work-life-balance

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).

Reklamer

Syg kultur?

Chris McDonald kører for tiden en programserie på DR2, hvor han via motion forsøger at oparbejde en gruppe danskere til at minimere deres indtag af piller. Eksperimentet udarbejdes i samarbejde med aktivitetslæger, forskning og målinger. Dermed skulle evidensen være på sin plads.

Personerne er nøje udvalgte eksempler af denne befolkningsgruppe (på piller). De bliver konsulteret af læger, for at minimere risici for skader med videre. Personerne udsætter således ikke sig selv for fare ved at deltage i disse øvelser og udfordringer. Derimod får de rykket ved nogle grænser i forhold til deres egne selvopfattelser af, hvad de kan klare. De bliver presset til grænsen – og lidt til, for at rykke ved dem. De bliver tilmed sundere.

Alligevel er der nogle som falder fra. De mener ikke selv at de kan udføre ganske almindelige fysiske krav og udfordringer. Deres hæmninger ligger i de begrænsninger som de overbeviser sig selv om. Er man dér, kan andre ikke hjælpe én videre. For der er lukket for at tage imod for nye forståelser og deraf selvopfattelse.

Heri begynder min undren. Lever vi i et samfund, med en generel syg kultur, hvor fokus ligger på vores begrænsninger og det som vi ikke kan, frem for alt det som vi kan? På accepten af lidelsen som et normalt og nødvendigt onde, som kommer med alderen?

Et kig på den almene middelaldrende generation af danskere (50+), giver et generelt billede af en befolkning der lider af overvægt, “almene” skavanker som dårlige knæ og hofter, sukkersyge med videre. For den almene familiefar eller karrieremor, er den daglige motion for mange begrænset til de få skridt hen til bilen, samt hen til kontordøren, og de jævnlige småture til toilet og kaffeautomat, samt eftermiddagskagen.

Mangel på tid, bliver ofte den gyldige undskyldning for, ikke at få sved på panden 2-3 gange om ugen (hvor samtlige gifstoffer ryger sig en tur). Dagligt at gå tur på 30 minutter; eller ramme de gyldne 7-10.000 skridt om dagen. Men hvad er den undskyldning egentlig værd, hvis det er på kroppens (og samfundets) bekostning? Hvad er det der forhindrer os i at prioritere den tid for vores krop, vores eget velvære og selvværd?

Mit bud er, at vi kan finde en kombination af flere ting, som gør sig gældende for denne tiltagende fysiske inaktivitet. Med mindre vores job består i at træne andre mennesker fysisk, sker der automatisk en reduktion i den tid som vi har til rådighed ved siden af vores job. Den knappe tid benytter vi på at hente vores børn, handle ind til aftensmaden og til at få aftensmaden på bordet. I mange hjem tændes der automatisk for TV´et efter endt aftensmad, eller familiemedlemmerne forsvinder bag hver deres skærm, bestående af laptops, ipads, iphones med videre. Kroppen bliver ganske enkelt vænnet til at holde sig i ro. En krop der ikke aktiveres tilpasser sig. Til sidst ender den selv med at tro på, at det er hvad der skal til, for at have det godt. Der sker noget med hjernens overbevisning om, hvad den kan og ikke kan. Langsomt begynder skavankerne at vise sig. For en krop der ikke aktiveres, har det ikke godt. Den lider, og arbejder på højtryk for at modarbejde bivirkningerne af denne stilstand. Kroppen er ganske enkelt i gang med at accellere nedbrydningen af sig selv og kroppens celler. En af bivirkningerne ved inaktivitet er, at kroppens muskler bliver slappe, det samme sker for ilttilførelsen til hver enkelt celle. De går i hi. Dermed er den onde cirkel skabt, og troen på at man ikke kan får nye ben at gå på, fordi det en dag bliver en anstrengelse at gå ned ad trappen med skraldespanden.

En anden vigtig årsag til at tingene begynder at skride, og som for nogle ender ude på et skråplan, er de tanker som man har om sig selv, i samtråd med den adfærd som er socialt acceptabel. Socialvidenskaben fortæller os, at den sociale accept har en styrende effekt på os som individer, da vi har en indgroet trang til at tilpasse os flokken, for ikke at blive udstødt. Ofte viser der sig en tendens til, at de personer  i flokken der lægger sig i offerrollen opnår større sympati, end dem som rækker armene i vejret og råber YES! –  Ja, Janteloven kære læser. Den er medsynder. Så længe vi ikke under eller beundrer andres succes, sker der ikke et skred til finde vindermentaliterne frem. Den indre stemme der siger, “YES I CAN” … Troen på sig selv, og viljen til at kæmpe. Selv ikke de mennesker som er født med en guldske i munden, kommer igennem livet uden at skulle kæmpe deres kampe. I hvert fald ikke hvis de vil udvikle sig som hele sunde og raske personer. Dermed skriver jeg ikke, at jeg ikke respekterer andres lidelser, psykiske såvel som fysiske. Det gør jeg. Men man vælger selv hvordan man vil håndtere dem. Attitude kan flytte bjerge.

“It´s not about what happens to you in life,

it´s all about how you choose to handle it, and live your life”

Hver dag træffer vi nogle valg (tilvalg og fravalg). Prioriteringer. Vi kan ikke kæmpe alle kampe på én gang. Derfor må vi hver især ud fra sin egen situation, vælge de kampe og prioritere de valg, som bygger os op og skaber vejen hen til de (del)mål som vi gerne vil opnå. Derved bliver vi stærkere, opnår større selvværd og livskvalitet. Livet er nu. Hver eneste dag.

Det er Egoistisk IKKE at Opfylde Egne Behov

Min krop finder ikke ro til at arbejde hjemme i dag. Jeg vil ud, og mærke solens glade stråler på mit ansigt, og være sammen med andre mennesker. Når først det er gjort, får jeg ro i sjæl og krop, så jeg kan koncentrere mig om de (lidt mindre interessante) opgaver, som ligger på mit bord. Glor og venter. Imens jeg går i ring, og får lavet så absolut ingenting.

Jeg har trukket stikket ud af min pc, og plugget det i kontakten i husets aktivitetsrum – mit køkken. I håb om, at det giver grobund for udført arbejde. Kaffen er lavet, så nu trækker jeg mig tilbage for en stund, til pladsen i solen, og vender tilbage med solbatterierne godt opladet (håber jeg!).

Med stærk henvisning til bloggen nedenfor:

Spirituel Mentor - Tag Din Power Hjem

I torsdags holdt jeg foredrag på en café propfyldt med kvinder. Det var en skøn aften. Kombinationen af bobler, hygge, lækker mad og foredrag, der rusker op i indgroede tankemønstre viste sig at være en stor succes.

Charlotte Egemar Kaaber

Kvinder har brug for at høre det. Igen og igen. Vi har brug for at lære at NYDE før vi kan YDE. Det er svært, når vi er opdraget til det modsatte. Vi har lært, at vi skal tage os af andre. Sørge for at dem omkring os har det godt.

I mange år holdt jeg fanen højt for at effektivisere arbejdsopgaverne herhjemme. Jeg anså det som min fornemmeste opgave at få alle praktiske opgaver overstået så hurtigt og effektivt som muligt, så vi kunne komme i gang med at hygge os og slappe af. Og helst inden kl. 20.00.

Charlotte Egemar KaaberUndervejs (for)dømte jeg alt og alle omkring mig, der ikke matchede min version af…

View original post 236 more words