om mennesker nu er overflødige. Interessant.

Vi er nok den første art, der selv fremstiller en art, der er os selv overlegen i intelligens. Som videoen viser, er robotten i stand til at finde data, samt undre sig over hvordan den gør det.

Den kunstige intelligens eksisterer nu, og den er nok kommet for at blive. Hvad vi skal bruge den til, og hvordan vi vil forvalte denne, vil jeg lade stå åbent for nu.

Sophia awakens

illeder (https://youtu.be/LguXfHKsa0c)

 

“Jeg tænker, ergo eksisterer jeg” (Descartes)

 

Er mennesker så overflødige? Det mener jeg bestemt ikke at de er. Det er nu at vi har muligheden for at træde i karakter, som den art vi virkelig er. Det giver os muligheden for at finde ind til vores sande væsen som mennesker.

 

At være,

eller ikke at være,

det er spørgsmålet.

(Shakespeare)

 

Mennesket har en anden egenskab, som vi er tilbøjelige til at glemme; nemlig evnen til at være. At leve livet fuldt ud, være i verden og være mennesker. Vi har for uvane at glemme det i hverdagens ræs, hvor vi sætter automatpiloten til og slår følelserne fra, for at kunne klare presset. Netop dét er en tanke, som slog mig på morgendagens gruk og vandring gennem natur og by. Et kig på mine medmennesker fik mig til at tænke over, hvor hårdt vi har sat os for som mennesker, i en verden hvor penge og konkurrence hersker. Værdier som nærvær, socialt samvær og den gode samtale glider ud i sandet – eller bliver med nød og næppe holdt ved lige via diverse medier og terminaler.

Vi ræser afsted i hamsterhjulet, for at lære vores børn værdien af fritidsaktiviteter og hobbyer, for at pleje sig selv og glæden ved dét man kan lide. Ofte er der så ikke tid til at forældrene gør det samme for sig selv – og dét er en skam. Det kræver en vilje og en indsats, at få det gennemført. Mange glemmer hvor vigtig en kilde naturen er, for at finde velvære og ind til sjælens indre. De dybe følelser og evnen til at føle empati og kærlighed, er stadig en evne som er forbeholdt mennesker.

Det virker som en utopisk tanke, at robotten Sophia skulle gå til dans, imens vi klarer hentning af børnene, opvasken, rengøringen og lektielæsning med vores børn. Udnytter vi den kunstige intelligens, kan vi stå af rotteræset, og bruge mere tid til at leve livet sammen med vores familie, til at få ført vores hobbyer ud i livet, og til at nyde en stille stund med os selv.

Glemmer vi evnen til at leve livet, er forskellen mellem menneske og robot svær at få øje på, og dét ville gøre os enormt sårbare.

 

B film

Juletiden er så småt ved at ringe ind. Med juletiden oversvømmes TV af B film, klichéer, gennemskuelige plots og kærlighedshistorier.

Det er pladderromantik, så det basker. Men det er også en klassiker, som jeg er kommet til at holde af.  Det tror jeg dybest set bunder i, at disse B-film er ren afslapning, og at man bliver varm om hjertet når man ser dem. Min egen far udtrykker det således: “det der er der da ingen der kan tage skade af at se”. En kommentar med modifikationer.

For ud af Hollywoods pladderromantik, kommer også forestillingen om prinsesser og prinsen på den hvide hest. En problemstilling, som mange psykologistudier har noget og hint at berette om. Mange piger lever med den drøm i flere år; at prinsen på den hvide hest findes. Dette er dog ikke noget der kun er henledt til B-filmen, men som indbefatter mange store Hollywood produktioner. Rygtet vil vide, at B-filmen oprindeligt var en del af de store opsætninger – en side B, som på en LP. I dag er B filmen et selvstændigt værk.

Mange B film har et manus, der drejer sig om kærlighedens væsen, om at turde, og at vove. Det går så grueligt galt undervejs, men ender lykkeligt. Måske er det netop B filmens paradoks, at mange ikke vover kærligheden i dag, med risikoen for at miste, og fremstå sårbare. Skuespillernes præstationer varierer meget; og det er ikke deres præstationer, men budskaberne der bærer filmene. Det er de små detaljer og følelserne, der styrer filmen fra start til slut.

Kan man se igennem med klichéerne, og holde sig for øje at manus er en film, så mener jeg bestemt heller ikke at det kan skade at mærke den glæde, de smil og det håb i sit sind.

 

FAKTA ….

En B-film er en film der er produceret for få penge og uden mange ambitioner, og som virker klichéagtig. (kilde: https://da.m.wikipedia.org/wiki/B-film)