Markedsføring

# Digitale filterbobler #

Jeg har netop læst en interessant artikel, der omhandler filtrering af vores nyheder på internettet. Altså, hvilke nyheder vi bliver præsenteret for, når vi bevæger os rundt på internettet, googler m.v. Situationen er i sig selv et lysende eksempel derpå.

Artiklen lå nemlig linket iblandt mine opdateringer på facebook. Den trak på min nysgerrighed, hvorefter jeg klikkede over på artiklen. Den viser sig at være dateret d. 24. september 2012! Bemærk at d.d. er d. 14. august. 2013. At så gammel en nyhed serveres som dagens nyhed, må således kædes sammen med den digitale filterboble, der er omkring mig på facebook.

Selv er jeg så typen der godt kan lide at møde mine modsætninger, se verden i nye perspektiver og lære deraf. Erfare og mærke på egen krop, hvordan vi hver især har en subjektiv opfattelse af det som foregår omkring os. Fordi det vi oplever, har været en tur igennem vores personlige filter, der består af hele vores sociale arv og livserfaringer. Det er interessant at snakke med et menneske, som ser og oplever verden radikalt anderledes. Det kan også være enormt provokerende, for det rykker nogle gange i følelsesregisteret at få rystet sin grundvold godt og grundigt. Ikke desto mindre tror jeg, at det er bydende nødvendigt at vi møder hinanden med åbenhed og nysgerrighed, for ikke at havne i fastlåste holdninger. Holdninger hvor man tror at verden kan skæres over egen kam, og gøres sort-hvid ud fra éns egen optik.

Det er en forudsætning for at det lykkes, at tonen er gensidig respektfuld, og at man husker at det ikke handler om at få ret i en samtale, men at det vigtige derimod er at lytte til hinanden. En lære som måske også går tabt, når filterboblen ikke serverer historier og livserfaringer om mennesker, som er anderledes sat sammen end os selv. Vi mangler råkost og udfordringer til vores holdninger.

Når jeg nu sidder og reflekterer lidt over de mængder af information som vi dagligt overstrømmes med, synes det på én gang både menneskeligt og skæmmende at vi er omkranset af et digitalt filter, baseret på vores tidligere handlinger og søgninger på nettet. Menneskeligt fordi der i realiteten er et loft for, hvor mange informationer vi hver især kan rumme i løbet ad en dag. Skæmmende fordi vi ikke præsenteres for andre end vores egne indgangsvinkler til verdens gang. Skæmmende fordi man som almindelig borger måske slet ikke er bevidst om disse mekanismer, og derfor ikke kan forholde sig kritisk til det nyhedsflow, som man præsenteres for.

Personligt kan jeg godt lide at søge og følge nyhederne digitalt. Det giver mig mulighed for at vælge til og fra i det informationsflow, som der er. Ofte savner jeg dog grundighed i journalistikken. Noget der stikker dybere og går bagom facaden. Det er der ofte ikke tid til, og det må alt andet lige også præge vores tilgang til den verden, som er omkring os. Så kan hver-mand sidde på sin kæphest, og pege ad de andre. Hvis man kun skuer hunden på hårene, styrker man kun sin egne fordomme, og man lærer reelt ikke noget om andre mennesker, deres liv og hverdag.

I arbejdet med digital kommunikation, er det relevant at forholde sig til “digi-filterboblen”, som her omkranser det personlige filter. Det sætter kreativiteten på prøve, når man med sine meta tags vil ramme sine målgrupper.

Alle der arbejder med kommunikation véd godt, at det netop er modtagerfilteret som giver jobbet et tvist. Ved at være bevidst om afsender-modtager forholdet, styrker man de bærende søjler for, at det hensigtsmæssige budskab kommer igennem.

Som kommunikationsmedarbejder eller udbyder af nyheder, står man over for et udvidet sæt af regler vedrørende etik og moral. I en skøn blanding af information og påvirkning, ville nyhedsdækningen få mere dybde og ramme bredere, hvis man bevidst søgte at få flere vinkler med i sin artikelsamling vedrørende de forskellige emner.

Markedsføringsfolk sidder næsten på “den grønne gren”, fordi man relativt nemt kan definere og nå sine målgrupper via disse digitale filterbobler. Et emne der nemt kan gribe om sig, så det vil jeg kommentere i andre indlæg på siden.

Jeg deler her artiklen med jer. Forhåbentlig giver det stof til eftertanke, samt lyst til at lave huller i filteret -som henholdsvis afsender og modtager. Selvom artiklen er dateret september 2012, mener jeg at den stadig er relevant.

Artikel DKF, d. 12.09.2012

Reklamer

Mode, trends og image

Modeugen blæser derudaf. Med sig bringer den visioner og drømme, æstetik og skønhed. Idealer som forskønner vores hverdag. Tøj er ikke bare en genstand for at holde varmen, eller til at beskytte os imod varmen. Vi spejler os i det -både fysisk og metaforisk.

Tøjstile definerer tid og mennesker. Selvom vi måske ikke føler os som slaver af tidens trend, er der måske en stil, et strejf fra en anden tid eller et ikon, som drager os og definerer hvem vi er i den tid vi lever i.

Med tøjstile og mode forenes vi, eller skiller os ud. Der er et kodeks for hver stil. Mange hippier mener at de går imod moden, men de har tydeligvis også deres eget trendset og modekodeks. Hippie moden fra de glade 60´ere har overlevet i bedste velgående.

Nogle bruger tidens mode som legeplads. Et sted hvor man eksperimenterer med de nye trends og lader sig rive med. Let, legelysten og glad. Andre bliver slaver af den, og tror slet ikke at de er noget, hvis ikke de er med på det sidste nye og hotte. Så er der dem, som plukker lidt her og der, for at skabe deres egen stil; imens andre går stringent efter det klassiske og stilsikre. Uanset hvordan vi bruger moden, forholder vi os til den -bevidst eller ubevidst.

Mode er på sin vis også luksus, eller mangel på samme. Mode er ofte dyrt, og ikke alle kan betale varen. Her har skaberen et middel til at skille vandene. Han kan afgrænse hvem der ikke skal bære hans design. Andre tøjdesignere ønsker, at alle skal have råd til at bære deres tøj. Forretningsmæssigt ser man måske glæden ved at skabe main-stream, med deraf følgende profit.

Mode er også kunst. En subkultur. Det springer i øjnene, når vi bevæger os ind i mode universet; altså dér hvor designere og modeskaberne svæver og ånder. Jordforbindelsen forsvinder, og man ryger op i et højere luftlag. Mode er markedsføring af image på måske højeste plan.

Derfor er mode aldrig kedeligt. Det er et produkt med finurligt mange indgangsvinkler og udfald. Alle har en mening om mode -også selvom der nogle gange skal lirkes lidt, for at få åbnet op for sluserne. Rent æstetisk og kunstnerisk, er det en vidunderlig udtryksform. Set ud fra et markedsføringsperspektiv, er det fascinerende hvor bredt et spekter for krydspris-elasticitet en beklædningsdel kan have, hvor det går fra at dække et reelt basisbehov for at have tøj på kroppen, til at ryge helt op i toppen af Maslows behovspyramide med individets behov for at realisere sig selv og sine drømme. Et spektrum der vel på mange måde har inspireret andre produkt kategorier -som eksempelvis bilbranchen og hand device/mobil telefon branchen.

Af samme årsag er det en benhård branche, hvor konkurrencen og kundernes dom er ubønhørlig. Det er knald eller fald, med flere korte sæsoner om året. Branding, image og kundeloyalitet  går hen og bliver uhyre vigtige motivationsfaktorer i kampen om kunderne. Selv her må man forny sig, uden at skade den hidtidige branding. En hårfin balance gang. Betragter man moden fra denne indgangsvinkel, mærker man tydeligere presset fra stress spiralen. Den hvirvelstrøm hvor de implicerede mister overblikket til at se sig selv og branchen med udefrakommende øjne. De øjne, som ikke kun lader sig rive med af modens fascinerende univers, men som også stiller andre krav til branchen.

Etik og moral er ikke dyder, som står højest på prioritetslisten. Model mål er på det nærmeste anoretiske og hylder disse mål som skønhedsidealer. På Cibellas -som er det spanske svar på modeugen i København, rasede der for få år siden en debat a la den nuværende i København, hvor man kritiserede modelmålene, og forlangte en minimumsvægt hos modellerne.  På de kanter forstår man virkelig at skabe røre i vandene. I dette tilfælde synes jeg at det var positivt, fordi udfaldet blev det. En del af debatten blev hysterisk og unødvendig -men måske var det disse yderligheder, som var med til at flytte masserne? Resultatet har været at str. 32 skulle udgå fra tøjproducenterne kollektion, og at modellerne skulle stille sig på vægten før de gik på podiet, for at leve op til en minimumsvægt. Nuvel, Rom blev ikke skabt på 1 dag, og det diskuteres stadig om branchen i første omgang blot omgik eksempelvis problematikken vedr. tøjstr. ved at bibeholde målene, og rykke numrene et hak op, så alle pludselig følte sig en tøj størrelse større. En temmelig målbar faktor, som fik bagslag og skabte en del forvirring. Jeg må her tilføje, at jeg ikke peger fingre ad hverken den ene eller den anden slags krop, men at vi som minimum må have nogle sunde idealer at spejle os i, og i bedste fald et mere varieret udbud i kvinde kroppe og former på podierne. Sidstnævnte må det retfærdigvis også nævnes at have været tilfældet i enkelte undtagelser, for modeugen i København denne uge.

Pointen her er, at også modebranchen må få øjnene op for forbrugernes magt til at påvirke eksempelvis myndigheder. At den moderne forbruger vil respekteres, og at denne stiller krav til producenterne. Tegnene på dette fremstår tydeligt, når en del af presse omtalen for mode ugen, netop omhandler forbrugerens krav om at der kommer nogle mere kvindelige mål og størrelser på podiet. Virkeligheden banker på døren til modens subkultur med tidens trend. Nye grænser og nye normer etableres.