Når billeder lyver

I dagens Go´morgen Danmark (28/9-18) er der inviteret gæster i studiet til at debattere hvor grænsen går mellem at pynte på sit udseende med filtre og photoshop.

Jeg lytter med et halvt øre, så jeg fanger ikke finesserne i debatten. Muligvis fordi jeg ikke selv lægger den store energi i at lege med filtre og photoshop – og egentlig heller ikke tager mange billeder af mig selv. Faktisk har jeg opgivet lidt at lave selfies.

Men jeg føler mig inspireret. For tanken slår mig, om billedet ikke altid lyver? Uanset om man arbejder bevidst med det via retouchering eller ej? Hvilket jeg først rigtig er blevet opmærksom på, via selfies taget med forskellige smartphones. Kvaliteten af linsen er jo ret afgørende for udfaldet. Og det falder altså ikke altid godt ud. Sådan som jeg ser ud på selfies (taget selv, med eget kamera), er så katastrofalt at jeg har droppet det.  Det har på et tidspunkt påvirket mit selvbillede alt for meget.

For selvom snakken kan virke en anelse overfladisk, så stikker det faktisk meget dybere i vores psyke, end mange er bevidste om. Psykologien taler om, at det skyldes vores første erfaring med opfattelsen af os selv som et selvstændigt individ, da vi som baby ser os selv for første gang i et spejl. Det er via denne spejling, at vi identificerer os selv, som en selvstændig person. Derfor vil det spejlbillede som kameraet viser os, påvirke vores opfattelse af os selv. Så begynder det jo at blive interessant.

Det forklarer også behovet for at fremstille billeder, der lever op til ens eget selvbillede, og som fjerner de værste karikaturer fra kameraets skarpe linse. For det er jo heller ikke med de øjne, som vi ser på hinanden med. Og derfor heller ikke de spejlinger, som vi møder hinanden med.

 

Det du fokuserer på, vokser

Det er med udseendet, som med alt andet, at det som vi fokuserer på, vokser. Så hvis vi i retoucheringen fokuserer på fejl, og ikke på at fremhæve hvad man selv ser, så får det også en dybere betydning for den enkelte – og i en social kontekst. Når alle små “skønhedsfejl” (eller charmer) editeres væk, fremstår det rene og upolorede som oftest også mere råt. Går det helt ud i ekstremerne, risikerer vi at glemme at have et naturligt og  sundt forhold til vores egen (og andres) krop. Og det er jo næppe ønskeligt.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s