Måned: december 2018

Fagre nye verden

Worldmap_LandAndPolitical (2)

Danskere der tager ud i verden, er forandringsparate. De er åbne for at se verden med nye øjne, og de ender med at blive (lidt) klogere på verden, og sig selv.

Det lyder som lidt af en påstand, men den finder hurtigt belæg. Når man drager ud i verden, med eller uden en familie, er man nødt til at lægge “plejer” i kisten, og begrave den flere meter under jorden. Plejer findes ikke længere.

Man skal starte på en frisk når man kommer frem. Jeg vil vove den yderligere påstand, at netop dette kan være drivkraften for mange af de udrejsende. Man ønsker simpelthen den udfordring, og tager det som et eventyr. Man rejser for at leve. Måske kender man destinationslandet på forhånd, og har forelsket sig i kulturen eller noget andet. Og det vil man rigtig gerne have ind under huden. Det har i hvert fald været tilfældet for undertegnede. Jeg rejste af lyst, og med modet på at leve livet fra et andet perspektiv.

Når hverdagen for alvor tager fat, kan man ikke undgå at få den lokale kultur, stemning og “måder at gøre tingene på” tæt ind på kroppen. Det virker berigende at opdage livet og hverdagens trivialitet i en anden rytme, og i et andet perspektiv. Det vækker (og skærper) alle sanser. Man bliver sat tilbage til barndommens og ungdommens uskyldighed, udi manglende erfaringer på den pågældende destination.

Endelig lærer man at blive mere rummelig. Du er ikke mere rigtig eller forkert end jeg er, fordi du gør eller tænker en opgave anderledes end jeg gør. Begrebet opgave dækker alt fra madvaner, opvask, og traditioner, til opgaverne på kontoret. Selv varerne i supermarkedet er anderledes, og det udfordrer ugens madplan. Der kan opstå kommunikationsvanskeligheder og misforståelser på kontoret, grundet indforståede måder at omgås på (kultur mv). Man kan lære, at kollegerne har en helt anden tilgang til problemløsning, eller forstå hvor skarp man selv er til det. Og sådan kan man blive ved.

Det vidner om, at man er nødsaget til at være omstillingsparat. Er man ikke dét, er der temmelig mange ting, som bliver op ad bakke ved det ophold. Det fortæller også noget om, at man pludselig bliver opmærksom på de ting fra egen kultur og egen adfærd, som normalvis ligger i de blinde vinkler. Man bliver således ikke kun klogere på verden. Man bliver også klogere på sig selv, og man kan se på sit hjemlands kultur og normer med andre øjne. En øjenåbner af format, kunne man også kalde det.

Så må man endelig ikke glemme det nye netværk, samt samarbejdsmuligheder og partnere, som der følger med i kølvandet på et sådant udlandsophold.

Alt dette tager man med hjem, hvis man kommer tilbage til landet. Danmark er et lille land. Der er stor risiko for, at nytænkningen går i stå, hvis ikke der inddrages nye perspektiver og drivkraft (udefra).

Samtlige kvaliteter kan du sætte som et label på  de mennesker, som søger til Danmark med ønsket om at arbejde og bidrage, for at støtte op om en af verdens ældste demokratier (i nogle tilfælde i flugt fra et mindre demokratisk sted, og med frygten for døden hængende over hovedet) . I stedet vælger politikerne at sparke nedad ved at stigmatisere disse mennesker, og skyde dem onde hensigter i skoen. Mon det er hensigtsmæssigt for Danmark på kort og langt sigt? Kunne der være meget mere at vinde, ved at investere i de mennesker som kommer, for derved at skabe en bedre fælles fremtid. En fremtid der kan bygge bro mellem forskellige verdensdele, og opbygge nye markeder (og samarbejdspartnere) for de danske virksomheder.

 

Ud i det blå med skyklapper på

Derfor mener jeg, at det er helt ude i hampen, når Regeringen med lovforslag om opholdskravet, forsøger at modarbejde en sådan nysgerrighed og udlængsel til verden. Danmark er så lille et land, at hvis ikke du ved hvor du skal lede på verdenskortet, så finder du det ikke!

Men Regeringen opfører sig som om, at Danmark er solen i universet. Man påstår, at Danmark har nok i sig selv, og alle vil være som os, eller skade os. Som en ren parodi på Birgitte-Birgitte-begøje, smører man øjnene med det ene blår efter det andet. Og til sidst blev det hele meget værre. Vi er helt derude, hvor man næsten ikke kan forestille sig hvad det næste vanvittige lovforslag kan indeholde. Det minder uhyggeligt meget om de konservative fascistiske kræfter, som jeg har erfaret via mit udlandsophold i Spanien. Det pålægger mig et ansvar, om at råbe vagt i gevær.

Man har i Regeringen fået ondt i tolerancen, intelligensen og fornuften. Der trækkes grænser, og der bliver lukket af for alt udefrakommende. Grænsebomme. 100 stramninger på udlændingeområdet, der fejres med kage. Udlændinge der forvises fra danske universiteter, idet internationale studieretninger lukkes (via krav fra Regeringen). Danske familier, der må stå over for valget at forblive strandet i udlandet efter ophørt arbejdskontrakt, eller at splitte familien ad. Og nu med et lovforslag om et tilhørsforhold for dagpengemodtagere (der matcher dem som enten ikke kan optjene dagpengekravet på grund af manglende beskæftigelse – for eksempel den hjemmegående og medrejsende husmor – og kontanthjælpsmodtagere). Opholdskravet er for så vidt ikke nyt. Det er blevet udvidet til at omfatte alle, der vælger at rejse ud i verden. Ikke kun dem, som enten lønmæssigt ikke har haft levn til at være medlem af a-kassen, eller som har fravalgt denne. Ud fra denne optik, burde hele opholdskravet tages op til revurdering. Effekten af udvidelsen af opholdskravet, til også at omfatte medlemmer af a-kassen, er dog endnu mere vidtrækkende, end som så.

Danske virksomheder, der får svært ved at sende medarbejdere expatriate med argumentet om at styrke medarbejderens karriere. Journalistik og velgørende arbejde, må ikke vare længere end 1 år samlet (i en periode på 8 år). Det giver ingen mening, og en total usammenhængende indsats for alle de berørte virksomheder og udstationerede, herunder korrespondenter og freelancere.

Det underminerer samtidig a-kassens rolle i den danske model. Måske er det dét som er hensigten(?). Derfor er a-kasserne og flere af de store danske virksomheder gået til barrikaderne. Bogstaveligt talt. Nogle repræsenteret med bannere, herunder AJKS, ved Christiansborg, for at råbe politikerne op, og skabe synlighed omkring deres protest. De sociale medier tages også i brug. Men ellers er der forunderligt stille omkring denne modstand. Det giver ligeledes en kilde til undren. De danske mediehuse burde buldre løs omkring problematikkerne ved opholdskravet. Herunder den langsigtede skade for Danmark, danske virksomheder, og de danskere som har mod på at forstå verden i en anden kontekst. Når der reflekteres og antages nye perspektiver, opstår ny sum af viden.

 

Stavnsbåndet genopstår

Regeringen gør altså alt hvad de kan, for at binde danskerne til landet (og samtidig holde alt udefrakommende nytænkning ude). Det skal på ingen måde være attraktivt at drage ud i verden, og tage ny viden med hjem. I bund og grund er man landsforvist som dansker, når man først har taget disse skridt ud i verden.

Vil man tilbage til Danmark, vil det være på samme vilkår som alle andre udlændinge, hvor man kan anmode om integrationsydelse, eller sikre sig et job på hånden før man rejser tilbage. Der er bare et aber da bei. Så perfekt er virkeligheden ikke. Der vil være risiko for perioder, hvor man er mellem job.

Danmark har brug for at være helt fremme i udvikling og teknologi, for at sikre fremdrift. Den sang har jeg hørt under hele min opvækst. For at skabe dette i en global verden, har landet også brug for at der konstant udvikles på netværk, kreativitet og nytænkning. Derfor virker det som et paradoks af dimensioner, at der sidder en flok politikere, som lovgiver i stik modsat retning. I øvrigt er der jo her tale om et paradigmeskift af format. Det har i mange år været velset, at man rejste ud i verden.  Sådan skal det åbenbart ikke være længere. Fordi magten har rykket sig i Folketinget.

H.C. Andersens “At rejse, er at leve”, som er blevet efterlevet og fortolket i mange nye perspektiver af de danskere som igennem tiderne er draget ud på ukendt territorium, kan ikke længere efterleves. En del af dansk kultur, og dansk kulturarv, er under angreb og afvikling. Skal vi bare stiltiende acceptere det? Det synes jeg ikke! (ytringsfriheden består da lidt endnu, så det tør jeg godt at give udtryk for).

Reklamer

Hvad trigger de gode / dårlige vaner?

Jeg undrer mig over hvordan vaner i første omgang opstår, og hvordan en person med ellers gode vaner, viljestyrke og livsstil kan ende op med en hel række dårlige vaner.

Hvorfor vender det, og hvad er det der får det til at vende? Sker det gradvist over tid, og kan en dårlig vane, medføre andre dårlige valg og vaner; og viceversa for de gode vaner? Hvorfor kammer nogle vaner over, og ender i decideret misbrug? Til syvende og sidst foregår det hele så i hjernen? En hel bunke af spørgsmål, som jeg vil søge at hitte rede i.

 

Trigger din hjerne

Nogle peger på, at der overalt findes såkaldte triggers, som påvirker de gode / dårlige vaner (eller valg), som vi hver især har. Jeg vil godt godtage præmissen, da jeg jo selv kender købsprocessen med videre. Butikkerne er helt sikkert bygget op omkring denne tankegang, som denne artikel så fint påpeger (https://mindhelper.dk/mental-fitness/daarlige-vaner-saadan-giver-du-dem-et-los-bagi/). Artiklen mener endda, at det vil være derigennem at vi kan ændre på vanerne. Vi påvirkes dagligt og alle steder, ud fra tankegangen om hvordan vore hjerne kan trigges til handling. Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg at jeg tillægge triggers hele æren for vanen/handlingen. For så ville der jo ret beset ligge de samme varer på kassebåndet for hver enkelt kunde. Som oftest appellerer triggers til reptil hjernen (den primitive), der mest handler om lyst eller flygt reaktioner, som skal aktiveres her og nu. Og der er vi trods alt ikke hele tiden. Vi er jo ikke (kun) dyr.

 

Viljestyrke og motivation

Der må være flere psykologiske faktorer som spiller ind. Som for eksempel viljestyrke, og evnen til at sætte sig nogle mål og forestille sig slutresultatet. Evnen til at motivere sig selv til at løbe en tur, ved at minde sig selv om hvor godt man har det bagefter, selvom man er tæsketræt og næsten ikke orker at skifte til løbetøj. Ifølge antologien i det forhenværende afsnit, burde det så også påvirke at man rent faktisk kom ud at løbe, ved at man fra morgenstunden tog dette outfit på som det første om morgenen. Min personlige erfaring er, at det er den personlige motivation og viljestyrke, der vejer tungere end det bevidste valg af trigger (løbetøjet). Indrømmet, triggeren kan godt være med til at påvirke lysten, og siden beslutningen/overvejelsen om at komme ud ad døren på en frisk løbetur. Men det holder ikke længe, hvis ikke også motivationen er der. Så siver det ud ad kroppen som luften på en ballon. Med det resultat, at jeg går rundt i mit spændstige outfit, og til sidst ender med en samvittighed sort som kul, hvis jeg aldrig kom af sted. Situationen ændrer sig fra at være win-love (me) til loose-hate (me).

Hvad er det der gør, at vi i nogle livsfaser er enormt gode til at holde selvdisciplinen oppe, imens vi i andre perioder lader os rive med af de lette løsninger, eller “flygter” lidt fra dagligdagen eller en presserende opgave, ved at “forkæle” os selv med “trøste-” TV-serier/shopping/usund kost eller dét som er værre? (alkohol, stoffer osv). Er stress den eneste faktor. Kan det også kobles sammen med vores selvhad/selvkærlighed (selvtillid)? Og er det her, at vi skal finde nøglen til at forstå misbrugerens helvede?

 

Hvad sker der i hovedet på dig?

Hjernen er jo, som anført af videnskaben, lavet af plastisk materiale. Den ændrer og former sig igennem hele livet. Bogstaveligt talt efter hvad den udsættes for. Det er ikke min påstand, den stammer fra Annette Prehn, hjerneforsker. I en mere udfoldende form udtrykker hun det således:

“Aktivitet i vores hjerner sætter gang i kædereaktioner mellem hjer-
necellerne, og forskere har fundet ud af, at disse kædereaktioner rent
fysiologisk forandrer vores hjerne. Når du er færdig med at læse denne
artikel, ser din hjerne fx ikke ud på samme måde som før. Hjernen er
nemlig plastisk – dvs. formbar og fleksibel – og ny læring sætter sig nye
spor, livet igennem.” (Prehn, Annette, 2016).
Tankevækkende, ikke sandt? Som læser har jeg nu taget dig med ud på en rejse. Du skal samtidig tage stilling til, om du vil fortsætte rejsen med mig. For hvad nu, hvis du ikke bryder dig om hvad jeg gør ved din hjerne? 🙂 Ro på. Jeg har ingen større agenda. Men jeg håber på at gøre dig mere bevidst om dine valg og vaner, og dermed forhåbentlig også løfte sløret for hvilken rolle din hjerne spiller i denne kontekst. Lad os samtidig slå fast, at jeg skriver ud fra en undren, og en søgen på svar. Det er ikke sikkert, at du ville lede efter de samme svar. Og jeg kan på ingen måde garantere, at dét som jeg finder frem til, er endegyldige svar (jeg tror nemlig ikke på at de findes). Men jeg tror på, at vi konstant bliver klogere, ved at forbeholde os retten til at reflektere over disse svar, via en undren og en stillingtagen til de svar, som vi finder frem til. Og at vi derved finder frem til nye koblinger, eller forbindelser om man vil. Akademikerens evige brød og kilde til en søgen.

Så for lige at vende tilbage til sagens kerne, må det jo netop betyde, at vi bliver hvad vi udsætter os selv for. Vores valg (og tanker) bliver således selvforstærkende. Den tanke synes jeg er ret vigtigt at holde fast i…..

 

Vanens magt

Så er det mon derfor, at man bliver hængende i dårlige vaner, som man kan få både dårlig samvittighed og sort humør af? Hænger det sammen med hjernens anatomi, og at man over tid, har ladet for eksempel hypofysen få et let fix dopamin, som den så kræver at få mere af? Skåret ud i pap og bøjet i neon, betyder det for eksempel at de timelange visit på eksempelvis facebook ikke er så uskyldigt tidsfordriv endda. Bevares, man kan finde både vigtig og aktuel viden der, men der er langt mellem guldkaramellerne. Hjernen guffer løs på tomt indhold som en anden mac-mand i søgen efter mere underholdning (eller i en higen efter at nå til  bunds/finde mening i denne tilsyneladende endeløse strøm af ligegyldigheder). En hjerne der får lette dopamin fix (eller dårlige ditto), vil altså let blive påvirket til at fortsætte i samme kategori. Dopamin suset vedrører afhængighedscentrene i hjernen. Annette Prehn (2016) påpeger ligeledes at sindsstemninger fra musik, dialoger og temaer (yes, serierne!) kan påvirke humør og livssyn i meget væsentlig grad. Så altså to-tre stærke faktorer som viljestyrke og motivation nu er oppe imod; idet hjernen jo former sig efter det, som vi udsætter den for (huh!). Så kan det godt være, at jeg lige trækker selvkritikken lidt tilbage. Men samtidig ånder lettet op. Noget tyder nemlig på at jeg kan tage magten tilbage. Fordi du nu er bevidst om nogle af de ting, som rører sig i hovedet og psyken på dig, kan du komme videre. Det er muligt, at du gerne vil fordybe dig mere i disse emner, for at blive mere bevidst. Go ahead. Det værste der kan ske er, at du gør din hjerne stærkere og mere modstandsdygtig over for impulser og ydrestyrede påvirkninger (såsom triggers).

 

Tag magten tilbage, og styr mod de gode oplevelser

Det blev nævnt indledningsvist i letkøbte sætninger i dette indlæg; det handler i en vis grad om hvordan vi griber dagen an. Og dermed hvilke handlinger og beslutninger, som vi begår fra dagens spæde start. Det handler dog også om hvordan man favner det som sker! Væk med den sorte samvittighed. Erkend, tag ansvar, og kom tilbage på sporet. Find elementer frem, som påvirker den positive energi i dig, og grib så slagets gang derfra, ved at finde din indre viljestyrke og motivation frem. Er det noget som du mangler, så find redskaberne til at arbejde med dem. Ved egen hjælp, din coach eller andre, der forstår at tale dig op, og som kan hjælpe dig med at se (for)målet med det, som du skal. Vi er forskellige, og det vil de knapper der skal justeres på også være. Men kernen i det er, at vi agerer fra indrestyrede processer, og ting som handler om os selv. Viljestyrke og et ansvar for at handle inden for vores egen indflydelsescirkel (Covey, S.R, 1992).

Så er jeg faktisk tilbage til eksemplerne med den indre dialog. Den er tilsyneladende alfa-omega for alt hvad der foregår, og kommer til at ske, i dit liv. Det lyder måske en smule kvalmende og banalt. Men det er da også hamrende interessant at erfare, hvor meget neuroner, psykologi og sindsstemninger er koblet sammen. På den måde kan overspringshandlingerne fra din stressede livssituation (skræmmende/stressende opgave osv) ende med at overtage din dagsrytme, hvis ikke du er dig selv bevidst om dine mål (og ønsker for dig selv), og ikke indser hvorfor du handler som du gør, og spørger dig selv, om det er dét liv som du vil leve. Det øjeblik du bliver bevidst, bliver det måske en lille smule lettere at tage magten tilbage, ved at slukke for dit TV, lægge mobilen væk, og så videre. For dét du giver opmærksomhed former dit liv, og din hjerne. Og sådan fortsætter det i resten af dit liv, minut for minut … Det er dit valg, dit liv. Du bestemmer selv (og der var ingen der sagde, at det altid var let!).

Tror jeg så, at vi aldrig må tillade os selv at slippe tøjlerne og komme lidt væk fra presset? Jo det må vi bestemt. Det kan vise sig at være livsnødvendigt, eller den direkte vej til at få gang i en fastlåst proces. Det som vægter er, hvilke vaner som vi lader forme vores hverdag, og dermed vores liv. At vi ikke underkender vanens magt, og sørger for at opbygge vaner, som gør os godt.

Selvom Annette Prehn (2016) påpeger, at der er meget at vinde ved at fokusere på at associere sit mål, og derved via tankens magt navigere uden om amygdalas frygt og kampcenter, kan man så helt abstrahere fra forløsningen ved psykoterapien? Dertil må man sige, at det handler om mønstret hos den enkelte – og vel også, at det ene ikke udelukker det andet. Hvis man kan konstatere hvad det er der “trigger” én til de dårlige vaner/valg, så er der jo meget at hente ved at se frem, og ikke tilbage. For sandheden er også, at traumer ikke altid har godt af at komme op til overfladen. Der ligger jo også en beskyttelse i at fortrænge oplevelserne. Hvis traumet forhindrer den enkelte i at komme ud af sin fastlåste situation, og fastholder personen i smerten, så er der jo al mulig grund til at bearbejde det, ved at få fokus væk derfra. Det positive er, at der foreligger en valgmulighed, og at man selv ved erkendelsen af et traume, kan vælge at se frem. Det er jo et fremskridt af format, at forskningen er nået frem til denne erkendelse.

Min undren har givet mig en søgen på svar, som jeg kan forholde mig til nu. De svar vil sikkert også give mig udfordringer, når det bliver hverdag igen. I udfordringen vil jeg stille mig selv spørgsmål som, hvorfor jeg handler som jeg gør, og hvor jeg vil hen? Det viser, at jeg har rykket mig lidt, og at det giver mig et nyt standpunkt at se på mig selv ud fra. Det giver muligvis grund til anden undren, men for nu, har jeg fundet valide svar, som jeg kan forholde mig til, og agere ud fra. Det er helt fint, og lige som det skal være.