NLP

Vrede

Vrede er måske ét af dagens mest hotte ord. Det er bragt på banen i Go´morgen Danmark på TV2, hvor skuespilleren Troels Lyby var inviteret i studiet, for at tale om vrede.

Jeg synes at det er et uhyre interessant fænomen. For det er et fænomen, som klinger meget dårligt med den konfliktsky danske kultur. Det er et fænomen, som de fleste med dansk ophav, kan have det enormt svært med. Man kan for eksempel have det svært med at acceptere dets eksistens, eller i sidste ende at håndtere den, når den viser sig.

Jeg mener ligesom Troels Lyby, at vrede er en urreaktion. Noget vi reagerer med, når vi bliver behandlet forurettiget, føler os trådt over tæerne eller ikke hørt. Eller burde reagere med. Mange af os er blevet belært om, at vi ikke må blive vrede. Ofte i så tidlig en alder, at vi desværre ikke kunne mestre at benytte et alternativ, fordi hjernen slet ikke var udviklet til det. Vanen i familien kunne også være blot at slå ned på vreden. Uagtet disse to løsninger, kunne barnet kun føle sig forkert, og at vreden var forkert. Således bliver vreden noget svært håndterbart, og tabubelagt. Det bliver sværere og sværere at forholde sig til vrede, ved at bevæge sig ad den vej. Gennem NLP lærer man at give udtryk for sin vrede verbalt, uden at komme op i svingninger. For vrede har sådan en kraft, at hvis ikke vi lærer at blive ven med den, at kende vores egen vrede, så kan den godt tage kontrollen fra os, og gå fra konstruktiv til destruktiv.

Konstruktiv vrede er at give udtryk for sin vrede, og sætte sin grænse. Hertil hører, at man formulerer hvad man bliver vred over. Kunsten består her i, at give sig selv lov til at føle vreden, men ikke at lade den eskalere, samtidig med at man får denne katalyseret ud med ordene “det gør mig vred, når … “. Dermed respekterer man både sig selv, sine egne grænser og sin vrede, men samtidig også den person som man står i vredessituationen sammen med. Sådan et vredesudbrud kan godt være voldsomt, men er ikke bevidst krænkende i sin fremfærd. Denne person har også lært, at trække sig lidt væk fra zonen, hvis følelserne og vreden bliver for stærk, for siden at vende tilbage til dialogen.

Den destruktive vrede derimod, har mange facetter at spille på. Den kan agere meget skjult, og derfor opdager modparten den måske ikke. Men den kan også agere ekstremt aggressivt.

Nogle mennesker lærer at mestre en passiv-aggressiv adfærd, hvor de i stedet for at udtrykke den vrede de føler, angriber deres modpart med personlige angreb, der intet har at gøre med den samtale som foregår. Når en person der åbenlyst bliver vred, men ikke kan sætte ord på sin vrede, kommunikerer med ovenstående person, skal kommunikationen næsten gå galt. Nu kan den passive-aggressive angribe personen der bliver vred, med at angribe vreden. Så bliver der ikke lyttet til hinanden, men kastet anklager og frustrationer rundt i luften. Virker det bekendt? I en kultur hvor vi ikke lærer at blive ven med vores vrede, er der en vis sandsynlighed for at dette scenarie kan opstå.

Den uhæmmede destruktive vrede, giver både udtryk for sin vrede ved at råbe, men uden egentlig at sætte ord på hvad man er vred over. Til gengæld angriber den samtidig personen der står overfor med personlige angreb og gammelt nag (og gud ved hvad man kan hive ind i den optrappede konflikt, for at vinde slaget). Begge dele er ukonstruktive reaktioner, og destruktive fordi de har til hensigt at nedgøre “modparten” i mangel af evnen til at forholde sig til kernen, og det som er på spil. Lyder dette velkendt?

Tænk på de digitale dialoger. Der har vi ikke haft en opdragelse i god takt og tone. Vi er ikke blevet oplært i, at mediet (din skærm) er med til at definere en afstand til modtageren der gør, at vi i første omgang føler os alene med den vrede som vi føler. Den vrede som mange får smældet ud mellem tænderne, og som de ikke kan håndtere at konfrontere i en ansigt-ansigt kommunikation. Denne vrede har nu fået frit lejde digitalt. Men der er en risiko for at det kan være den uhæmmede og destruktive vrede som er på spil. Ikke den dialogbaserede, hvor man tager udgangspunkt i sig selv, sine egne grænser og holdninger, samt årsagen til sin vrede, for siden at argumentere sagligt for den (uagtet hvor vred man er, er det ikke ok at angribe den anden person). Set i dette perspektiv kunne man mene, at mange af de dialoger som voksne fører på de sociale medier, er nede på et “uudviklet” (barnligt) plan. Det paradoksale er, at det skrevne ord, ofte viser sig at ramme hårdere, end det som bliver sagt. Så der er altså rum for forbedring. Men der er håb forude. Som Michael Jackson sang, så starter man med personen i spejlet – altså os selv.

Når vi som brugere af skærmen bliver opmærksomme på – og tvinger os selv til at tænke på – at der sidder et menneske i den anden ende, så sker der også noget med vores adfærd og vores dialoger. Man kan øve sig i det små. Lave aftaler med sig selv om, at man ikke må besvare SMS imens man er så vred at det kammer over for én, men at må vente til man er kølet lidt ned. Det smitter af på den øvrige digitale adfærd, fordi man har taget et skridt i en mere bevidst retning, hvor man tænker over sin egen sindsstemning, og ordvalg. Tænk så på, hvordan du selv kan være med til at præge den gode digitale dialog. Vi kan sagtens være uenige (eller udtrykke vrede), uden at krænke hinanden. Vi kan være beviste om at fordre dialogen og debatten på et respektfuldt grundlag, uden personlige angreb.  Præcis, som det er tilfældet i den respektfulde ansigt til ansigt samtale.  Når det ind i mellem løber løbsk i den digitale dialog, sker det sandsynligvis på det grundlag, at skærmen får os til at glemme den/dem som sidder bag en anden skærm. At det er mennesker med følelser, meninger og en anden viden end vores egen.

Jeg mener, at vi som (digitale) kommunikatører har et ansvar for at udbrede denne viden. At vi må gøre verden bedre til at begå sig digitalt. Vi skal passe på med ikke at blive for selvfede, og beholde denne viden for os selv. Vi skal ikke blive forblændede i en tro på, at vi som fagpersoner må være de eneste som véd noget om mediets indflydelse på præmissen for vores digitale dialoger.

Hvilke historier fortæller du?

I går da jeg sad på bænken, imens min søn trænede fodbold inde på banen, lagde jeg mærke til noget. Lige der på tilskuerpladserne. Drama. I større eller mindre skala.

Det kom fra de historier, som forældrene delte med hinanden. Typisk var det kvinderne der distribuerede dem. Mændene deltog ved at lytte, og kommentere med deres problemløsninger.

Så slog det mig, at jeg selv kan have tendens til det samme, til trods for at jeg har noget af det mest positive livssyn og en viljestyrke til at klare lidt af hvert.

Det gav mig grund til at reflektere lidt mere over det. Hvorfor mon der var denne tendens til drama udveksling? Skyldes det reelt en indre frustration? Og har man overhovedet til hensigt, at sprede denne frustration, som man kommer til at sprede med sine historier? Er det en metode man (ubevidst) benytter til, at opsøge intimitet og skabe fortrolighed med? Kan det være et tegn på kedsomhed, eller et tegn på begge dele?  Hænger det sammen med janteloven, så vi ved at sprede en dårlig version af os selv, føler mindre skyld over vores livsglæde og de ting som går os godt? Skyldes det, at vi dagligt eksponeres for det ene drama efter det andet i diverse nyhedsmedier, så vi for at føle os hørt skruer dramaet på? Eller er vi ligefrem blevet så påvirket, at vi tror at det er den bedste måde, at fortælle vores historie på? Måske er jeg bare mere OBS på fænomenet, fordi jeg bevidst er i gang med at lægge en ny stil for min egen vej, og er dermed selv med til at skabe drama, ved at fremhæve det? Jeg ved det ikke.

Men jeg tror, at det har konsekvenser når vi deler disse historier med hinanden. Vi spreder den frustration, der siver som giftige gasser fra vores krop, imens dramaet udspiller sig. Frustrationer, som planter sig hos andre som bittesmå svampesporer der borer sig ind i hjernen og sindet, uden at modtageren er bevidst om det. Det er ikke godt.

Betyder det så, at vi ikke må tale om de problemer og tanker, som vi tumler med? Selvfølgelig må vi det. Fordi vi er alle hele mennesker, der rummer alle slags følelser. Det er menneskeligt, at vi gerne vil dele dem med andre mennesker, men vi hiver hinanden ned hvis det hele ender i klagesang. De reelle problemstillinger mister også deres ret, fordi de drukner i mængden. Jeg tænker at man med en konstruktiv tilgang til kommunikationsdisciplinen, vil komme længere. Ved at benytte NLP værktøjerne og være assertiv i forhold til sig selv og problemet, og ikke gøre sig selv til offer, eller problemet til en aggression, der truer. Bedst er det, hvis vi i den samtale (indre som ydre) bevidst beder om gode råd, eller i det mindste selv bringer en perspektivering på banen, der rummer en løsning. Det kræver træning, og bevidst tænkning indtil det bliver den nye to-do.

Angreb er det stærkeste forsvar

Sådan lyder et velkendt, og meget udbredt, ordsprog. Ordsproget burde have en efterfølgende tankestreg, så det kom til at se således ud:

Angreb er det stærkeste forsvar

– for den som vil dække over egne mangler

For det er ofte først der, at taktikken bruges. Ganske enkelt fordi det er, hvad jeg vil kalde en “nødtaktik” for den som er presset ud på kanten. Fordi benytter man først denne taktik, foruretter man ofte mere skade end gavn. Nogle gange så meget, at det kan være svært at vende tilbage til udgangspunktet for relationen eller situationen.

Mange kommer til at benytte taktikken i blinde, midt i et vredesudbud i en diskussion eller et skænderi. Afhængig af den overfusedes selvindsigt, og evne til at filtrere fra, kan man komme nogenlunde helskindet fra det. Men det skaber sår, og siden ar, og afstand. Personen som angreb, står efterfølgende også med en endnu mere tom og klam fornemmelse. For det kan nok være, at man føler sig ovenpå i selve angrebssituationen, men hvis man er nogenlunde psykisk velfungerende, vil der også komme et efterspil, hvor man selv bliver ked af det, og/eller fortryder, fordi man lod sig rive med, og egentlig ikke mente det så hårdt, som man fik det sagt.

Angreb er lig aggression, og har intet med assertiv kommunikation at gøre. Uagtet hvor mange “sandheder” der ligger gemt i angrebet på den anden person (eller nation). Alle der beskæftiger sig med kommunikation vil vide, at der sjældent kommer noget godt ud af aggressiv adfærd/kommunikation, som når man fx. kommer med personlige angreb. Det er helt i orden at blive vred, og føle vrede, samt at give udtryk for hvorfor. Men her går grænsen. Det er ikke ok, at give den anden “tørt på” ved, at give ham/hende prædikater eller lignende.

Vi har alle hvert vores filter, og dermed sandhed, af hver eneste handling, oplevelse og udsagn. Derfor er det så vigtigt, at man bliver på egen boldbane, og bliver ved med åbent at stille spørgsmål til det man ikke forstår, frem for at dømme på forhånd, eller at opstille forvrængede illusioner af situationen/den anden person (eller nation).