Digital rædsel

Usikkerheden omkring internettet, og hvad man skal synes om de digitale medier, er stadig et element i mange forældres univers.

Det er et problem for mange, fordi de ikke helt kan overskue hvad internettet rummer, og hvilke farer, som måtte lure derude. For så vidt er internettet ikke forskellig fra den “virkelige verden”/IRL – den er en digital forlængelse af menneskeden og den verden som omgiver os. På godt og ondt.

 

Fri os fra det onde

Som taget ud af en fadervor, ønsker mange, at vi kunne befri internettet for alt det onde, og dermed beskytte vores afkom fra det. Framing og opmærksomhed gør måske, at det onde er det eneste man som voksen kan få øje på.

Momo er et udemærket eksempel på den frygt for farer på internettet, som mange forældre får forstærket via nyhederne og feeds på de sociale medier. Alle forældre ønsker at beskytte deres børn. Når der popper sådan en video op, taler den direkte til reptilhjernen og aktiverer alle frygtsignalerne. Det er ondsindet. Og det virker efter hensigten – nogle vil gerne skræmme livet af børn og voksne. Spørgsmålet er dog, om den nu også er så effektiv, som den gerne vil lyde til. For når vi reflekterer lidt mere over indholdet, og får taget dialogen med vores børn, bliver det jo straks lidt mere absurd. For selvfølgelig kommer momo ikke om natten og gør uhyggelige ting ved barnet, hvis ikke det har ydet selvskade med knive med mere. Dog er det væsentligt at forholde sig til dialogen om, at det selvfølgelig ikke er en god idé at skære i sig selv, og så videre. En vigtig pointe her, er netop at man som voksen tager et ansvar for at være i dialog med sine børn, om deres oplevelser online (og stadig også IRL). Parolen “Har du talt med dit barn i dag” er stadig aktuel.

Som det fremgår af udtalelser fra Red Barnet, er det selvskadende fænomen, på opfrodring fra momo, ikke noget som deres rådgivning vidner om. Læs denne artikel om momo

Er internettet et arnested for ondskaben?

Den paradoksale sandhed er nok snarere, at formidlingen af internettet, som nyhederne IRL, er præget af overskrifter der skal skabe blikfang, klik og reaktioner. Ofte er der langt fra den skildrede virkelighed, til den oplevede. Ind i mellem med et hype og en række skrækindjagende eksempler på aktører med onde hensigter – herunder pædofile, kriminelle, psykopater med videre. De findes jo. Ikke desto mindre udgør de en mindre procentdel. Med en smule sund fornuft, og dialog med børnene og de unge, kan mange problemstillinger imødekommes.

 

Privatliv versus offentlighed

Man kan for eksempel overveje relevansen af at indholdet er offentligt tilgængeligt. Hvis ikke der er tale om en stjerne-in-spe, har det nok ikke den store relevans for offentligheden, at pigerne springer rundt på en trampolin (selvom pigerne gerne vil have likes). Det er så dialogen om de likes, og om de virkelig betyder noget, man bør tage med pigerne. For i den forlængelse ligger der også nogle dyberegående identitetsskabelser, som er mere vigtige at håndtere.

Det bliver helt sikkert også et mere debatteret emne, at vi som brugere af de digitale medier husker at forholde os til hvilket indhold der  er privat (til deling med dem man kender i sit privatliv), og hvad der er offentligt tilgængeligt (for alle, herunder myndigheder og skurke).

Som voksen skal man samtidig huske at værne om barnets tarv, så man ikke kommer til at krænke barnet, i sin iver på at beskytte det. Ikke alt behøver at være udtalt. Som i eksemplet med forældrene der blev gjort opmærksomme på, hvordan pædofile kredse udnyttede sekvenser fra døtrenes gymnastikvideoer (). Det er vigtig viden, som alle forældre bør forholde sig til. I denne kontekst mener jeg, at man bør gøre sig nogle tanker om hvorvidt skaden er sket; og om man volder mere skade ved at “kriminalisere” børnenes egne uskyldige handlinger. Det giver ingen mening at pådutte børnene skam og traume efterfølgende. Men man bør som forælder tage ansvar for at skabe det filter, der gør indholdet utilgængeligt efterfølgende. Herunder at tage stilling til, om det har relevans at indholdet er offentligt tilgængeligt.

 

Præmis for tillid

Man bør ikke underkaste sig en præmis for mistillid til alt og alle i samfundet, fordi man ikke kan overskue hvilke farer der måtte lure på internettet. Det strider mod vores samfundsmodel, samt nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, som er nødvendige for en sund psykologisk udvikling af den enkelte person.

Vi ville aldrig sætte os bag rattet i bilen og starte for den, hvis vi udelukkende forholdt os til dødstal og statistikker for dødsulykker. For de sker jo. Alligevel sætter vi os ind i bilen, og kører ud fra en præmis om tillid til, at de andre biler overholder færdselsreglerne, bliver i deres side af vejbanen, holder for rødt med videre. Men vi er samtidig opmærksomme og på vagt. Nogle gange når vi at reagere. Andre gange havner vi en i ulykke. Men jeg vil vove den påstand, at det ikke er mange af os, der har oplevet det sidste på egen krop. Gudskelov.

 

 

In facebook we trust – or not

Denne artikel er foranlediget af dagens spørgsmål på twitter fra Christiane Vejlø (@christianevejlo), hvor hun spørger om vi ville dele vores, eller vores børns, data med facebook?

Kort fortalt har Facebook har igen rodet sig ud i modvind, eller måske en storm. Årsagen er, igen, deres tilgang til, og omgang med brugernes data. Spørgsmålet der omtales i indledningen, og den storm som omtales her, har reference til en artikel skrevet af TechCrunch, der stiller sig kritisk overfor facebook app´s brug af data, samt indsamlingsmetoder (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

I dette tilfælde er der tale om samtykke og betaling for indsamling af data. Spørgsmålet er, om det er nok, når der samtidig er etiske linjer der overskrides, samt specifikke krav fra leverandøren af deres app (apple store), som overskrides. Leverandøren står jo netop som garant med sine krav. Overtrædes kravene, kan app´en ikke distribueres. Og det er blandt andet i denne kontekst, at facebook er under angreb.

 

Privatlivets sfære under lup

Noget af det, som får mig frem i stolen er, at det er privatlivet der (muligvis) er under luppen – og ikke “kun” browseradfærd, såsom brugt tid på konkurrerende apps. Muligvis, fordi muligheden er der, grundet de koder som der opereres ud fra – i henhold til artiklen fra Techcrunch (https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true). Da det er telefonen der er under observation, for indsamling af data, kan det hurtigt gå hen og blive problematisk. For hvad skal man bruge disse private data til, herunder indhold i samtaler og billeder; hvem bliver disse data delt med, og hvorfor???  Noget af min anke, går derfor på disse detaljer.

Det er kritisk, at penge kan være en motiverende faktor for teens, for at downloade denne app. Omvendt kan man argumentere for, at der også bliver givet lidt lommepenge ved døren. For der er næppe konsistens mellem dataenes værdi, og den sum penge som udbetales til den enkelte bruger. Men det er en snak ud af en anden tangent, omend det kilder lidt ved etikkens næsebor.

 

If something is for free,

then you´re the product. 

At facebook lever af vores data, er i og for sig ikke noget nyt. Men det er problematisk, når de ikke står ved det. Vi ved godt, at der ikke ville være annoncer på facebook, hvis det ikke var tilfældet, at vores browser historik blev brugt til kommercielle formål. Men det er ikke kun facebook der udnytter vores browser historik. Det gør de fleste websider, for at opsnappe informationer om deres persona. Allerede her, er grænsen (for accept) rykket. Vi informeres om cookien og tracking data, men accepterer dem ofte alligevel, da vi gerne vil besøge den pågældende side.

The spokesperson told us “Like many companies, we invite people to participate in research that helps us identify things we can be doing better. Since this research is aimed at helping Facebook understand how people use their mobile devices, we’ve provided extensive information about the type of data we collect and how they can participate. We don’t share this information with others and people can stop participating at any time.” (Techgrunch; https://techcrunch.com/2019/01/29/facebook-project-atlas/amp/?__twitter_impression=true)

Indsamling af data til research under samtykke, burde der jo ikke være noget obskurt ved. Og hvis vi følte os trygge ved at dette var tilfældet, ville der jo ikke være mere at skrive om. Problemet er, at facebook ikke fremstår særligt troværdige, når de samtidig indhenter data, som synes irrelevant i forhold til deres argument. I øvrigt er mindreårige langt hen ad vejen beskyttet ved lov.  Umiddelbart er der flere gråzoner, som man bevæger sig ind i her. For ikke at glemme den tanke, at vi som mennesker hurtigt vænner os til det som er, og glemmer at stille os kritiske overfor om det gavner os, og samfundet som helhed, at vi kan spores ned til den mindste detalje.

 

 

Etikken er, og bør være, vores vigtigste anker 

I en moderne verden, med næsten uanede muligheder for at få data til at interagere, har det vist sig nødvendigt at udarbejde internationale love, som eksempelvis GDPR. Dette skal sikre at brugernes data ikke benyttes uden samtykke. Samtykke-delen er således overholdt med den omtalte app “Facebook Research”; men er det nok?

Bør vi ikke værne om den sidste rest af privatliv, som der er tilbage? Hvad sker der med vores samfund, og os som mennesker, hvis vi blindt accepterer, at dele vores private data med virksomhedsgiganter, der udelukkende tænker på at tjene penge på vores data? Hvorfor accepterer vi profitmaksimeringen som den hellige gral? – Og kan vi overhovedet være sikre på at den er det? 

Hvis ikke det menneskelige hensyn, og hensynet til privatlivets fred respektereres, og værnes om, hvor går grænsen så?

Privatlivet sfære har jo allerede rykket sig, med indtoget af facebook. Vi deler rask væk begivenheder, tanker og billeder med venner og bekendte, som vi førhen kun ville dele med den nærmeste familie. I starten en anelse grænseoverskridende, men efterhånden vænner man sig til det (og følger med strømmen). Nogle af os tænker mere end andre over, hvad vi deler (og ikke altid konsekvent). Og nogle deler mere end andre. Men grænsen for hvad der er privat, er helt sikkert flyttet, skridt for skridt. Som når en manipulerende psykopat orkestrerer dig i uføre. Myndigheder (såsom kommunen) misbruger adgang til de sociale medier (og benytter det til at åbne sager mod borgerne), under påskud af, at det som er der, er offentligt. At myndighederne argumenterer sig berettigede til disse data, mener jeg er et alvorligt skred i sig selv. Mulighederne på facebook rykker måske en hel del mere ved vores opfattelser af ret og forkert, end vi gør os selv bevidste om. 

Tænk så den helt groteske tanke til ende, at billedet af dit barn bliver solgt for en slik fra facebook data (hentet via facebook research app, som du har givet samtykke til at dele) til en trediemand, og ender op en lurken pædofil side, hvor “bagmændene” legalt har betalt for billedet, men med helt skruppelløse hensigter. Et ansigt er nok til at arbejde videre med. Går man videre ud ad den mørke snørklede paranoide tankegang, hvor intet er helligt, kan man sågar spore barnet via den installerede VPN, og så videre…. Det får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig!

Det er kritisk, at facebook indsamler intime/private data fra hele telefonens indhold (herunder billeder, indhold fra samtaler, mv) fra mindreårige, og voksne brugere, uden samtidig at ville uddybe hvad disse data benyttes til. Når man blot udtaler, at man ikke benytter disse data, kan man jo spørge sig selv om relevansen for, at de overhovedet indsamles!?

I tidernes morgen var det også kritisk, at facebook overtog rettighederne til alt hvad der blev lagt på siden (men det tænker vi ikke rigtigt over længere, vel?).

Så jeg mener, at det er vigtigt at apple som distributør bliver ved med at holde fast i nogle grænser, og at de derved står som garant for de app´s som downloades. Jeg er dog samtidig af den overbevisning, at facebook ikke er de eneste operatører, der forsøger tracke alt hvad der trackes kan, og gerne går helt til grænsen, for at kunne gøre sig interessant for trediemand, og dermed videresalg af data. Som kunder står vi delvist magtesløse tilbage. Enten kan vi acceptere vilkårene, eller afskrive produktet. Men hov, dette er netop også en del af forbrugermagten: at boycutte produkter, der ikke lever op til en forventet standard.

Tilbage står så det stående spørgsmål; hvor skal vi sætte barren for den standard? Er vi villige til diskutere det og stille krav, eller vil vi bare lade os forføre?

Når billeder lyver

I dagens Go´morgen Danmark (28/9-18) er der inviteret gæster i studiet til at debattere hvor grænsen går mellem at pynte på sit udseende med filtre og photoshop.

Jeg lytter med et halvt øre, så jeg fanger ikke finesserne i debatten. Muligvis fordi jeg ikke selv lægger den store energi i at lege med filtre og photoshop – og egentlig heller ikke tager mange billeder af mig selv. Faktisk har jeg opgivet lidt at lave selfies.

Men jeg føler mig inspireret. For tanken slår mig, om billedet ikke altid lyver? Uanset om man arbejder bevidst med det via retouchering eller ej? Hvilket jeg først rigtig er blevet opmærksom på, via selfies taget med forskellige smartphones. Kvaliteten af linsen er jo ret afgørende for udfaldet. Og det falder altså ikke altid godt ud. Sådan som jeg ser ud på selfies (taget selv, med eget kamera), er så katastrofalt at jeg har droppet det.  Det har på et tidspunkt påvirket mit selvbillede alt for meget.

For selvom snakken kan virke en anelse overfladisk, så stikker det faktisk meget dybere i vores psyke, end mange er bevidste om. Psykologien taler om, at det skyldes vores første erfaring med opfattelsen af os selv som et selvstændigt individ, da vi som baby ser os selv for første gang i et spejl. Det er via denne spejling, at vi identificerer os selv, som en selvstændig person. Derfor vil det spejlbillede som kameraet viser os, påvirke vores opfattelse af os selv. Så begynder det jo at blive interessant.

Det forklarer også behovet for at fremstille billeder, der lever op til ens eget selvbillede, og som fjerner de værste karikaturer fra kameraets skarpe linse. For det er jo heller ikke med de øjne, som vi ser på hinanden med. Og derfor heller ikke de spejlinger, som vi møder hinanden med.

 

Det du fokuserer på, vokser

Det er med udseendet, som med alt andet, at det som vi fokuserer på, vokser. Så hvis vi i retoucheringen fokuserer på fejl, og ikke på at fremhæve hvad man selv ser, så får det også en dybere betydning for den enkelte – og i en social kontekst. Når alle små “skønhedsfejl” (eller charmer) editeres væk, fremstår det rene og upolorede som oftest også mere råt. Går det helt ud i ekstremerne, risikerer vi at glemme at have et naturligt og  sundt forhold til vores egen (og andres) krop. Og det er jo næppe ønskeligt.